Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

92 Karen Wistoft
Cursiv nr. 1, 2006
pædagogik, hvorimod det er et ’must’ for de fleste, at sundhedspædagogisk praksis
bygger på tillid og indeholder omsorg for børnene. Konkret viser værdier sig gennem
sundhedsplejerskernes faglige diskussioner om, hvorvidt man overhovedet kan
tale om omsorg som professionel pædagogisk dimension i skolesundhedsplejen.
Mange vurderer evnen til at yde omsorg som en professionel kompetence, og især
når det handler om at skabe eller fastholde tillid og fortrolighed til et barn eller en
familie, bliver omsorg diskuteret som et mål i sig selv eller en absolut værdi.
Omsorgsaspektet ses dermed som grundlag for dialog og udtrykkes som en „kerneværdi“
i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde med børn og unge.
Konkl onkl onklusi onklusi
usi usion usi on
En hverdagssemantik om omsorg kan dække over en bred vifte af betydninger, lige
fra bedrevidende at tage sig af andre, til en omsorg forstået som det ’at se den anden’.
Anvendes Martinsens filosofiske begreb om omsorg, er det en nødvendighed,
men ikke en tilstrækkelig betingelse for at arbejde sundhedspædagogisk. Dermed
bliver omsorg også nødvendig for, at sundhedsplejerskerne når den kvalitet i den
sundhedspædagogiske relation med børn og unge, de ønsker, men omsorg er ikke i
sig selv tilstrækkelig for at opnå børnenes læring, personlige udvikling eller dannelse.
Heri er indbygget en anden ordens iagttagelse med en praksisforståelse, der
både kan nuancere og kvalificere måder at arbejde med sundhed på og lægge op til
udvikling af nye kompetencer. Hvis en forudsætning for at arbejde professionelt
med sundhedsfremme i skolen er, at sundhedsplejerskerne må åbne sig for børn
og unges visioner om sundhed og indgå i en kvalificerende dialog, må de indlade
sig på selv at lære og dermed stille spørgsmålstegn ved deres egne værdier og egen
opfattelse af at stræbe efter et bedre liv.
På flere konkrete planer udspringer diskussioner blandt sundhedsplejerskerne
om, hvorvidt man overhovedet kan tale om omsorg, som en professionel dimension
(Wistoft et al., 2005). Omsorgsbegrebet sættes ofte lig med professionensetik
og knyttes til det, der handler om, at skabe eller fastholde tilliden til et barn eller
en familie. Med blik for Martinsens omsorgsfilosofi handler den professionelle
omsorgsrelation om at tage ansvar for at tage vare på tilliden. Det kan ske ved, i
konkrete situationer, at deltage og værne om den etablerede tillid eller at udvikle
den. I andre situationer er det at tage ansvar for at anvende tilliden positivt – ved
også at tage ansvar for ikke at skade eller ødelægge den. Men en omsorgshandling
vil samtidig indebære et ansvar for netop at bruge sin professionelle medviden og
særlige kompetence, eller mod til at vise sin autoritet uden at optræde magtsyg eller
autoritær. Det bliver relevant at betragte en professionel omsorgsrelation som
et fagligt værdigrundlag, der stiller krav til en professionel stillingtagen til forholdet
mellem omsorg og ikke-omsorg (udartningernes to sider). Ikke-omsorg er på den
ene side en tendens til at falde i en form for sentimentalitet, hvor sundhedsplejer-