DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

vil have en Mand, der kan værge hendes Jord mod
Morbrødernes, Overgreb, Og han spørger med lidt af
samme Overlegenhed som Smaasvendene: „Hav Tak,
skøn jomfru, for rigen Gave, hvilken af mine Svende da
vil I have?“ „Havde jeg Kaar“ (Valg) — kommer det lidt
nølende — „og maatte jeg tage, Hr. Ove Stigsøn da vilde
jeg have“. Kongen med let Ironi:
„Stat op, Hr. Ove, og svar for dig,
her er en Jomfru, vil have dig.“
Nu har vi dem overfor hinanden: Hofmanden, besværet
af Spørgsmaalet og lidt blaseret og satirisk:
Skøn Jomfru, I faar intet af mig.
Langt bedre kan jeg mine Ærmer snøre,
end jeg kan den Bomand være.
Langt bedre kan jeg med Høg og Hund,
end jeg kan drive den Plov i grønne Lund.
Og hun lige uforknyt:
Da sidder i Karm og ager med mig,
saa god en Bondesæd lærer jeg dig.
Tager Plov i Haand, lader pløje vel dybt,
tager Korn i Haand, saar maadelig tykt.
Og lader saa Harven efter gaa,
saa maa I vel Jomfruens Fæderne naa.
Hun udmaler ham rask, hvad det vil sige at være Mand
ved sit eget Bord, og hvad der kræves til at være en
„Dannemand“ blandt Egnens Godtfolk. Og Hr. Ove er
overvunden af Jomfruen til hele Tingets store Fornøjelse.
„Hun red til Tinge, hun var saa ene, Kongen fulgte hende
hjem med alle sine Svende.“ — Man ved ikke, hvad der
mest er at beundre, det Vid og den Overlegenhed,
hvormed Digteren holder hver af Personerne indenfor
deres Begrænsning — selv over sin Heltinde er han lidt
ironisk —, eller det hele Trin i Samfundsopfattelse, der
sætter det legemlige Arbejde i Højsædet, og ikke har
Brug for en Stand af ørkesløse; ti det Standpunkt vilde
næppe komme til Orde i nogen anden ridderlig Digtning.
Den danske Folkevise har taget sit Parti paa tværs af hele
Tidsretningen.
I det middelalderlige Samfund, men udenfor den
særlige Folkeviseverden, ligger Kirken, Kirkemændene
og deres Livsmaal staar lidet klart for den danske
Herremand; Friheden er hans Ideal, og han kan ikke
tænke sig at være bundet til noget som „Munken til sin
Kappe“ (Niels Ebbesøns Vise). Forholdet er paa Afstand;
man lytter gerne foran Jomfruklostret) hvor „Nonner
læste og sunge“. Kun igennem Klosterskolen, hvor især
unge Jomfruer opdroges, kom man nærmere i
Forbindelse med Kirken; og ad den Vej siver de religiøse
Tanker i Tidens Løb noget mere ud i Adelsfolket.
Forholdet til Borgerstandener ligeledes paa Afstand,
Viserne kender ikke Borgere, men kun Byer: Ribe med
dens Købmandsvarer, Klæder og Guldsmedearbejde,
Middelfart som Overfartssted osv. (Se vor Nr. 20). Først i
en Vise fra 15de Aarh. kommer de rige Borgermænd, der