Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
TROND. Eg fann han fyrr, en eg ventade, og eg
hadde endaa so nær vordet for sein; for han hadde
slik ei Hast paa seg, at dat var fælt.
HERMANN. Det var slemt, at han ikke skulde have
Tid til at skrive nogle Ord til mig. Men siig mig nu
nøie og tydeligt hvad han sagde om Brevene.
TROND. Han sagde, at dat er inkje rett til aa lita
paa med Jordi; for Ervingen heve endaa sin Rett
uspilt, og ifall han er nokot fyre seg, og han inkje
forseinkar seg elder gløymer nokot, so heve han
Vinningi.
HERMANN. See saa! Aa nei, han forsømmer sig
nok ikke. Men er du nu vis paa, at du forstod hvad
han sagde?
TROND. Ja, dat er eg viss paa; for han var baade
tyd og blid og greidde dat so væl aat meg, at eg
maatte skyna dat.
HERMANN. Naa! paa den Maade vil Sagen altsaa
ende med en Udkastelste. – Men imidlertid saa anseer
jeg dog ikke Sagen som afgjort endnu. Vi skal
nok nappes om det en Stund, førend jeg giver mig
tabt. – Men det er sandt: nu skulde vi have talt
noget nærmere om dette Giftermaalet; jeg har talt
om det med min Datter, og jeg tænker nok, at hun
føier sig; hun gav rigtignok ikke sit fulde Samtykke,
men jeg tænker dog, at det kommer.
TROND. Ja, men eg tykjer, dat er leidt aa bry og
plaaga Gjenta soleids. Naar inkje Hugen og Hjartat
vil dan Vegen, so vilde dat vera Synd aa lokka elder
nøyda henne til dat. I dan Saki maa ho hava sin
eigen Vilje.
HERMANN. Du har kanskee ikke saa megen Lyst
til det nu som før?
TROND. Dat var inkje fyre dan Skuld: eg kunde
vel hava Lyst; men eg heve tenkt meg um og sleget
dat ifraa meg, sidan Gjenta inkje likar dat sjølv.
HERMANN. See saa! Jeg havde just en Mistanke
57