DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Skammelsøn saa mangen vild Sti om Land“. Digteren har
formet Visens Omkvæd ud af disse Slutningslinjer; den
Tanke, han atter og atter vil have udtalt, er, at Ebbe
vandrer fredløs, at han er den, der ved sin Gerning selv
har skilt sig fra alle paarørende. Han er fremstillet som
Enkeltmennesket, ypperligt udviklet, men kun begærende
sin egen Lykke, og endelig knust fordi han lever i en
Verden, hvor d,er er fæstnet Baand, som han ikke kan
bryde. Digteren har tegnet hans Skikkelse med dyb
Medfølelse, fremhævet hans Venlighed og Godmodighed,
selv i Ulykken, og den overraskende Voldsomhed og
Kraft, da hans Lidenskab endelig faar Udbrud; dette er
Træk i Sjælelivet, der rimeligvis tilhører Digteren selv
(ligesom vi overhovedet vil kendes ved dem som dansk
Folkeejendom); han maa selv have følt Enkeltmands
Begær og Enkeltmands Grænser, for med den Alvor at
lægge det ind i sit Digt.
Som Kunstværk udtrykker „Ebbe Skammelsøn“ det
højeste, som den danske Middelalder naaede til. Den har
vel ikke den Yppighed og Livsglæde, som Tovevisen
(Nr.18) eller „Møens Morgendrømme“ (Nr. 38) røber,
men der er stræng Alvor, hvor intet er overflødigt, hvert
Træk hører med. Selv Bipersonerne er i faa Ord tegnede
helt levende: Hr. Skammel nord i Tyer den lykkelige
Herremand, mægtig og livsglad („rig“ og „kaad“) med
den stolte Sønneflok omkring sig, men uden Anelse om
de Rænker, der spindes 1 hans eget Hus, og de Ulykker
der drager sig sammen; ved Brylluppet er han helt op
tagen af Gæsterne og har kun Tanke for at give den
hjemkomne Søn Ebbe „Kande i Haand, at han skulde gaa
at skænke“. Moderen er karakteriseret ved sin Snedighed
og ved sin Forkærlighed for den listige Søn, Hr. Peder;
hun er Medvider i hans Løgne; hun standser Ebbe, da
han vil ride af Gaarden, og hun gør sig Umage for en
venlig Modtagelse; kan det aabenbare Brud afvendes,
mener hun vel at faa Brødrene forligte senere. Endelig er
der Hr. Peder i hele sin Pjaltethed, siddende hjemme for
at lokke sin Broders Fæstemø, vindende hende ved en
Løgn, og fejg nok til straks at give Afkald for om muligt
at redde sit Liv. Og dog — dette hører med til
Visesangernes Kunst — aldrig fra Digterens Side et
nedsættende Ord om ham. Visen fremstiller dem i sit
første Vers ganske jævnsides, „de to fores ilde ad“, dem
begge gik det ulykkelig; at den ene er Ædling og den
anden er Usling, ligger kun i deres følgende Handlinger.
Mange Egne i Danmark og Sverig har gjort Krav paa at
være Ebbevisens Skueplads; men det rette er, at
Skammel bor „nord i Ty“, hvor Gaarden Nordentoft
gennem Aarhundreder har været udpeget som dens
Skueplads, og hvor den mægtige Adelsslægt
Strangesønnerne nævnede ham som den første af sine
Forældre. Visens Tilblivelsestid er efter nyere
Undersøgelser omkr. 1300, den Tid, da Adelens Vælde
og Selvstændighed for første Gang traadte kraftig frem,
og da Rigets Ulykker mærkede Folket og dets Digtning
med sin Alvor.
De Livsvilkaar, hvorunder Folkeviserne hører hjemme,
har fuldt op af voldsomme og rystende Optrin. Stærke
Lidenskaber — Begær eller Misundelse — driver
Menneskene til en Daad, som tilintetgør andres Lykke.