Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

58 Skrifter i Samling II
om dette. Der maa være kommet nye Omstændigheder
til. Dette der om «Hugen» og om «Hjarta»
forekommer mig at være nye Talemaader; det Verset
stod ikke i Visen, da jeg hørte den sidst. Men jeg
skal saamen ikke gjøre flere Skridt i den Anledning;
det er mig ikke saa forfærdelig meget om at gjøre,
og der kunde ogsaa være visse Fordele ved, at det
gik forbi. Den som ikke faaer, han slipper for at
takke. Og dermed skal den Sag være afgjort. (Gaaer
lidt tilside.)
TROND (ved sig selv). No kann du segja kvat du vil.
D’er alltid ei Gjenta te faa, men d’er inkje alltid ei
slik Jord te faa. (Gaaer).
ATTENDE SCENE.
Hermann. Aamund.
HERMANN (ved sig selv, idet han sætter sig paa Bænken).
Nu er det da altsaa forbi med den Plan, og det har jeg
da egentlig ikke saa meget imod. Hvis jeg skulde
flytte herifra, saa vilde jeg helst have Barnet med
mig, og saa kan hun jo faae sig en bedre Mand paa
et andet Sted. Men er det nu ogsaa vist, at jeg
skal forlade dette Sted? Jeg har ikke nogen Fred
paa mig, førend jeg faaer tale med Prokuratoren
selv; for jeg er ræd for, at den Klodrian kan have
misforstaaet ham.
AAMUND (ved sig selv, idet han kommer ind fra Gaarden).
Kvar heve dat daa vordet av denne Vækja, at eg
aldri kann finna henne atter? Inkje er ho heime, og
inkje er ho burte, og inkje er ho nokonstad. Hadde
eg endaa funnet Faderen, so trur eg, at eg vilde
taka dat paa Enkjemanns Viis og fria til Fa’ren
fyrst. – Sjaa, dar er han med same! (Til Hermann).
Tykk inkje paa dat; kanskje eg kjem til nokor
Uro?
HERMANN. Aa nei, jeg kan ikke sige det heller.
Det var kanskje noget, som du vilde tale om ....