Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

152 Skrifter i Samling II
Glosimot for at opsøge den Mand som Landstad
havde anbefalet mig til; her maatte jeg traske opad
en brat Bakke, og da jeg endelig kom op til Stedet,
var til min store Ærgrelse Manden borte; dog ven
tedes han hjem om Natten. Familien bad mig med
særdeles Venlighed at slaae mig til Ro, indtil han
næste Dag kom hjem, som jeg ogsaa gjorde. Om
Morgenen var Manden hjemkommen, og jeg blev tilladt
at opholde mig her, saa længe som jeg ansaae
det fornødent.
Sillejord er en vakker Egn; især har den Dal, som
løber i Vest fra Kirken et meget venligt Udseende.
Det dybeste af denne Dal bestaar af en lang Flade,
der har en usædvanlig Jævnhed og er fordetmeste
opdyrket til Ager og Eng. Bakkerne paa begge
Sider ere bevoxede med Løvskov; høiere op begynder
Fureskoven. Paa Solsiden er en tæt Række af
Gaarde. Kirken, som er en liden Steenbygning, ligger
ved Enden af Sillejordsvandet; et Stykke i Øst
for samme ligger Præstegaarden omgiven af tyk Løvskov.
I Nord for Bygden er det mægtige Skorvefjeld,
hvis vidtstrakte Høider række langt op over Skovgrændsen;
høie Fjelde sees ogsaa paa Østsiden. Enkelte
smaa Gaarde ligge meget høit paa Fjeldsiderne.
Jorderne synes at være veldyrkede og der forekommer
store Stykker Hvileland. En antikvarisk Mærkelighed
er det, at der paa Sletterne i Vest for Kirkebygden
ligge en Mængde Gravhøie, hvilket ellers er
temmelig sjeldent i Fjeldbygderne.
Her som overalt i de sydlige Egne bruges blot
Tømmerhuse, hvorimod Stavhuse ere ubekjendte.
De saakaldte «Utloft» eller «Bur» have her den
samme besynderlige Skikkelse som i Sætersdalen og
østre Raabygdelaget, idet den øverste Høide eller
Etage er næsten dobbelt saa bred som den nederste.
Røgstuer synes at være ubekjendte; derimod have
Stuerne sin «Aare» med lige opgaaende Skorsteen,