VENNER MØDTES EVALUERING FYSIOTERAPI FINGRENE VÆK

sin pulsåre over. Vi sad hver dag hos
ham i kapellet i Slagelse, inden han blev
bisat fra Ålholm Kirke i Valby, hvor 100
mennesker deltog i hans bisættelse. Nu
hviler han på Rødovre kirkegård.
Et liv med mange hvis’er
Om vi så det komme? Nej - det sidste vi
kunne forestille os var, at Andreas kunne
finde på at tage sit eget liv. I dag er
vores liv fyldt med en masse hvis’er. Hvis
og hvis og hvis. Hvis nu han havde haft
sin bil og kunne køre ud og besøge sine
fire søskende, venner og familie. Hvis nu
han havde haft en anstændig økonomi
(han havde kun ca. 800 kroner til mad,
hygge og transport ud af sin laveste
kontanthjælp). I det sidste møde, han
havde med Sorø Kommune, spurgte han:
Har I ikke bare et eller andet, jeg kan
foretage mig? Svaret var nej!
Som Andreas’ forældre tog vi både
ud på jobcentret og til borgmesteren
omkring hans tragiske død. Hans historie
blev udgivet i et lørdagstillæg i Ekstra
Bladet, for vi kunne bare ikke rumme,
at vores dejlige dreng skulle glemmes,
gemmes og bare være et nummer i
rækken. Hele Andreas’ familie, alle hans
venner – ja helt fra Japan kom en kammerat
for at besøge Andreas gravsted.
Pas godt på jeres unge
Vi savner ham dybt ind i vores hjerte og
sjæl. I disse tider, hvor der i den grad
skal spares overalt og helt ind til benet,
vil jeg sige: Pas godt på jeres unge som
må kæmpe med et handicap hver eneste
dag. Find jer ikke i noget. Råb så meget
som I nu magter. Vi var alt, alt for flinke
og høflige. Dem, som skulle hjælpe
Andreas, svigtede ham i den grad, og
han endte med bare at blive en udgift
mindre.
Vi vil begræde tabet af Andreas i
resten af vores liv. Jeg vil til slut takke
Spastikerforeningen for alt den støtte og
hjælp, som vi gennem 20 år har modtaget.
Jeg lovede en nær ven af os og
Andreas, Kurt Agensø, at jeg ikke ville
vie resten af mit liv til at skrive Andreas’
historie, men her i bladet syntes jeg,
den skulle skrives.
Spastikeren 3/2012
29