FILOSOFIENS VERDEN - Tiderne Skifter

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Thu Jan 5 14:22:05 2012 

/first/Tiderne_Skifter/odt2/1761_FilosofiensVerden_150x230/Materie 

Peter Kemp 

FILOSOFIENS 

VERDEN 

Kritik – Etik – Pædagogik – Religion 

TIDERNE SKIFTER



FILOSOFIENS VERDEN 

© 2012 Peter Kemp og Tiderne Skifter 

Forlagsredaktion: Claus Clausen 

Sats: Rosendahls BookPartnerMedia 

Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg 

ISBN 978-87-7973-521-7 

Udgivet med støtte fra Veluxfonden 

TIDERNE SKIFTER z Læderstræde 5, 1. sal z 1201 København K 

Tlf. 33 18 63 90 z Fax33186391 

e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk z www.tiderneskifter.dk



Tilegnet visdommens elskere


/first/Tiderne_Skifter/odt2/1761_FilosofiensVerden_150x230/Materie



Indhold 

Forord IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 9 

Indledning. Filosofien har ordet IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 11 

I. del. Filosofisk kritik IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 19 

I. Den ny begyndelse IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 21 

1. Sand og falsk reduktion IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 21 

2. Efter eksistentialismen IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 34 

3. Efter postmodernismen IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 52 

4. Retsstatens krise IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 70 

5. Velfærdsstatens krise IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 89 

II. Tankens magt IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 104 

6. Kreativitet IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 104 

7. Stat og demokrati IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 117 

8. Hukommelse og historie IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 131 

III. Kroppens magt IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 142 

9. Frihed og etik IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 142 

10. Krop og etik IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 159 

11. Sundhed og normalitet IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 171 

7




II. del. Pædagogisk filosofi IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 183 

I. Opdragelse og oplysning IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 185 

12. Den nye dannelse IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 185 

13. Oplysning, kontrakt og folkeret IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 210 

II. Udsyn IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 222 

14. Verdensborgerlig pædagogik IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 222 

15. Skolen for verdensborgerlig dannelse IIIIIIIIIIIIIIIIIII 247 

III. Kamp IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 269 

16. Den lærerløse skole IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 269 

17. Kampen om dannelse IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 275 

III. del Religionsfilosofi IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 293 

I. Gudstanken IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 295 

18. Etik og religion hos Kant IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 295 

19. Gudstanken hos Kierkegaard og Lévinas IIIIIIIIIIIIIIII 313 

II. Transcendens IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 321 

20. Tilgivelse ifølge Jankélévitch IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 321 

21. Det religiøse sprog IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 334 

22. Narrativ filosofi i teologien IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 349 

23. Opstandelse IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 360 

III. Konsekvens IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 375 

24. Ateismens kamp for troen IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 375 

25. Slaget om kristendommen IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 393 

I stedet for en konklusion IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 401 

Forarbejder IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 402 

Navneregister IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 404 

Indholdsoversigt IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII 411 

8



Forord 

Hensigten med denne bog har været at skabe en helhed, der kan sige noget 

om, hvordan filosofiske tanker kan hænge sammen og henvise til hinanden 

og ikke alene omfatte eksistens-, kultur-, samfunds- og kropsfilosofi 

(1. del), men også pædagogisk dannelsesfilosofi (2. del) og religionsfilosofi 

(3. del). Man kan ganske vist nok læse de enkelte kapitler eller de 

enkelte dele hver for sig uden at kende de andre. Alligevel skulle helheden 

gerne sige mere end delene, eftersom disse griber ind i hinanden; f.eks. er 

der fra begyndelsen til enden tale om etik og kritik, og dannelse og religion 

spiller en rolle allerede i bogens første del. 

Jeg har kaldt denne helhed Filosofiens verden, fordi det er den tankeverden, 

jeg lever og har levet i. Den er selvfølgelig min fortolkning af virkeligheden, 

og andre vil opleve filosofiens verden anderledes og have andre 

helte. Men i den filosofiske debat lever vi af hinandens tankeverdener, 

og derfor tilbyder jeg min filosofiske verden som et bidrag til denne debat. 

Man vil bemærke, at denne bog i nogle afsnit er ret polemisk, ikke 

blot over for andre filosoffer og ikke blot i rent akademiske spørgsmål, 

men også på områder, der er meget politiske og aktuelle. Men hvis filosofiens 

verden omfatter hele virkeligheden, og hvis filosofi først og fremmest 

– som jeg hævder i denne bog – er kritik, dvs. både en afklaring af 

grænser og muligheder for tanke og handling og et forsøg på at skelne 

mellem sandt og falsk, må dens kritik også omfatte den politiske virkelighed. 

Der kan ikke eksistere politisk neutral samfundstænkning, hvad enten 

der er tale om en samfundsvidenskab, der empirisk undersøger særlige 

områder, eller en samfundsfilosofi, der anskuer samfundet i et bredt 

9




perspektiv. Vi har i begge tilfælde kun tilgang til virkeligheden i en fortolkning 

af den. 

Til gengæld er det helt i orden, at f.eks. politikere modsiger forskeres 

og filosoffers politiske synspunkter, blot det ikke sker ved at gå efter manden, 

men efter bolden. Og det må frem for alt gælde i filosofiens verden. 

Her er det kun argumenterne, der tæller. 

10 

Bjergtoften, den 10. december 2011



Indledning 

Filosofien har ordet 

Filosofi er en mærkelig form for menneskelig tankevirksomhed, hvormed 

vi både søger at tænke forskelle og forstå sammenhænge. Men filosoffer 

har på en måde ingen særlig disciplin. Andre forskere og teoretikere 

har særlige forskningsfelter og underviser i disse specielle felter. Det 

samme gælder teknikere, ingeniører, forretningsfolk, osv., der hver har 

deres særlige fagområder. Men selvom filosoffer kan kaste sig over et særligt 

område, kan de ikke blive stående i det. De kan have diskussioner 

med forskere fra et hvilken som helst område, og ikke blot med forskere, 

men også med teknikere, kunstnere, etikere, politikere osv. De kan gå ind 

på deres områder, men de hører ikke til nogetsteds. De er alle vegne og 

ingen steder. Deres styrke består således ikke i, at de kan opvise resultater 

ved at arbejde på særlige områder, men i deres evne til at tale rationelt 

om alting og undersøge, hvilken rolle hvad som helst spiller for helheden. 

Alle vidensområder er i historiens løb udskilt fra filosofien. Men 

uanset hvor mange videnskaber, der er kommet ud af det, har filosofien 

stadig beholdt sin selvstændighed, for der bliver ved med at være behov 

for en tænkning, der spørger om forskelle og sammenhæng i alt det, vi 

kan tænke, vide, producere og forandre. 

Man kan uddanne sig indenfor forskellige områder, men filosofi er 

ikke blot noget, man kan uddanne sig i ved at tage eksamen i filosofihistorie, 

videnskabsteori, filosofisk etik, pædagogisk filosofi, religionsfilosofi 

osv., men det er en måde at tænke på, der kan indgå i dannelsen af 

ethvert menneske. Mange mennesker elsker filosofi, fordi filosofi vækker 

os, former og danner os. Den er kultur i eminent forstand. Men nogle anser 

den også for farlig, fordi den gør mennesker kritiske, rokker ved deres 

11




tankevaner, bringer dem i opposition til etablerede tankemønstre og institutioner. 

Filosofi danner og belærer os på mindst to niveauer: Dels på det eksistentielle 

og personlige niveau, dels på det offentlige og politiske niveau. 

På det eksistentielle niveau kan filosofi lære os om vores grundvilkår, 

f.eks. at verden ikke kun opleves gennem sanserne, men også gennem 

sproget, ikke mindst fortællingen. Desuden at livet er uforudseeligt og 

ikke kan forudberegnes som materielle processer. Det er ikke en historie 

der bevæger sig roligt fra begyndelse til ende, og selvom vi forsøger at 

forestille os vores livshistorie, må vi erkende, at vi selv kan ændre den, og 

at den kan rammes af uventede begivenheder, som stadig kan hjemsøge 

os som erindringer; den kan ikke styres som et computerspil og har i øvrigt 

en ukendt begyndelse og ende. Desuden er det ikke blot begivenheder, 

der er uforudseelige; det er det andet menneske også. I modsætning 

til ting, kan enhver anden modsige mig. Jeg er aldrig sikker på at blive 

ladt i ro. Og derfor handler filosofi også om forholdet til den anden, om 

etik, om det gode liv og om ødelæggelsen af det. Men der er her ingen 

kontinuerlig udvikling af ideerne. Derfor ser vi ofte filosofferne gribe tilbage 

i filosofihistorien for at kritisere nutidens herskende tanker. 

1. En kæde af ideer 

På det offentlige eller politiske niveau er der derimod langt mere tale om 

en udvikling af de filosofiske ideer af betydning for samfundsudviklingen. 

Således er en række nødvendige forudsætninger for demokrati 

gradvis blevet formuleret af filosofferne siden Platon (ca. 428-347), der 

med sine dialoger, hvori Sokrates er hans talerør, er den europæiske histories 

første store filosof. Men selvom der er udtænkt elementer af det, vi 

i dag opfatter som demokrati, er de etisk-politiske skrifter af Platon og 

hans elev Aristoteles (384-322) ikke de eneste og langt fra tilstrækkelige 

forudsætninger for det moderne demokrati. I sig selv giver de ikke opskriften 

på et sådant demokrati. Lad mig nævne nogle milepæle i demokratiets 

udvikling: 

12



Indledning Filosofien har ordet 

a. Machiavelli (med skriftet om Fyrsten fra 1513) og Thomas Hobbes 

(med værkerne De Cive, Om borgeren, fra 1641 og Leviathan fra 1651) 

nedbrød ideen om fyrstens guddommelige autoritet, om kongemagten 

»af Guds nåde«. Tidligere gennem middelalderen var statens 

grundlag et fornuftbehov (det græske) kombineret med troen på et 

guddommeligt legitimeret kosmos (det jødisk kristne), men Hobbes 

legitimerede staten ved at tale om en kontrakt, som alle borgere må antage, 

at de har tilsluttet sig, for at undgå den voldelige død i en »alles 

kamp imod alle!« (mere herom i kapitel 7). 

b. John Locke hævdede i To afhandlinger om statsstyre (Two Treatises of 

Government) fra 1690, at det er statens opgave at sikre det enkelte individs 

rettigheder. Disse rettigheder mente han – som senere bl.a. 

Jean-Jacques Rousseau – ligger i, at vi lever som om vi har indgået en 

samfundspagt, hvorved vi har afgivet en del af vores frihed til en instans, 

som skal sørge for at sikre lov og orden og beskytte den enkelte. 

c. Immanuel Kant sagde i skriftet fra 1793, Om talemåden: ‘Det kan være 

rigtigt i teorien, men duer ikke i praksis‘, at Hobbes ikke har sans for en 

styreform, hvor enhver borger har medindflydelse på lovgivningen. 

Dette skrift fremkom to år før han skrev det berømte essay Til den evige 

fred, hvor han gentog kravet om borgernes medindflydelse på lovgivningen. 

Han formulerede også i det 2. tillæg fra 1796 det offentlighedsprincip, 

som må være et grundprincip for et nutidigt demokrati: »Alle 

handlinger, som vedrører andre menneskers ret, og hvis begrundelse 

ikke tåler offentlighed, er uret«. Det betyder f.eks. i dag, at retten til kildebeskyttelse 

af såkaldte spindoktorer, der i det skjulte søger at underminere 

retssystemet, må vige for kravet om offentlighed i sager om 

menneskers ret. Kant udviklede også ideen om en global kontrakt som 

grundlag for en vision om evig fred på jorden. Han antog således, at en 

verdensborgerlig ordning kan gennemføres. 

d. G. W. F. Hegel viste i Åndens fænomenologi (Phänomenologie des Geistes) 

fra 1807, at arbejdere og arbejdsgivere har behov for hinanden og 

derfor må anerkende hinanden og respektere hinanden i en retsstat. 

Dertil føjede Karl Marx i sit hovedværk Kapitalen, at når arbejdsgiverne 

udbytter arbejderne, kan denne retsstat ikke bestå i længden. 

13




Men begge så samfundslivet som led i en historisk proces, hvor store 

forandringer kan ske. 

e. John Stuart Mill plæderede i skriftet Om kvindernes underkuelse (The 

subjection of women) skrevet i 1861 og offentliggjort i 1869 (samme år 

udgivet på dansk af Georg Brandes) for kvindernes valgret. Og når vi i 

dag taler om et demokratisk samfund, mener vi et samfund, hvor alle 

voksne, også dem, der tidligere blot blev betragtet som »passive borgere«, 

ikke blot fattige og svagelige, men – som Mill krævede det – også 

kvinderne har medindflydelse, bl.a. med valgret. Det mente hverken 

Platon, Aristoteles, Hobbes, Locke, Kant eller Hegel. For blot at nævne 

kongerækken i den politiske filosofi. Og først i det 20 århundrede slår 

kvindernes valgret for alvor igennem (i 1915 i Danmark, i 1920 generelt 

i USA) – og først da har vi udviklet demokrati i moderne forstand. 

Derfor kan man sige, at filosofi ikke behøver et demokratisk samfund for 

at udfolde sig, men at filosofien med sin produktion af ideer langsomt 

har udviklet elementerne for et demokrati i moderne forstand og desuden 

ideerne for et verdensborgerskab med fælles retsregler og et vist 

globalt værdifællesskab. 

2. Sprogets magt 

Hvordan har filosofien kunnet gøre det? Dvs. hvori består den filosofiske 

tænkning, der kan vække os og danne os både på det offentlige og det eksistentielle 

niveau? Jeg har allerede anført, at det er den tænkning, der 

skelner og samler, adskiller og forener. Man adskiller for at forene som 

den franske filosof Jacques Maritain har sagt (i værket Distinguer pour 

unir, Adskille for at forene, 1932). 

Det gælder for filosoffer som i øvrigt for digtere, at de kun har sproget, 

kun talen, kun ordet. Andre filosoffer før dem har udviklet filosofiske 

begreber og tankegange, som de kan genoptage og genudvikle, og deres 

opgave er nu at tale filosofisk på deres egen tids vilkår; de forsøger at 

tænke filosofien på ny, når de beskriver, analyserer, argumenterer, kritiserer, 

underviser, foreslår osv. Og hvis de opdager en fare for menneskehe- 

14




den, for individet eller for en sårbar gruppe, kan de vise vej til at hindre 

det onde eller katastrofen, og de kan advare menneskeheden imod 

skjulte destruktive kræfter eller en skødesløshed, der kan blive katastrofal. 

Men ligegyldigt hvad de gør, er den eneste magt, som filosoffer har, 

ordets magt som undervisere, lærere, forelæsere, anmeldere, opinionsdannere. 

En stor filosof i det 20. århundrede har sagt: »Ordet er mit kongedømme, 

og jeg skammer mig ikke over det« (Paul Ricœur). 

Nogle ledere i politik og administration forsøger at få filosofferne til 

at skamme sig, de kan ikke se, hvad de skal med filosofi, eftersom den 

ikke har et teknisk formål, ikke bidrager til at øge produktionen af materielle 

goder og styrke folks tekniske kapacitet. Derfor betragter de filosofien 

som nytteløs eller ligefrem farlig. 

Ikke desto mindre ser vi i dag mange tegn på filosofiens livskraft, og 

filosofisk tænkning spiller stadig en enorm rolle i verden. Der blomstrer 

filosofiske miljøer verden over, og der opstår stadig nye foreninger og nye 

institutter for filosofi. Gymnasieelever fra mange lande mødes hvert år til 

en International Filosofi Olympiade, hvor de konkurrerer om at skrive 

den bedste filosofiske stil. Sidst men ikke mindst udkommer der stadig 

mange filosofiske værker på højt niveau på alle betydelige sprog. 

Hvis »magt« betyder kulturel og politisk indflydelse, er filosofien blevet 

en global verdensmagt. På vores klode, hvor krige og konflikter ikke 

bliver færre, viser den sin magt ved at forsvare tankefriheden, friheden til 

at hævde høje værdier, friheden til kritik af uretfærdigheder og friheden 

til samtale på tværs af alle kulturelle og nationale grænser – kort sagt viser 

filosofi sig overalt som en magt til at stifte fred. Uden filosofi var verden 

sikkert et endnu værre sted for mennesker, end den er i dag. 

Dette viser, at magt ikke nødvendigvis er beherskelse af andre, men 

kan være frigørende, give rum for nye muligheder, åbne nye horisonter, 

vise skjulte kræfter og chancer. 

Man glemmer ofte, at økonomiske, teknologiske og militære magthavere 

ikke har monopol på magten i verden. Filosofisk argumentation 

og refleksion udgør en ikke-økonomisk, ikke-teknologisk og ikke-mili- 

15




tær magt i kraft af ordet, der kan udfordre de andre magter, afsløre løgne 

og illusioner, og give et bud på en bedre verden. 

Man har imidlertid overset det filosofiske ords magt, når filosofi er 

blevet set som ren beskrivelse, ren henvisning til noget foreliggende, et 

uskyldigt spejl, der glemmer sig selv og blot bringer os tæt på tingene. 

Men denne idé om filosofien som et spejl af naturen er i vor tid blevet 

kritiseret både fra en hermeneutisk synsvinkel (hos Hans-Georg Gadamer, 

Paul Ricœur m.fl.) og fra et pragmatisk synspunkt (bl.a. af Richard 

Rorty i hans bog Filosofi og spejlet af naturen, 1979), dvs. både fordi man 

glemte, at erkendelsen af verden aldrig blot kan afspejle den, men altid 

må være en fortolkning, og fordi det satte filosofien uden for handlingens 

sfære. 

Men allerede før denne kritik indledte Oxford-filosoffen J.L. Austin 

det, man har kaldt »den sproglige vending i filosofien« med sine forelæsninger 

i 1955, efter hans død udgivet i 1962 under titlen How to do Things 

with Words (på dansk: Ord der virker, Gyldendal, 1997). Heri viste han, at 

selv den reneste beskrivelse af noget er en handling, en tale-handling. 

Han skelnede først og fremmest mellem to slags talehandlinger: dels 

selve den handling, hvormed man udtrykker en mening og taler om noget 

(som han kaldte den »lokutionære handling«), f.eks. en beskrivelse 

eller en benægtelse; dels den handling hvormed man henvender sig til 

nogen med det, man siger (og som han kaldet den »illokutionære handling«), 

f.eks. et spørgsmål eller en fordømmelse. Hans pointe var, at ingen 

af disse to talehandlinger kan eksistere uden den anden; de er to aspekter 

af »den totale talehandling«. Vægten kan i den bestemte ytring være lagt 

på den ene eller den anden af de to, men allerede ved at udvælge noget, vi 

vil beskrive, og dermed udelukke noget andet, udøver vi en særlig indflydelse 

i forhold til dem, der læser eller hører os. Vores tale er således altid 

en magt i verden. 

Dette gælder også filosofisk tale. Filosofien har magt i verden som tale 

gennem forskellige medier, på papir eller på nettet. Filosofferne må derfor 

som andre tage ansvar for, hvordan de handler ved at tale. 

Men al slags filosofi er ikke nødvendigvis et gode. Vi har i det 20. århundrede 

lært, hvor destruktiv og katastrofal nationalistisk og fascistisk 

16




tænkning kan være for menneskeheden. Den kan være meget forførende 

for en gruppe og give grundlag for en massesuggestion, der appellerer til 

den værste del af os. Denne del af os selv er ikke kun vores egoistiske drifter, 

men også det, den japanske filosof Tomonobu Imamichi har kaldt de 

»nosistiske« drifter, en egoisme i flertal (af latin: nos,vi).Deterengruppe-egoisme, 

der splitter menneskeheden og betragter alle andre og enhver 

fremmed, der tilhører en anden gruppe, en anden kultur eller religion, 

som en mulig fjende. 

Men Austins erkendelse af de to aspekter af sproget er ikke tilstrækkelig 

for at forstå, hvordan vores ord kan være både gode og onde. I talesituationen 

har ordet ikke blot en indflydelse ved at overføre mening eller 

information fra en person til en anden eller ved at stille spørgsmål, appellere, 

fordømme osv. 

En talehandling kan have til hensigt at forme den anden ved at beherske, 

undertvinge eller ydmyge ham eller hende. Derfor findes der et 

tredje sprogligt aspekt, som den skarpsindige Austin også havde blik for, 

men ikke gjorde meget ud af. Det kaldte han den »perlokutionære handling« 

(=handling gennem tale), der består i at sige noget for at fremkalde 

en bestemt virkning i den person, der måtte høre det. 

I al den sprogfilosofi der blev udviklet i det 20. århundrede inden for 

og uden for europæisk kultur, finder man imidlertid ikke meget om 

denne form for talehandling. Filosofferne må derfor i dag beskæftige sig 

meget mere med, hvordan ikke blot deres eget sprog, men tale i det hele 

taget kan både oplyse og forføre, både frigøre og manipulere. 

Nu har det altid hørt til filosofiens adelsmærke, at den vil oplyse og 

frigøre ved at tale fornuftigt, dvs. søge enighed om nogle sager i en samtale, 

hvor alle parter er ærlige over for hinanden og over for sig selv. Og 

selvom filosoffer fra Platon til Søren Kierkegaard og senere bl.a. Jacques 

Derrida ikke har udelukket ironi og en vis forførelse i striden mellem fortolkningerne, 

har ingen hævdet, at en forførelse, der reducerer mennesker 

til blinde redskaber for en ideologi eller til en flok, der blot lader en 

fører tænke for sig, bringer dem til fornuft. 

Men filosoffer er fornuftens vogtere. Derfor skal filosofien hverken 

være et bedøvelsesmiddel eller hadsk tale. Og selv i den hårdeste kritik 

17




skal filosoffen være sober. Fornærmelser og injurier hører ikke til filosoffens 

sprog; den slags reducerer argumentationen til vold og gør filosofiens 

magt til egoistisk eller nosistisk krigsførelse. 

I dag har filosofien tabt sin uskyld. Vi kan ikke filosofere uden at betænke, 

hvad vi gør, når vi taler. Vi må blive mere bevidste om, at vi i enhver 

ytring fra den mest intime samtale til politiske taler på verdensscenen 

både kan opmuntre og såre, både inspirere og undertrykke andre. 

Men det gælder jo ikke kun filosoffer; det gælder alle, der har ordet i 

deres magt. Vi indser, at denne magt er umådelig. Og det er blevet en af 

de mest påtrængende opgaver for dem, der vil tænke filosofien på ny, at 

gennemtænke, hvad vi alle er med til at gøre i en verden, som vi måske 

mere end nogensinde skaber med vores ord. 

Det største problem i dag er nok dette: Hvordan undgår vi med ordenes 

magt det »sammenstød mellem civilisationer«, som Samuel P. Huntington 

i 1996 så som den største trussel imod menneskeheden i vores århundrede? 

Vi må derfor gøre os klart, ikke blot hvad ord kan bevirke mellem 

mennesker i et enkelt land, men også imellem alle folk i verden, mellem 

forskellige nationer, kulturer, sprog og traditioner. 

Enhver ved, at i en familie eller mellem venner kan man tænke hvad 

som helst om de andre. Men hvis man ønsker et godt familieliv eller et 

godt venskabsforhold, må man tage hensyn til, hvordan man taler til andre. 

Man bruger ikke ordet som våben imod dem. 

Hvorfor skulle det forholde sig anderledes i den store familie, vi kalder 

menneskeheden? Som medlemmer af denne menneskehed, som verdensborgere, 

må vi erkende, at ydmygelse af andre kan være den mest 

brutale vold, vi kan udøve, uden direkte at slå ihjel. Den økonomiske undertrykkelse 

i verden er slem, men manglen på anerkendelse af andre er 

værre. Det vil ikke koste os europæere og amerikanere noget økonomisk 

at give denne anerkendelse. Alligevel forekommer det vanskeligere for os 

end noget andet. Det kræver en ydmyghed, vi ikke besidder. 

Det er en af de vigtigste grunde til, at vi behøver filosofi til med ordets 

magt at lære os at leve sammen. Og ikke mindst derfor vil vi i denne bog 

give ordet til filosofien. 

18

FILOSOFIENS VERDEN - Tiderne Skifter

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?