Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

84 Karen Wistoft
Cursiv nr. 1, 2006
Pædagogik regnes for at være et intentionelt anliggende, og den pædagogiske kompetence
er blandt andet en evne til at arbejde intentionelt. Omsorg er derimod ikke
et intentionelt anliggende, og artiklen betragter omsorg dels som en værdi i et
sundhedspædagogisk arbejde, og dels som en ikke-intentionel professionel kompetence.
Artiklen tilbyder en måde at iagttage forholdet mellem sundhedspædagogisk kompetence
og omsorg på. Jeg vil starte med at fremsætte to teser. Den første tese lyder,
at pædagogisk kompetence består i at kunne håndtere iagttagelser af anden
orden. Denne evne til at kunne iagttage en iagttagelse, dvs. iagttagelsens konditionalisering,
er et udtryk for, at samfundet ikke kan levere nogen ontologisk eller metafysisk
sikkerhed, men at alting i princippet også kunne være anderledes
(Luhmann, 1995, 1998, 2000a, 2000b, 2002). Dermed er kompetence ikke indskrevet
i en figur, som hedder iagttagelse af første orden, hvor individet eller dets opdragere
kan sammenligne den aktuelle med den ideelle evne til at kunne. Tesen betyder,
at kompetence ikke længere kan forstås med disse begreber, men at individet
udvikler kompetence i kraft af en refleksiv dannelsesproces. Individet dannes,
og danner sig selv, i en anden figur, som hedder iagttagelse af anden orden, hvor
individet iagttager sig selv, og iagttages af andre (Thyssen, 2001). Derfor er kompetence
ikke blot individets selviagttagelse, men også andres fremmeiagttagelse i en
given kontekst. Pointen er, at fremmediagttagelsen ikke påvirker kompetenceudviklingen
direkte og kausalt. Den må omvejen over individets selviagttagelse som
et alter ego, der kan illustreres som: ’mig selv i den andens øjne’. Den anden tese
hævder, at omsorg er nødvendig for at opnå kvalitet i de sundhedspædagogiske relationer,
vi indgår i, men omsorg ikke i sig selv er tilstrækkelig for at opnå pædagogiske
mål om læring, personlig udvikling eller dannelse. Dermed har omsorg ikke
enhedskarakter og er ikke en del af et fastlagt værdigrundlag for udvikling af
sundhedspædagogisk kompetence. At udvikle kompetence er ikke at tilegne sig en
fast etisk eller kulturel ’omsorgskapital’, som derefter kan forenes med et fast
værdigrundlag. Omsorg er en variabel værdi, som må plejes og fornys og som i
sundhedspædagogisk praksis befrier den professionelle fra et bestemt indhold. Vi
yder ikke omsorg i kraft af et bestemt værdisæt, men i kraft af en måde at iagttage
vores egen og andres iagttagelse på. Vi udvikler ikke sundhedspædagogisk kompetencer
uden blik for disse iagttagelser. Med den anden tese rejser artiklen spørgsmålet
om, hvordan omsorg formes som værdi gennem en sundhedspædagogisk
kompetence, og artiklen uddyber og nuancerer omsorgsbegrebet empirisk som noget
implicit i sundhedsprofessionelles selvforståelse. Med andre ord en diskussion
af et omsorgsfundament for udvikling af en professions egenlogik, forstået som
professionens værdier, viden og normer samt de særlige kompetencer, de professionelle
må tilegne sig for at kunne kvalificere deres sundhedspædagogiske prak-