Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
Aa, om Forladelse! Jeg er saa vant til at sige «Du»
her iblandt Landsfolket.
AAMUND. Ja, kunde me inkje prøva aa segja
«Du» til kvarannan? Eg tykjer, d’er lettare aa tala
daa.
HERMANN. Aa – jo, – jo; det kunde nok gaa
an. (Afsides). Han er temmelig dristig.
AAMUND. Dat var nokot, som eg vilde tala um,
og eg veit inkje, kor eg skal koma med di; dat
kunde kanskje synast so, at dat var nokot djervt og
kanskje vanhøvelegt; men eg trur inkje, dat skal
vera nokot vondt i dat. Dat var fyre dat fyrste
berre eit Spursmaal.
HERMANN. Vær saa god! Jeg er ikke saa streng
paa det.
AAMUND. Du heve ei Dotter, som er her heime.
HERMANN. Ja, det er Inga, som du vistnok har
seet.
AAMUND. Eg heve talat med henne baade einn
Gong og fleire, men eg var inkje so hæv, at eg
kjende henne; eg visste inkje, kvat Manns Barn ho
var, fyrr en no nyst. Maa eg spyrja, um ho er forlovad?
HERMANN (afsides). Hvad kan det betyde? (Høit.)
J-Ja, om Forladelse, jeg er saa fuld af Tanker; –
nei, hun er ikke forlovet, saa vidt jeg veed. (Afsides.)
Det er bedst at være oprigtig, saa forsnakker man
sig ikke. (Høit.) Der var rigtignok talt om en Forlovelse
engang; men hun syntes ikke rigtig om det,
og saa blev der ikke noget av.
AAMUND. Eg maa segja, eg likar Gjenta so væl,
at eg tykst aldri hava likat nokot Kvende soleids
som henne. Og naar eg kunde vita, at dat var nokor
Von fyre meg, og dat inkje skulde vera for myket i
Vegen, so vilde eg fria til henne.
HERMANN (afsides). Nu skal vi høre. (Høit.) Det
kommer saa uventet, – jeg har ikke kommet til at
59