Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

aasentunet.no
from aasentunet.no More from this publisher
17.07.2013 Views

102 Skrifter i Samling II nyde den tilkjæmpede Rolighed og Glæde. Og Dyden selv, hvor slet er ikke ofte dens Skjæbne! Løgnen og Ondskaben seirer, Uskyldighed forhaanes, forfølges og undertrykkes. Hvor mange tusinde Ulykkelige have ikke med bævende Barm og bristende Øie vendt sig op mod Himlen, bedende om Retfærdighed og Sandheds Aabenbarelse? Og alt dette skulde den Retfærdige lade gaae hen uden videre? Nei, om endog Løn eller Straf efter menneskeligt Begreb aldrig var til, Ret og Sandhed maatte dog være til. Og altsaa er en Udødelighed for Mennesket nødvendig; den maa være virkelig. Og derom have Menneskene, endog før Kristendommens Sol gik op, fundet sig overbeviste; derved have de styrket sig i Livets og Dødens Kamp. Tanken om samme bragte Nordens Kjæmper til leende at gaae Døden imøde, og Sydens Viismænd til at henrives af Fryd over Gjensamlingen med «dem, de havde elsket og agtet». Den begeistrede de senere Tiders store Aander; det var ikke Fordom, ikke blind Hengivenhed til det Herskende, som ledede dem; nei, det var dyb og alsidig Granskning, mod hvilken vore Tanker ere som Myg om en Elefant. Lad os da ikke tænke formeget om vor egen Viisdom. Hvorledes Tingene skal blive, er os ikke givet at besvare; det nærværende Hefte af vort Livs Historie indeholder kun Gaaden, i det følgende vil Opløsningen findes, skreven med straalende Bogstaver og adspredende alle Mørkhedens Skygger. Til Høimesse indfandt jeg mig i Nykirken, hvor Hr. Arentz 1 prædikede over Dagsevangeliet, der indeholder Lignelsen om den utroe Forvalter. Til Aftensang var jeg i Korskirken, hvor en Klokker (Qvislin?) 1 Peter Arentz (1784-1855); fra 1837 residerende kapellan til Nykirken.

Skrifter i Samling II prædikede. Disse Taler kunde nok kaldes gode, men forekom mig dog at være af mindre Værd, end de som jeg hørte sidste Søndag og Fredag (Daae og Reimers), og jeg erindrer heller ikke noget af dem. Jeg var to eller tre Gange til N-s Gaard, men han var ikke hjemme, hvilket jeg meget beklagede, da jeg nu kun havde to Dage tilbage af mit Ophold i Byen, og mit Ærende hos N– maaskee turde være det vigtigste, skjønt det i Grunden kun var det samme som hos S– og H-, men disse Herrer vare altid overlæssede af Forretninger og egne Anliggender. 103 9de August. «Naar mit Sind engang stilles efter sin lange, urolige og vilde Gjæring, og Forstanden engang efter tusinde Forvildelser kommer til en renere og bedre Anskuelse af Tingene i Verden, da vil en lykkelig Tid begynde.» Saaledes har jeg ofte trøstet mig selv; men denne «lykkelige» Tid seer endnu ud til at være langt borte. Mit Indvortes er endnu, som det altid har været, et stormende Hav, en vild og brusende og kogende Hvirvel af alleslags Tanker og Ønsker. Sindet tumler saaledes rastløst omkring; det søger et eller andet glimrende Punkt at holde sig til og dreie sig om. Det hefter sig med etslags poetisk Tilbedelse ved det Ædle og Skjønne og Herlige i Verden; det føler sig mægtigen tiltrukket af det Ypperlige i Aandens og Forstandens Rige; det drives undertiden af en stærk Længsel efter det Lys, som hersker i høiere Samfunde, af en inderlig Hunger og Tørst efter de aandige Nydelser, som gives der, hvor man kjender Verdenslivet, og veed at samle dets Blomster; – medens det paa den anden Side hader Verdens Glimmer, elsker Naturen og det Naturlige, og optændes af brændende Harme, hvergang den Ringe behandles med Myndighed af den Mæg-

<strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> II<br />

prædikede. Disse Taler kunde nok kaldes gode, men<br />

forekom mig dog at være af mindre Værd, end de<br />

som jeg hørte sidste Søndag og Fredag (Daae og<br />

Reimers), og jeg erindrer heller ikke noget af dem.<br />

Jeg var to eller tre Gange til N-s Gaard, men<br />

han var ikke hjemme, hvilket jeg meget beklagede,<br />

da jeg nu kun havde to Dage tilbage af mit Ophold<br />

i Byen, og mit Ærende hos N– maaskee turde være<br />

det vigtigste, skjønt det i Grunden kun var det<br />

samme som hos S– og H-, men disse Herrer<br />

vare altid overlæssede af Forretninger og egne Anliggender.<br />

103<br />

9de August.<br />

«Naar mit Sind engang stilles efter sin lange, urolige<br />

og vilde Gjæring, og Forstanden engang efter<br />

tusinde Forvildelser kommer til en renere og bedre<br />

Anskuelse af Tingene i Verden, da vil en lykkelig<br />

Tid begynde.» Saaledes har jeg ofte trøstet mig<br />

selv; men denne «lykkelige» Tid seer endnu ud til<br />

at være langt borte. Mit Indvortes er endnu, som<br />

det altid har været, et stormende Hav, en vild og<br />

brusende og kogende Hvirvel af alleslags Tanker og<br />

Ønsker. Sindet tumler saaledes rastløst omkring; det<br />

søger et eller andet glimrende Punkt at holde sig til<br />

og dreie sig om. Det hefter sig med etslags poetisk<br />

Tilbedelse ved det Ædle og Skjønne og Herlige i<br />

Verden; det føler sig mægtigen tiltrukket af det<br />

Ypperlige i Aandens og Forstandens Rige; det drives<br />

undertiden af en stærk Længsel efter det Lys,<br />

som hersker i høiere Samfunde, af en inderlig Hunger<br />

og Tørst efter de aandige Nydelser, som gives<br />

der, hvor man kjender Verdenslivet, og veed at samle<br />

dets Blomster; – medens det paa den anden Side<br />

hader Verdens Glimmer, elsker Naturen og det Naturlige,<br />

og optændes af brændende Harme, hvergang<br />

den Ringe behandles med Myndighed af den Mæg-

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!