DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

samtidige Forhold føles kun svagere, selv Folkets Skæbne
og Berngerds Ondskab træder mere i Baggrunden; det er
om den elskeligste Dronnings og den største Konges
Kærlighed, at Digteren vil fortælle. Han maler fyldig —
men i Træk der er sjælden anskuelige — de enkelte
Optrin i Dagmars hjælpeløse Lidelse, da hun er i
Barnsnød, Valdemars vældige Higen efter sin døende
Hustru og endelig den inderlige Bøn og Attraa, hvormed
han kalder den allerede døde tilbage til Livet, men kun
kort, ti „Himmeriges Klokker“ ringer efter hende. —
Digteren har i Dagmars sidste Tale indflettet et Træk,
som vor Tid let kan misforstaa c: let kan lægge en anden
Tanke ind i, end Middelalderen tillagde det. Havde hun
ikke snørt sine Ærmer saa stadselig og sat „Streger“
(Hovedtøj ?) paa, da havde hun ikke behøvet at brænde i
Skærsilden. Man maa ikke opfatte dette som en ren Sjæls
Bekendelser af sin ganske ubetydelige Syndeskyld (sin
„Dronning Dagmars Synd“). Naar den allerede
bortvandrede Sjæl vender tilbage til Legemet fra den
hinsidige Verden, er det jo den rammeste Alvor; og
denne Scene maa opfattes i Lighed med andre Optrin i
Middelalderens Litteratur, hvor Dronninger og andre
fornemme aabenbarer, hvad de maa lide i Skærsilden for
deres Overdaadighed. Pynteligheden i Klædedragt var
ikke uskyldig; for den forsagende Middelalder var det
Verdenslyst i sin argeste Form; og af Tidens Aandesyner
herom lyser der endnu et Genskær over Valdemars og
Dagmars Liv (Særlig fordømtes Kvindernes Pyntelyst, fordi de
ved den fristede Mændenes Sanser. Sakse taler strenge Ord om
dette Forhold; sml. ogsaa Visen: „Jon rømmer af Land“ S. 225 her.
(I. F.–H.)). For Menneskene i det 12te og l3de Aarh. kan
Himmerigsklokken ikke ringe, uden at der kommer
Klang af Domsbasuner med; men dette hører nu med til
Korstogenes og Tiggermunkenes Aarhundrede. Det
mærkelige i dansk Litteratur er ikke, at det kom, men at
det kun blev en Bitone ind i den vemodig fromme
Dagmardigtning. I Norge derimod blev det alvorstunge
„Drømmekvæde“ det 13de Aarh.s og hele
Middelalderens ypperste Digtning.
Danmark havde saaledes faaet to historiske Sangkredse,
den ene om Tove, Valdemar den Store og Dronning
Soffi, den andenog yngre, med mere Følelse for Folkets
Tilværelse, knyttet til Valdemar Sejrs Dronninger. Men
næppe var disse to Sangkredse nogenlunde afsluttede i
Folkets Digtning, saa fremstod en ny, der i poetisk
Rigdom overstraalede sine to Forgængere. Den handler
om de voldsomme Begivenheder efter Erik Klippings
Drab, og Marsk Stig bliver efterhaanden dens Helt.
Der haves seks Viser om Hovedpersonerne i den store
Ufredstid. De opfattes af tidligere Udgivere (Vedelog S.
Grundtvig) som en Kres af Viser, der hører sammen og
fortsætter hverandre; de nyere Undersøgelser gaar ud
paa, at det er en Række af oprindelig selvstændige
Fremstillinger af enkelte Begivenheder, først senere
sammensmeltede til større Digtninger. Vi har ialt fire
korte Digte, der til Dels er Øjebliksviser, og to større
Sammenarbejdelser (A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens Historie i
Middelalderen. S. 113—134; nærmere udført i J. Martensen, „Erik Glipping og
Marsk Stig i Middelalderens Annaler og Viser“ (i Historisk Tidsskrift, 4de
Række, 4de Bd.); jf. H. Schiick, Ur gam1a papper, II. og Hans Brix: Vers fra
gamle Dage (1918).).
Stødet til denne Digtning udgik fra Kongemordet i