Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

126 Skrifter i Samling II
havde været Huuslærer. Manden maa nok have tænkt
paa Grundlovens Ord: «Embedsmænd, som i Naade
afskediges, beholde deres forrige Titel og Rang;»
men da nu Rummet paa Billetten var forlidet til
Titelen, skrev han derpaa blot «Lærer». Jeg saae
ikke, om han skrev ligedan paa Passageerlisten;
gjorde han det, saa paraderer nu formodentlig mit
Navn i Trondhjems Aviser iblandt de afgaaede Passagerer
med denne besynderlige Titel. Jeg synes kun
lidet om baade den kortere og den længere Titel af
dette Slags, og er glad ved at blive den kvit; det
Begreb, som den udtrykker, forekommer mig at
maatte vække Had og Modvillie hos nærmeste
Vedkommende,
og det af den simple Aarsag, at Menneskets
naturlige Lyst til Frihed ikke taaler anden Belærelse
eller Lære end en venskabelig Underretning,
som gives leilighedsviis og uden nogen Slags Myndighed.
Da jeg denne Aften endelig kom tilbage fra en
Vandring til det øverste af Byen, mødte jeg i en
Gade en ung velklædt Mand, som hilsede mig venlig
og bad om at faae tale med mig. Han sagde,
at han havde været med paa Dampbaaden, hvor
han havde set mig og havt Lyst til at tale med
mig, skjønt vi ikke kjendte hverandre, men at han,
som han udtrykkede sig, dengang havde følt sig
«for stor til det». Han forklarede, at han var meget
ulykkelig og en stor Synder, som søgte Trøst, men
ikke vidste at finde den hos noget Menneske. Jeg
mindede ham om, at der, naar Menneskenes Trøst
svigter, dog endnu er en Trøst for os, som vi ikke
skulde forsømme at henvende os til. Dette syntes
kun lidet at berolige ham, og det sluttede jeg forud;
thi jeg vidste, at der gives Tilstande, hvori Trøsten
af et høiere Væsen kun synes at kunne meddeles os
ved Mennesket. Imidlertid syntes jeg at bemærke
at han havde drukket lidt; dog maatte der vist være