Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk

– For satan da.
Hunden tog ikke fejl. Han måtte derned. Men han vidste allerede,
hvad der ventede ham, da han tog samme tur som Kaj og væltende og
glidende og næsten rullende landede for foden af klinten.
– Hvad så? Hvad har du fundet?
Han nærmede sig forsigtigt. Han havde aldrig set hunden så ophidset.
Skikkelsen var halvvejs dækket af sne og lå på maven med kinden
forvrænget og munden åben. Mørke skægstubbe dækkede en del af ansigtet,
det ene sorte, buskede bryn – de bryn havde været hans stolthed
– var fuldt af is. Det var håret også. Det så ud, som om nogen havde
forstøvet noget kunstig julesne ud over det, så det havde lagt sig som
hvide krystaller i det sorte. Han havde alt for lidt tøj på: en kort, sort
læderjakke, cowboybukser og et par gummisko.
Peter knælede ned og mærkede efter en puls, men vidste, det var for
sent. Ramses, der i live havde været en smuk idiot, altid til salg for en
lårkort pige eller hurtige penge, var stendød. Sikkert fordi der var, hvad
der lignede et udgangshul fra et projektil i hans ryg, hvor blod havde
farvet sneen en rustagtig rød. Han gættede på, at ægypteren var blevet
skudt forfra på klos hold, direkte ind gennem hjertet.
Han hørte en lyd og vendte sig om tids nok til at se kvinden fra nabohuset
– han genkendte den sorte dynefrakke – stå og vifte med armene
oppe på klinten. Hun formede en tragt med vanterne:
– Hej. Er det, hvad jeg tror, det er?
Han vinkede og nikkede. Hun begyndte nedstigningen.
– Bliv der, råbte han. – Der er ingen grund til, du skal se det.
Men hun var allerede halvvejs nede. Hun gled og tumlede, men hun
virkede ligeglad, selv om hun kunne brække halsen. Hun landede for
foden af ham, og han rakte uvilkårligt ud for at støtte hende. Det var
første gang, han så hende tæt på, og han havde svært ved at få øjnene
fra hende. Hun var på samme tid smuk og grim. Skønheden lå i hendes
øjne, der lyste i en svævende turkis med farven inddæmmet af en tydelig
sort ring; den lå også i ansigtsformens oval og i hårets farve, der var mørk
i mange nuancer mod kridhvid hud, selv om kun tjavser stak ud under
huen. Grimheden lå i det faktum, at hun så ud, som om hun kunne
besvime på stedet og lægge sig ved siden af liget. Hun var pinagtigt tynd,
15