Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

50 Skrifter i Samling II
veed altsaa hele min Historie. Ja, saa faaer jeg nok
tale i en anden Tone. – (Høit) Jeg er bange for at
jeg har fornærmet Dem, og isaafald maa jeg da bede
om Forladelse. Men hør nu engang: jeg vil fremsætte
et vist Tilfælde ligesom til et Exempel. Dersom
De traf en indflyttet Mand i Deres Hjembygd,
og De saa vidste, at denne Mand paa et andet Sted
havde gjort adskillige Dumheder, som han dog siden
havde rettet paa og givet Opreisning for: hvad vilde
De da gjøre med den Historie? De vilde vel ikke
fortælle den til enhver, som vilde høre den?
AAMUND. Dat trur eg inkje, at eg vilde bry meg
med. Dat som han hadde gjort paa andre Stader,
dat kom inkje nokon ved i mi Heimbygd, og so
vilde dat vera gagnlaust aa fortelja dat; for dat vilde
berre vera ein Mann til Skade og ingen til Bate.
Men naar dat skulde høva so til, at dan Mannen
gjorde seg nokot for dryg anten mot meg elder
mine, so kunde dat væl henda, at eg vilde lata han
høyra, at eg visste dat; men ellest trur eg inkje, at
eg vilde gjera nokot vidare utav di.
HERMANN (afsides). Det er sandelig en bedre Karl
end jeg havde tænkt. (Høit). Det glæder mig meget
at høre, at De har en saadan Tænkemaade, og jeg
maa oprigtig bede om Forladelse for, at jeg ikke har
behandlet Dem, som jeg burde. De vil ellers let
indsee, at det maatte falde mig lidt fortrædeligt at
blive forstyrret i Besiddelsen af dette Sted, som jeg
nemlig nu havde anseet som min retmæssige Eiendom.
AAMUND. Dat kann eg slett inkje undrast paa.
HERMANN. Det vil altsaa være mig en Trøst, at
jeg har med en saa fornuftig Mand at bestille. Og
forøvrigt maa vel Sagen gaae Rettens Vei?
AAMUND. Ja, dat er væl inkje onnor Raad.
HERMANN. Jeg kan ikke sige noget derimod; enhver
maa jo staae paa sin Ret. Og forøvrigt faae vi