Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

74 Mette Iversen
Cursiv nr. 1, 2006
Bloch det foregribende som noget der i bogstaveligste forstand er „sat forude“ (Bloch,
1980). Det er en førbevidst kategori for noget dæmrende i os. Men som hvis (samfunds-)
tendensen ikke er der dog ikke vil være muligt at realisere. Dette skyldes
det forhold at: „.. det endnu-ikke tilblevne er det endu-ikke bevidstes korrelat“ (Bloch
1982, 31-32). Verden er givet som potentialitet. Det der endnu-ikke findes ligger latent
i tiden som noget der venter på at blive til. Bloch har ikke noget formbegreb,
men begreber som værkorientering og endnu-ikke indgår hos Bloch i en bestemmelse
af mennesket som et anticiperende væsen. Mennesket er det eneste væsen,
siger Bloch, som har fremtiden som et ægte endnu-ikke. Værkorientering forståes
dermed som et alment menneskeligt træk, en evne til at arbejde med skabende udkast,
med realisering - og med form (Iversen 2003).
Et Et fag fag fag uden uden for for faget faget – – – ‘ek ‘ek ‘ekstr ‘ek ‘ek str stra-faget’
stra-faget’
a-faget’
Jeppe beskriver sit tidligere arbejde som bartender, og hvad det går ud på. Han mener,
at det er: „at give folk det ord, de har brug for, når de har brug for det“. I interviewsammenhængen
og på baggrund af Jeppes værkorientering og stilsans kan
dette fortættede udtryk for hvad det er han gør, tolkes som en værkorienteret, æstetisk
eller om man vil en musisk tilgang til den service, som følger med betjening af
kunderne i baren. Dette arbejde handler for Jeppe i høj grad om præcision og timing.
Det er ikke svært, siger han, og man kunne tilføje et: Nej, ikke for den, der kan det.
Det handler om, at han i sin betjening af kunderne indbygger en form for kvalitet i
arbejdet, som går ud på, at han arbejder med del og helhed i.f.t. det håndværksmæssige
og sanseligt æstetiske moment i opgaveløsningen. Jeppes omgang med jobbet
viser, at en værkorientering hvormed der lægges en kvalitet ind i et arbejde, som
ikke umiddelbart selv giver så meget fra sig, kan være en måde at klare et belastende
og nedslidende arbejde på. Men den faktiske nedslidning som finder sted på
arbejdspladsen, hvorom Jeppe fortæller, at dem over fyrre år ikke kan klare det (længere)
viser, at værkorientering som individuel strategi over for et nedslidende arbejde
ikke slår til. Hvis Jeppe (og de andre) skulle kunne holde til arbejdet efter det
fyldte 40 år, ville det forudsætte, at selve værkorienteringen blev indbygget som en
kvalitet i arbejdsprocessen, i organiseringen af arbejdet og i opgavesammensætningen.
Men også i den efteruddannelse, der tilbydes til personalet, og som netop må
have værkets horisont - kurser i at arbejde med en både konkret og forestillet del
og helhed - og ikke organisationens (alene). Samtidig med, at Jeppe er stødt på en
grænse, hvor han ikke kan holde til arbejdet i branchen længere, er han blevet klog
af skade (nedslidning) og har, delvist tvunget af omstændighederne, skiftet holdning,
hvad angår sin måde at bruge sig selv på - ikke mindst når det gælder arbejdsmarkedet,
hvor han nu ønsker at deltage anderledes motiveret. Jeppe har et ‘fag’
som han har udøvet på fritidsbasis i de sidste 5 år, og som han har været klubaktiv
inden for på grund af den faglige nedslidning, han selv var udsat for. Nu bruger han