Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

Cursiv nr. 1, 2006
Omsorg og sundhedspædagogisk kompetence
sken lader sig rive med eller styre af egne følelser, og selv følelsesmæssigt eller personligt
bliver optaget af, hvad der foregår. På den anden side en tendens til at ty til
ekspertvælde og bedrevidenhed ved at betragte en sundhedsproblematik udelukkende
på det generelle plan eller ved at være for overbeskyttende, som en måde at
distancere sig til personen eller målgruppen på. Med denne ontologiske omsorgsrationalitet
ser jeg dog kun begrænsede (etiske) muligheder for at udfordre kvaliteten
i et sundhedspædagogisk arbejde.
Det er i dag nødvendigt at diskutere kompetencespørgsmål i forhold til at skabe forudsætninger
for at kunne indgå i professionelle omsorgsrelationer eller sundhedspædagogiske
relationer. Sundhedspædagogisk set er målet at etablere en intenderet
kommunikation, der inkluderer læreprocesser, der fremmer sundhed. Med blik for
omsorg er det spørgsmålet, hvilke kompetencer, vi kan forvente, at den professionelle
sundhedspædagog besidder eller udvikler. Hvilken form for pædagogisk kompetence
betinger, at sundhedspædagogen kan møde målgrupper gennem sig selv,
med egne omsorgsmotiver og sundhedspædagogiske intentioner, og tage udgangspunkt
i målgruppens værdier? Ofte opstår en modsætning mellem på den ene side
omsorg og på den anden side en sundhedspædagogisk indsats, og derfor må en afklaring
af begge sider kunne finde sted. Hvis den professionelles intention er kontrol
og omsorgsmotivet er tillid for at kunne gennemføre kontrollen lider pædagogikken
’skibbrud’. Ses omsorg derimod som kvalitet i sundhedspædagogisk praksis
i forhold til at kunne etablere tillid, forståelse og bekræfte en form for omverdensafhængighed,
kan der tales om sundhedsfremmende kommunikation. Sundhedspædagogik
er i visse forskningsmiljøer defineret med et mål om at udvikle et menneskets
handlekompetence, og dette mål fordrer deltagelse (Jensen, 2004; Schnack,
1998). En kvalitet ved deltagelsen er en omsorg, der sandsynliggør en dialog om
sundhedsmæssig viden og værdier og sigter mod, at det enkelte menneske lærer
noget og udvikler sig i forhold til at skabe forandringer i og omkring et sundere liv.
Omsorg bliver derved en forudsætning for, at den sundhedsprofessionelle opnår den
kvalitet i den sundhedspædagogiske relation, hun/han ønsker, men omsorgen er
ikke tilstrækkelig for at opnå læring, personlig udvikling eller forandring i en
sundhedsfremmende retning.
Omsorg, i betydningen kvalitet i sundhedspædagogisk praksis (og ikke et mål i sig
selv), kræver den sundhedsprofessionelles evne til at kunne skifte blik mellem sine
egne måder at handle på og andres måder at handle på. Denne evne til ’smidigt blikskifte’
er Thyssens definition på dannelse (Thyssen, 2004). Det er gennem blikskiftet,
at viden, værdier og normer konstrueres, og der er brug for produktion af viden og
normer koblet til særlige måder at håndtere sundhedspædagogiske aktiviteter på,
hvis både omsorg og andre forventninger til god sundhedspædagogik skal effektu-
93