Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

AAMUND. Eg maa vist hava voret for myket framfus,
og so lyt eg beda um, at du inkje vil tykkja paa
dat. Og fyrst og fremst lyt eg beda, at du maa orsaka
meg fyre dat, at eg skræmde deg her i Dag;
for eg kunde slett inkje til dat: eg sat her og var so
full av Tankar, at eg inkje saag paa nokor Sida, og
daa du tok til aa syngja, so tykte eg, dat var so
godt aa lyda paa, at eg kom inkje i Hug te røra
meg fyrr en eg saag, at du var burte. Eg tenkjer,
du vardt myket rædd?
INGA. Nei, eg vardt inkje rædd, eg berre kvakk
ein liten Grand. Men dat var styggare av meg, at
eg skulde røma undan soleids, liksom ein skulde vera
rædd alle dei som ein inkje kjenner.
AAMUND. Nei, dat var inkje te undrast paa. Men høyr
no: d’er so leidt, naar ein slett inkje veit nokot um
dan som ein talar med; eg heve endaa inkje fenget
vita, kvar du er ættad ifraa, elder kvar du heve Folket
ditt.
HERMANN (udenfor Scenen). Inga! Inga!
INGA (hastigt). Du skal snart faa vita dat. (Løber ud).
AAMUND (ærgerlig). Nei, d’er daa reint som dat var
forgjort likevæl; d’er som dei skulde vera samstelte
alle ihop. – Men, dat maa vist vera so, at ho tenar
her paa Garden. Aa ja, so skal me væl finnast atter.
(Gaaer til Venstre).
TOLVTE SCENE.
Hermann. Inga.
Skrifter i Samling II
HERMANN. Han er altsaa borte. Men hvad Slags
Kjendskab er det, du har med denne Person, at du
kan gaae saaledes og snakke med ham?
INGA (forlegen). Eg veit inkje dat minste um han,
annat en ho Gunnild sagde, at dat var ein av Kjenningarne
deira.
HERMANN. Saa du veed ikke hvad Menneske det
er, og endda kan du snakke saa fortrolig med ham?
45