Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
Noget, som laae paa hans Samvittighed, men derom
kom det ikke til nærmere Forklaring. Han vedblev
kun at beklage sin Sjæls ulykkelige Forfatning, og
fortalte under Graad og Taarer, at han altid sørger
og græmmer sig derover og veed ingen Trøst at
finde, hvorfor han vilde spørge mig, skjønt fremmed
og ubekjendt, om jeg ikke vidste noget Raad at give
ham. Jeg sagde, at det var mig vanskeligt, da jeg
slet ikke kjendte til hans Anliggender, og at jeg
ikke vidste andet at raade ham end at han for det
Første skulde søge Omgang med gode og forstandige
Mennesker, hvorefter jeg, da det allerede var
langt paa Aften, tog Afsked med ham. Den omtalte
Mistanke om Drukkenskab gjorde, at dette Optrin
ikke rørte mig saa meget, som det ellers vilde have
gjort; thi jeg tænkte nok paa, hvor nær Fordærvelsens
Vei ligger os, og hvor meget de ere at beklage,
som, efterat være komne ud paa samme, vel kaldes
tilbage af en indre Stemme, men nu see sig forskudte
af dem, som alene kunde styrke dem i den
bedre Beslutning. Man bør vel ikke have Omgang
med de Slette, men man bør heller ikke bortstøde
dem, saafremt der endnu er Glimt af Haab; man
bør tænke: «Hvad du er, kunde jeg have været.»
Det blev ikke Alle givet at faae en Opdragelse, som
kun indprentede Dyd og Orden; det blev heller ikke
alle givet, at leve i gode Forholde, at faae sine
naturlige og billige Ønsker opfyldte, og at undgaae
det hvorved Lidenskaberne sættes i voldsom Bevægelse.
Hvor mange Mennesker maae ikke paa Forvildelsernes
Vei indsamle den Viisdom, som de forud
skulde have; hvor mange af os maae ikke udholde
en stedsevarende Kamp for at forhverve sig den
Dyd, som Andre have faaet for Intet? Man beklage
den Faldende, men man fordømme ham ikke; vi see
Menneskenes Handlinger, men vi see ikke, hvad der
drev dem dertil.
127