Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

Cursiv nr. 1, 2006 Omsorg og sundhedspædagogisk kompetence
sis. Disse to teser vil blive udfoldet i det følgende, og som en begyndelse skitser jeg
artiklens kompetencebegreb.
Tre Tre k kkom
k om ompetenceformer
om petenceformer
Med henvisning til det nationale kompetenceregnskab (Kompetencerådet, 1998
(1999, 2000)) og operationaliseringen af kompetencebegrebet i de fire såkaldte
kernekompetencer: læringskompetence, forandringskompetence, relationskompetence
og meningskompetence og rådets ønske om at kunne foretage målinger,
kvantificere kompetencer og derved fremme samfundets kompetenceudvikling,
foreslår Qvortrup en kompetencefigur med tre dimensioner. Kompetencefiguren
rummer en systematik mellem tre forskellige kompetenceformer, nemlig relationskompetence,
som har at gøre med evnen til at kommunikere med andre, hvad enten
de andre repræsenterer ens egen eller en anden kultur, refleksionskompetence,
som handler om evnen til at kunne iagttage sig selv samtidig med, at man kommunikerer
med den anden og meningskompetence, som er evnen til at identificere
en meningshorisont for et fællesskab, dvs. evnen til operer med et kollektivt ’vi’
(Qvortrup, 2004). Disse tre dimensioner har en fælles streng. De er alle refleksive
og åbner dermed for den moderne iagttagelse af kontingens: at enhver sammenhæng
også kunne være en anden. For et individs dannelse betyder kontingens, at
vi ikke er, hvad vi er, i kraft af vores væsen, men ved at skabe, justere og forpligte
os til en livssammenhæng (Thyssen, 2001).
Den første kompetenceform, relationskompetencen, bygger på iagttagelser af
„fremmedreference“ og forudsætter, at man kan overvinde en kommunikations
dobbeltkontingens (Luhmann, 1998). For det første skal man kunne udvise forståelse
for den anden og en form for empati, dvs. evnen til at sætte sig i den andens
sted for at kunne overvinde kommunikationens meddelelses-, informations- og
forståelsesbarrierer (Luhmann, 1992). For det andet skal man kunne opretholde forskellen
mellem sig selv og den anden. Kommunikation uden denne forskel er ifølge
Qvortrup „ikke-kommunikation“ (Qvortrup 2004, 94). Man skal altså kunne kommunikere
med blik for den andens blik og samtidig opretholde sig selv. Den anden
kompetenceform, refleksionskompetencen, bygger videre på det aspekt, at man skal
kunne sætte sig i den andens sted. Med refleksionskompetencen udviser man evner
til at iagttage sig selv, sådan som man forestiller sig, at man ser ud for den anden.
Det er ikke ensbetydende med at se bort fra sig selv, men det betyder opmærksomhed
på, hvordan man ser ud i den andens øjne. Den tredje kompetenceform,
meningskompetence, er et udtryk for en evne til at håndtere de kollektive værdier,
som et socialt system bygger på. Det er en refleksion over inklusion og eksklusion
med hensyn til det, der gør ’os’ fælles (Qvortrup, 2004). Evnen til at iagttage andres
måder at iagttage på er i Thyssens semantik et udtryk for dannelse (Thyssen, 2004).
85