Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

26 Skrifter i Samling II
ikke første Gang, at sligt hænder; det gaaer nu saa
op og ned med Folk i Verden.
INGA. Ja, men eg tykjer d’er no so morosamt,
eg, til aa fylgja Bonde-Visi; daa kann ein hava Sellskap
baade stødt og stendigt, og hava Kjenningar i
kvart einaste Kot i heile Sokni. Og Folket synest
eg, er slett inkje lastande; for dei er baade snilde og
vituge og veit væl kor dei skal gjera Folk til Vilje,
naar ein berre kjem i Kjendskap med dei.
HERMANN. Aa ja, du har ikke Adgang til at see
noget bedre; derfor synes du, at det er altsammen
vel. Men siden du nu er saa vel fornøiet med denne
Skik, saa synes jeg netop, at en Mand som Trond
kunde ikke være at foragte. Imidlertid vil jeg for det
første kun bede om at du maa være høflig imod
ham og ikke vise ham saa tvert ifra dig; for Resten
behøver vi jo ikke at haste med Afgjørelsen. –
Men nu maa jeg hjem for at see, hvad der er at
udrette. (Gaaer.)
INGA (alene). Jau dat seer hugnadlegt ut! Men dat
kann no endaa vera, naar dat inkje er verre. Eg lyt
no prøva og tala snildt med honom, sidan han Far
vil dat; men eg hadde no større Hug te segja Meiningen
reint ut. – Nei, eg heve seet ein Gut i Dag:
dat var annat Slag; eg tykjer, eg berre lengtar, at
eg skal sjaa han atter. Men, – eg veit inkje eingong
kvar han er ifraa, og dess mindre nokot annat.
(Gaaer.)
FEMTE SCENE.
Aamund. Siden Inga.
AAMUND. Aa, so skulde eg daa vera so lukkeleg,
at eg skulde koma atter paa desse Tufterna og sjaa
atter gamle Fødestaden endaa ein Gong! Her kann
eg segja, at eg kjenner meg atter paa alla Sidor:
Fjorden og Strandi, Liderna og Fossarne og Fjellgarden
rundt i kring, – altsaman er gamalt Kjend-