DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

Sværddans, saadan som vi ogsaa kender den fra gamle
Billeder, hvor Ridder og Jomfru tager hinanden i
Haanden, omgivne af Riddere med dragne Sværd, som
under Dansen uafladelig krydser Klingerne med
hinanden; under Dansen kommer en af Ridderne til at
saare liden Kirsten, Kongens Datter, i Haanden. Paa
Faderens Spørgsmaal tier hun om Gerningsmanden og
giver en opdigtet Grund (at hun har skaaret sig paa
Broderens Sværd). Men af Fortielsen aner Ridderen
hendes Hjertes Hemmelighed, at hun har ham kær og
derfor ikke vil bringe ham i Ulykke; og han staar straks
frem og bejler hos Kongen til hendes Haand. Visen
slutter med et lille Ordskifte, som er karakteristisk for
Middelalderen. Faderen spørger, hvorfor Ridderen vil
have en saadan Krøbling af en Kvinde, der hverken kan
sy eller klæde sig. Da kommer Svar: „Selv skar jeg
hendes hvide Haand, der for under jeg den Jomfru vel;
min Søster skal sy hendes. Guldbroderi, Jomfruerne
snøre hendes Ærmer, og jeg selv føre hendes Ganger. „I
Faderens Ord er udtalt en Tanke, som ofte kommer for i
Viserne: den Foragt, som Middelalderen med sin friske
og kraftige Sans for det ydre Liv har for det lemlæstede
Menneske. Ridderens Svar stiller et højere Maal over
denne Hverdagsopfattelse: Kærlighedens Hang til at gøre
vel, hvor man har gjort ilde, og til at bringe et Genoffer,
da hendes Tavshed har frelst ham.
Folkevisen er ikke blot en Lovsang over den lykkelige
Elskov; ogsaa den ulykkelige og ulykkebringende
Kærlighed faar sin Besyngelse, og her møder en af vor
Middelalders ypperste Digtninger. „Ebbe
Skammelsøn“ (Nr. 44). Dens ydre Handling er et af
disse blodige Skuespil, som ældre Tider saa gærne gør til
Emne for sin Digtning: Ebbes Broder er forelsket i hans
Fæstemø, han indbilder hende, at Ebbe er død, og faar
derved hendes Samtykke; men paa Bryllupsdagen
kommer den svegne Fæstemand hjem og hævner sig ved
at dræbe baade Brud og Brudgom. Men i disse vilde
Optrin lærer Digteren os at se Sammenstødet mellem to
mægtige Karakterer, Ebbe Skammelsøn og stalt Adelus.
Ebbes Fæstemø er helt ud Adelsjomfruen, ædel, trofast,
med en Kærlighed „som en Moder“, men næppe særlig
elskovsfuld; betegnende nok bærer hun ikke Visernes
sædvanlige Elskerinde „liden Kirsten“, men det
sjældnere „stalt Lucielille“ eller „stalt Adelus“. Det
første, vi hører om hende i Visen, er den stille Troskab
mod Fæstemanden („Hil sidder I, stalten Adelus, og syr
Hr. Ebbe Klæder“), og straks efter følger en Udtalelse af
hendes fulde Tillid til ham. Den næste Side af hendes
Væsen er den, vi lærer at kende ved Budskabet om
Ebbes Død; hun finder sig i, at man gifter hende bort;
hun synes at være af de Naturer, der ret villig indordner
sig under, hvad Verden bringer dem. Og da saa det
paanødte Bryllup er holdt, er hun ikke i Tvivl om, hvor
hendes Plads er: „Al den Tro, jeg eder gav, den haver
Peder, eders Broder, men alle de Dage, jeg leve maa, jeg
vil Eder være for Moder.“ Det er en ret stor Sjæl, som
taler saaledes; hun behøver ikke at slippe sin første
Kærlighed, men hun veed sig sikker paa, at hun kan vise
den paa den rette Plads under de ny Forhold. Men netop
da møder hun hos sin gamle Fæstemand en anden