Bedste besvarelse af prisopgaven for 2009 - Justitsministeriet

Der er under alle omstændigheder igen en relativt høj bagatelgrænse for bestemmelsens
anvendelsesområde. For ydelser med et sagligt begrundet indhold eller med en naturlig
tilknytning til arbejdet, vil den nedre grænse formentlig også være højere end ellers.
Denne afhandling har ikke kunnet fastslå præcist hvor denne grænse må trækkes i relation til
modtagelse af repræsentationsydelser. En ydelsen til en værdi af 15.000 kr. er det domstolene
har anset for uberettiget i praksis Det må dog antages at ligger et stykke over den nedre grænse.
Et merforbrug af ekstravagant karakter vil nok kunne statueres, selvom det er af ringere værdi
end 15.000 kr., men der vil stadig være tale om en relativt høj bagatelgrænse. Alene det, at der
må kræves en økonomisk betydning vidner om dette.
Undergrænsen for modtagelse af gaver og andre fordele i forbindelse med
repræsentationsydelser, ligger således højere end hvad der må antages at være tilfældet, når der
ikke er denne forretningsmæssige relation mellem parterne. Det er ikke muligt, at fastlægge en
bagatelgrænse mere konkret end dette. Området er således ikke ganske præciseret, men det
synes alligevel at stå klart, at det er i tilfælde hvor en repræsentationsydelse er af økonomisk
værdi og kan have en økonomisk betydning for modtageren, den kan være uberettiget. Der er
ikke tvivl om, at § 144’s øvrige betingelser til forsættet, samt til gerningsindholdet, vil være
opfyldt i en sådan situation. Derfor bevæger en offentligt ansat sig ved sin modtagelse, i et
område hvor det er domstolenes konkrete subsumption og lovfortolkning, som bliver afgørende
for om forholdet er uberettiget og strafbart efter § 144.
Det kan i forhold til ovenstående godt undre lidt, at der ikke i denne vurdering af
repræsentationsydelser, lægges vægt på hvad formålet bag disse ydelser er. Ser man på den
skatteretlige regulering, er der ingen tvivl om, at der bag repræsentation og reklame ligger en
overordnede intention om at opnå salg af varer og som minimum at knytte
forretningsforbindelser. Der er altså tale om situationer, hvor ydelsen som oftest vil være i strid
med straffelovens § 122 hvis den kan anses for uberettiget. Efter straffelovens § 122, må der
foretages en tilsvarende vurdering af, om ydelsen er uberettiget. Der ligger det samme heri, som
ved anvendelsen af ordet ”uberettiget” i § 144, hvorfor en repræsentationsydelse efter § 122 i
vidt omfang også må antages at falde udenfor bestemmelsens anvendelsesområde i disse
situationer.
En repræsentationsydelse står i sin helhed i et modsætningsforhold til de forvaltningsretlige
regler som gælder for offentligt ansatte, da den netop er et forsøg på at modarbejde objektivitet
73