DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

lønlig dræbt, og nu skal Tinget holdes, hvor
Drabsmanden skal udpeges. Han rider ud med sine
Svende og kommer til Borgen, modtages med
Dronningens Spot over, at han vil hæve sig til Konge, og
han svarer med en plump Udtalelse, der vel har været
Rygte paa den Tid, at det er snarere Drost Ove der gør
sig til Konge ved at være Dronningens Elsker. Den unge
Konge, der allerede i Forvejen anser Marsken for sin
Faders Banemand, opirres yderligere ved denne Haan og
dømmer ham fredløs; Marsken lover i Vrede herover at
hente sin Føde i Danmark, og han bygger sig paa Hjælm
en Borg, som den jævne Bonde med Angst ser hæve sine
Tinder over Øens Nakke. Saaledes ser det poetisk
ændrede Billede ud af, hvad der foregik paa Danehoffet i
Nyborg 1287 samt Borgbygningen i 1290.
Endelig faar vi den fjerde Vise. Tiden er gaaet. Den
politiske Stilling i hin Tid er glemt; de andre fredløses
Tilværelse er traadt i Baggrunden, og man husker kun
Kongens Mord og Marsken som hans bitre Fjende. En
Forestilling, som allerede fandtes i Samtiden, om at et
Elskovseventyr var Grunden til Kongens Død, fæstner sig
endelig ved den fredløse Høvding: Marsk Stig har øvet
sin Daad for at hævne Kongens Forhold til hans Hustru.
— Dette har faaet sin storartede Fremstilling i en ganske
kort Vise: „Marsk Stig og hans Hustru“.
Forhistorien antydes kun (Opskrifterne af Visen bruger
snart Udtrykket „han lokked“, snart „han voldtog“); den
egentlige Handling begynder med, at hun sidder
ubevægelig ved sin Herres Hjemkomst; Marsken venter,
at hun skal gaa ham i Møde i Gaarden, men hun kommer
ikke; han venter hende i Døren, men hun rejser sig ikke;
han staar tavs i Undren og Uhygge. (Visen adskiller sig
heri fra Sangernes almindelige Fremstilling, hvor
Samtale fører til Handlingens Spænding; her lægger
Tavsheden et saadant Højtryjk.) Endelig brydes
Tavsheden, da hun med bitter Fortvivlelse nævner sig
som „Dronning i Danmark“ c: som Kongens Frille, og
koldt og kort beder om Hævn. Hendes Husbond drager
— ganske i Visens Aand uden at svare — hen at
kræve Ugerningsmanden til Regnskab. Kongens
indsmigrende Forsoningstilbud afslaar han, og han
undsiger ham paa Livet. — Saaledes lyder Visen, der paa
en eller anden Maade synes at danne Indledningen til en
Vise om Finderup–Mordet. Forholdet til den historiske
Virkelighed er ret svagt (saaledes vistnok ogsaa det, at
Handlingen stadig tænkes at foregaa paa Sjælland); mulig
er dog Marskens Undsigelse Minde om hans Vægring ved
at hylde den unge Kong Erik Aaret før Kongemordet.
Hovedsagen har været den rent digteriske Opgave, at
fremstille den i sin Harme og Sorg storladne
Kvindeskikkelse, Hovedpersonen i den mærkelige
Indledningsscene og stadig mindet gennem Omkvædet:
„Men Fruen hun sidder i Sjælland, saa mangt der hun
sørger.“
Endelig opstod Trangen til at samle alle disse Visers
Indhold i en enkelt Fremstilling. Det ene, sikkert det
ældste Forsøg herpaa ligner mange andre Viser, men har
udvisket eller oversprunget meget af, hvad der er
ejendommeligt for Marsk–Stig–Viserne. Saa kom det
næste Forsøg, den lange Vise om Marsk Stig, der