DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

saa let og yndefuld en Digtning som den om „Hr. Peders
Harpe“ (vor Nr. 43), hvor Ridderen har tiltænkt
Jomfruen at blive hans Slegfred; men ved at opdage
hendes ydmyge og inderlige Kærlighed angrer han sit
Forsæt og lader deres Bryllup holde „med Ære“.
Historiske Viser.
I den danske Middelalders Digtning kom Viserne om
historiske Personer og Begivenheder til at spille en stor
Rolle. I en Tid uden Aviser og Bøger trængte man til
Visen for at tale med andre om Begivenheden, meddele,
hvorledes den var gaaet til, eller hvorledes man kunde
tænke sig den i hele sin Sammenhæng, og til at tage Parti
med Ros eller med Deltagelse for de handlende
Personer. Paa samme Maade bevarede man Mindet om
ældre mærkelige Tildragelser. Men det var ikke blot
Nyheds– og Historiemeddelelsen; som skabte de
historiske Folkeviser; medens Nutidens Digtere helst
skaber opdigtede Personer, laa det Middelalderens
Sangere nær at tage kendte Skikkelser frem og give dem
nyt Liv. Fordringen om, at et Digterværk i alle sine
Enkeltheder skal være Forfatterens egen Skabelse,
fandtes ikke dengang; og ligesom man laante Udtryk og
Vers fra andre Viser, laante man Personer eller Optrin
snart fra ældre Digte, snart fra Mindet om virkelige
Begivenheder.
De tidligste historiske Personer i Folkeviserne er en
Række Stormænd omkring Midten af det 12te Aarh.
Viserne røber sædvanlig, at de ikke er digtede af
Samtiden, men af en beundrende Efterslægt. Sorteplov
fremstilles som den djærve Herremand, der hævner sin
Brodets Drab paa Kong Erik (1137), medens en anden
Vise handler om hans sørgelige Død for Forræderhaand.
Riber–Ulf, Kong Svends tapre Bannerfører i
Graahedeslaget (1157), redder i een Vise Dankongens
Banner under Slaget mod Svenskekongen; i en anden er
han den selvraadige Ridder, hvis faste Borg i Ribe kun
erobres ved de dansende Ridderes List.
Den mærkeligste af disse Stormandsskikkelser er dog
Stig Hvide. I den lille Fortælling om hans Heltedød
under Kongebanneret (vor Nr. 19) er der vel ikke nogen
ny eller overraskende Komposition; men vi finder de
ypperste Ridderdyder — Troskab mod sin Herre og
Æresfølelse overfor sin Fæstemø — samlede i hans
mandige Udholdenhed: „Jeg vil ikke, min Fæstemø
skulde spørge til Land, at jeg skulde kaste Kongens
Banner af Haand.“ Tillige er der Visedigtningens Glæde
ved Liv og Farvepragt (vi ser ham under Rigsfanen „gul
og blaa og rød“, med „Ærme rød“ gennemboret af Pile,
og saaret i den „hvide Haand“) og dens Forkærlighed for
simple og friske Naturbilleder: Pilene flyver saa tykt som
Hø gennem hans Ærme, Odden skærer som brændende
Brand i hans Haand. — Som historisk Person var Stig
Hvide en jydsk Stormand, han var gift med Hertug
Valdemars (den senere Valdemar den stores) Søster, og
han fandt sin Død under Borgerkrigen, blandt Svends og
Valdemars Krigere i Slaget ved Viborg (1151). Den
Fædrelandskærlighedens Glans, som Visen kaster over