Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

Cursiv nr. 1, 2006
Kompetenceudvikling i efteruddannelse for voksne
sin værkorientering rettet mod at udvikle helt nye kompetencer, hvor han vil forsøge
at bruge det fag, der har hjulpet ham selv. Han har derfor en plan om at komme
til at leve af at undervise i ‘fritidsfaget’ - der her optræder og begrebsættes som ’ekstra-fag’
(Iversen 2003) - på arbejdspladser i organisationer og andre steder, hvor der
måtte være brug for det. På den måde sætter Jeppe sin egen nedslidning og dens
årsager i perspektiv, idet han både (fortsat) afhjælper sin egne skader og forsøger
at afhjælpe og forebygge andres, samtidig med at han får sig en levevej ud af det.
Værk ærk ærkor ærkor
or orien or ien ienter ien ter tering ter ing og og lær læring lær ing – – – k kkom
kk
om ompetenceud
om petenceud
petenceudviklingens petenceud viklingens grund
grund
i i i sansningen
sansningen
sansningen
Værkorientering ses i denne analysessammenhæng som et uudfoldet og upåagtet
potentiale relateret til læreprocesser både i og uden for uddannelse. Værkorienteringen
angår Jeppes udprægede formsans, som her viser sig i hans fortællemåde
og -stil. I forhold til læring er det en afgørende pointe, at stil- og formarbejdet
er orienteringsskabende. Jeppes sproglige stil er eksplicit dialogisk præget af en
stærk markering af den intonation, der isolerer den fremmede tale. På skrift markeret
med citationstegn eller i form af intertekstualitet hvor udveksling af talesubjekt
er flyttet ind i ytringen som fremmed tale (Bakhtin 1996; Andersen 1998).
Dette fremtræder hos Jeppe ved at andres tale ofte refereres som direkte citater i
Jeppes fremstilling.
I stilen formgives tingene samtidig med at orienteringen rettes mod det, der opfattes
som væsentligt (Merleau-Ponty 1970; Johnson 1993). I stilen afspejles samtidig
en særlig kropslig eksistensmåde, hvor tilgang til gestuelle betydningslag i sproget
gennem brud og deltaljer, gives særlig analytisk opmærksomhed, idet de åbner
til det (lærings-) processuelle og til kompetenceudviklingens sanseligt formgivende
moment. Hos Jeppe får det udpræget dialogiske, der ofte har form af direkte tale
og med indslag af omhyggeligt gengivne samtalesituationer, karakter af scenisk
gengivelse. Det sceniske fremstår i tolkningen af interviewteksten som en kvalitet,
der er forlenet med ’levet liv’ (’lived experience’)(Van Manen 1990) og som forbinder
fortællingen med krop og sansning. Det er samtidig karakteristisk for interviewet
med Jeppe, at han hele tiden fører en indre dialog med sit tidligere arbejde (arbejdsmetoder,
kollegaer m.v.) hvorved han sprogligt set også på det eksplicit tematiske
plan arbejder med formidling af før og nu og mellem livssfærer og mellem
sansning og forestilling. Således fremstår selve værkorienteringen og dens udmøntning
i stilen og stilarbejdet i analysen som en måde at tilegne sig noget – at lære
på.
75