Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

24 Skrifter i Samling II
naturligviis talt med dig selv ogsaa, og hvad har du
da svaret ham?
INGA. Eg heve svarat, at eg vil inkje hava han.
HERMANN. Ja, men det var stygt af dig, det
skulde du ikke gjøre. Det er denne Bondeviis, du
har vant dig til, nemlig at sige alting saa beent frem
paa en eneste Gang. Om det nu ikke var saa ganske
efter dit Tykke, saa skulde du alligevel have snakket
høfligt og for Exempel sagt, at du behøvede Tid til
at betænke dig eller noget sligt.
INGA. Ja, men dat veit eg daa inkje, kvat dat
skal vera til, at ein skal fara so og gjøla fyre Folk,
naar ein inkje meiner nokot med di.
HERMANN. Ja, seer du: der er mangt, som man
ikke skjønner i Ungdommen, men siden kommer det
dog med Aarene; blandt andet lærer man, at et
godt Udkomme er dog altid det fornemste i Verden.
Da jeg for nogle Aar siden holdt op med Landhandleriet
og flyttede hid, meente jeg, at alting nu
skulde gaa saa fortræffeligt, men det har desværre
ikke gaaet saa godt, som jeg tænkte; det gaaer til
Atters, eller rettere sagt, det gaaer tilbage. Naar vi
nu kunde komme i Forbindelse med en Mand, som
eier noget, saa kunde vi snart oprette de faldne
Sager og være lykkelige paa alle Sider. Og derfor
synes jeg, at dette Tilbud ifra Trond ikke er saa
ganske at foragte; det kunde hænde sig, at vi vilde
angre paa at have forkastet det.
INGA. Men kunde dat inkje ogso henda, at me
vilde angra paa, at me hadde teket imot dat?
HERMANN. Naa, du vil ogsaa være klog! – Aa
jo, det kunde kanskee være muligt, men det er dog
ikke saa sandsynligt. Jeg veed nok, hvad du tænker
paa; det er denne Ungdommens sædvanlige Drøm:
man tænker, at det skal gaae til ligedan som i disse
Æventyr og Kjærlighedshistorier, som man hører;
man gaaer og venter paa, at der skal komme en for-