Erna og Ewan - Peecee.dk

1
5
10
15
20
25
30
35
40
45
Opgave 5, tekst 1
Erna og Ewan
Hans Otto Jørgensen
Ewan var en anelse pluskæbet, Erna en skønhed. De mødtes på Maritza 1)
og dansede tæt allerede under den tredje dans.
Ewan var mekaniker og udlært hos Opel i Svendborg, Erna stod i
forretning. Ewan havde egentlig altid syntes, det var lidt fjollet at sidde
på skødet af hinanden, men Erna lagde armene om halsen på ham og
satte sig til rette. Hun lo og det, hun gjorde med tungen – altså virkelig,
dét kunne han ikke stå for.
Han røg Cecil, og hun røg Prince, og så blev det jo sådan – hendes
stemme sprang en oktav i vejret – anderledes kunne det ikke være,
Ewan havde næppe set sig om, så blev han præsenteret for familien.
Erik Lykkes biler.
Det var i maj, Erna fnisede tøset og forsvandt hurtigt ud i køkkenet til
moren, og Ewan sad tilbage med sønnerne, fire på række, og den store
Lykke selv.
Det var første gang, de var væk fra hinanden. Ewan så længselsfuldt
efter huset, da sønnerne viste bilerne frem. Det var Scania Vabis. De
kørte langtur til Italien. Der var lige en til hver.
Moren kaldte og efter snapsen og silden, efter Erik Lykke havde haft
Ewan i enrum, og de fik ild på cigaren – Erna kom ind lidt efter med
kaffen – blev de unge installeret med servicestation på hovedstrøget i
selve byen.
De skulle have brændstof, jo, Lykkes biler, olieskift og eftersyn, og så
kom Tommy.
Det vil sige, først var han på vej, kun en tomme lang. Lykke kom og
gratulerede. Han sad med armen ud gennem det nedrullede vindue i sin
bil, Ewan stod ved tanken, tælleapparatet var slået fra, og Lykke gjorde
ham i utvetydige vendinger opmærksom på, at kigge efter andre piger,
mens hun var med rogn, det kunne han pinedød godt sige ham, det
skulle han holde sig fra.
Ewan blev tør i halsen, greb til baglommen efter tvisten, Lykke lo –
nej, nu skulle han alligevel høre den sidste – tonen var den samme som
før, og Ewan holdt sig i skindet.
At han så altid siden hen mente, det var hende, der havde forført
ham, ikke omvendt, det fik være, for i virkeligheden anede han næppe,
hvad han ellers skulle have stillet op med sit liv.
Erna vendte sig pludselig fra bordet, hun havde kvalme, strøg ud på
badeværelset og kom ind igen lidt efter, grå i ansigtet og uden appetit.
Ewan sad om aftenen og røg, fjernsynet var tændt, hendes humør var
så omskifteligt, syntes han, men så allerede en dag hen i august, kom
hun ud på værkstedet, bredere og med fønbølget hår, Ewan stod i
smøregraven, og så skulle han mærke.
Erna lagde hænderne på maven, og Ewan mærkede, lod hånden føre
– hér – hældede hovedet på skrå og lyttede, som om han lyttede til
noget inde i sig selv.
Han havde nok været noget af en charlatan, med anderumpe og sorte
Note:
1) Maritza: navnet på en populær danserestaurant

50
55
60
65
70
75
80
85
90
95
Opgave 5, tekst 1
laksko, men det lagde han af sig. Han havde spillet fodbold i 1909 2) , og
selvom han nu var blandt jyder, selvom det fynske endnu hørtes tydeligt
i dialekten, så havde han ingen favoritter. Han havde ingen absolut
mening om nogen ting. Ingen ambitioner. Det var de enige om. For fra
nu var det kun det forestående, der virkelig betød noget.
Erna sad i sengen på hospitalet og lakerede tånegle, da Ewan forsigtigt
trådte ind med buketten. Drengen lå i vuggen i lyseblåt, med lyseblåt
bånd om hånden, mens Lykke stod hos, stolt som en pave, med
fugtige øjne og spiste chokolader.
Fra den dag kunne Ewan ikke holde sig væk fra huset ret længe ad
gangen. Han fik noget ligesom sært uroligt over sig, så spørgende på
Erna, når hun og drengen havde været til undersøgelse i lægehuset, tog
den i småløb fra smøregraven via bilen ved tanken til kiosken og derfra
videre ind, når hun havde været et smut hjemme ved de gamle. Men
Tommy forstod at klare sig. Han blev målt og vejet, var af den robuste
slags. Som snydt ud af næsen på familien Lykke.
Først blev han bespist med pølser, is og sodavand og så allerede da
han fyldte fem, var han første gang på langtur med morbror Niels.
Han kom i skole, lærte både at skrive og regne på en studs. Han
fyldte sig med tv og tegneserier, åd mayonnaise og ristede løg på spegepølse.
Det gik slag i slag, og Ewan udviklede ligesom en egen sans for
kedsomhed.
Når han havde lukket tanken og sad i den svale aften med kutterlyde
fra fjorden, med sine krydsord i Dagbladet eller den svære i Jyllands-
Posten, følte han det alligevel så underlig tomt.
Når Erna efter maden ordnede sig med en pude i ryggen i sofaen, og
Tommy var ude med de andre – de så ham bogstavelig talt ikke – tændte
han for fjernsynet og lod verden passere revy, lukkede øjnene og glemte
lige så hurtigt igen.
Når Lykke kom på besøg, og det var mildt, satte de sig udenfor på
terrassen og drak en øl. Tommy kom farende. Ewan råbte efter ham – og
det var nok alt i alt hans bidrag til drengens opdragelse – om han ikke
engang kunne sige ordentlig goddag. Men Lykke skubbede maven frem,
tog i selerne, og drengen var ude igen, inden nogen havde talt til tre,
med tyve kroner til biffen.
Lykke slog på skulderen, lo sin hjertelige latter, han kendte nok til
livet. Mente kun, det var et sundhedstegn, det flyvske, for heller ikke
han havde nogensinde kunnet sidde stille.
Ikke et øjeblik heller.
Men det var også den sidste gang, de så ham rask.
Det var det med hjertet, det var oppe i tiden. Fed mad og den slags.
Og så bare fjorten dage efter drengens konfirmation – bom, sagde det –
så sad han i sin bil og var død.
Ewan duppede de trinde kinder i spejlet, prøvede Bac-stiften 3) under
armhulerne, forsøgte sig med læbestiften også – det var Ernas ting. Han
stod på kirkegården i sin frakke, foldede hænderne, hældede ligesom
igen hovedet på skrå og blev grebet af en egen mut alvorsfuldhed, som
aldrig siden fortog sig.
Tommy kørte langtur med fisk til Italien. Der kom flere biler, større
også, med sættevogn, og brødrene flyttede ud på Toften, uden for byen,
ud i det nye industriområde, med nye og større garager, egne mekani-
Noter:
2) 1909: Fodboldklubben B 1909 i Odense
3) Bac-stiften: deodorant

100
105
110
115
120
125
130
135
140
145
Opgave 5, tekst 1
kere, og Ewan stod tilbage med en stump tvist i baglommen på sin
kedeldragt og bare salg af benzin fra tanken.
Den evige transistor på værkstedet blev slukket. Ewan holdt op med
at ryge, fra den ene dag til den anden, og skiftede til joggingtøj om aftenen.
Det gled umærkeligt ned, i små doser, kun med begyndende søvnløshed
og en skyggeagtig fornemmelse af, at livet gled ham forbi.
De fik bygget udestue på halvdelen af terrassen. De havde kortaften
onsdag som sædvanlig med Herdis og Hannibal, fredag gik de til
badminton – det var noget nyt, de var begyndt på – og så fik de hund.
En cocker med bløde ører og bedende øjne.
Først kunne de ikke rigtig finde på et navn til den, enten syntes
Ewan, det lød for eksotisk, eller også syntes Erna, det var for almindeligt.
Men så pludselig en søndag, mens Ewan var efter rundstykker, så
var den der. Erna havde undfanget navnet. Carlos var det helt rigtige til
den hund.
Og ham gik Ewan tur med så. Om aftenen, når tanken var lukket. De
tog vejen ud forbi de ny garageanlæg, så på bilerne, der var flere end
tyve nu. Ewan vidste ikke helt, hvad han skulle føle, men nød alligevel
udsigten fra Toften over byen, fjorden og de røde tage, og gik hjem igen.
Han prøvede Bac-stiften, også flere gange. Han pudrede kinderne, forsøgte
sig med læbestiften. Men så holdt han op. Fik rejsning, når han var
alene i huset og stod i soveværelset i en af Ernas flortynde underkjoler og
strøg sig over maven med fingerspidserne og holdt så også op med det.
Erna og Ewan spillede femhundrede, de så Olsen-bandefilm på video,
spiste chips og holdt i hånd. Tommy var ellers flittig nok til at komme
og besøge dem, det var ikke dét. Han holdt med kølebilen udenfor på
vej til Italien. Carlos var ellevild, tog imod i entréen, og Ewan tog den i
småløb til bageren efter basser. Det var i begyndelsen. Men også i den
første tid efter Iris kom ind i billedet.
Iris var uddannet inden for kontor, rigtig en lille nipsting, som Erna
sagde. Ewan var overbevist om, at hun ikke brød sig om hende, plateausko
og synlig bh gennem blusen, men de diskuterede det ikke.
Carlos kunne godt lide Iris, og Ewan tænkte, det måske havde noget
med jalousi at gøre. Han vidste det ikke. Det var en tanke kun. Men så
var det pludselig, som om der blev længere mellem besøgene.
Erna sagde, de jo også havde deres at se til. De havde købt hus og gik
på arbejde begge to. Hun sukkede og satte sig i sofaen og kiggede nok
engang familiealbummet igennem, sad med Carlos og mindedes deres
første ferie på motorcykel til Harzen med Tommy i sidevognen. Hun
mindedes tiden med blevask, den første tand, fandt den i skuffen, den
første skoledag ...
Carlos lagde sig i fodenden, Erna lå allerede, Ewan sad endnu med
den svære, men den var også svær, faldt over en vits af Quist, klukkede
hen for sig, slukkede, og natten faldt på.
Men endnu i de sidste år, også efter tanken var lukket, tog han den
ofte i småløb fra kiosken til standeren, fra kassen med byttepengene til
den tomme hane på slangen. Han hældede hovedet på skrå, stod lidt
forundret, tørrede hænderne i tvisten og tog den med en pludselig
beslutsomhed i småløb tilbage, ind til hunden og Erna og de malede
tånegle i de bløde dyner i sengen.
(1996)