Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

56 Skrifter i Samling II
OLAV. Ja, kunde detta lukkast, so vilde alt annat
laga seg av seg sjølv. Og dat kann eg segja deg, at
dat er Gjenta, som er havande; d’er dan snildaste
Ungdom, som kann ganga i tvo Skor. Ho er lik si
Moer, og dat var ei snild Kona; alt medan ho livde,
var han Hermann ein gild Mann; sidan heve dat
voret so ymist.
AAMUND. Eg vil hava ei Vissa, og dat paa Timen.
GUNNILD. D’er fyrst best. Ber fram Bøni di, so
høyrer du, kor dat stend til. Eg torer inkje segja
nokot, men eg tykjer, at eg heve ei god Von. (Synger.)
(Mel. Aa vil du ha’ meg, so skal du faa meg.)
1. No er dat Tid, at du Ordet nemner
og segjer berlegt, kor Hugen stemner;
og kvik og modig du vera maa,
dat vil ei Gjenta so gjerne sjaa.
2. Og lat so inkje all Voni fara,
um inkje Gjenta so braadt vil svara;
for slik ein Spurnad er alltid dryg,
og helst naar Vækja er ung og blyg.
3. Men hev’ ein fyrst fenget Rom i Barmen
so fær ein ogso eit Rom i Armen.
D’er stundom, ingen um Elsken veit,
og endaa er han baad’ varm og heit.
AAMUND. Takk skal du hava, og mest fyre dat
siste.
OLAV. Lat oss no giva oss ut or Vegen, eg seer
Mannen kjem gangande. (De gaae ud til Venstre.)
SYTTENDE SCENE.
Hermann. Trond.
HERMANN. Kom hid og lad os sætte os her; saa
er der ikke nogen, som forstyrrer os. Saa du traf
altsaa Prokuratoren?