Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

72 Mette Iversen
Cursiv nr. 1, 2006
Bi Biogr Bi ogr ografi ogr afi og og form form – – – for fortæll for tæll tællerens tæll erens omg omg omgang omg ang med med in intervie in tervie terviewgenren
tervie genren
Man kan sprogligt set betragte den biografiske fortælling som en opdagelsesrejse
for den fortællende - ikke mindst i fortællingen selv, og hvordan den mon kan
komme til at forme sig. Der hvor denne interesse ikke umiddelbart findes hos fortælleren
går fortællingen ‘død’, og den vil intet sige men bare tale og tale. Men selv
da vil der altid være ‘noget’ der ligger ‘gemt’ som brud i fortællingen - og hvor der
er brud, er der potentielle åbninger hvor noget nyt kan tage form.
Under analysen af interviewet med Jeppe bliver det tydeligt, at interviewmaterialet
falder i 3 dele. Den første del er en indledning der står som en slags præambel,
idet den fungerer som en åbning der både i indhold og form foregriber det
der kommer efter, og som indeholder Jeppes livshistoriske fortælling. Her tages der
eksempelvis hul på temaer som sprogets og arbejdserfaringens betydning for Jeppes
oplevelse af uddannelsen, lige som hans måde at håndtere studiemæssige konflikter
bringes på bane. I den indledende sekvens ses, at alt hvad der senere udfoldes
i interviewet allerede er bragt i spil. Dette lægger op til en tolkning af den indledende
samtales funktion i retning af en foregribelse af ’selve interviewsamtalen’,
og som dermed danner model for en efterfølgende differentiering der udfoldes i Jeppes
livshistoriske fortælling. Der er en analysemæssig pointe i, at fortællingen former
sig og formgives på netop denne måde. For som et aspekt af formtilgangen
tolkes denne mere uformelle optakt som en ‘tekst’ for sig. Det er et udkast til den
fortælling der kommer efter, og som udgør ‘selve interviewet’. Dermed åbnes til tekstens
eget iboende, men også andre kontekstuelle lag omkring teksten og selve tekstproduktionen
herunder interviewsettingen. Det viser altsammen, hvordan noget
får betydning i kraft af det der omgiver det, hvad enten det går forud for det eller
følger efter. Tredje og sidste del af interviewet kan betegnes som en afrunding der
- som en form for efterspil til det livshistorisk strukturerede midterstykke - på det
tematiske plan men også formmæssigt griber tilbage til den indledende præambel
og afslutter denne. Dette stilistiske træk giver et fingerpeg om, at hele interviewet
- på trods af det hørlige replikskifte som finder sted undervejs mellem interviewer
og interviewet - fremstår som een samlet ytring. 9 Hvis man fastholder Jeppes fortælling
som én ytring kan den samtidig ses som et ‘værk’ dog uden at være det. Når
jeg bruger betegnelsen ‘værk’ om Jeppes fortælling, er det for at markere, at den
antager form af en samlet ytring ligesom et ‘værk’ gør det eksempelvis et videnskabeligt
eller et kunstnerisk værk. Jeppes fortælling er ingen af delene den forbliver
et ‘svar’ på et livshistorisk forskningsinterview, og det kan ikke være et værk
men dog antage værklignende form gennem en stærk værkorientering hos talesubjektet
i almindelighed og gennem ‘stil’. Dermed fremstår værkorientering og
med den stilarbejdet som på een gang formidlende mellem forskellige erfaringssammenhænge
og som en orienteringsskabende omgang med tilegnelsen af det faglige
stof. Det er imidlertid også en vigtig pointe, at dette værkorienterede stilarbejde