Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

tale nærmere sammen en anden Gang; nu for Øieblikket
har jeg noget at udrette. Far vel, saalænge. (Gaaer).
AAMUND (alene). Ha, ha! Jau no kom dat annat
Maal i Bjølla. – Eg kann inkje annat segja, en eg
harmast, naar eg høyrer paa, kor Folk kann skjemma
og svivyrda Foreldri vaare, og me skal inkje hava
Lov te segja eit Ord imot. So var dat denne Gongen
ogso, og difyre fekk han no denna Sneidi. Han
er Son til ein Husmann paa ei Plasse-Bot, som heiter
Saudebakken; difyre skriv han seg Sauenbach. Han
var Krambudsvein nokre Aar og slog stort paa og
livde som ein Ranglefant med annan Manns Pengar,
og sidan kann dat vera mangt, som inkje eg veit um;
og inkje bryr eg meg um aa vita dat helder. Dat
vilde alltid vera so myket, at Folket her vilde hava
nokot te neisa han med, naar dei kom i Ordkast
med honom; og d’er væl dat, som han er rædd fyre.
Men han skal no inkje syta so myket fyre dat helder;
heve inkje nokon annan fortalt dat, so vil inkje
eg fortelja dat helder. Han skal inkje hava dat te
segja, at eg heve gjort Skade paa hans gode Namn.
FEMTENDE SCENE.
Olav. Aamund.
Skrifter i Samling II
OLAV. Aa so er du atterkomen paa same Staden.
Kanskje du heve voret inne og talat med Mannen sjølv.
AAMUND. Ja, eg heve talat myket med honom og.
OLAV. Ja so? Daa tenkjer eg mest, at de hava
voret Uviner.
AAMUND. Aa – ja, dat var nokot av baade Slagi.
OLAV. Dat var mi Von. For han plar vera slik;
han er so fælt strid sume Tider, men naar ein daa
berre stend imot og inkje giv seg, so plar han bogna
og gjera seg god atter.
AAMUND. Eg kunde mest merka dat. Men dat er
sant: eg heve endaa inkje spurt etter, kvat dat er
for andre Folk, som er her paa Garden. Dar skal
51