DANSKE FOLKEVISER - Skolen for livet — det timelige.

fremmest det 13de Aarh.s virkelige Sprog, der frit kan
tumle sig; og det fra Oldtiden nedarvede danske
Ordforraad viser sig ypperlig i Stand til at udtrykke alle
fine Følelser. Det er kun en Række Betegnelser for
Ridderlivet, der nylig er trængt ind fra Udlandet, især fra
Tysk: Ridder som Navn paa den ridende Adel; Frue og
Jomfru; og mere sparsomt Junker (sædv. om Kongens
Søn); næppe nok Glavind (Lanse) og Harnisk ved Siden
af de hjemlige Spyd og Brynje; det nyindvandrede „skøn“
findes nærmest kun i Forbindelsen „skøn Jomfru“, ellers
er det gamle „væn“ Udtrykket for Menneskers legemlige
og sjælelige Skønhed, „favr“ for det skønne, det
uplettede eller dadelfri, for det „fejreste Træ“ ligesom
den „fejreste Sang“. Her er Ord for alle „Elskovens“
Former, den tærende „lange Attraa“ eller „lange Traa“,
den gensidig hengivne „god Vilje“; Visen udtrykker
Kærlighedens Ja i at „give sin Tro“ (sin fulde Tillid); den
kender Bejleren, der „giljer“ med Ord og med Miner,
den kender en „Jomfrusvend“ og „Giljesvend“ og giver
ham Raad til hans Bejlen. Den nævner sine
Kvindeskikkelser som „Jomfru“, „ædelig“ eller „høvisk“
Jomfru, efter Byrd og efter Opdragelse, som den
„væneste Mø“ i sin menneskelige Skønhed, som den
„liden Maar“ i sin ungdommelige Spædhed, ofte en
Forening af Barn og Jomfru; og ved Siden af disse findes
en hel Række Udtryk for de tjenende Kvinder: Møer,
Tjenestemøer, Terner og flere.
Billederne i Viserne er faa og simple, ikke tagne af
poetisk Overlevering, men hentede tid af Dagliglivet,
med Forkærlighed for Landbruget: Pilene sidder tykt
som Hø i Ridder Stigs Kjortel; Engelbret hugger
Svenskerne ned, som Bønder slaar Korn (Nr. 19. 21);
man skyr end ikke at ligne den brændte Tove ved en
Gaas, der steges om Jul. Intet er uædelt; thi intet er fra
først af afhængigt af literær Skik, og alle Billeder er gode,
der stiller Tingenes Ejendommelighed klart frem. Men
skal Stemningen, Sorgen og Savnet, udtrykkes, tyr man
helst til den vilde Fugleverden: som den enlige Fugl Kvist
eller ude paa Heden (Nr. 44, V. 26).
Denne Oprindelse ud af Folkets eget daglige
Ordforraad og Tankeforraad har haft Betydning for
Folkevisen. Den har kunnet overleve Sprogretninger og
Smagsretninger; tværs igennem Tyskens Indvandring i
Middelalderen og romanske Glosers i senere Tid har den
overvintret et ældgammelt Ordforraad, som Digterne i
hvert Aarhundred er tyede tilbage til, paa Anders Vedels
og Bordings Tider ligesom paa Oehlenschlægers og J. P.
Jacobsens.
Dette Ordforraad er i sin Oprindelse Folkets egen
gamle Arv. Dets Bevarelse gennem Viserne skyldes
derimod i ikke ringe Grad en vedtagen Skik: netop fordi
man udtrykte sig saa kort og ligefremt, maatte de samme
hyppig tilbagevendende Optrin naturlig fortælles i samme
Ord (hvorledes man drager Sværd og kæmper, hvorledes
man træder ind blandt fremmede, hvorledes det dages
eller det skumrer); saaledes skabtes Visens staaende
Udtryk: den blev af sig selv stiliseret, uden at det fra
først var tilstræbt.
—————