DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Mængden af Viser — ti her har Sanger efter Sanger
sunget det frem med sin Røst — stiger en
Kvindeskikkelse frem, saa forunderlig elskelig, som
Folket aldrig før havde tænkt sig den, og ingensinde tiere
var i Stand til at kalde den frem.
Den Kongedatter, der i 1205 førtes til Danmark som
Valdemar Sejrs Brud, havde et ret prøvet Ungdomsliv
bagved sig; født i Bøhmens Kongeborg, havde hun fulgt
sin forskudte Moder til Meissens Grevesæde og med sine
Søstre deltaget i hendes Kamp for sin Ret saa vel som i
hendes fromme Gerninger. I Danmark modtoges hun
med Jubel; hendes folkelige slaviske Navn, Dragomir,
blev omtydet til Dagmaar (Dagmøen, den lysbringende
Mø); „Margareta var hendes rette Navn,“ siger
Krønikeskriveren, „men Dagmaar kaldtes hun paa Grund
af sin Dejlighed.“ Hendes Livsbane blev kort; hun fødte
sin Husbond Sønnen Valdemar, og et Par Aar efter døde
hun, maaske i Barselseng, brudt af midt i sit Livs
Blomstringstid, og i Folkets endnu friske Kærlighed.
I 1214, to Aar efter Dagmars Død, holdt Valdemar
Bryllup med den portugisiske Kongedatter Berengaria.
Hvad der sikkert vides om hende er, at hun var smuk.
Om hendes Karakter taler kun Folkeviserne; men
allerede fra den nærmeste Efterslægt har vi en Slags
Vidnesbyrd: ingen af hendes Sønner opkaldte sine Døtre
efter hende. Den Kongeslægt, hun tilhørte, var
handlekraftig, men splidagtig og havesyg. Hendes Navn
blev paa Dansk til Berngerd (i senere Tid til Bengerd), et
Navn, der i sig selv var uden ond Betydning, men lød
fremmed og haardt.
Vi har tre Viser, hvor Dronning Dagmar er
Hovedperson, og een om Dronning Berngerd. Hvor
meget hver af dem stemmer med Samtidens Indtryk og
med Samtidens Sang, er vanskeligt at sige; men om nogen
af dem er Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, er det
snarest den Spotte– og Nidvise, hvor Berngerd gøres
tilOphavsmand for de ilde sete Skattepaalæg. Den er
bygget over et Optrin, som i Viserne ikke saa sjælden
gøres til Genstand for mere eller mindre skæmtende
Behandling: det er Morgenen efter Brylluppet, Berngerd
kræver sin „Morgengave“ (Brudegave) af Kongen, og hun
kan ikke faa den stor nok. Hun kræver store Skatter af
hver Mand og Kvinde og hvert Barn i Riget; hun vil lade
Landene „slaa i Jern“ c: hun vil lukke alle Landets Havne
med Jernkæder for at kræve Told af alle indsejlende.
Folket ser i sin Herre Kong Valdemar den, der med sund
Sans kan modstaa disse ublu Herskerlyster; og hans Ord
bliver det der gælder; ti „Nu ligger Berngerd under
sorten Jord, endnu har Bonden baade Okse og Ko.“ —
En Sanger, næppe Visens oprindelige Digter, har
udformet denne sidste Tanke i ret fantastisk (og meget
uhistorisk) Form: da Kongen skal i Leding, advarer den
døde Dronning Dagmar ham i Drømme om ikke at sætte
Berngerd til at styre Riget i Mellemtiden; han fører
hende med i Leding, og hun falder for den første Pil, der
udsendes.
Samtidig udformedes Dagmarviserne. — Aaret 1205
bragte to sjældne Begivenheder. Den ene var Dronning
Dagmars Komme; den anden var Bestemmelsen om
Biskop Valdemars Frigivelse. Han sad da paa 14de