Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

112 Skrifter i Samling II
ogsaa Land, naar man ikke er kjendt andensteds).
Men den ene af disse var uheldigviis den Fornemste
af alle Fornemme i Distriktet, og saaledes kunde jeg
ikke vente nogen videre Fornøielse af dette Landsmandsskab;
og den anden syntes meget indesluttet
i sig selv og greben af de Betragtninger, som en
lang Reise, fra Venner og Bekjendte til lutter vildfremmede
Mennesker, giver Anledning til. En pyntelig
Mand af et militært Udseende gav sig i Tale med
mig, og jeg erfarede, at han var en Underofficeer og
kaldte sig Remmem. «Her,» tænkte jeg, «træffer jeg
dog en Mand, som ikke er høiere paa Straa, end at
han vel kan tale med mig; thi der er vel ikke Mange
iblandt de Høiere, som vilde tage ham i Beslag, eller
see mistænkeligt paa, at han nedlader sig til Omgang
med Folk af de lavere Klasser.» Men uheldigviis erfarede
jeg, at denne artige Mand ikke agtede sig
længere end til Molde, og saaledes var Haabet om
videre Fornøielse af dette Bekjendtskab strax tilintetgjort.
Mennesket har sædvanlig altid Lyst til at
meddele sig til Andre, og denne Lyst er ikke mindst
hos mig; men der gives Stillinger og Forholde, hvori
man nødes til enten at meddele sig til dem, man
ikke vilde, eller ogsaa indeslutte alle sine Tanker i
sig selv; og denne Tilstand udøver en bedrøvelig
Indflydelse paa Sindsstemningen.
Efter en kort Standsning i Havnen ved Molde, fortsatte
Dampfartøiet sin Vei nordefter. Jeg blev forbauset,
da man i Nærheden af Bu (eller Boe som det
skal skrives) satte Stævnen lige ud paa Havet, og
først efterat være kommen et langt Stykke udenfor
alt Land syntes at ville holde langs med Kysten.
Denne Fart paa det aabne vilde Hav vedvarede
siden næsten den hele Dag. Søgangen var rigtignok
ubetydelig, men derimod blæste den hele Tid en
meget stærk Nordenvind, som forsinkede Skibets
Fart, og gjorde, at dette Havstykke, som skal være