Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

86 Karen Wistoft
Cursiv nr. 1, 2006
Pointen er, at når vi iagttager, er vi blinde for den forskel, vi iagttager med. Den kan
dog være synlig for andre iagttagere, og måske for én selv på et senere tidspunkt.
Derfor er vi henvist til andre, når vi skal udvikle kompetencer.
Etisk Etisk Etisk blik blik for for omsorg
omsorg
Hvad enten der er tale om en ikke-intentionel omsorgskompetence eller om en intentionel
pædagogisk kompetence gør en etisk dimension sig gældende. At kompetence
udfolder sig i kommunikation rummer det etiske minimumskrav, at man
udvikler evne til at behandle den anden med respekt, dvs. at hans måde at iagttage
på respekteres (Thyssen, 2001). Pædagogisk kompetence handler ligesom omsorg
ikke kun om indhold, som viden, men også om form, som omgangsform. En
klassisk diskussion om, hvorvidt pædagogik begrunder sig ud fra etik eller omvendt,
udfolder sin relevans i forskellige sammenhænge. I Verdensborgeren benytter Kemp
f.eks. en universel etik som afsæt for en pædagogik, der gør sig fri af nationale værdier
til fordel for et mere globalt verdenssyn (Kemp, 2005). Dermed iagttager han
pædagogik som en arena for det gode liv, som han med henvisning til Paul Riceur
kalder „livet med og for andre i retfærdige institutioner“. Kemps iagttagelsespunkt
er etik, og dermed bliver det umuligt for ham at bestemme pædagogikken uden et
etisk sigte. Dannelse og uddannelse betragter han som værdiladede aktiviteter, der
bygger på: visioner om det gode liv, et forhold til andre mennesker og et ønske om
en retfærdig samfundsorden for at kunne virkeliggøre visionerne (Kemp 2005, 175).
Pædagogikkens mål er, sammen med demokrati og udvikling af politisk kompetence
(handlekompetence), at udvikle de personlige relationer. Kemp argumenterer for,
at der ikke er noget større ansvar i samfundet end pædagogens og vores fælles ansvar
for vores egne måder at praktisere det gode liv på (Kemp, 2005: 178). Dermed
lægger han op til en refleksion, der ud over selve undervisningen og læringen/dannelsen
også inkluderer ansvaret for pædagogikken. Til dette ansvar kobler Kemp
netop omsorg, fordi det etisk set handler om, hvad der er godt for os i praksis, ikke
blot om enkelte pædagogiske mål, men om det gode, vi søger igennem alle de enkelte
mål. Denne pædagogiske forestilling svarer i dag til Aristoteles’ idé om etikken.
Idéen går ud på, at visionen om det gode liv er forankret i praksis, hvis
målrettethed giver struktur til visionerne, og som der findes forbilleder (visdom)
for. Det handler om „det hele menneske“ og den opgave, der gennem livet har betydning
for menneskets selvværd. Det gode liv er dog isoleret set kun en abstraktion,
idet vi lever for og med andre, og spørgsmålet er derfor, hvordan omsorgen
for den anden hænger sammen med ens selvværd: „Omsorg er omsorg for at give
den anden samme lyst til livet, som man modtager af den anden“ (Kemp, 2005: 177).
Omsorg bliver i denne etiske betydning til et begreb om gensidigt at give og modtage
noget af og i det gode liv.