Kompetence og curriculum - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

110 Jette Benn
Cursiv nr. 1, 2006
Disse elementer skal ikke forstås som stående hver for sig, men snarere flyder de
ind over hinanden og er nødvendige i en sammenhæng, når skal der ageres. De er
analoge med Delores’ 4 søjler learning to know, to be, to live together og to do.
(UNESCO 2005).
I alle disse begreber ligger elementer af den fordring Klafki stiller om, at man i al
undervisning må forholde sig til de væsentlige ’Schlüsselprobleme’ eller
epokaltypiske problemer (Klafki 2002). Derudover rejser han, som tidligere nævnt,
krav til undervisningen om, at den leder frem til medbestemmelse, selvbestemmelse
og solidaritet. Det indebærer, at læreren i undervisningen tager disse krav
alvorligt. Endelig har Klafki opridset et sæt dimensioner, der må indgå for at tilgodese
dannelsen (Klafki 2002, 1985). Det drejer sig om en pragmatisk/praktisk, en
teoretisk, en æstetisk og en etisk samt en religiøs dimension. Den sidstnævnte ville
jeg snarere benævne en spirituel. Disse dimensioner kan alle, bortset fra den religiøse,
læses ud af fagformålet og igen relateres til de ovennævnte elementer i fagligheden
og må også ses som sammenhængende og overlappende, men gives i det følgende
en yderligere beskrivelse.
For hjemkundskab er den pragmatiske og praktiske dimension, den faget forbindes
med. Det praktiske arbejde kan ses som udtryk for læring af kulturteknikker,
der ganske vist er under forandring, men har en betydning for menneskets omgang
med materialer og redskaber. Der kan såvel være tale om reproduktion som produktion.
Reproduktion er forbundet med at lave nogle retter eller måltider, der er
en bestemt sammensætning af, men produktionen hviler på en egenproduktion eller
udvikling af en ret eller lignende. I selve aktionen ligger muligheden for at få
’kundskab i handling’, som er det begreb Bengt Molander opererer med (Molander
1993). Han beskriver i sin afhandling af samme navn, hvordan kundskaben ligger
bundet til kroppen, kulturen og handlingen. En del af den viden og erkendelse, der
opnås igennem de praktiske handlinger, er tavs viden, hvor ikke alt kan italesættes,
men noget kan begrebslig- og sprogliggøres. I det sidste tilfælde kan der derved opnås
en kobling mellem det teoretiske og det praktiske, så der kan opnås en
sammenhængsforståelse. Denne forståelse vil dog for den enkelte elev afhænge af
opgavens begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. Disse elementer indgår
i Antonovskys begreb ’sense of coherence’, her er de dog anvendt i en lidt anden sammenhæng,
men giver mening i forhold til læring. 9 Begrebet sammenhængsforståelse
er ikke direkte det samme som Antonovsky’s ’sense of coherence’, men
jeg finder, det er den forståelse, der med eller uden dybt teoretisk kendskab til hvert
enkelt problem er det væsentligste faget hjemkundskab kan bidrage til. Klafki bruger
begrebet sammenhængstænkning (vernetzendes denken), der kan supplere
denne forståelse, som netop i vor tid vil være et væsentligt kompetenceelement i
forhold til hverdagslivets problemer. For naturligvis kan det diskuteres, hvad det