2/2010 - Katolsk dialog & information

5. årgang, nr. 2, 2010
Jerusalemer Nachtgespräche
anmeldelse af Eva Nordentoft
Kardinal Martini har ordet
af Karlheinz Löhrer
Darwin og dybdeinkarnationen
af Niels Henrik Gregersen
Enten er du med os eller...
af Karlheinz Löhrer
Evolution og skabelse - 2. del
af pater Rainer Koltermann SJ
Bøn
af N.F.S. Grundtvig

Anmeldelse
Af Eva Nordentoft
Der er gået 40 år siden det andet
vatikanerkoncil. Koncilet bragte en
verdensomspændende inspiration,
men det fremkaldte også en reaktion:
2
En længsel tilbage efter det længst
forgangne. Mens mange katolikker
i dag føler, at fornyelsen i kirken er
gået i stå, så er det aktuelle spørgs-

mål: ”Hvad sker med ungdommen,
som er bleven kirkefremmet uden
dog ubetinget at være trosfremmed?”
I den her omtalte bog reflekterer to
fremtrædende katolikker over dette
problem.
Kardinal Carlo M. Martini, ærkebiskoppen
af Milano og jesuitten,
socialsjælesørgeren G. Sporschill
mødes som pensionister i Jerusalem
og taler sammen som venner; de prøver
at gøre status og samtidig se ind i
fremtiden: Hvad er nødvendigt? Hvad
siger kirken til de nye generationer?
Hvilke emner i sin lære burde kirken
nyformulere i en ny tid?
Sporschill stiller spørgsmålene og
Martini svarer. Debatten føres åbent
og ofte forholdsvis klassisk traditionelt:
Om livssynet, mod, venskab,
kærlighed. Men kapitel 6 har den
afgørende overskrift. ”Für eine offene
Kirche” – ”For en åben kirke”.
”Kirken i dag skal søge efter de
brændende hjerter, som Johannes
XXIII havde et af. Fra dem kan ilden
og det nye udgå. Det anden vatikanerkoncil
blev indkaldt på trods af
mange betænkeligheder af en pave,
som havde antaget navnet efter en af
Jesu venner. Han var så begejstret af
Jesus, at han sprang over alle mure
og gav ånden, som blæser hvor den
vil, vid spillerum. Hans mod kom af
kærlighed.
Jeg ønsker intet hellere, end at der
blandt de unge vil være nogen, som
føler denne kærlighed, vinder erkendelse
og derefter træffer den store
afgørelse”.
Fremtidens kirke har to store
opgaver som kunne formuleres som
overskrifter: ”at lytte og at vove”.
Her kommer citater fra bogen,
delvis ordret, fordi hvert ord er velovervejet
af en erfaren kardinal:
At lytte
- Den ny pave (efter Johannes
Poul IIs død) vil blive afkrævet
nye svar angående seksualiteten
og nadver til de fraskilte og
gengifte. Vær modig! - Husk,
Abraham brød op og forlod sit
hjemland, sine venner og sine
forældre…(jf. s. 50)
- De unge har noget at sige til os.
(s. 56)
- Humanæ vitæ ... der er sket
stor skade. (s. 105)
- En ny kultur af ømhed og en
3

4
frimodig (fordomsfri) tilgang til
seksualiteten kan fornemmes. (jf.
s. 106)
- Det er et tegn på storhed og
selvbevidsthed, hvis man kan se
og indrømme sine fejl og indskrænketheden
fra i går. (s. 108)
- Hengivelsen er nøglen til kærligheden.
(109)
- Menneskers nærhed til hinanden
før ægteskabet er givet. Her
må vi nytænke. (s. 110)
- Homoseksualitet: Gensidig
kærlighed i partnerskab - jeg er
aldrig blevet spurgt og ville aldrig
været kommet på den ide at
fordømme den. (s. 112)
- Kirken er nødt til at arbejde
med den ny kultur for seksualitet
og menneskelige relationer. (s.
113)
- Munke og nonner aflægger
kyskhedsløftet uafhængig af
præstedømmet. Muligheden at
præstevie erfarne gifte mænd
burde overvejes. (jf. s. 115)
- Husk forklarelsen på bjerget,
hvor himmelen åbnede sig. Så
skal man gå ned igen, arbejde og
gøre sig umage. (s. 66)
- Jeg stoler helt på det hjerte,
der hører. (s.77)
At vove
En åben kirke
- Kvinder er partnere fra begyndelsen
af. ...Vi behøver ikke være
ulykkelige over, at de lutherske
og anglikanske kirker ordinerer
kvinder og dermed bidrager med
noget væsentlig til økumeniens
koncert. (s. 124/5)
- I skriftemålets tilsigelse af tilgivelsen
er der ingen betingelser og
ingen ”du skal”. (s. 129)
- Jesu politiske strategi begynder
med at han ser menneskernes
nød ... (s. 138)
Disse overvejelser og svar kan
give anledning til fornyet gennemtænkning
af den opgave at være katolik
i sin samtid og ikke i fortiden.

Kardinal Martini har ordet
Her bringes korte citater fra den netop anmeldte bog “Jerusalemer
Nachtgespräche”, som rummer en guldgrube af gode råd.
Martini svarer på spørgsmål fra unge mennesker.
(Udvalg og oversættelse af Karlheinz Löhrer)
Du kan ikke gøre Gud katolsk
Mennesket og på samme måde
kirken er altid i fare for at se sig
selv som noget absolut. Hvordan
kan vi imødegå denne fare?
“Et eksempel er muslimerne. Mange
siger, at de går ind for hellig krig, at
de har til hensigt med mere eller mindre
vold og magt at omvende os alle.
Disse holdninger findes, men de kan
ikke argumenteres for ud fra Koranen.
Mennesker fjerner sig fra deres
oprindelige kilder, fra de ti bud, og de
fabrikerer deres egen religion; denne
fare findes også hos os. Du kan ikke
gøre Gud katolsk. Gud er hinsides de
grænser og begrænsninger, som vi
sætter op. Vi behøver dem naturligvis
i vort liv, men vi må ikke forveksle
dem med Gud, hvis hjerte altid er
Kardinal Martini
større. Han lader sig ikke indespærre
eller tæmme. Jeg kender ikke nogen
bedre vej til at sikre denne rummelighed,
end at læse i bibelen - igen og
5

igen. ... Den der finder en god bibellærer,
er særlig heldig.” (s. 25 f.)
Den der blander sig, kan ændre
meget
6
Hvordan kan man i dag leve i
kirken?
“Det er svært i dag at høre til kirken
og så bare være passivt medlem.
Men den, der blander sig, påtager
sig ansvar og kan ændre meget. Som
ung præst og senere som biskop har
arbejdet med unge mennesker været
af største betydning for det at kunne
leve som kristen. Vi har lov til at
sige med Paulus: jeg er en “anden
Kristus”. Han har i dag ikke andre
hænder, ingen anden mund end din
og min. Når du stiller dig til rådighed
for Kristus, så bærer du samtidig hans
kirke, og du vil lære at elske den -
også når du lider under den.” (s. 32)
Præsten skal ikke føle sig
alene
Ikke at have sex er unaturligt.
Hvorfor må præster ikke gifte
sig?
I alle kirker undtagen i den romerskkatolske
kirke må præster gifte sig,
også i den græsk-katolske. Ideen med
at præster ikke må gifte sig, er opstået
indenfor munkevæsenet. Kvinder og
mænd lever adskilt enten samlet i
fællesskaber eller som eneboere for
at efterfølge den Jesus, der gav afkald
på ægteskabet i ...
For cølibatet er det vigtigt, at der
er et fællesskab, der omgiver præsten
med en ramme af kærlighed og tryghed.
Præsten skal ikke føle sig alene,
men hans vigtigste tider er bønnens
tider. Men man må ikke glemme, at
den romersk-katolske kirke først på
Tridentinerkoncilet i 16. århundrede
fastsatte lovregler for den ugifte
stand; dog findes det forpligtende cølibat
fra det 11. århundrede.” (s. 39)
Generationerne må provokere
hinanden
Ofte forekommer kirken som institution
meget svag. Hvem er skyd i
det?
“Der er nogle, der mener, at kirkens
gamle mænd ikke har noget at sige
til vor tid. På den anden side siger

de unge ingenting, de er fraværende.
Lige meget om det er de unge, der
ingenting siger, eller det er de gamle,
der ingenting hører, så er det formålsløst
at forsøge at placere ansvaret.
Kommunikationen mellem generationerne
skal blive bedre, fordi de har
meget at sige hinanden. De behøver
ikke være af samme mening, men de
skal provokere hinanden og bringe
hinanden videre på vejen til Gud.” (s.
39 f)
Vi har blandt kardinalerne
åbent diskuteret de
spørgsmål, der vil møde den
nye pave
Kan man finde mod i kirken?
“Som biskop blev der tit forlangt, at
jeg skulle vise mod, skønt jeg i virkeligheden
er et forsigtigt og ængsteligt
menneske. Det gjaldt i mødet med
terroristerne fra de Røde Brigader, i
arbejdet med unge, i samtalerne med
præster og kvindelige medarbejdere
og i troskongregationen, hvor jeg
igennem ti år har talt i al åbenhed
med kardinal Ratzinger. Også da vi
forberedte valget af den sidste pave,
diskuterede vi kardinaler indbyrdes
åbent de spørgsmål, der vil blive stillet
til den nye pave, og som han må
give nye svar på. Til disse spørgsmål,
mener jeg, bl.a. hører synet på sexualitet
og kommunionen til de fraskilte
og gengifte. (s. 50)
Jeg gør mig ingen bekymringer,
blot de unge er på vej
Hvori i består manglende erfaringer
i vort velfærdssamfund?
Hvor ligger farerne for unge
mennesker?
“Nogle er måske på gale veje. De
skal nok opdage det. Jeg gør mig
ingen bekymringer, blot de er på vej.
Men hvad med de andre? Med dem,
der er fanget i overfloden? Som er
afhængige af computere? Hvad med
dem der keder sig? Mange griber til
rusmidler eller sidder foran fjernsynsskærmen.
Der findes unge mennesker,
som aldrig er blevet opfordret
til at være med i et fællesskab eller
påtage sig en stor opgave. De kunne
let komme på den tanke, at der ikke
er brug for dem, at det ikke kommer
an på dem. Når de så i aviserne eller
7

tv hører om store katastrofer i verden,
bliver de nedtrykte, fordi de ikke
ejer spirituel kraft, ikke de åndelige
“muskler”, den selvbevidsthed, at
netop jeg kan hjælpe og redde liv, at
jeg kan gøre mennesker lykkelige, at
det netop kommer an på mig. [...] Det
var det Jesus gjorde og gav sit liv for.
Også i dag søger han medarbejdere
af begge køn, frem for alt blandt ungdommen.”
(s. 51 f)
De unge har noget at sige os.
De er kirke
8
I stedet for selv at prædike lader
De dem belære af ungdommen. Er
det et nyt pastoralt princip?
“Hos ungdommen har jeg fundet den
stærkeste bekræftelse af dette nye
pastorale princip, hvis det da er nyt.
Ingen i kirken er at betragte som et
besværligt tilfælde, som vi bliver
nødt til tage os af - slet ikke ungdommen.
Det giver derfor ingen mening
at sidde ved skrivebordet og tænke
på, hvordan vi skal få de unge med
og skabe et tillidsforhold; det skal de
give os. De er selvstændige personer,
der står over for os som samarbejdspartnere,
og vi må søge gensidig
forståelse med hinanden. De unge har
noget at sige os. De er kirke - uafhængig
af, om de stemmer overens
med vores tænkning og forestillinger
eller med de kirkelige forskrifter eller
ej. Denne dialog skal foregå i samme
øjenhøjde og ikke oven fra og ned eller
nedefra og op. Den er garant for
kirkens dynamik. På den måde skal
al søgen efter svar på det moderne
menneskes spørgsmål i kirkens hjerte
foregå.” (s. 56)
Vi kan blot hjælpe dem til at
lytte til deres indre stemme
Hvordan kan vi belære unge
mennesker?
“Vi kan intet lære de unge mennesker,
vi kan blot hjælpe dem at lytte
til den indre stemme. Det er den hellige
Augustins ord, så mærkelige de
end klinger. Han siger udtrykkeligt,
at vi kun kan skabe betingelser, under
hvilke et ungt menneske kan forstå.
Forståelsen, indsigten må komme til
den unge indefra.” (s. 67)

Darwin og dybdeinkarnationen
Af Niels Henrik Gregersen, professor i systematik, Teologisk Fakultet,
Københavns Universitet
Gengivet med tilladelse af ”Økumenisk Tid” (nr.4 dec.2009).
Sært er det, at både religiøse og
ateistiske fundamentalister er blevet
enige om at opfatte Darwin som troens
fjende, for selv havde Darwin fra
første færd en skabelsesteologisk tydning
af sin evolutionsteori.
Men hvordan ser situationen ud
i dag? Det mest sobre svar er nok,
at Darwins evolutionsteori – med
alle dens forgreninger ind i moderne
mikrobiologi – kan inkorporeres i de
forskelligste livstydninger: ateistiske,
agnostiske, humanistiske, buddhistiske,
teistiske osv. Dette bør man for
så vidt ikke undre sig over, eftersom
der altid vil være et spring fra videnskab
til metafysik. Selv scientismen
– den opfattelse at den eneste tilforladelige
kilde til viden om verden er
videnskaben – er en metafysik, der
ikke selv kan begrundes naturvidenskabeligt.
Dette betyder imidlertid
ikke, at alle metafysikker uden videre
kan være lige gode. I mine øjne ville
det være et alvorligt problem for en
nutidig filosofi eller religion, hvis den
negligerer videnskaben. Men det ville
også være et problem, hvis man negligerer
andre former for viden som
fx sanseerfaringen eller den mere
forfinede formulering af komplekse
menneskelige erfaringer igennem
litteratur, historie eller religiøse traditioner.
Både sanseerfaringer som fx
farver eller eksistentielle erfaringer
som fx smerte og lidelse er oplevede
fænomener, der ikke umiddelbart kan
oversættes til videnskabeligt sprog.
Alligevel kræver det en ideologisk
kraftanstrengelse at sige, at smerte
ikke findes.
I det følgende fremlægger jeg en
teologisk tolkning af evolutionsbiologien,
som forsøger at tage højde for,
at det oplevede liv hører fuldt lige så
meget med til ”virkeligheden” som
9

det liv, der kan beskrives i rent biologiske
kategorier i form af overlevelse.
Det siger sig selv, at ingen oplevelse
finder sted uden overlevelse. Men
samtidig er det at leve og opleve
noget ”mere” end overlevelse og reproduktion.
Der findes sågar former
for liv, som ikke bekymrer sig om sin
egen overlevelse. Jesu liv er ét eksempel
blandt mange flere, og i Darwins
eget værk finder vi mange eksempler
på henvisninger til skønhed,
moral og grusomhed - alt sammen
kategorier, der ikke kan siges at være
”rent” videnskabelige, samtidig med
at de hører med til den uundgåelige
refleksion over det videnskabelige
arbejde. Mødet med den brasilianske
regnskov var en overvældende oplevelse
for den unge Darwin, hvilket vi
vil finde spor af også i hans modne
værk.
Mere konkret forsøger jeg i det
følgende at svare på, hvad kristendommen
kan lære af darwinismen,
og min pointe er, at kristendommen
blandt andet kan lære at genopdage
sit eget biologiske format. Vi er vant
til at sige, at Gud blev menneske,
men i Det nye Testamente siges det
rent faktisk, at ”Ordet blev kød”.
Med begrebet dybdeinkarnation har
10
jeg forsøgt at indfange det forhold,
at Gud med inkarnationen gik helt
ind i det biologiske kød. Gud blev et
konkret menneske, ja, men Gud blev
også menneskelig ved at gøre sig til
ét med menneskets skæbne, med dyrenes
skæbne, ja med det biologiske
kød. Gud blev i Jesus Kristus menneske,
spurv, græs, jord, ild, luft og
vand.
Darwins egen teologi
I de seks udgaver af On the Origin
of Species, som Darwin selv besørgede
til pressen, blev han ved med at
foretage betydelige ændringer. Evolutionen
fortsatte ind i hans egen tekst,
og de teologiske refleksioner bliver
flere og flere. “Jeg ser ikke nogen
gyldig grund til, at de anskuelser, der
er fremsatte i dette bind, skulle støde
nogens religiøse følelser”, skrev han
i andenudgaven fra 5. januar 1860 (i
3000 eksemplarer), der udkom hurtigt
efter førsteudgaven d. 24. november
1859 (i 1250 eksemplarer). For det
var for Darwin en lige så storslået
tanke, at Gud har skabt verden til
selvudvikling, som at tro, at Gud
skulle have skabt verden i fiks og
færdig form for ca. 6000 år siden.
Darwin henviste her med tilslut-

ning til ”a celebrated author and divine”,
nærmere bestemt en af samtidens
kendte præster, børnebogsforfatteren
Charles Kingsley, som Darwin havde
læst teologi med på universitetet i
Cambridge, og som han fortsatte
med at udveksle breve med. Fra ham
citerede Darwin (uden navns nævnelse)
et brev med følgende indhold:
”it is just as noble a conception of
the Deity to believe that He created
a few original forms capable of selfdevelopment
into other and needful
forms, as to believe that He required
a fresh act of creation to supply the
voids caused by the actions of his
laws” (Darwin 1860, 481).
I den sidste sætning af On the
Origin of Species finder vi sågar
Darwins egen skabelsesteologiske
tydning af evolutionen (her gengivet
efter J.P. Jakobsens oversættelse fra
1872): “Der er Storhed i det Syn paa
Livet, at det, med dets forskjellige
Kræfter, af Skaberen oprindelig er
bleven nogle faa eller en enkelt Form
indblæst, og at, medens denne vor
Klode har rullet rundt efter Tyngdens
bestemte Lov, have utallige Former,
højst skjønne og højst vidunderlige,
fra en simpel Begyndelse udviklet sig
og udvikles endnu.”. ”There is gran-
deur in this view of life”, skriver Darwin
og indføjer nu i andenudgaven,
at livets former oprindelig var blevet
indåndet liv ”by the Creator” (Darwin
1860, 490). Gud har altså som skaber
indgivet naturen dens fundamentale
lovmæssigheder, herunder dem der
fører frem til, at evolutionen over tid
danner de vidunderlige skabninger, vi
ser omkring os. Men Gud styrer ikke
hver enkelt begivenhed. Alligevel
gælder det, at selvom vejen for livets
udvikling er prosaisk og hård, bliver
resultatet i sidste ende poetisk. Råt
men storslået!
Det er her værd at minde om,
at den eneste universitetseksamen,
som Darwin nogensinde tog, svarer
til propædeutikum til en teologisk
embedseksamen. I sin posthumt udgivne
Autobiography skriver han om
sin religiøse udvikling som en vej
fra en ortodoks grundholdning til en
stadigt mere skeptisk agnosticisme
(Darwin 1958, 85-96). Vi ved, at
han gik til alters, før han tog ud på
sin lange rejse til Galapagos-øerne,
og han skriver selv om, hvordan officererne
på skibet gjorde grin med
ham, når han henviste til Bibelen som
en autoritet i etiske spørgsmål. Han
skriver ligeledes, at han af rationelle
11

grunde følte sig overbevist om Guds
eksistens i de mange år, han skrev på
On the Origen of Species: ”I deserve
to be called a Theist” (Darwin 1958,
93). Der er derfor ingen grund til at
tro, at tilføjelserne i andenudgaven
til hans biologiske arbejde alene
var motiveret af et ønske om at få
arbejdsfred (eller fred med sin kone
Emma). Samtidig mente han ikke, at
teologiske overvejelser var afgørende
for hans videnskabelige argument om
den naturlige selektion. Tværtimod
trådte selektionen ind som en naturlig
forklaring, der erstattede Guds design
som forklaring på udviklingen. Gud
blev så at sige skubbet tilbage i årsagsrækken
til forklaring på verdens
grandeur. Samtidig gør han i selvbiografien
også opmærksom på, at
hans førhen så sikre ”conclusion” om
Guds virkelighed efterhånden blev
svagere, omend hans religiøse overvisninger
fremdeles havde ”many
fluctuations” (Darwin 1958, 93).
Baggrunden for denne tiltagende
skepsis var for så vidt begrundet i
evolutionsteorien selv. For kan et
menneske, der selv er blevet til som
menneske gennem udvikling fra de
laveste dyrestadier, virkelig mene at
kunne drage sikre konklusioner om
så høje ting? Begyndelsen på verden
12
og på livet er mysterier, som ifølge
Darwin næppe nogen skabning kan
trænge ind i eller bag om: ”The mystery
of the beginning of all things is
insoluble by us; and I for one must be
content to remain an Agnostic” (Darwin
1958, 94). For som han skriver
andetsteds: ”My theology is simple
muddle. I cannot look at the universe
as a result of blind chance, yet I can
see no evidence of a beneficent design,
or indeed a design of any kind
in details” (brev til J.D. Hooker fra
12. juli 1870). Darwin var således
selv et eksempel på den troskrise, der
slet ikke var ualmindelig i det victorianske
England.
Darwin mellem victorianisme
og vækkelse
Når Darwins evolutionslære i sin tid
vakte anstød, kan det forklares med
særlige historiske omstændigheder.
For det første ramlede hovedværket
midt ind i den victorianske tidsalder.
I mangt og meget var Darwins egen
teologi selv et resultat heraf: William
Paley’s Natural Theology fra 1802
medbragte Darwin på sin lange rejse
til Galapagosøerne, og han var i sin
ungdom præget af tanken om en rationel
”naturlig teologi”, der mente, at

man kunne slutte fra den biologiske
verdens ”hensigtsmæssighed” (teleologi)
til ”eksistensen” af Gud som de
biologiske organismers ”desig-ner”.
Men Darwins opdagelse førte også
til konflikter med viktorianismen. For
det første kunne den rå, naturlige selektion
nu forklare, hvad man førhen
havde forklaret ud fra Guds design af
særligt hensigtsmæssige egenskaber
(isbjørnens hvide pels på Grønland,
fx). For det andet stødte Darwin imod
victorianismens antagelse af, at det
hvide menneske var civilisationens
krone, og at mennesket var højt hævet
over det dyriske. “Ro, renlighed
og regelmæssighed” var tidens løsen,
men Darwins teori viste, at mennesket
har rovdyrklør lige neden under
kulturens neglelak.
I On the Origin of Species fra
1859 holdt Darwin med vilje overvejelser
over menneskets nedstamning
ude af betragtning for ikke at bortlede
interessen for det nye i hans teori:
vekselvirkningen mellem de varierende
økologiske omstændigheder
og forskellen i reproduktionsraten
under de givne omstændigheder. Men
med The Descent of Man fra 1871
tog han det skridt fuldt ud, som man
reagerede så stærkt på i samtiden.
Tanken om, at mennesket og aberne
har en fælles afstamning, ja at alt liv
har en fælles oprindelse i en enkelt
eller få livsformer, betød, at menneskets
følelsestilstande kom i centrum
– ligesom senere hos Freud. Vi er
følelsesvæsener lige så meget, som vi
er rationelle mennesker, der forsøger
at få kontrol over verden og disciplin
på os selv. Efter Darwin er det ikke
længere så let at slå fast, hvad et
menneske egentlig ”er”. For menneskets
liv ligger ikke fast på forhånd,
men er altid under udvikling. Både
som art (fylogenetisk) og som individer
(ontogenetisk) er vi undervejs,
ikke færdige.
Og følelserne er tvetydige: vi rummer
både aggression og medfølelse,
både selviskhed og evne til socialitet.
Men selv var Darwin optimist nok til
at tro, at mennesket kunne forbedre
sig med tiden: ”Jeg tror, at mennesket
i en fjern fremtid vil blive en mere
fuldendt skabning, end han er nu”,
skrev han i sin selvbiografi (1958,
92). I denne fremskridtstro var Darwin
sikkert mere influeret af sin samtid,
end han selv var klar over.
For det andet udkom Darwins
værk midt i vækkelsernes tid. Herhjemme
blev Indre Mission stiftet i
1861 blot to år efter On the Origin of
Species (1859). Også i England var
13

evangelikalismen på fremmarch. I
vækkelsesbevægelserne blev der ofte
prædiket, at man skal tro på Gud på
en helt bestemt måde, helst gennem
en personlig omvendelseserfaring.
Ellers ryger man til helvede. Men
Darwin anså det for en aldeles fordømmelsesværdig
tanke, at den største
del af menneskeheden skulle blive
evigt fordømte! Darwin reagerede
på dette sted stærkt imod sin samtids
vækkelseskristendom. ”I gradually
came to disbelieve in Christianity as
a divine revelation”. Særligt hvad
kristendommen angår, tabte han troen
på åbenbaringens sandhed: ”disbelief
crept over me at a very slow rate,
but was at last complete” (Darwin
1958, 86-87). Darwin gør helt klart,
at det netop er tanken om den evige
fordømmelse og helvedes straffe,
som oprørte ham, for på den måde
ville hans far, hans broder og de fleste
af hans venner lide helvedes straffe:
”I can indeed hardly see how anyone
ought to wish Christianity to be true:
for if so the plain language of the text
seems to show that the men who do
not believe, and this would include
my father, brother and almost all my
best friends, will be everlastingly punished.
And this is a damnable doc-
14
trine” (Darwin 1958, 87).
Men der er forskel på Gud og
kristendom. Ateist blev han aldrig,
skriver han i sin Autobiography,
men han forstod sig efterhånden som
“agnostiker”. For Darwin ligger det
uden for menneskets båndbredde at
kunne finde sikre svar på spørgsmålet
om Guds virkelighed og om tingenes
begyndelse og ende.
Darwins tre udfordringer til
kristendommen
I Darwins samtid havde den historiske
bibelkritik allerede sat spørgsmålstegn
ved Bibelens historiske
troværdighed, ikke mindst de gamle
myter om verdens og menneskets
skabelse. Darwin sagde her ikke
noget, som ikke allerede var blevet
sagt af samtidens teologer og bibelforskere
i Tyskland siden 1700-tallets
slutning og England siden 1840’erne,
men Darwin fuldførte det historiskkritiske
arbejde på geologiens og
biologiens område, så også menigmand
kunne forstå det. Om ikke før
så gælder det efter Darwin, at Bibelen
ikke længere kan benyttes som en
håndbog i naturhistorie, geologi og
biologi. Men har det egentlig no-

gensinde været meningen? Derimod
var der tre andre udfordringer, som
i særlig grad var knyttet til Charles
Darwins navn. Den første udfordring
var læren om menneskets og abernes
fælles afstamning, ”abekatte-teorien”,
som den blev kaldt i samtiden. Den
anden udfordring var Darwins særlige
teori om, at arterne har udviklet
sig glidende igennem en kombination
af naturlige variationer og naturlig
udvælgelse, kort sagt den graduelle
udvikling gennem tilfældige omstændigheder
og naturlig selektion. Navnlig
i England og USA mente mange
af Darwins modstandere, at man
måtte insistere på, at Gud har skabt
verden gennem et guddommeligt
design, hver art for sig. Den tredje
udfordring var det ondes problem:
Hvis Gud virkelig er god og samtidig
også er almægtig (som kristendommen
siger), hvorfor har Gud så skabt
en verden, hvori der er indbygget så
megen død, så megen smerte og så
megen ulykke?
Det ondes problem er det
virkelige problem.
I det følgende vil jeg forsøge at vise,
at mens de to første udfordringer
er skinproblemer, er det ondes problem
det virkelige problem. Sådan
så Darwin også selv på det. I et brev
til den amerikanske Harvard-biolog,
Asa Gray, skrev Darwin d. 22. maj
1860: ”Der forekommer mig at være
for megen ulykke i denne verden.
Jeg kan ikke forestille mig, at en
omsorgsfuld og almægtig Gud skulle
have designet katten til at lege med
musen”.
”Abekatteteorien”
Darwin vidste meget vel, at tanken
om en fælles afstamning mellem dyr
og mennesker ikke var hans egen
originale idé. Mange i samtiden
(herunder hans egen farfar, Erasmus
Darwin, og den berømte franske zoolog,
Jean Baptiste Lamarck) havde
allerede fremsat tanker om en gradvis
udvikling fra primitive hen imod
mere komplekse organismer.
Har mennesket efter Darwin da
virkelig mistet sin værdighed? På
ingen måde vil jeg mene, for her må
vi allerførst skelne mellem genesis
og gyldighed, dvs. vejen ad hvilken
vi er kommet frem til, hvem vi er, og
så den værdi vi har i kraft af at være
dem, som vi er. At vi mennesker er
kommet for eksempel fra amøberne,
15

etyder jo ikke, at et menneske
”bare” er en amøbe. Lad mig tage en
analogi fra nyere historie: En tidligere
dansk statsminister kendte i mange
år ikke sin far. Men senere i livet fik
han at vide, at hans far var en tysk
soldat, endda en overbevist nazist.
Skulle man så sige om ham, at han
ikke var andet end en nazi-horeunge.
Nej på ingen måde, for enhver af os
har værdi efter, hvem vi er, ikke hvor
vi kommer fra. Teologisk måtte man
endda tilføje, at ethvert individ har en
uendelig værdi i Guds øjne, uanset
om vi fx er stærkt handikappede eller
ej. Vi har vores værd ikke bare, fordi
vi er noget i os selv, men også fordi
vi bliver tilskrevet værdi af Gud. Hos
Gud er der ingen ”persons-anseelse”,
som det hed i 1948-oversættelsen. I
1992-oversæt-telsen oversættes det:
”Gud gør ikke forskel på personer”.
Rent bortset herfra er der ingen
grund til at mene, at vi mennesker
ikke er unikke i forhold til andre
skabninger. Kun mennesker har et
symbolsk sprog, og kun mennesker
har en forestillingsevne, der kan bringe
os i kontakt med ting, som ikke er
konkret nærværende (fx abstrakte tal
og størrelser, generelle tendenser eller
fremtidige realiteter). Og kun menne-
16
sket har (så vidt vi da ved) et religiøst
gudsforhold.
Efter Darwin véd vi til gengæld,
at vi mennesker hører hjemme i skaberværkets
store væv af forunderlige
skabninger. Vi er ikke alene om at
have følelser, og det er nok en illusion
at tro, at kun vi mennesker har
betydning i Guds verden. Andre arter
kan noget, som vi ikke kan. Hunden
kan dufte bedre end os. Ørnen kan se
bedre end os. Delfiner anvender ekkolod
til deres legende og koordinerede
bevægelser i vandet. Man kommer
til at tænke på Guds stemme til
Job inde fra hvirvelvinden: “Se dog
vanduhyret, kraften i dens lænder,
min ypperligste skabning”, siges det
om krokodillen.
Vi mennesker bliver ikke ydmygede
af at blive ydmyge. Tværtimod
bliver vi større ved at opdage, at tilværelsen
drejer sig om andet og mere
end om os selv. Der er andre unikheder
i verden end dem, som mennesket
kan håndtere. Anderledes udtrykt:
Verden er fuld af overraskelser.
(Fortsættes i næste nr.)

Enten er du med os eller...
Hvordan jeg som 12-årig slap fra “Hitlerjugend”
af Karlheinz Löhrer
Jeg var egentlig ikke i “Hitlerjugend”,
jeg var i “Jungvolk” (en slags
ulveunger for de 10-13 årrige; derefter
kom man i Hitlerjugend). Og
jeg var det i længere tid uden særlig
modvilje. Jeg ville oven i købet gerne
have været med et år tidligere, da jeg
var begyndt i skolen som 5-årig og
dermed var et år yngre end mine klassekammerater;
dem ville jeg gerne
have været sammen med. Mine forældre
var ikke umiddelbart imod; men
min far, der lagde megen vægt på sin
fars råd, havde spurgt ham, og denne
afviste det kate¬gorisk, så: jeg måtte
vente 1 år. Derefter skulle jeg være
med, det var obligatorisk.
Vi havde “tjeneste” hver lørdag
om eftermiddagen. Vi stillede op på
en plads i bydelen, marcherede med
sang og trommer gennem gaderne,
og til hver af de populære marchsange
blev der hægtet et antijødisk
omkvæd ... (jeg vil ikke gentage det
her). Eftermiddagen sluttede tit med
sjove kamplege i skoven. Jeg var med
til det hele, blev endda ”førerspire”
og deltog i en sommerlejr - vistnok i
1943, hvor vi lærte at skyde. Mine tre
ældre brødre var tydeligt mindre engageret
og søgte at unddrage sig den
ugentlige “tjeneste” ved at deltage i
et ungdomsorkester, som spillede i
Hitlerjugends regi.
Jeg var også ministrant - med stor
glæde og pligtfølelse. Tit måtte jeg
stå tidligt op (som den første i familien)
for at nå messen kl. 6 i den nærliggende
kirke. - Kort før påske 1944
skete der nu følgende: En dreng fra
min klasse døde af en hjertefejl. Han
var lige som jeg førerspire i Jungvolk,
og han var lige som jeg ministrant.
Nu skulle han begraves og jeg
ønskede at deltage i hans begravelse.
Som hvad? Som ministrant? Eller
som førerspire? Jeg ville helst være
med som ministrant. Derfor spurgte
17

jeg min “fører” fra Hitlerjugend, om
jeg ikke i stedet for at være med som
førerspire måtte deltage som ministrant.
Han svarede: Hvis du deltager
som ministrant, så er du ikke længere
førerspire.
Jeg valgte at deltage som ministrant
og så med foragt, at Jungvolkgruppen
med deres fører fra Hitlerjugend
under præstens bøn ved graven
ikke engang tog deres kasketter af
- men løftede højre arm til Hitlerhilsen
...
Det var kort før påske 1944. Natten
efter påsketirsdag kom det første
luftangreb i stor skala på byen
Aachen, hvor vores familie mistede
stort set alt; i nabokælderen blev 30
politibetjente dræbt af en bombe, der
trængte ned i deres kælderrum. Vores
familie slap dog levende fra det. - Jeg
har efter den nat aldrig mere båret en
Hitlerjugend-uniform ...
Dette lille forløb, der førte til min
første måske helt selvstændige stillingtagen
(jeg havde ikke rådført mig
med nogen) siger noget om, at den
sammenhæng, man vokser op i og
den konfrontation, man bliver stillet
overfor, kan være afgørende for det
valg, man træffer ... Kirken (opr. klosterkirke), genopbygget i
50’erne med klostrets ruiner i forgrunden
18

Evolution og skabelse - 2. del
af pater Rainer Koltermann SJ
Efter at p. Koltermann i første del af sin forelæsning har gjort
rede for kirkens voksende forståelse af og skelnen mellem det
filosofisk-teologiske og det naturvidenskabelige spørgsmål om
skabelsen, fordyber han sig i den nu følgende anden del i, hvordan
evolutionen nærmere skal/kan forstås - og det især med
henblik på menneskets opståen. Disse tanker bevæger sig fra
naturvidenskabelige over til filosofiske overvejelser, der har
karakter af metafyisk.
Oversættelse af Karlheinz Löhrer
3. Det kristne menneskebillede
og moderne evolutionsteorier
(Johannes Paul II.s budskab til
plenarforsamlingen i det pavelige Videnskabernes
Akademi; Osservatore Romano
24.10.1996 og (på tysk) 1.11.1996).
Denne tekst blev kommenteret i talrige
tyske aviser med overskrifter som:
Paven rehabiliterer Darwin, Paven
anerkender evolutionsteorien og lign.
Studerer man denne tekst grundigere,
mærker man, at der her er tale om en
20

meget mere differentieret fremgangsmåde.
Det pavelige akademi havde
valgt emnet “Livets oprindelse og
evolutionen”. Det er, siges det, også
for kirken et vigtigt tema, da åbenbaringen
også indeholder erklæringer
om naturen og om menneskets oprindelse.
Det afgørende spørgsmål formuleres
på følgende måde: “Hvordan
kan de resultater, som de forskellige
videnskabelige discipliner når frem
til, bringes i samklang med åbenbaringens
budskab? Og når det i første
omgang ser ud, som om der optræder
modsigelser, i hvilken retning skal
man så lede efter en løsning? Dermed
er denne skrivelses emne klart
afgrænset.
Som første ansats til en løsning citerer
Johannes Paul II. fra Leo XIII.s
encyklika “Providentissimus Deus”
(18.11.1893), at sandheden ikke kan
stride mod sandheden. (Ganske vist
må man jo i det mindste regne med
den menneskelige erkendelses grænser.)
Paven påberåber sig en audiens
for den pavelige Videnskabernes
Akademis plenarforsamling den
31.10.1992, hvor det drejede sig om
tilfældet Galilei. Derefter følger en
for teologerne vigtig sætning: “For at
afgrænse deres kompetenceområde
klart, må eksegeter og teologer løbende
orientere sig om de resultater,
som naturvidenskaberne når frem
til.” (Tale til bibelkommissionen
23.4.1993).
”For at afgrænse deres kompetenceområde
klart, må eksegeter
og teologer løbende orientere
sig om de resultater, som naturvidenskaberne
når frem til.” Johanes
Paul II.
Mens Pius XII i sin allerede
nævnte encyklika “Humani generis”
fra 1950 anså evolutionslæren for at
være en hypotese, der skulle tages
alvorlig og som skulle undersøges
nærmere, foranlediger i dag, næsten
50 år senere, “nye erkendelser til, at
se mere end en hypotese i evolutionsteorien.
Det er værd at bemærke, at
denne teori efter en række af opdagelser
på de forskellige videnskabsområder
i stigende grad blev accepteret af
forskningen” (citat fra Johannes Paul
II.s budskab).
Det er med lettelse, at en biolog
læser denne tekst; aldrig før har en
pave talt så klart om evolutionsteorien.
Derefter følger et afsnit, hvor
21

jeg som naturfilosof ikke rigtigt kan
bifalde formuleringen, skønt meningen
med det sagte er korrekt. Det er
så vigtigt, at jeg vil citere det i sin
helhed: “Helt nøjagtigt må man snarere
tale om evolutionsteorier end om
evolutionsteorien.
Denne mangfoldighed svarer på
den ene side til de forskellige ansatser,
der blev foreslået for at forklare
evolutionens mekanisme” [her nævner
Koltermann flere teorier, der kan
være ment, men mener, at paven nok
ikke har tænkt på dem; og så fortsætter
han med citatet] “på den anden
side svarer teoriernes mangfoldighed
til den forskel mellem verdensanskuelser,
som man henholder sig til.
Således findes der såvel materialistisk-reduktionistiske
som spiritualistiske
udlægninger af evolutionsteorien.
At bedømme disse hører til
filosofiens og derudover teologiens
kompetence.” (citat fra samme budskab)
Hvad paven formodentligt her vil
sige, er, at der findes evolutionsteorier,
som har en reduktionistisk-materialistisk
overbygning og sådanne, som
lader relationen til skabelsen stå åben.
Efter næsten 24 års undervisningserfaring,
hvor jeg har bestræbt mig på
22
at bibringe mine studerende et videnskabeligt
sprog anser jeg mildest talt
disse formuleringer for at være uheldige.
Egentlig er de fejlagtige. Evolutionsteorien
er en naturvidenskabelig
teori og som sådan hverken ateistisk
eller teistisk. Det er jo det metodiske
ideal og den metodiske begrænsning
i naturvidenskaberne, kun at sige det,
der kan dokumenteres med deres metoder.
Den naturvidenskabelige metode
består jo netop i at afholde sig
fra alle ideologiske og dermed også
alle filosofisk-teologiske udsagn.
Da dens metode er eksperimenter
og udforskning kun af det, der
principielt kan måles og vejes, ser
naturvidenskaben bort fra eksistensen
af alle de ting, der falder uden for
dens forskningsområde. Den er altså
nødvendigvis reduktionistisk. Denne
ansats bliver kun forkert, når den
hævdes på positivistisk maner, som
om der ikke fandtes andet end det,
der kan måles.
Det havde altså været bedre at formulere
det sådan: Der er evolutionsteoretikere,
der med urette forbinder
materialisme og ateisme med denne
teori, mens andre - korrekt - lader relationen
mellem filosofi og teologi og
deres udsagn om skabelsen stå åben.

Indtil nu har jeg ikke fundet noget
som helst spor af en “spiritualistisk
udlægning af evolutionsteorien”.
Evolutionsteorien er en naturvidenskabelig
teori og som sådan
hverken ateistisk eller teistisk.
Den naturvidenskabelige metode
består jo netop i at afholde sig
fra alle ideologiske og dermed
også alle filosofisk-teologiske
udsagn.
Det andet vigtige punkt i dette
budskab til det pavelige akademi vedrører
spørgsmålet om evolution og
menneskebillede. Iflg. åbenbaringen
er “mennesket skabt i Guds billede”
(Genesis 1,27). I denne sammenhæng
minder paven igen om Pius XII.,
hvor denne i sin encyklika “Humani
generis” betoner: “Den menneskelige
krop har sin oprindelse i den levende
materie, der eksisterede før. Sjælen
derimod er umiddelbart skabt af Gud:
“animas enim a Deo immediate creari
catholica fides nos retinere iubet”
(1950). (citat fra samme tale)
“Altså er de evolutionsteorier
uforenelige med sandheden om mennesket,
der - styret af den bagvedlig-
gende verdensanskuelse - anser ånden
for at være en udformning af den
levende materie eller blot for et epifænomen
til materien. Disse teorier
er i øvrigt ikke i stand til at begrunde
menneskets værdighed som person.”
(citat fra samme tale)
Ved menneskets opståen drejer det
sig om et “ontologisk spring” eller
om en “ontologisk diskontinuitet”.
“Idet vi tager hensyn til de i forskellige
videnskaber anvendte metoder,
har vi lov til at bringe to standpunkter
i samklang med hinanden, som synes
at være uforenelige.
De empiriske videnskaber beskriver
og måler med stadig større
nøjagtighed livets udtryksformer og
fastlægger dem på tidsaksen. Øjeblikket
for overgangen til det åndelige
er ikke genstand for en sådan iagttagelse,
men denne kan på det eksperimentelle
plan frembringe en række
værdifulde spor vedr. det specielle
i menneskets væsen.” (citeret fra
samme kilde).
Sådanne spor er fremstilling af
typisk menneskelige værktøjer samt
frembringelse og udnyttelse af ilden
i menneskets tidligste historie (den
ældste for ca. 1,4 millioner år siden).
Og teksten fortsætter: “Men er-
23

faringen om metafysisk viden, om
bevidsthed om sig selv samt evnen
til refleksion, erfaringen om moralsk
samvittighed og om friheden eller
også den religiøse erfaring - alt det
hører til filosofiske overvejelser,
mens teologien udkrystalliserer deres
mening i overensstemmelse med skaberens
plan.”
Sammenfattende kan vi sige om
dette budskab, som udtrykkeligt beskæftiger
sig med evolutionsteorien,
at det indholdsmæssigt ikke går ud
over Pius XII.s udsagn i “Humani
generis”, hvis man ser bort fra de to
udtryk “en hypotese, der skal tages
alvorlig” (Pius XII.) - og “mere end
en hypotese” (Johannes Paul II.).
Det forbliver fortsat ved det dualistiske
udsagn: kroppen er opstået ved
evolutionen, sjælen ved Guds skaberhånd.
Selvfølgeligt er også kroppen,
må vi anmærke, skabt af Gud som et
kontingent væsen, selvom den tillige
er opstået ved evolution.
4. Encyklikaen “Tro og fornuft”
(Johannes Paul II., 1998)
Som det sidste af de kirkelige dokumenter
skal der henvises til encyklikaen
“Tro og fornuft” fra 1998.
24
Her siges der ikke specielt noget om
forholdet mellem naturvidenskab,
filosofi og tro.
Vigtigt for os i denne sammenhæng
er, at naturvidenskabens og
filosofiens autonomi bliver betonet i
forhold til troen.
Videregående filosofiske overvejelser
Hvad angår sjælens, personkernens
evner, så har der været gjort ikke så
få anstrengelser, på at deducere dem
evolutionært. [Her anføres der to forsøg,
en fra 1990 (Gerhard Vollmer)
og en fra 1997(Harald Schöndorf),
som betegnes som utilstrækkelige,
men de behandles ikke nærmere i
forelæsningen.]
Vi vil i et sidste skridt genoptage
overvejelserne vedr. den menneskelige
ånds opståen, idet vi bygger på
Karl Rahners klassiske udredninger,
som vi dog kritisk korrigerer.
Iflg. Rahner er den klassiske antagelse,
som også Thomas Aquinas
har fremsat og som ligger til grund
for Pius XII.s redegørelser, nemlig: at
menneskets individuelle sjæl (Geistseele)
umiddelbart er skabt af Gud, -
den er ”dikotomisk” [= tvedelt] og alt
i alt for mirakuløs.

Den store teolog, der døde i 1984,
har fremlagt en ny ansats eller antagelse,
der tager sit udgangspunkt i
en analyse af tilblivelsesbegrebet og
tilblivelsesprocessen [tysk ”Werden”
her oversat med ”tilblivelse”].
Tilblivelse er iflg. Rahner altid
at overgå sig selv [i det følgende =
”selv-overgåen”] hen imod noget nyt,
af Rahner mindre heldigt kaldt selvtranscendens,
ikke blot selv-replik.
Udgangspunkt for Rahners overvejelser
er det guddommelige skabelsesindgreb
ved den menneskelige
sjæls opståen i evolutionsprocessen
og ligeledes ved hver enkelt barn,
som det endnu kræves i encyklikaen
”Humani generis” (1950).
Den anskuelse, at mennesket hvad
angår legemet stammer fra dyreriget
gennem evolutionen, men hvad
angår ånden umiddelbart fra Gud, er
iflg. Rahner ikke holdbar; det er en
dualistisk og platonisk dikotomi [tvedeling].
Gud er den transcendente grund
til al virkelighed i al dens væren og
virken, men aldrig kun et delmoment
af virkeligheden indenfor denne
verden. Guds aktivitet er ”altid til
stede formidlet gennem det endelige”
(Overhage/Rahner). Iflg. Rahner må
man altså spørge: ”Er skabelsen af
menneskets sjæl ... en exceptionel,
usædvanlig begivenhed, hvis ontologiske
karakter står i modstrid med alt,
hvad man ellers forstår om forholdet
mellem den første årsag og alle sekundære
årsager” (citeret fra samme
sted), eller sker der her kun en tilblivelse,
som det ellers også sker i det
skabtes tilblivelse?
Denne tilblivelse er iflg. Rahner
ikke kun en forandring, men også en
nytilblivelse.
Gud som det absolutte væren er
for så vidt årsag til selvbevægelsen,
til ”selv-overgåen”, fordi denne selvovergåen
har denne grund for al væren
dybest set i sig.
Og dermed drejer det sig i tilblivelsen
om en selv-overgåen og ikke
blot passivt at blive overgået. Rahner
anvender dette af hans analyse fremgåede
tilblivelsesbegreb på den menneskelige
sjæls opståen og skriver:
”... forudsætter man et sådant generelt
tilblivelsesbegreb, så kan man
frejdigt sige, at forældrene er årsag
til hele mennesket, altså også til dets
sjæl, fordi ... der dermed ikke udelukkes,
men derimod positivt inkluderes,
at forældrene kun kan være årsag til
mennesket for så vidt som de lader
25

det nye menneske blive til gennem
den guddommelige kraft, der muliggør
deres selv-overgåen og som ligger
i deres virke uden at konstituere
deres væsen.” (Overhage/Rahner)
Således kan iflg. Rahner sjælens
umiddelbare skabelse ved Gud absolut
anses for at være et tilfælde af
tilblivelse ved selv-overgåen. Denne
tese benægter iflg. Rahner ikke Guds
umiddelbare handlen.
Her er det vigtigt at være opmærksom
på, at man ikke forestiller sig
Guds handlen sådan, som om det ville
frembringe noget, som skabningen
ikke også selv frembringer - netop på
grund af den iboende selvstændighed,
som det får af den guddommelige
handlen.
Sammenfattende kan man sige:
Igangsat af den naturvidenskabelige
udviklingslære (evotuionsteori)
var teologerne nødt til at beskæftige
sig nøjere med Guds skabende aktivitet
i verden.
Først droppede man den bogstavelige
fortolkniong af genesisteksterne,
nemlig da bibelvidenskaberne gjorde
deres fremskridt, opdagede de forskellige
genera litteraria, skelnede
tydeligere mellem form og indhold
26
og nærmere bestemte de første genesiskapitlers
egentlige udsagn.
Hertil kom den indsigt - som
B.Weissmahr formulerede det i sin
dissertation (1973) - ”at den særlige
skabelse af de nye forekomster i verden
ikke kan forstås på det fænomenale
plan, men kun er tilgængelig for
den metafysiske betragtning.”
Den opfattelse, at Gud i det mindste
på det naturlige område altid virker
gennem sekundære årsager, skulle
vel være almindelig udbredt. Måske
kan den endda betegnes som ’almen
lære’ i teologisk forstand (som ’sententia
communis’).
Rahners arbejde førte til den
yderligere erkendelse, at Guds nyskabende
handlen skal forstås i sammenhæng
med hans handlen, der sker
via sekundære årsager. Dette syn på
forholdet mellem evolution og skabelse
på det teologiske plan er næsten
overalt blevet accepteret som den
bedst tænkelige løsning.

Den opfattelse, at Gud i det
mindste på det naturlige område
altid virker gennem sekundære
årsager, skulle vel være almindelig
udbredt. Måske kan den
endda betegnes som ’almen lære’
i teologisk forstand. Gud skaber
altså en verden under tilblivelse,
som realiserer sig selv. Gud er
den indre kerne i det skabtes
egen virksomhed.
Gud skaber altså en verden under
tilblivelse, som realiserer sig selv.
Gud er den indre kerne i det skabtes
egen virksomhed, Gud er det ”dedans”
(det indre) iflg. Teilhard de
Chadin, og ligeledes i min egen virksomhed
er Gud mere inde i mig, end
jeg er i mig.
Gud som skaber er ikke ”kategorial
årsag ved siden af andre i verden,
men den levende, vedvarende, transcendentale
grund af verdenens egne
bevægelser” (Rahner).
Denne nye måde at se på forholdet
mellem evolution og skabelse svarer
bedst til fænomenet det jordiske liv,
som jo er et billede af det guddommelige
liv og som en indre dynamik
- ikke en ydre mekanik.
Afsluttende tør jeg nu foretage en
kritisk afprøvning af Rahners ansats.
Det der er positivt at sige til tanken
om selv-overgåen (Selbstüberstieg)
i tilblivelsen, er: Når kausaliteten
i denne verden overgår sig selv i
kraft af guddommelig medvirken, kan
man dermed undgå formuleringen af
det usædvanlige i den menneskelige
sjæls tilblivelse.
1. Negativt er at sige:Mange naturvidenskabsfolk
hæfter sig - for så
vidt som de overhovedet kender
til den Rahnerske ansats - ved
tilblivelsens selv-overgåen uden
at inkludere Guds nødvendige
inflydelse herved. Det er naturligvis
ikke uden videre Rahners
fejl, at han hverken bliver rigtigt
forstået eller gengivet. Når naturvidenskabsfolk
således taler
’forkortet’, bliver det ikke indlysende,
hvordan dette ’mere’
i evolutionens væren kan ske -
specielt med henblik på, hvordan
det materielle substrat overgår sig
selv til tilblivelsen af den åndelige
sjæl.
2. Jeg har mine vanskeligheder med
den ’Rahnerske formulering, at
forældrene overgår sig selv hen
27

28
mod barnets åndelige sjæl; her
holder Rahner sig nemlig ikke
til sin analyse af tilblivelsesbegrebet.
Egentlig burde han sige:
Det væsen der under tilblvelse,
nemlig menneskets embryo overgår
sin materialitet hen imod en
sjæl ”gennem den Guds kraft, der
muliggør denne selv-overgåen”
(Overhage/Rahner), som er inde
i dens (embryoens) virke uden at
høre til dens væsens konstitutiver.
Lad mig til sidst gøre det klart
ved en sammenligning. Maria er
Jesu Kristi mor, som er Guds søn,
men hun er ikke mor til Jesus
Kristus som Guds søn.
På lignende måde må man vel nok
sige: En menneskelig mor er sit barns
mor, der er person, men ikke mor til
sit barn som person. Morens væren
som person kan ikke deles for at
kunne meddeles til barnet.
Barnets væren som person kan
kun opstå ved selv-overgåen af barnet
under dets tilblivelse hen imod dens
sjæl, og det ved Guds kraft, der muliggør
denne overgåen.
Mine damer og herrer, således har
De for sidste gang kunnet opleve,
hvordan naturfilosofisk arbejde i
grænseområdet mellem naturvidenskab,
filosofi og teologi går for sig:
• klart skelnen, hvor der stilles
spørgsmål i de forskellige discipliner;
• klare begreber under hensyntagen
til de forskellige
sprogspil;
• mod til metafysisk syntese.
Jeg takker Dem!
Rettelse
I Niels la Cours artikel “Notater om pater Dorn”, bragt i nr. l, 2010, skulle der
som den afsluttende. sætning i underafsnittet “Menneskevordelsen” have stået:
Ved Kristi fødsel bliver altså ikke kun Gud menneske, men også i en vis forstand
“menneskene Gud”.
Redaktionen beklager.

Kom i den sidst nattevagt
i én af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
N.F.S.Grundtvig: At sige verden ret farvel
1843 og 1845
Bøn
29

30
Indlæg fra læserne er meget velkomne.
Både reaktioner på bragte artikler, læserbreve og artikler.
Ligeledes vil vi gerne have forslag til emner og
skribenter. (red.)

Redaktion af dette nummer
Dan Eriksen (ansvarshavende)
Eva Nordentoft
Hans Christensen
Jean-Pierre Duclos
Nyhedsredaktion
Karlheinz Löhrer
Katolsk dialog & information udgives af redaktionen og udkommer 4 gange
om året.
Abonnement koster 200 kr. om året og bestilles ved henvendelse til kassereren:
Karlheinz Löhrer, Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj, tlf. 38 28 84 47
eller e-mail: kloehrer@tiscali.dk
Indbetaling med angivelse af indbetalers navn og adresse kan foregå:
- på girokonto, korttype +1, kontonr. 10166373
- fra udlandet, IBAN DK4830000010166373
Citater skal forsynes med angivelse af ‘Katolsk dialog & information’ som
kilde; optryk af hele artikler må kun ske med forfatterens tilladelse.
Indlæg sendes til Dan Eriksen, Emdrup Vænge, 2100 København Ø
eller dan_eriksen@get2net.dk
ISSN 1901-9823
Karlheinz Löhrer
Kjeld Wogensen
Peter G. Rasmussen
Layout
Benjamin Gamillscheg
31

Kirken i Hørsholm bygget at C.F.Hansen som en minikopi af hans
Domkirke i København. Foto: Hans Christensen