Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk

sænkede stemmen til en hvisken og udpegede kronhjortens klovspor, der
var på størrelse med hælen på hans gummistøvle.
– Bukke, gættede Manfred. – Seks-otte styks.
De fulgte sporene og bevægede sig forsigtigt videre, nu med hunden i
snor. Normalt ville de have talt om alt muligt aktuelt, mens de blandede
hobby og passion med det fysiske arbejde, jagten også var. Peter gik igen
bag ved Manfred og hunden, mens de kilede sig gennem sneen. De
forstod hinanden, han og Manfred. Manfred havde engang læst filosofi
på universitetet, men så var han blevet ramt af livet og en depression, og
han havde valgt at dyrke håndens arbejde og var blevet tømrer. Rimsø
var hans barndomsegn. Efter endt læretid havde han grundlagt Rimsøtømrerne
og efter tre år med enmandsfirma ansat Peter. Nu var de fire
i firmaet, men det var småt med arbejde om vinteren. Lige nu havde
de kun en enkelt opgave, et nyt tag på svinebondens stald, og Manfred
havde været nødt til at fyre de to sidst tilkomne midlertidigt.
Sneen blev dybere, og de sank godt i. Mens de gik, tænkte Peter på
Manfred og på Stinger, to modpoler i hans eget sammensatte liv. To uforenelige
verdener, som han balancerede imellem: fortidens spøgelser,
som han forsøgte at slå sig til tåls med, og nutiden og fremtiden, som han
ønskede at skabe den. De to af hans venner havde aldrig mødt hinanden,
og sådan skulle det også være.
Manfred standsede pludselig op foran ham. Hunden stod helt stiv.
Peter kiggede. Krondyret stod i lysningen og vejrede, men den svage vind
var til deres fordel og blæste væk fra dem. Alligevel havde den en anelse,
det var tydeligt. Den var i gråbrun vinterpels, og under pelsen spillede
musklerne og dirrede nervøst. Dens næsebor udvidede sig ved en trussel,
den ikke kunne lokalisere, og dampen stod som en sky i luften.
Manfred vendte sig langsomt om mod Peter. Med en glidende bevægelse
rakte han ham riflen. Peter rystede let på hovedet, men Manfred
sænkede ikke armen med riflen, og til sidst tog Peter imod den, lagde den
til skulderen og hvilede kinden, så han kiggede på dyret gennem sigtet.
Det var en fjortenender, og han havde aldrig set et smukkere syn. Geviret
var fejet rent for hver en trævl af sensommerens loddenhed. Den
stod der, som fanget lige midt i en solstråle og med profilen til dem, som
ville den vise sig frem fra sin bedste side.
7