En undersøgelse af de religiøse strømninger i Herning omkring år ...

områder primært har været knyttet til udviklingen inden for dansk landbohistorie. 20 Historikeren
Sidsel Eriksen tilslutter sig på samme måde dette synspunkt og pointerer, at:
”Mens vi ved en del om de folkelige bevægelser på landet i forrige århundrede [19.
århundrede, red.], er bevægelsernes udvikling i byerne et mere uudforsket område,
som dog ikke desto mindre er af stor betydning for forståelsen af den kirkelige
udvikling i dette århundrede [20. århundrede, red.].” 21
Der eksisterer hermed to overordnede problemstillinger, som jeg i det følgende vil diskutere
nærmere:
1) Den manglende forskningsmæssige adskillelse af de vaktes sociale basis i henholdsvis den
tidlige og den senere vækkelse.
2) Forskernes fokus på vækkelsen i de agrare miljøer og manglen på samme i de urbane
miljøer.
4.2.1. Vækkelsens sociale baggrund
P. G. Lindhardts ”Vækkelse og kirkelige retninger”, der første gang udkom i 1951, repræsenterer i
særdeleshed den socioøkonomiske forskningstradition. 22 Heri argumenterer Lindhardt, at de
økonomiske og sociale reformer i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet var
forudsætninger for vækkelsesbevægelserne. Reformerne gav nemlig store dele af befolkningen,
herunder især bønderne, øget økonomisk og politisk selvstændighed, og et udtryk herfor blev
bøndernes personligt valgte kristendomsforståelse. Samtidig hævder Lindhardt, at
grundtvigianismen med sin lyse kristendomstro og sit positive menneskesyn var en naturlig ideologi
for den ekspanderende gårdmandsklasse, mens det mere mørke og pessimistiske kristendomssyn,
der var til stede hos de indremissionske, appellerede mere til de ringere stillede befolkningsgrupper
såsom husmænd og daglejere. Således var Indre Missions sociale basis ifølge Lindhardt primært at
finde i den agrare underklasse, mens grundtvigianernes sociale basis hovedsageligt var personer fra
den agrare mellemklasse. 23
20 Bundsgaard, 1985, p. 9.
21 Eriksen, 1996, p. 179.
22 P. G. Lindhardt: Vækkelse og kirkelige retninger. Den udgave, der her benyttes, er den reviderede udgave fra 1959.
23 Lindhardt, 1959, p. 56f., 83, 114ff.
15