DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

19. Det var unge Hr. Marstig,
han skulde af Landet ride ;
igen sad skønne Fru Ingeborg,
hun mon de baade sørge og kvide.
20. Det Var unge Kong Erik,
han beder lægge Sadel paa Heste:
„Vi vil ride os op ad Land,
saa høvisk en Frue at gæste.“
21. Det var unge Kong Erik,
han svøber sig Hoved i Skind;
saa gaar han i Højeloft
for skønne Fru Ingeborg ind.
22. „Her sidder I, skønne Fru Ingeborg:
og vil I være mig huld,
da syr I mig en Skjorte,
singler den med røden Guld.“
23. „Skulde jeg sy eder en Skjorte
og single med røden Guld,
saa Mænd ved, Dannerkonning,
da var jeg Hr. Marstig uhuld !“
24. „Hør I, skønne Fru Ingeborg,
og vil I have mig kær,
alle de Dage, jeg leve maa,
jeg vil eder elske og ære.“
25. „Hr. Marstig han gav mig Guldringe
og Kæden om min Hals,
saa Mænd ved, Dannerkonning,
jeg bliver ham aldrig falsk !
26. Det loved I Hr. Marstig,
der han af Lande for:
I skulde mig vogte og gemme,
som jeg eders Søster vaar.“
27. De tændte op de Vokselys,
de stode paa Bord og brændte;
saa saare græd skønne Fru Ingeborg,
de fulgte hende med Kongen til Senge.
28. Det var skønne Fru Ingeborg
hendes allerstørste Kvide :
han red til hende baade aarle og silde,
han lagde hende hos sin Side. —
29. Det var unge Hr. Marstig,
han kom fra Leding hjem;
saa stærke var de Tidend',
der ham ginge igen.
30. Hjem kom unge Hr. Marstig,
red i sin egen Gaard;
ikke vilde skønne Fru Ingeborg
gaa ham ud imod.