Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
133
den Nøgne klædt. Men dette være ikke sagt til Forsvar
for Ærgjerrigheden i sin almindelige Bemærkelse;
– jeg for min Deel sætter mig ikke noget
glimrende Maal, og befinder mig heller ikke vel ved
denne Offentlighed, som bemærkes og bekiges fra
alle Sider og bringer Folk til at vente mere af os,
end vi kunne opfylde. – Lykkelige ere de, som for
det Første have et Hjem, som de kunne kalde deres
eget, og befinde sig vel i dette Hjem, og som dernæst
nyde deres Omgivelsers Agtelse og Kjærlighed,
og forresten ere saa uafhængige som Mennesket kan
være det. Men denne Lykke skulde jeg have anseet
mig tilfredsstillet om jeg kunde opnaae den; i denne
Agtelse og Uafhængighed skulde jeg have sat min
høieste Ærgjerrighed.
Men Tiden og Rummet, som i det Hele ere saa
store og saa uendelige, have dog i det Enkelte sine
Grændser; og saaledes minde de ogsaa om at gjøre
en Ende paa disse Bemærkninger. Skulde Nogen tilfældigviis
komme til at læse dem, vil han maaskee
synes, at de ere lidt svulstige og indbildske, og at
de gjerne kunde været udeladte. Man gjør ham derfor
opmærksom paa, at de ere skrevne af et gammelt
Barn, som endnu ikke har opnaaet Klarhed og
Fasthed i sine Meninger, og som, i Harme over sin
Barndoms Langvarighed, ofte fristes til at paatage
det dristige ræsonnerende Sprog, der kun passer sig
for modnere Anskuelser; ligesom vi ofte see Børn at
paatage sig en alvorlig og vigtig Mine, som om de
vare gamle Mænd. Vel synes Angjældende at bemærke
en og anden Forandring til det Bedre; men
han føler ogsaa, at det dermed gaar bedrøveligt
seent; og dette forvolder ham megen Misfornøielse.
Man har et Ordsprog om Schwaberne i Tydskland,
at de først opnaae sin fulde Forstand, naar de ere
40 Aar gamle; og just ligedan synes det at ville
blive med Forfatteren af disse Bemærkninger.