Tre hundes nat SATS (alle vers).indd - Boghallen.dk

hele tiden i dette her hus. Hun nøs og frøs og hostede så meget, at hun
havde permanente smerter i brystet. Det var, som om det trak ind alle
vegne fra, og det føltes, som om hun gik på vat, så træt var hun. Hun vidste,
hun burde spise noget, men hver gang hun forsøgte, satte maden sig
helt oppe i halsen og blokerede for sulten. Hvis bare hun kunne sove lidt.
Men det gjorde ondt at ligge ned, og tanken om sengen fik alt i hende til
at stritte imod. Kun når hun var helt udmattet af søvnløshed, kunne hun
ignorere advarslerne og bare lægge sig og give slip. Hun var ikke udmattet
nok endnu, så hun tændte for tv’et. Der var nytårskoncert fra Wien.
Hun kunne godt lide musikken. Valsene fik det til at duve inden i
hende, frem og tilbage. Engang, før katastrofen, plejede hun at bruge
dansen som et frirum. Hun var ikke skolet; hun opfandt selv sine trin.
Men hendes krop var bestemt for dans, det var hun sikker på. Det var
ikke hendes levevej og havde aldrig været det. Det var bare en del af
hende som det at trække vejret eller sætte det ene ben foran det andet,
når hun gik.
Hun rejste sig, trukket op af valsen. Prøvende begyndte hun at danse
i takt til musikken. Nynnende og svajende snurrede hun omkring, op
på tå, ned igen, indtil hun næsten bragte sig selv i trance. Men hun var
for svag, og da musikken pludselig hørte op, og klapsalver bragede løs,
stod hun forpustet tilbage på gulvet i strømpesokker, mens det hele snurrede
rundt for hende. Pludselig var det ikke dansen i fjernsynet, hun så.
Pludselig var det brudstykker fra ulykken og alt det, der dengang havde
snurret hende rundt og rundt og rundt, indtil hun ikke længere vidste,
hvem hun var og hvorfor.
Hun slukkede for tv’et. Hjertet hamrede. Sveden piblede. Hun trængte
til frisk luft, selv om trætheden nu næsten var uoverstigelig.
Hun gik ud i gangen og klædte sig på i lag. Hun tog sin mobiltelefon
og puttede den i lommen for en sikkerheds skyld. Imens tænkte hun
på ham, Peter A. Boutrup. Han havde hilst på hende en dag, men hun
havde ikke hilst igen. Hun vidste ikke hvorfor, men måske var det bare
kræfterne, der ikke slog til.
Hun skulle til at vove sig ud i kulden, da hun opdagede, at han netop
havde lukket døren derovre og var på vej ud med hunden. Det var den
slags situationer, hun hadede, og hun blev vred indvendig. Hvad nu?
13