Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
Personer og holdt sig mestendeels paa det
bagerste af Dækket, eller «paa Samfundets Høider»,
som Hr. Pastor B– engang behagede at kalde det.
Denne sidstnævnte Mand fik jeg nu heldigviis flere
Gange Anledning til at tale med. Han yttrede sig
over forskjellige Gjenstande med den dybe Følelse,
hvorved denne Mands Ord virke saa kraftigt paa den
som hører ham. Han henledede tilsidst Samtalen paa
mine egne Anliggender, raadede mig til at gaae frem
med mere Dristighed end hidtil, og forestillede mig,
at jeg ikke, af Frygt for at begaae Feil og blive
dadlet, burde afholde mig fra et eller andet Foretagende,
hvorved jeg formodentlig kunde gjøre Nytte
og vinde Anseelse. Han forelagde mig, til min Forbauselse,
en Plan, som jeg selv i mange Aar har
havt, skjønt jeg, saavidt erindres, ikke har yttret
mig derom for Nogen. Men den Samtale, hvori disse
Punkter forekom, var desværre vor sidste; thi i Havnen
Beian paa Ørlandet, et af Dampskibets Anløbssteder,
forlod denne Mand Fartøiet, for derfra at begive
sig til sit Bestemmelsessted.
Ørlandet er ved sin naturlige Beskaffenhed et Særsyn
paa den vestlige Kyst, forsaavidt jeg har bereist
samme; det vil sige, mellem Bergen og Trondhjem.
Det er nemlig saa lavt at det i Frastand seer ud
blot som en lang Traad eller Stribe og derhos aldeles
fladt og jævnt, uagtet sin betydelige Vidde. Den
meste Ujævnhed derpaa er de Huse og de Tørvstakker
som ere udspredte over samme. I den østligste
Ende af denne Slette ligger det historisk bekjendte
Østerraad, et Herresæde med en næsten idealsk
Beliggenhed; thi en Gaard med jævne Marker
og Enge, som hælde mod Middagssolen, med en
Bugt foran og et Bjerg bagenfor, er et saadant Sted,
som jeg i mine Drømme ønsker mig til et Hjem. –
Efterat være kommen ind i den egentlige Trondhjemsfjord,
seer man ogsaa paa Nordsiden et meget skjønt
115