Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

aasentunet.no
from aasentunet.no More from this publisher
17.07.2013 Views

86 Skrifter i Samling II thi blev der Tale om noget Saadant, maatte jeg tilkjendegive, at dette ikke kunde være mit Ønske. Min pekuniære Uformuenhed, Mangel paa Bekjendtskab til et Liv i høiere Kredse, samt den skrækkelige Alder stod mig for Øie. Wergeland gjorde, som bekjendt, nylig det Forslag 1 , at man iblandt Konfirmanterne skulde udvælge dem, der kunde blive bekvemmest til at studere; men man bemærkede herimod, at det helst maatte overlades til den Dygtige selv «at bryde sig en Vei» for at blive Noget. Men hvorledes, maa jeg spørge, skal man «bryde sig en Vei», naar man ingen Verdens Ting har til at bryde den med? Man maatte da enten strax kaste sig i Fremmedes Hænder for at blive hjulpen; og det var ikke at bryde sig selv en Vei, idet man, uformuende til at gaae paa egne Been, blot lod sig lede og bære af Andre, dem til Uleilighed og sig selv til Ydmygelse. Eller ogsaa maatte man for at fortjene sig selv en Skilling paatage sig et eller andet Arbeide i en underordnet og lav Stilling, hvor ingen Dannelse til det paatænkte fremtidige Liv kunde erhverves; og førend den «Skilling», der kunde være til nogen Hjælp, var fortjent, vilde han allerede være saa gammel, at alt Haab var forbi; og saaledes gik det efter Ordsproget: Koen dør, medens Græsset gror. – Af hine Raadslagninger kom imidlertid intet videre ud, og jeg fulgte omsider hjem med G– og forblev længe hos ham. Jeg lærte her, ligesom ogsaa forhen hos H-, at kjende en meget elskværdig Familie, og blev derved meget bestyrket i mine Tanker, om hvor uskatteerligen herligt det Familieliv er, hvori den rette og sande Dannelse hersker. 1 I Morgenbladet 1841, nr. 4 (Wergelands skrivelse av 30. nov. 1840). Jfr. brev fra C. Schwach til rektor F. M. Bugge av 7. januar 1841 (Historiske Samlinger II, s. 211).

Skrifter i Samling II 3die August. Ved at kaste et Blik paa Boghandlingerne, finder man at en meget stor Deel af de Bøger, som i vore Dage udkomme, bestaar af Noveller, der for det meste indbefatte Kjærlighedshistorier. Heraf skulde man slutte, at den læsende Verden maa interessere sig meget for denne Gjenstand, og at der hos disse Læsere maa herske en mild, deeltagende, følsom Aand, som er istand til at sympathisere med Skribentens elskende Helt eller Heltinde, og tage inderlig Deel i deres Uheld, Modgang, Forfølgelse og Fortvivlelse, samt tilsidst ogsaa i deres Lykke, hvis nogen saadan forefalder. Man skulde ogsaa troe, at disse Skrifter maatte have en meget velgjørende Indflydelse paa denne læsende Mængde ved deres mægtige Paamindelser om at have Agtelse for Hjertets Stemme, for Menneskets helligste Følelser. Men jeg har altid bemærket, at denne Deeltagelse i eller Agtelse for Andres Kjærlighed kun da yttrer sig paa rette Maade, naar de elskende Personer enten ere langt borte, eller have været til for længere Tid siden, altsaa ere udenfor vor Synskreds; befinde de sig derimod indenfor vor Horisont, ere vi langt heller tilbøielige til at drive Spot med dette Kjærlighedens Væsen og kaste en eller anden «Smaasteen i Veien for samme». – Hvoraf kommer dette? Jeg har tænkt derover og finder især een eller ogsaa to nærbeslægtede Aarsager til samme. Den første er den almindelige, usalige Lyst til at finde Feil hos Andre, hvilken især er paafærde, naar de enten ere i en usædvanlig Sindsstemning, eller staae paa Veien til en virkelig eller indbildt Lykke. Den anden hermed nærforbundne Aarsag er ogsaa en af vore almindelige Arvesynder: Misundelsen, der saa ofte yttrer sig, uagtet vi sige det og troe det selv, at vi intet Misundelsesværdigt finde. Det er i dette Tilfælde ligesom naar vi tænke paa et lystigt Gjæste- 87

<strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> II<br />

3die August.<br />

Ved at kaste et Blik paa Boghandlingerne, finder<br />

man at en meget stor Deel af de Bøger, som i vore<br />

Dage udkomme, bestaar af Noveller, der for det<br />

meste indbefatte Kjærlighedshistorier. Heraf skulde<br />

man slutte, at den læsende Verden maa interessere<br />

sig meget for denne Gjenstand, og at der hos disse<br />

Læsere maa herske en mild, deeltagende, følsom<br />

Aand, som er istand til at sympathisere med Skribentens<br />

elskende Helt eller Heltinde, og tage inderlig<br />

Deel i deres Uheld, Modgang, Forfølgelse og<br />

Fortvivlelse, samt tilsidst ogsaa i deres Lykke, hvis<br />

nogen saadan forefalder. Man skulde ogsaa troe, at<br />

disse <strong>Skrifter</strong> maatte have en meget velgjørende Indflydelse<br />

paa denne læsende Mængde ved deres mægtige<br />

Paamindelser om at have Agtelse for Hjertets<br />

Stemme, for Menneskets helligste Følelser. Men jeg<br />

har altid bemærket, at denne Deeltagelse i eller Agtelse<br />

for Andres Kjærlighed kun da yttrer sig paa<br />

rette Maade, naar de elskende Personer enten ere<br />

langt borte, eller have været til for længere Tid<br />

siden, altsaa ere udenfor vor Synskreds; befinde de<br />

sig derimod indenfor vor Horisont, ere vi langt heller<br />

tilbøielige til at drive Spot med dette Kjærlighedens<br />

Væsen og kaste en eller anden «Smaasteen i<br />

Veien for samme». – Hvoraf kommer dette? Jeg<br />

har tænkt derover og finder især een eller ogsaa to<br />

nærbeslægtede Aarsager til samme. Den første er<br />

den almindelige, usalige Lyst til at finde Feil hos<br />

Andre, hvilken især er paafærde, naar de enten ere<br />

i en usædvanlig Sindsstemning, eller staae paa Veien<br />

til en virkelig eller indbildt Lykke. Den anden hermed<br />

nærforbundne Aarsag er ogsaa en af vore almindelige<br />

Arvesynder: Misundelsen, der saa ofte<br />

yttrer sig, uagtet vi sige det og troe det selv, at vi<br />

intet Misundelsesværdigt finde. Det er i dette Tilfælde<br />

ligesom naar vi tænke paa et lystigt Gjæste-<br />

87

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!