ARBEJDSPAPIR Social arv - et populært, men tvivlsomt begreb ... - SFI

A R B E J D S P A P I R
Social arv
- et populært, men tvivlsomt begreb
Morten Ejrnæs
Arbejdspapir 12 om social arv
August 1999
Socialforskningsinstituttet ● Herluf Trolles Gade 11 ● DK-1052 København K ● www.sfi.dk

Social arv - et populært, men tvivlsomt begreb.
Af forskningslektor ved Aalborg Universitet og Den sociale Højskole i København Morten
Ejrnæs
1. Indledning
Den sociale arv eller den negative sociale arv er blevet et meget populært begreb i den socialpolitiske
debat, hvor bl.a. socialminister Karen Jespersen har brugt det flittigt. Begrebet har også længe
haft en central placering i debatten om det konkrete sociale og socialpædagogiske arbejde. Pædagoger,
socialpædagoger og socialrådgivere har således anvendt det siden 1973, da Gustav Jonssons
bog Den sociale arvs onde cirkel – Kan den brydes? blev udgivet i Danmark. Men også en række
samfundsforskere 1 , lærebogsforfattere og socialpolitiske debattører har anvendt begrebet.
Hensigten med denne artikel er at påvise, at begrebet den sociale arv trods dets store popularitet
ikke har nogen præcis samfundsvidenskabelig betydning. Til trods for dette har der efterhånden udviklet
sig en bestemt forestilling om, hvad den sociale arv består i. Denne forestilling eller tankefigur
er meget udbredt blandt udøverne af praktisk socialt arbejde, men den findes også blandt samfundsfagslærere,
socialpolitiske debattører og socialforskere. Tankefiguren er, at mennesker – ikke
på grund af genetik eller biologi – men på grund af sociale og psykologiske forhold arver en række
egenskaber fra deres forældre. Det drejer sig om så forskelligartede forhold som fattigdom, mangel
på uddannelse, brudte familier, misbrug, kriminalitet og incest. Det er en vigtig del af tankefiguren,
at mønsteret i relationen mellem forældre og børn gentager sig i næste generation.
Artiklen er opbygget således, at der efter indledningen følger et afsnit, hvor jeg dels beskriver begrebets
centrale rolle i den socialpolitiske debat og dels med citater fra lærebogsbogudgivelser illustrerer
nogle vigtige bestanddele af den tankegang, som ligger i teorien om den sociale arv.
I tredje afsnit redegør jeg for, hvad der ligger i Gustav Jonssons oprindelige formulering af teorien
om den sociale arv, som han fremførte i sin doktordisputats Delinquent boys, their parents and their
grandparents fra 1967. I fjerde og femte afsnit påviser jeg, at der ikke i Gustav Jonssons undersøgelse
er belæg for at formulere en teori, der postulerer, at der er stor sandsynlighed for, at sociale
problemer overføres fra forældregenerationen til børnegenerationen.
Begrebet den sociale arv er imidlertid senere blevet brugt i meget forskellige betydninger, og selv
nu, hvor det spiller en fremtrædende rolle i den socialpolitiske diskussion, er det uklart, hvad der
ligger i det. Dette er i sig selv en god grund til at underkaste det en nærmere undersøgelse, og i sjette
afsnit tydeliggør jeg tre forskellige betydninger.
I syvende afsnit diskuterer jeg, hvad der er grunden til, at Gustav Jonssons fejlagtige formulering af
en teori om social arv bliver den opfattelse eller tankefigur, der kommer til at dominere socialpolitikken
og det sociale arbejde, skønt Gustav Jonsson ikke engang selv gentager denne formulering i
sine senere bøger.
1 Ofte er begrebet blevet brugt meget bredt og upræcist. En undtagelse er dog Erik Jørgen Hansen , der i 1982 udgav
bogen ”Hvem bryder den sociale arv”. Han bruger i denne og senere publikationer konsekvent begrebet til at dokumentere
graden af overensstemmelse mellem forældres og børns uddannelsesniveau. (Hansen 1995, 1997 og 1999).
Disse studier viser først og fremmest, hvad forskelligt klassetilhørsforhold betyder for uddannelsesmønsteret. Det er
altså mobilitetsstudier, der tydeliggør de sociale forholds betydning for mobiliteten. Denne anvendelse af begrebet den
sociale arv er imidlertid meget forskellig fra Gustav Jonssons, som jeg i denne artikel vil koncentrere mig om.
1

I det afsluttende ottende afsnit diskuterer jeg, om den voksende interesse for begrebet og anvendelsen
af begrebet i regeringens socialpolitiske udmeldinger indvarsler en ny socialpolitisk strategi,
som sætter centrale socialpolitiske principper på spil. Jeg påviser risikoen for, at den tilsyneladende
selvindlysende strategi ”at bryde den negative sociale arv” kan føre til, at grundlæggende socialpolitiske
principper om ligestilling og solidaritet med de svageste nedprioriteres til fordel for en socialteknokratisk
effektivitetstankegang, der ikke er noget empirisk belæg for.
2. Social arv - et begreb, der er mere levende end nogensinde
I diskussioner om årsager til sociale problemer, henvises der ofte til den sociale arv eller den negative
sociale arv. Praktikere i socialt og socialpædagogisk arbejde bruger disse betegnelser, når de
drøfter baggrunden for børns og familiers problemer. Samfundsforskere og socialpolitiske debattører
anvender ofte den sociale arv som en bred samlebetegnelse for dårlige opvækstvilkårs betydning
for menneskers senere livsforløb.
Det seneste og mest markante udtryk for begrebets popularitet er socialministerens initiativer med
hensyn til undersøgelse og bekæmpelse af den negative sociale arv.
Et andet udtryk for begrebets popularitet er, at det bruges flittigt i både tidsskrifter og aviser. Således
har Artikelbasen fra 1981 og til nu 62 fund i tidsskrifter og avisartikler, hvor begrebet social arv
figurerer som et nøglebegreb, og alene siden1996 48 artikler 2 . Det gør social arv til et af de mest
anvendte begreber i den offentlige diskussion om socialpolitik og socialt arbejde, og der er altså tale
om, at begrebet anvendes stadig hyppigere.
Begrebet dukker op i den skandinaviske debat om socialt arbejde i slutningen af 60’erne. Gustav
Jonsson præsenterer det i sin doktordisputats fra 1967, men tankegangen har muligvis eksisteret i
kimform flere steder i Skandinavien; således har den norske psykolog Bjørn Urdahl fra Nic Waalinstituttet
i Oslo allerede anvendt begrebet i 1959 3 . Men begrebet har næsten ikke været anvendt
uden for Skandinavien 4 , hvilket kunne tyde på, at det hænger snævert sammen med den skandinaviske
velfærdsmodel, hvilket jeg senere vil vende tilbage til.
Begrebet anvendes også hyppigt i debat- og lærebøger, der læses af studerende og professionelle
inden for det sociale og pædagogiske område. På den måde bliver den sociale arv lanceret som en
faglig term, der får stor gennemslagskraft hos praktikere. Citater fra et par bogudgivelser fra de senere
år kan eksemplificere, hvordan den faglige terminologi videreformidles. Citaterne viser vigtige
elementer i den tankefigur, der ligger bag anvendelsen af begrebet den sociale arv.
Gustav Jonssons Den sociale arvs onde cirkel. Kan den brydes? fra 1973 er genudgivet med et
nyskrevet forord af Hanne Reintoft. Her hæfter hun sig ved, at begrebet har overlevet trods de socialpolitiske
nedskæringer, der truer forebyggelsestænkning. Hun skriver således:
2 Andre aktuelle begreber i debatten om børns opvækstvilkår giver følgende fund siden 1996: omsorgssvigt 28, børnemishandling
2, truede børn 66, risikobørn 2 og mønsterbrydere 17. Truede børn, som er det hyppigst anvendte begreb,
optræder sammen med social arv som nøglebegreb i 13 artikler.
3 Bo Vinnerljung 1998: 30.
4 Databasen Sociofile, der indekserer internationale samfundsvidenskabelige tidsskrifter, indeholder siden 1986 fire
fund, der indeholder begrebet ”social heredity”, som er den term, Gustav Jonsson anvender; otte fund, der indeholder
begrebet ”social heritage”, og tolv fund, der indeholder begrebet ”social inheritance”. Heraf er der kun tre fund, der
beskriver social arv i den Gustav Jonsson’ske betydning, og et af dem er en artikel fra Sverrig. Seks fund vedrører
udddannelse, klasse og mobilitet, og endelig fire fund, der vedrører kulturel arv.
2

Uden at fornægte arvebiologien sejrede miljøteoretikerne i hvert fald på nogle punkter.
Det skete samtidig med opbygning af de velkendte såkaldte velfærdssystemer. Troen
på miljøets betydning - den lyse tro på at indsats kunne nytte og forandring skabes
– slog stærkt igennem. Denne optimisme herskede i mange år, men anfægtedes af nye
forhold. Den forebyggende indsats var og er kostbar. Det er ikke muligt at opgøre evt.
besparelser ved den tidlige indsats i kroner og øre. …
Lavkonjunkturen betød hurtigt nedskæringsbestræbelser.
Sideløbende mistede socialt arbejde status. Den udstødte befolkning tabte tilliden til
det offentlige sociale system, og begyndte at møde socialforvaltninger og sagsbehandlere
som fjender.
Alligevel bestod begrebet den sociale arv på den faglige arena, dens byrde er velbeskrevet
og dukker op i alle forskningsprogrammer og i alle kommissionsbetænkninger
senest i den af Schlüterregeringen nedsatte socialkomissions redegørelser (Reintoft
1997: VII).
Hanne Reintoft hævder, at den sociale arv er en faglig term, der muliggør, at man forskningsmæssigt
kan dokumentere opvækstmiljøets betydning og på dette grundlag planlægge forebyggende
indsatser. Hun beskriver derefter, hvordan genforskere har kastet sig over problemer, der
tidligere blev opfattet som socialt betingede, og hun afslutter således:
I denne genernes æra er der stor risiko for, at moderne arvelære og ny viden og teori,
kan omsættes i plat arvebiologisk tankegang, der - suppleret med de stadige krav om
besparelser - vil fratage mennesker, der gennem generationer er belastet af den sociale
arv, støtte og behandlingsmuligheder, da det alligevel skønnes håbløst, og fordi
man ikke længere tror, at den sociale arv kan brydes. (Reintoft 1997: VIII).
Hanne Reintoft beskriver tendenser, der anfægter teorien om den sociale arv. Det drejer sig om,
hvad hun kalder plat arvebiologisk tankegang og snævre nytte- eller spareovervejelser. Hanne Reintoft
peger således på centrale elementer i tankefiguren den sociale arv. Det er en teoretisk og
forskningsmæssigt baseret viden, som giver anledning til optimisme med hensyn til forebyggende
indgreb over for sociale problemer, og den udgør en modpol til eller et værn mod ”plat arvebiologisk
tankegang” og kyniske besparelser 5 .
Vagn Christensen og Anne Brockenhuus-Schacks debat- og lærebog: Børn og den sociale arv fra
1997 er et eksempel på, at begrebet ikke blot omfattes med historisk interesse, men at der gøres forsøg
på at nyformulere teorien om den sociale arv:
Det ser ud, som om der er sket en ændring i de faktorer, der formidler den sociale arv.
Tidligere var fattigdom og dårlige boligforhold meget synlige årsagsfaktorer. Nu ser
5 Hanne Reintoft undrer sig over, at begrebet har overlevet både genforskningens fremvækst og nedskæringerne i socialforvaltningen,
hvilket også kan forekomme paradoksalt. Imidlertid er det måske netop dette faktum, der gør begrebet
populært hos socialarbejdere og socialpædagoger, fordi begrebet tilsyneladende udgør et værn både mod den genetiske
tankegang og mod de forslag om nedskæringer, som social- og sundhedssektoren ofte udsættes for. Begrebet udgør dog
efter min mening netop ikke noget værn mod disse forhold. Tværtimod har tankebilledet stor lighed med både genetisk
og psykologisk arv. Henvisning til at prioritere indsatser, der kan ”bryde den negative sociale arv”, kan bruges som
argument for både nedskæringer i generelle økonomiske ydelser og til promovering af en mere ensidig individuel behandlingsstrategi,
der kan være genetisk, psykologisk eller terapeutisk inspireret. Denne diskussion vil blive taget op i
sidste afsnit.
3

det ud, som om en kombination af arbejdsløshed, brudte parforhold, ghettoisering og
forældrenes personlige ressourcer er de vigtigste formidlere af den sociale arv. (Christensen
og Brockenhuus-Schack 1997: 43-44)
Vagn Christensen og Anne Brockenhuus-Schack fremhæver en række generelle samfundsmæssige
tendenser: arbejdsløshed, brudte parforhold og ghettoisering som årsagsfaktorer, men de understreger
også de personlige forholds betydning. De refererer til en række undersøgelsesresultater inclusive
Gustav Jonssons, som efter deres mening viser, at den sociale arv har stor betydning.
De [undersøgelsesresultaterne] tyder på, at kender man et barns opvækst og helbredsforhold,
har man et godt grundlag til at forudsige dets senere helbred og livsskæbne
(Christensen og Brockenhuus-Schack 1997: 21) 6 .
Citatet tydeliggør en anden vigtig bestanddel af begrebet den sociale arv: det deterministiske præg,
der skulle muliggøre kvalificerede forudsigelser af sociale problemer.
De to forfattere formidler således en tankefigur, der fremstiller mennesker som sårbare individer,
der let bukker under for presset, når der opstår sociale problemer, hvis deres personlige ressourcer
ikke giver dem kraft til at modstå disse påvirkninger.
I Sverrig står tesen om den sociale arv også stærkt. I det svenske Socialmedicinsk tidsskrifts temahæfte
”Arvet efter Gustav Jonsson” hedder det således: ”Utifrån sina fynd formulerade Gustav sin
tes om det sociala arvet. Denna har varit förhärskande förklaringsmodell till barns och ungdomars
utagerande beteende tills nu i svensk barnpsykiatri och socialvård.” (Cederblad 1998: 354)
Citatet understreger tankefigurens betydning for det praktiske arbejde. Den fungerer som en forklaringsmodel,
og i meget socialt og socialpædagogisk arbejde bruges den som en universalforklaring
på alvorlige sociale problemer.
Jeg har i dette afsnit forsøgt at tydeliggøre, at den sociale arv er et fremtrædende begreb i den socialpolitiske
diskussion, og jeg har forsøgt at indkredse nogle af de elementer i tankefiguren social
arv, som videreformidles gennem debat- og lærebøger.
3. Oprindelsen til begrebet social arv
Gustav Jonsson anvender første gang begrebet den sociale arv i sin doktordisputats Delinquent boys,
their parents and their grandparents fra 1967. Han fremlægger her i forlængelse af sin empiriske
undersøgelse, hvad han kalder en udvidet teori om den sociale arv. De grundlæggende påstande i
denne teori er:
x kriminalitet og anden form for afvigelse “arves” (socialt og genetisk)
x afvigelse består fra generation til generation
x afvigelserne bliver talmæssigt mere omfattende fra generation til generation
x afvigelserne bliver mere alvorlige fra generation til generation
6 Deres argumenter for, at der eksisterer en social arv af en sådan styrke, at den kan bruges til forudsigelse, hviler imidlertid
på samme type af fejlagtige ræsonnementer som dem, Gustav Jonsson i sin tid fremførte i sin doktordisputats.
Problemerne i denne typer ræsonnementer behandles udførligt i afsnit 5.
4

Gustav Jonsson anvender, som det tydeligt fremgår af titlerne, stadig begrebet den sociale arv i sine
efterfølgende bøger 7 . Men i ingen af bøgerne gentages eller nyformuleres teorien om den sociale
arv. Gustav Jonsson lægger her mere vægt på at beskrive de konkrete socialpædagogiske indsatser,
som kan medvirke til at skabe bedre forhold for børnene og dermed medvirke til at bryde den påståede
sociale arv. Gustav Jonsson giver heller ikke i sine senere bøger udtryk for samme determinisme
8 med hensyn til forældrenes betydning for børnenes senere livsforløb. Han lægger også mindre
vægt på forældrenes psykiske konstitution, og han tillægger det omgivende miljø og specielt skolen
langt større betydning for, hvordan børns opvækst forløber. Det virker nærmest, som om han selv
har opgivet den teori, han oprindelig fremførte. I de senere bøger lægges stor vægt på en beskrivelse
af, hvordan børn fra de mest udsatte familier klarer sig, og der gives konkrete beskrivelser af utraditionelle
socialpædagogiske og socialpolitiske tiltag, der i større omfang inddrager miljøforhold i
behandlingen af familierne. Bo Vinnerljung fremhæver også dette skift i opfattelse hos Gustav Jonsson
(Vinnerljung 1998: 23-24).
Gustav Jonssons bøger rummer i øvrigt en rigdom af indsigtsfulde analyser og fremsynede pædagogiske
forslag, der gør dem til klassikere inden for socialpædagogisk arbejde. Men det er paradoksalt
nok den fejlagtige teori om den sociale arv, der har fået den største betydning for socialpolitikken og
det sociale arbejde.
Det er imidlertid netop begrebets store popularitet inden for socialt arbejde og i socialpolitikken,
der gør en analyse af det interessant. Denne artikel skal således ikke forstås som et forsøg på opgør
med Gustav Jonssons teoretiske og praktiske arbejde, som man kun kan nære stor respekt for, men
derimod som en problematisering af den tankefigur, der består i, at man tror, at forældres belastede
forhold næsten automatisk (meget hyppigt eller med stor sandsynlighed) fører til, at børnene senere
i deres liv får store vanskeligheder – en opfattelse som kort udtrykkes som ”den sociale arv” eller
”den negative sociale arv”.
Jeg tager udgangspunkt i Gustav Jonsson formulering af teorien om den sociale arv i doktordisputatsen
Delinquent boys, dels fordi han er den første, der gør et forsøg på at formulere en egentlig
teori om overførslen af egenskaber og handlingsmønstre fra forældregenerationen til børnegenerationen,
dels fordi den tankefigur, der ligger i hans oprindelige formulering, lever videre i bedste velgående
hos social- og sundhedsarbejdere, politikere og i lærebøger. Endelig har Gustav Jonssons
bevæggrunde for at formulere teorien og hans deraf følgende forskningsmæssige bias flere paralleller
til, hvordan erfaringsopsamlingen foregår hos praktikere. En analyse af Gustav Jonssons teori
kan derfor bidrage til en bedre forståelse af, hvorfor ideerne om en overførsel af belastede forhold
fra generation til generation spiller en vigtig rolle i socialt arbejde og socialpolitik.
7 Det gælder således både i den svenske udgave af doktordisputatsen Det sociala arvet fra 1969 og Att bryta det sociale
arvet fra 1973. Den danske udgave hedder Den sociale arvs onde cirkel – Kan den brydes?, og det er denne bog, der
først og fremmest kendes i Danmark.
8 Jeg bruger i denne artikel udtrykket social determinisme om den opfattelse, der går ud på, at de sociale forhold (i dette
tilfælde forældrenes egenskaber og sociale situation) er det mest afgørende for, om børnene selv senere udvikler alvorlige
sociale problemer som langvarig arbejdsløshed, kriminalitet og omsorgssvigt i forhold til deres egne børn. Når jeg
hævder, at teorier eller opfattelser har et deterministisk præg, betyder det altså, at disse teorier efter min mening giver
det udseende af, at man ud fra kendskab til specielle belastninger hos forældrene med større end 50%’s sandsynlighed
kan forudsige, at et barn får bestemte sociale problemer.
5

4. Teorien om den sociale arv
Gustav Jonsson ønskede at finde frem til de faktorer, der førte til, at nogle drenge blev så involveret
i ungdomskriminalitet, at de blev anbragt på Skå. Skå var den behandlingssinstitution for hårdt belastede
kriminelle børn og unge, som Gustav Jonsson selv var leder af. Det fundamentale spørgsmål
formulerede han således:
What are the selectory factors deciding why, in the great number of schoolboys in
Stockholm committing offences, there is a small group that becomes so seriously involved
that its members are sent to Skå (Jonsson 1967: 27).
Hans arbejde på Skå havde givet ham den erfaring, at det særlige kendetegn ved Skå-drengenes familier
var basal mistillid og fjendtlighed. Hans formål med undersøgelsen var at af- eller bekræfte
denne antagelse og finde ud af, hvad der lå bag ved familiernes holdning.
The other circumstance was an impression I gained during many years’ work with delinquent
boys, namely that their homes were often characterized what might be called
basic distrust and hostility. Such an impression gained in clinical work might be fallacious,
which made it more urgent to study systematically whether the impression was
correct, and if so, what might be behind this basic attitude (Jonsson 1967: 220).
Hans udgangspunkt var således det praktiske arbejde på Skå. Han og hans medarbejdere havde bl.a.
i deres terapeutiske arbejde konstateret, at mange af forældrene til børnene på Skå selv havde haft
belastede opvækstforhold svarende til dem, de nu udsatte deres børn for. Også denne iagttagelse
ønskede han at få bekræftet ved anvendelse af videnskabelige metoder.
.
In the same way as work at Skå has turned the limelight more and more on contacts
with parents and family treatment, as mentioned above, a new reality has been revealed
to us, namely, to what extent the parents’ childhood environment was similiar to
that which they are now creating for their children. Particularly the current experiences
of group therapy for parents, sometimes for years with the same parent, has been
convincing in this respect. To find the right background to the boy’s delinquency it seems
necessary, therefore, to discover on the basis of a control group and more scientific
methods, whether our impressions gained in clinical work are misleading or not
(Jonsson 1967: 20).
Gustav Jonssons empiriske undersøgelse omhandlede ungdomskriminalitet og andre afvigelser -
fænomener, som han mente blev overført fra generation til generation gennem en form for
indbygget mekanisme, der førte til både et større antal kriminelle og en mere alvorlig form for
kriminalitet. Han kaldte denne tendens til, at afvigelserne skulle blive både talrigere og mere
alvorlige fra generation til generation, den kumulative arv. Han fandt således den sociale arv mere
determinerende end den genetiske arv. ”This may be summarized to mean, that social heredity,
contrary to genetic heredity, has an inherent tendency to accumulate” (Jonsson 1967: 226).
Han karakteriserede Skå-drengenes forældres situation således:
x tilsidesat som barn
x lidt nederlag som voksent samfundsmedlem
6

x slået fejl i forældrerollen
x utilfreds i ægteskabet
x mistroisk over for omverdenen
(Jonsson 1967: 22)
Hans empiriske grundlag for konklusionerne var en beskrivelse af 100 Skå-drenge, deres forældre
og deres bedsteforældre, som han sammenlignede med 222 repræsentativt udvalgte
Stockholmdrenge, deres forældre og deres bedsteforældre.
Gustav Jonsson fandt, at Skå-drengene i forhold til de 222 Stockholmdrenge oftere var kriminelle,
aggressive, uromagere i skolen, isolerede i forhold til kammeraterne, motorisk forstyrrede,
destruktive og ildspåsættere. De udviste endvidere hyppigere psykosomatiske forstyrrelser,
læsevanskeligheder, lavere intelligens, dårligere skolepræstationer. Oftere skulkede de og optrådte
som mobbere eller mobbede (Jonsson 1967: 189-207).
For Skå-børnenes forældre kunne man også på en række punkter konstatere en hyppigere forekomst
af belastninger end, hvad der var gældende for forældrene til de 222 Stockholmdrenge. De havde
gennemsnitligt lavere uddannelse, dårligere økonomi og større alkoholmisbrug. De var hyppigere
kriminelle, somatisk og psykisk syge. De betragtede oftere barnet som en byrde. Der forekom også
hyppigere separation fra fader, fravær af faderfigur i hjemmet og moderdominans i hjemmet (også i
hjem, hvor faderen var en del af familien). De var oftere subjektivt og objektivt fattige. Hyppigere
havde de dårlig boligstandard, var isolerede i forhold til naboer og mistænksomme over for dem,
havde intrafamiliære konflikter og var uenige om opdragelse (Jonsson 1967: 74-188).
Skå-drengenes bedsteforældre havde også dårligere forhold end, hvad der var gældende for de 222
Stokholmdrenges bedsteforældre. Her var forskellene dog meget mindre markante end i
forældregenerationen. Men der var stadig tale om en hyppigere forekomst af dårligere økonomi,
somatisk og psykisk sygdom, alkoholmisbrug og brudte hjem (Jonsson 1967: 52-73).
5. Hovedindvendinger mod Gustav Jonssons formulering af teorien om den sociale arv
Gustav Jonssons i alt 71 hypoteser om, at Skå-drengene, deres forældres og deres bedsteforældre
hyppigere havde sociale problemer end de tilsvarende Stockhomdrenge, deres forældre og deres
bedsteforældre, udgør efter Gustav Jonssons mening en pragmatisk teori, som er baseret på, hvilke
hypoteser der kan testes empirisk. På baggrund af resultaterne fremsatte Gustav Jonsson imidlertid
en udvidet teori, hvor han fremhævede, at den sociale arv har fire aspekter:
1. Der er tale om et samspil mellem biologisk arv (medfødte egenskaber) og social arv. Gustav
Jonsson anfører, at det var et udgangspunkt for hans undersøgelse (Jonsson 1967: 222-223).
Denne antagelse er ukontroversiel og temmelig banal, og der er ikke nogen form for forsøg på at
udrede, hvad der skyldes biologisk, og hvad der skyldes social arv.
2. Afvigelse producerer afvigelse. Forældres afvigelse gentages af børnene. Gustav Jonsson anfører
selv, at hans undersøgelse underbygger denne antagelse, som er undersøgelsens centrale tema
(Jonsson 1967: 223). Han påstår her, at han betragter de interpersonelle relationer (og ikke de
intrapersonelle), men betragtningen fokuserer på børns og forældres egenskaber, og
forklaringerne er i stort omfang individualpsykologiske. Fx vil forældre, der selv er blevet
frustrerede i deres barndom, have svært ved at imødekomme deres egne børns behov. Der er
7

fokus på forældrenes uformåenhed og på psykologiske mekanismer, fx at moderen opfatter
drengen som lignende faderen med hensyn til dårlige egenskaber (Jonsson 1967:213-218). Det
er bl.a. disse og lignende psykologiske mekanismer og socialpsykologiske handlingsmønstre,
der overføres fra generation til generation.
3. Antallet af afvigere stiger fra generation til generation. Gustav Jonsson mener ikke, at
undersøgelsen direkte understøtter denne antagelse, som kun bygger på en konstatering af, at
ungdomskriminaliteten i nogle år har været stigende, og at samfundet og uddannelsessystemet
bliver mere og mere kompliceret, hvilket efter hans mening fører til en voksende
uddannelsesmæssig marginalisering på grund af hjemmenes kulturelle tilbageståenhed (Jonsson
1967: 223-225) 9 .
4. Afvigelsernes styrke øges fra generation til generation. Gustav Jonsson skriver:
As for the fourth aspect, more serious deviants, it was mentioned earlier that evidence
of this is the fact that delinquent boys, even in their early years, showed signs of
becoming persistent criminals. This was implicit in the choice of the investigation
sample.
The results of the investigation also gave direct confirmation that delinquent boys are
difficult to manage apart from their early debut as criminals (Jonsson 1967: 225).
Det er ejendommeligt, at Gustav Jonsson på den ene side faktisk er bevidst om, at Skå-drengene jo
pr. definition udgør de værste eksempler på sociale problemer, i og med at de er fjernet fra hjemmet,
og på den anden side anfører dette som faktum til støtte for antagelsen af, at afvigelserne bliver
værre og værre. Men realiteten er, at Gustav Jonsson ikke kan anføre noget til støtte for denne
antagelse 10 .
Der kan rettes flere alvorlige indvendinger mod Gustav Jonssons teori om den sociale arv, som han
heller ikke selv genfremsætter i denne form 11 . Bo Vinnerljung har gjort opmærksom på fire forhold,
9
Disse argumenter er tvivlsomme. Ungdomskriminaliteten har absolut ikke været konstant stigende, og der er ikke andre
indicier på, at der bliver en større og større afvigergruppe med massive sociale problemer af den type, som Gustav
Jonsson omtaler.
10
Eva Johansson kalder med rette Gustav Jonssons argument i denne forbindelse en cirkelslutning (Johanson 1967 og
1994)
11
Gustav Jonssons fremstilling af, hvad de sociale forhold betyder for familiens liv i bogen Den sociale arvs onde
cirkel. Kan den brydes? er langt mere nuanceret. Men samtidig bliver det også mere uklart, hvorfor disse forhold
betegnes som social arv. Han medinddrager således følgende forhold:
A. Skolesegregation eller marginalisering af børn, der stammer fra de lavere socialgrupper. Synspunktet er, at skolen er
for de normale, og at den derfor udskiller og stigmatiserer de ”utålelige”. Derved bliver det en skole, der ikke
modvirker, men snarere forstærker den sociale arv. Lærerne har ikke overskud til at indrette skolen efter børnene. I
stedet diagnosticerer de ofte børnene som selvforsvar mod egne vanskeligheder
B. ”Pigget Familie”, hvilket er et udtryk for, at familiens relationer til omverden er dårlige. Familien lukker sig om sig
selv og optræder fjendtligt (pigget) over for omgivelserne i form af familie, venner og bekendte. Relationerne er
betinget af gensidige fordomme, og de udstødte har fordomme over for sig selv.
C. Andre kendetegn for familier præget af den sociale arv:
- mangel på solidaritet
- stigmatisering pga. modtagelse af socialhjælp og kriminalitet
- tavshed og løgn som værn mod fordomme (risiko for stigmatisering)
- politisk passivitet
(Jonsson 1973)
8

som er meget graverende for muligheden for at drage nogen konklusion om den sociale arvs betydning.
Bo Vinnerljungs hovedargument mod teorien er, at retrospektive undersøgelser, hvor der indsamles
oplysninger om belastede børns forældre og bedsteforældre, ikke kan bruges til at dokumentere
effekten af social arv. Der mangler oplysninger om brødre og fætre. Bo Vinnerljung refererer her
den indvending, Eva Johansson fremsatte allerede i 1967 i Nordisk psykiatrisk tidsskrift i en anmeldelse
af Delinquent boys (Johansson 1967). Bo Vinnerljung skriver, at hun var den eneste, der rettede
en alvorlig kritik mod Gustav Jonssons studie, og han hævder, at Gustav Jonssons teori stort set
har stået uantastet siden på trods af denne meget alvorlige metodiske mangel og på trods af, at teorien
modsiges af en række empiriske studier (Vinnerljung 1998: 32-34).
Han anfører tillige, at Gustav Jonssons formulering af teorien er inspireret af Oscar Lewis’ subkulturteori,
og at Gustav Jonsson ser familiernes livsform som udtryk for en svensk fattigdomskultur.
Oscar Lewis subkulturteori er imidlertid senere blevet angrebet både teoretisk, og fordi empiriske
undersøgelser ikke har kunnet dokumentere eksistensen af en fattigdomskultur. Bo Vinnerljung
hævder videre, at datakvaliteten er for dårlig, fordi oplysningerne om bedsteforældre stammer fra
forældrene. Endelig gør han opmærksom på det metodiske problem, der består i hukommelsesforskydninger
hos mennesker, der aktuelt står i en belastet social situation, og som bliver udspurgt om
forhold i deres barndom. Der vil være en tendens til, at disse mennesker ser deres egen opvækst i
lyset af de sociale vanskeligheder, de aktuelt har (Vinnerljung 1998: 34-36).
Bo Vinnerljung berører fire problematiske forhold i Gustav Jonssons undersøgelse 12 . Jeg vil uddybe
kritikken på det første punkt, mens jeg vil undlade at behandle de tre andre kritikpunkter, da de ikke
bidrager til at belyse selve tankefiguren den sociale arv, og så vil jeg tilføje et kritikpunkt, der går ud
på, at Gustav Jonssons undersøgelse ikke rummer mulighed for at skelne mellem genetisk, psykologisk
eller social arv, og at hans resultater derfor lige så godt (eller dårligt) kan tolkes som en støtte
til genetisk eller psykologisk arv.
I en undersøgelse af social arv er det vigtigste at vurdere sandsynligheden for, at forældres egenskaber
overføres til børnene, altså de betingede sandsynligheder for, at barnet bliver anbragt uden for
hjemmet, givet at forældrene har bestemte typer sociale problemer. Gustav Jonsson burde have forsøgt
at beregne sandsynligheden for, at børn, hvis forældre havde bestemte problemer, fik så alvorlige
problemer, at de blev anbragt på Skå eller en lignende institution. Men denne beregning foretager
han ikke. Derfor har Bo Vinnerljung ret i, at Gustav Jonsson ikke har noget grundlag for at
fremsætte en teori om social arv, der postulerer, at sociale problemer overføres fra forældre til børn,
og at problemerne bliver både talrigere og alvorligere fra generation til generation. Men Bo Vinnerljung
dokumenterer ikke dette, hvilket Gustav Jonssons egne data faktisk giver mulighed for. I
stedet for retter han kritikken mod undersøgelsens design. Den burde efter hans mening have været
prospektiv, og den burde have inddraget brødre og fætre (Vinnerljung 1998: 31-32).
Men det var ikke nødvendigt med en anden undersøgelsesdesign. Man kan vise, at Gustav Jonssons
egne data fra den retrospektive undersøgelse direkte modsiger hans teori om den sociale arv.
Gustav Jonsson tager udgangspunkt i Skå-drengene og går baglæns. Analysen er opbygget, således
at der opstilles hypoteser om, at forældrene og bedsteforældrene til Skå-drengene er mere belastede,
12 Man kan endog hævde, at undersøgelsen også lider af, at både formål og problemstillinger er så uklart formuleret, at
det overhovedet er svært at vurdere undersøgelsen som et forsøg på at sandsynliggøre, at de fremlagte ideer kan betragtes
som en teori.
9

fx oftere fattige, kriminelle og skilte end forældre og bedsteforældre til de 222 Stockholmdrenge,
der udgør et repræsentativt udsnit af børnene i Stockholm. Disse hypoteser bekræftes i 46 ud af 55
tilfælde. Og i den forstand har Gustav Jonsson jo bevist, at der er en statistisk sammenhæng mellem
forekomst af sociale problemer hos børnene og hos forældrene. Skå-børnenes forældre og bedsteforældre
er oftere belastede eller har oftere problemer end det repræsentative udsnit af Stockholmdrengenes
forældre og bedsteforældre. Gustav Jonsson har altså bevist, at der eksisterer en
sammenhæng mellem forældrenes belastninger og børnenes problemer. Han har påvist eksistensen
af arv, men han har ikke vist hvor determinerende den er, eller hvilke mekanismer der medvirker til
overførelsen af egenskaber fra generation til generation.
Forskelle i hyppigheder af sociale problemer mellem på den ene side Skå-drengenes forældre og
bedsteforældre og på den anden side Stockholmdrengenes forældre og bedsteforældre eksisterer, og
de er signifikante, men de siger altså ikke noget om det centrale spørgsmål:
Hvor stor er sandsynligheden for, at en dreng, hvis forældre har bestemte belastninger
som fx psykisk sygdom, kriminalitet eller dårlige boligforhold, får så alvorlige sociale
problemer, at han bliver anbragt på Skå eller et lignende sted?
Gustav Jonsson har slet ikke forsøgt at vurdere eller beregne disse sandsynligheder. Han afslutter
bearbejdningen af sine data med at konkludere, at de fleste af hans hypoteser er blevet bekræftet, og
det er rigtigt. Skå-drengenes forældre og bedsteforældre har hyppigere forskellige typer sociale
problemer end de 222 Stockholmdrenges forældre og bedsteforældre. Men denne konklusion er
nærmest banal. Alt andet ville have været meget overraskende.
Bo Vinnerljung har ved at gentage Eva Johanssons pointe om, at man jo ikke ved noget om, hvordan
det er gået brødre og fætre, illustreret det vanskelige i at bruge Gustav Jonssons resultater til at
besvare det centrale spørgsmål. Men han har ikke præciseret kritikken. Han har nemlig ikke tydeliggjort,
at Gustav Jonsson på den ene side har påvist, at der eksisterer arv, men at han på den anden
side hverken har vist, hvor stor den er, eller hvad den består i. Det er ikke, som Bo Vinnerljung og
Eva Johansson anfører, nødvendigt med en hel anden undersøgelsesdesign for at vise, hvor determinerende
forældrenes forhold er (Vinnerljung 1998: 31-32).
Jeg vil med nedenstående tabel, der er opstillet på grundlag af Gustav Jonssons data, illustrere, at
Gustav Jonsson kunne have foretaget en hel anderledes præcis og nuanceret analyse af, hvordan
forældrenes forskellige typer sociale problemer betyder, at børnene har en forskellig risiko for selv
at få sociale problemer, og hvor stor denne risiko er.
10

Tabel 1.
Hyppigheder af sociale problemer for forældrene til henholdvis Skå-drenge og et repræsentativt
udvalg af Stockholmdrenge samt sandsynligheden for, at en Stockholmdreng, hvis forældre har
forskellige typer sociale problemer, bliver institutionsanbragt.
Søjle 1
Søjle 2
Søjle 3
Hyppighed af pro- Hyppighed af pro- Sandsynligheden for, at en
blemer for forælblemer for forældrene stockholmdreng, der har
drene til de 100 til de 222 Stockholm- forældre med disse kend-
Skå-drenge drengetegn
får så alvorlige problemer,
at han bliver an-
Type af forældres problemer
bragt på døgninstitution.
Ingen skolegang ud over grundskole
73% 61% 2,2%
Dreng ikke samlevende med
både far og mor
88% 35% 4,5%
Moder indlagt på psykiatrisk afd.
Eller ude af stand til at arbejde
pga. mentale forstyrrelser
55% 9% 11,0%
Misbrug af alkohol hos fader 41% 18% 4,1%
Faders kriminalitet 29% 11% 4,7%
Moders åbne afvisning af drengen
16% 1% 28,8%
Note: Beregningerne i tabellen er foretaget ved brug af regnereglerne for betingede sandsynligheder. I søjle 1 angives de
betingede sandsynligheder for, at forældrene har bestemte typer sociale problemer, givet at børnene er blevet anbragt
uden for hjemmet P(A|B). I søjle 2 angives de ubetingede sandsynligheder for, at forældre har bestemte typer sociale
problemer P(A), og i søjle 3 er de betingede sandsynligheder for at børn bliver anbragt uden for hjemmet, givet, at forældrene
har bestemte typer sociale problemer P(B|A) udregnet. Disse sandsynligheder udregnes således: P(B|A) =
P(A|B) * P(B)/P(A). I det repræsentative udvalg af Stokholmdrenge var eller havde 4 børn været anbragt uden for
hjemmet. Dvs. den ubetingede sandsynlighed for at blive anbragt uden for hjemmet var P(B) = 222/4 = 1,8%. Oplysningen
nævnes metodeafsnittet og i appendix (Jonsson 1967: 45 – 46 og 231), men Gustav Jonsson bruger ikke denne vigtige
oplysning til at vurdere den sociale arvs styrke.
Denne meget enkle oversigtstabel kan opsummere Gustav Jonssons resultater. Det fremgår, at Skådrengenes
forældre hyppigere har bestemte sociale problemer. Således er forekomsten af psykiske
lidelser hos moderen meget højere (55%) 13 end for almindelige Stockholmdrenge (9%), dvs. seks
gange så høj. Men sandsynligheden for, at et barn, hvis moder har dette problem, bliver anbragt på
Skå eller en anden lignende institution, er kun 11%. Dvs. kendskabet til denne belastningsfaktor
giver ingen mulighed for brugbar forudsigelse på det individuelle niveau. Dette er den væsentligste
konklusion, der kan drages ud af Gustav Jonssons materiale og mange andre undersøgelser af lig-
13 Den store hyppighed af psykiske lidelser hos Skå-drengenes mødre tolkes imidlertid som støtte for den opfattelse, at
der er stor sandsynlighed for, at en dreng får så store sociale problemer, at han bliver anbragt uden for hjemmet, hvis
moderen har dette problem. Denne form for fejlslutning har lighedspunkter med den økologiske fejlslutning. Den økologiske
fejlslutning består i, at man på baggrund sammenhænge mellem forskellige variabler på aggregeret niveau fx
kriminalitet og andel borgere med etnisk minoritetsbaggrund slutter, at disse sammenhænge også gælder på individniveau,
hvilket ikke behøver at være tilfældet. Når det drejer sig om den sociale arv, består fejlslutningen i, at man på
grundlag af store sandsynligheder for, at forældrene har sociale problemer – forudsat børnene har alvorlige problemer -
slutter, at børnene har lige så store sandsynligheder for at få alvorlige sociale problemer – forudsat forældrene har sociale
problemer.
11

nende type. Men Gustav Jonsson fremsætter altså på baggrund af sine resultater en teori om den
sociale arv, som nærmest udsiger det modsatte.
Den faktor, der med størst sandsynlighed fører til, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet, er i
øvrigt ”moders åbne afvisning af drengen”. Men denne faktor kan umuligt betegnes som social arv.
I disse tilfælde er moderens opførsel over for barnet direkte udtryk for omsorgssvigt. Det er altså
moderens aktuelle adfærd og ikke nogen form for arv, der fører til, at barnet bliver anbragt uden for
hjemmet.
Gustav Jonssons eget materiale kan, hvis det var analyseret ordentligt, give grundlag for følgende
konklusioner:
1. Børn, hvis forældre har alvorlige sociale problemer, har en forøget risiko for senere i deres livsforløb
selv at få så alvorlige sociale problemer, at de bliver fjernet fra hjemmet. Der kan for sociale
og økonomiske forhold påvises risikoforøgelser på fra 17% (fra 1,8% til 2,1%, hvis forældrene
ikke har haft skolegang ud over grundskolen) til 161% (fra 1,8% til 4,7%, hvis faderen er
kriminel). For familiære og psykosociale forhold kan der påvises betydelig større risikoforøgelser,
fx helt op til 511% (fra 1,8% til 11% , hvis moderen har været indlagt på psykiatrisk afdeling
eller har været psykisk syg). Risikoforøgelserne er store, hvilket dokumenterer, at der er
sammenhæng mellem forældrenes forhold og børnenes forhold.
2. Risikoen eller sandsynligheden for, at børn får så alvorlige problemer, at de bliver anbragt uden
for hjemmet, når deres forældre har problemer, er dog stadig meget lille (2,1%, hvis forældrene
ikke har skolegang ud over grundskole, 4,5%, hvis drengen ikke har været samlevende med både
far og mor, 4,7%, hvis faderen har været kriminel, og 11%, hvis moderen har været indlagt
på psykiatrisk afdeling, eller har været ude af stand til at arbejde på grund af mentale forstyrrelser).
Risikoen eller sandsynligheden for, at et barn får så alvorlige sociale problemer, at det bliver
fjernet fra hjemmet, er altså stadig meget lille. Dette betyder, at man ikke på grundlag af
denne undersøgelse overhovedet kan pege på nogle tilfælde af problemer i forældregenerationen,
hvor man har kunnet sige, at det er mest sandsynligt, at barnet får så alvorlige sociale problemer,
at det bliver placeret uden for hjemmet. Tværtimod kan man konkludere, at forsøg på ud
fra forældrenes sociale problemer at forudsige anbringelse uden for hjemmet er dømt til at mislykkes
for ni ud af ti børn.
Gustav Jonsson udnytter imidlertid aldrig, at man fra undersøgelsen af de 222 Stockholmdrenge
kender den almindelige frekvens af institutionsanbringelser. Han beregner eller vurderer aldrig risikoen.
Det er den fatale fejl, Gustav Jonsson begår i sin analyse, og det er denne undladelse, der gør
det muligt for ham at formulere en teori om social arv, som efterlader det indtryk, at forældres svære
sociale problemer indebærer en stor risiko for, at børnene bliver anbragt uden for hjemmet.
En anden central indvending mod Gustav Jonssons undersøgelse er, at den ikke giver nogen mulighed
for at skelne mellem genetisk, psykologisk eller social arv. Den statistiske sammenhæng mellem
forældrenes forhold og børnenes forhold kan fuldt ud lige så godt tolkes som et udtryk for psykologisk
eller genetisk arv. Mange af de mekanismer, som Gustav Jonsson fremhæver som virksomme
ved overførslen af egenskaber fra den ene generation til den anden er psykologiske, og Gustav
Jonsson har med udgangspunkt i undersøgelsesresultaterne ikke nogen mulighed for at afgøre,
om det er de sociale, de psykiske eller de genetiske forhold, der betinger, at forældre og børn har en
række af de samme egenskaber.
Andre undersøgelser kan heller ikke bekræfte den Gustav Jonsson’ske teori om den sociale arv. Bo
Vinnerljung gør opmærksom på, at en række skandinaviske og udenlandske undersøgelser ”har de-
12

monstrerat att utsatta barndomsförhållanden leder til starkt ökad risk på gruppnivå för en ogynnsam
utveckling hos barn men att majoriteten undgår ett ovillkorligt öde att bli patologiska som vuxna”.
(Vinnerljung 1998: 33). Han konkluderer ”Överhuvudtaget har en rad longitudinella studier visat
på stora svårigheter att prognosticera barns utveckling utifrån information om om deras hemförhållanden,
utöver att konstatera att riskerna för ”fel” slags utveckling är avsevärt större för psykosocialt
utsatta barn än för barn med goda uppväkstvillkor” (Vinnerljung 1998: 33).
Sven Hessle konkluderer på baggrund af egne og andres undersøgelser, ”Det tycks finnas en
överensstämmelse mellan olika undersökningar att barn i en syskonskara går åtskilda livskarriärer til
mötes i vuxenlivet” (Hessle 1992: 42). Han skriver om misbrug: ”Förekomst av missbrukande
föräldrar och syskon i ursprungsfamilien har inget eget förklaringsvärde för att söka orsaken till att
något eller några barn i syskonskaran går en misbrukskarriær til mötes i vuxen ålder” (Hessle 1992:
43). Om oplevelsen af adskillelse i opvækstfamilien skriver han: ”Det finns inget statistiskt samband
mellan separationserfarenheter i ursprungsfamiljen och egna separationer i vuxen ålder. Inte
heller de olika familjetyperna tycks ha något samband med tidigare separationserfarenheter” (Hessle
1992: 44). Teorien modsiges også meget tydeligt af en stor svensk forløbsundersøgelse Projekt Metropolit.
Her har man forsøgt at vurdere om børn, der er vokset op i hjem, hvor forældrene fik bistandshjælp,
selv i deres voksentilværelse skulle have større sandsynlighed for at modtage bistandshjælp.
Konklusionen er, at sandsynligheden kun øges ganske ubetydeligt. Deres analyse viser i øvrigt:
”at flera faktorer under barndommen, strukturella, kulturelle såväl som personliga, faktisk ökar
risken för att effekter skall verka över generationernerna. Det gäller sådant som familjens ekonomi,
svaga skolresultat, kort utbildning och sträng uppfostran” (Stenberg & Hård av Segerstad
1997:194). Undersøgelserne viser således, at der ikke er tale om social arv i den Gustav Jonsson’ske
betydning. Der er nærmere tale om risikofaktorer og det er ikke blot faktorer, der knytter sig til forældrene.
Jeg har nu redegjort for Gustav Jonssons teori om den sociale arv, og jeg har påvist, at der ikke i
hans resultater var noget grundlag for at formulere en teori om en næsten mekanisk overførsel af
problemer fra forældre til børn. Ligesom der heller ikke i senere undersøgelser har været grundlag
for at drage en sådan slutning.
Jeg vil i det følgende afsnit præsentere to andre og mindre anvendte betydninger af den sociale arv,
som er principielt forskellige fra den Gustav Jonsson’ske, og til sidst vil jeg præsentere nogle eksempler
på, hvordan den Gustav Jonsson’ske variant formuleres i dag.
6. Forskellige betydninger af den sociale arv
Der kan altså peges på tre principielt forskellige anvendelser af begrebet den sociale arv 14 , som kan
illustreres med en række forskellige empiriske undersøgelser.
Chanceulighed som følge af forældres forskellige samfundsmæssige placering
14 Erik Jørgen Hansen skriver i en artikel i Information den 25/5: ”Begrebet social arv har nemlig ikke nogen klar samfundsvidenskabelig
definition. Det er tværtimod et begreb, der lever sit liv i et tomrum mellem forskning og politik, hvor
begreber ofte gives indhold efter for godtbefindende. Og i forskningen har begrebet social arv mindst to betydninger.
Nogle tænker alene på skæbnen for personer, der er børn af forældre i ekstremt belastende sociale situationer … Andre
tænker simpelthen på den samfundsorden, der til alle tider og i alle samfund betyder, at det kræver en større indsats,
flere afsavn og mere held at opnå lang uddannelse og høj indkomst for børn fra arbejderklassen end for børn fra andre
samfundslag”.
13

Opvækstvilkår i form af forældrenes samfundsmæssige position (uddannelse, stilling og status) betyder
meget for børnenes senere samfundsmæssige position. Socialgruppeinddeling og opdeling i
professionelle og ikke-professionelle er kategorier, der med succes har været anvendt af Socialforskningsinstituttet.
Der er blevet påvist store uligheder i chancer for at få uddannelse afhængig af
forældrenes samfundsmæssige position. Erik Jørgen Hansens empiriske forløbsundersøgelser om
selektionsmekanismerne i uddannelsessystemet dokumenterer, at børns position i samfundet i stort
omfang bestemmes af deres forældres position. Han har senest i den store forløbsundersøgelse
”Næste generation” vist, at der stadig er meget store forskelle på chancen for at få en gymnasial
uddannelse eller en videregående uddannelse afhængig af forældrenes uddannelse og job (Hansen
1987 og 1995).
Denne form for ”arv af uddannelsesmønster” kan gives en meningsfuld sociologisk tolkning. Det
kan nemlig sandsynliggøres, at socialiseringen inden for forskellige klasser, livsformer eller miljøer
giver børn forskellige muligheder for at erhverve den form for kultur, der belønnes i uddannelsessystemet,
og børnene har heller ikke samme mulighed for at stifte bekendtskab med værdier og holdninger,
som tillægger uddannelse vægt. Klasseteorier og teorier om klassespecifik socialisering fungerer
som en god teoretisk referenceramme for disse betragtninger 15 .
Denne form for chanceulighed er dokumenteret gennem en række seriøse empiriske undersøgelser,
hvoraf nogle af de vigtigste danske er nævnt ovenfor. Samfundsmæssigt væsentlige statusfaktorer
som forældres uddannelse og erhvervsstatus kan i en række tilfælde være brugbare prediktorer for,
hvilken uddannelse og erhvervsstatus deres børn senere opnår. I nogle tilfælde er der mulighed for
at lave meningsfulde prognoser på det individuelle niveau. Fx har børn (specielt piger), hvis forældre
er ufaglærte arbejdere, en meget stor sandsynlighed for ikke at få en uddannelse. Der er dog stadig
store afvigelser fra mønstrene, der stiller krav om mikrosociologiske forklaringer, der kan supplere
teorierne om de strukturelle forholds betydning 16 .
Denne form for chanceulighed, som er forårsaget af den samfundsmæssige placering (klasse og
uddannelsesniveau hos forældrene), er meget væsentlig for at analysere samfundets struktur, opbygning
og ikke mindst mobiliteten. Der er i nogle tilfælde tale om, at chancerne for at få en uddannelse
er så små, at man kan opstille prognoser på det individuelle niveau, selvom Erik Jørgen Hansen korrekt
gør opmærksom på, at der stadig er tale om sandsynligheder. ”Ud fra denne sandsynlighed kan
man ikke forudse livsforløbet for bestemte mennesker” (Hansen 1997: 46) 17 . Chanceulighed betinget
af forskellige samfundsmæssige forhold som fx klassetilhørsforhold og uddannelse er en lang
mere præcis betegnelse for disse sammenhænge end social arv.
Risikobørn. Forskellige sandsynligheder for at udvikle sociale problemer forårsaget af forskellige
opvækstforhold
15 Erik Jørgen Hansen anfører da også netop klasseteorier som den vigtigste referenceramme for at forklare den eksisterende
chanceulighed. Han anfører tillige, at Bourdieus kapitalbegreb kan belyse chanceuligheden (Hansen 1997).
16 Erik Jørgen Hansen har en indgående diskussion af sammenhængen mellem makrofaktorer som social klasse og mikrofaktorer
som den enkeltes rationelle kalkuler over, hvad der bedst kan betale sig med hensyn til uddannelsesvalg (Hansen
1997).
17 Viden om denne type chanceuligheder giver imidlertid overhovedet ikke mulighed for at forklare eller på individuelt
niveau forudsige alvorlige individuelle sociale problemer som kriminalitet og omsorgssvigt. Forældrenes samfundsmæssige
placering (uddannelse) kan aldrig være afgørende for, at børn udvikler den type alvorlige sociale problemer, som
Gustav Jonsson beskriver.
14

En række undersøgelser dokumenterer, at børn med belastede opvækstvilkår hyppigere udvikler
sociale problemer end børn, der er opvokset under normale forhold. Disse børn betegnes ofte som
risikobørn, idet der er større risiko eller sandsynlighed for, at der sker en eller anden form for fejludvikling
hos disse børn. Men da disse sandsynligheder sjældent overstiger 10%, har de nærmest
ingen prediktionsværdi på det individuelle niveau. Derimod kan de selvfølgelig bruges som argument
for en generel forbedring af opvækstvilkårene for disse børn.
Der skal her bare nævnes to eksempler på undersøgelser, der påviser sådanne sandsynligheder i en
form, hvor man på den ene side tydeligt kan se, at fx forældrenes økonomiske, sociale og psykiske
forhold har en indflydelse på, om børn udvikler sociale problemer, og på den anden side lige så tydeligt
kan se, at undersøgelserne ikke giver grundlag for forudsigelser på individuelt plan.
Den første undersøgelse er en Socialforskningsinstitutundersøgelse fra samme periode som Gustav
Jonssons doktordisputats. Det drejer sig om Jacob Vedel-Petersens Børns opvækstvilkår fra 1968
og Mogens Nord Larsens senere opfølgningsundersøgelse fra 1977. Disse undersøgelser omhandler
en række forhold, der belaster børns opvækstvikår, og her indgår forældres forhold selvfølgelig som
nogle vigtige faktorer. Undersøgelserne dokumenterer, at man kan påvise store risikoforøgelser, når
forældrene har bestemte problemer; men risikoen eller sandsynligheden for, at et barn med disse
belastninger udvikler sociale problemer, er stadig så lille, at den ikke giver mulighed for prediktion.
Selv den alvorligste risikofaktor - nemlig at barnet selv har udvist ”antisocial adfærd” - betyder
ikke, at der er mere end 50% risiko for, at barnet har problemer i 16 - 19 års alderen. Den alvorligste
risikofaktor kan altså ikke bruges til forudsigelse på det individuelle niveau, Schultz Jørgensen skriver
med direkte henvisning til de to undersøgelser således:
Det vanskelige ved spørgsmålet om forudsigelse viste sig på den måde, at selv blandt de børn, hvor
der tidligt blev konstateret forekomst af de alvorligste risikoindikatorer (fx antisocial adfærd),
var det mere end halvdelen, der klarede sig godt i 16 - 19 års alderen. Modsvarende var det
sådan, at der blandt børnene uden alvorlige risikofaktorer var en god del, der alligevel klarede
sig dårligt. Faktisk var det sådan, at ca. en tredjedel af samtlige problemer fandt man hos unge,
der slet ikke havde risikoindikatorer som børn. (Schultz Jørgensen 1993:18 - 19)
Ganske som i Gustav Jonssons undersøgelse, hvor den alvorligste risikofaktor var moderens åbne
afvisning af drengen, er den alvorligste risikofaktor i denne undersøgelse et forhold: barnets egen
adfærd, der ikke drejer sig om overførsel af sociale problemer fra generation til generation.
Forskningen i risikobørn har generelt ikke givet praktikerne brugbare redskaber til udpegning af
børn og familier, hvor man med stor effekt kunne sætte ind på at forebygge senere fejludvikling.
Schultz Jørgensen m.fl. redegør for en række forskellige undersøgelser, hvor man også kan påvise,
at børn, der er udsat for belastninger eller risikofaktorer, hyppigere udvikler sociale problemer. Han
bruger sammenfattende begrebet risikobørn om børn, der har disse forøgede sandsynligheder for at
udvikle sociale problemer, men han fastholder Vedel-Petersens pointe, at disse undersøgelser ingen
prediktionsværdi har på det individuelle niveau. Selvom der er store risikoforøgelser, er der ingen
form for prediktionsværdi på det individuelle plan i denne type undersøgelser. Dette skyldes, at børnenes
risiko eller sandsynlighed for at udvikle sociale problemer meget sjældent når op på ca. 25%,
og selv i sådanne tilfælde er det altså stadig kun hvert fjerde barn, der udvikler sociale problemer.
Dvs. prognose på det individuelle plan er umulig. Forudsigelse af fremkomsten af et socialt problem
vil altså slå fejl i tre ud af fire tilfælde. Det betyder, at man både bruger overflødige ressourcer på at
forebygge i tre ud af fire tilfælde, og at man tillige løber risikoen for at stigmatisere børnene og skabe
en ”selvopfyldende profeti”. Jacob Vedel-Petersens undersøgelse fra 1968 tydeliggør samtidig et
15

andet stort dilemma i risikoundersøgelser, idet han viser, at de risikofaktorer, der giver den største
prediktionsværdi, kun har været til stede hos en lille del af de børn, der har problemer. Det betyder,
at hvis man selektivt satser på at lave en forebyggende indsats i forhold til de børn, der har den største
risiko for at udvikle sociale problemer, så får man kun fat i en lille andel af de børn, der senere
udvikler sociale problemer (Vedel-Petersen 1968).
Mogens Nygaard Christoffersens undersøgelse Opvækst med arbejdsløshed udgør et aktuelt eksempel
på, at man kan påvise, at børn, hvis forældre har bestemte sociale problemer, har en forøget risiko
for selv at få sociale problemer senere i deres tilværelse. Denne registerundersøgelse viser imidlertid
samtidig, at selvom der er eksempler på, at forældrenes arbejdsløshed giver en flerdobling af
sandsynligheden for, at bestemte sociale problemer optræder hos børnene, så er der stadig tale om
meget små sandsynligheder for, at børn af arbejdsløse forældre udvikler problemer – sjældent over
10%, og for sjældne problemtyper må risikoen gøres op i promille (Nygaard Christoffersen 1996).
Risikobørn var tidligere et meget anvendt begreb, men det har de sidste år mistet en del af sin popularitet,
hvilket sikkert skyldes, at samfundsforskerne ikke har kunne påvise risikofaktorer, der
indebar så stor sandsynlighed for, at børn udviklede sociale problemer, at det kunne berettige til
meget selektive indsatser over for ”risikogruppen” (Schultz Jørgensen 1993).
Risikoundersøgelser kan udpege risikofaktorer og tydeliggøre, hvor stor sandsynligheden er for, at
børn, hvis situation er belastet af en bestemt faktor, udvikler sociale problemer, og det kan give anledning
til generelle socialpolitiske indsatser for at fjerne risikofaktoren.
Begreberne risikobørn og social arv har selvfølgelig visse fælles træk. Begge begreber sætter fokus
på opvækstvikår. Men undersøgelser af risikobørn begrænser sig ikke til at inddrage risikofaktorer,
der er knyttet til forældrene. Alle faktorer, fx negative forhold i skole, daginstitution og kammeratskabskreds,
inddrages, hvis de forøger risikoen for, at barnet får sociale problemer. Endelig ligger
der ikke nogen form for determinisme i begrebet risikobørn. Betegnelsen angiver direkte, at der kun
er tale om en risiko – en sandsynlighed, og de empiriske undersøgelser inden for denne tradition
viser, at denne risiko som regel er meget lille. Der er således god grund til at bruge begreberne risiko
og risikobørn og undlade benævnelsen social arv, når sammenhængene kun viser, at der er risiko.
Negativ social arv - den Gustav Jonsson’ske tankefigur
Den mest almindelige opfattelse af social arv er den Gustav Jonsson’ske. Tankefiguren vedrører
som regel negative egenskaber, der næsten mekanisk overføres fra generation til generation gennem
en ikke nærmere defineret indbygget mekanisme. Det er denne mekanisme, der kaldes social arv.
Det er imidlertid forskelligt, om der anvendes sociologiske eller psykologiske forklaringer på overførslen,
og det er forskelligt om de arvede egenskaber er sociale eller psykiske. Der kan hos Gustav
Jonsson findes holdepunkt for alle disse opfattelser. Kort kan opfattelsen således udtrykkes som
”tilegnelse af viden, holdninger og personlighedstræk gennem opvækstmiljøet; barnets overtagelse
af forældrenes personlighedstræk og dermed udfoldelsesmuligheder” (Pædagogisk psykologisk Opslagsbog
1997).
Forklaringerne har imidlertid alle et deterministisk præg. Den sociale arv fremstilles som en mekanisme,
en faktor eller en proces, der har en afgørende indflydelse på menneskers livsforløb. Kendskab
til teorien om den sociale arv giver ifølge denne opfattelse mulighed for på grundlag af kendskab
til forældrene at forudsige, hvordan det vil gå børnene. Det fremstilles som om forældrenes
økonomiske og sociale forhold, deres sociale og psykiske egenskaber og deres relationer til deres
børn har en afgørende indflydelse på, om disse børn vil udvikle alvorlige sociale problemer. Den
16

sociale arv kommer således til at fremtræde som nøglen til forklaring eller forståelse af de svære
sociale problemer.
Mange af Gustav Jonssons formuleringer i doktordisputatsen lægger op til, at der først og fremmest
overføres egenskaber via psykologiske mekanismer 18 , og det er også den opfattelse, som er dominerende
hos mange socialarbejdere.
Lene Lind udtrykker en lignende opfattelse:
Den sociale arv” kalder vi familiers videreførsel af sociale og psykiske problemer fra
generation til generation. Forskelligt fagpersonale kommer i kontakt med den ”sociale
arv” gennem deres arbejde med børn, unge eller voksne, der har problemer af
fysisk, psykisk eller social karakter…
Netop den sociale arv forstås, når man bliver klar over, at vi ikke kan undgå at give
vore børn det, vi selv har fået, både det gode og det dårlige. At vi prøver at reparere
på vore savn, ved enten at få andre til at udfylde dem eller give os selv den manglende
omsorg gennem andre. At vi søger løsning på indre konflikter i vort forhold til andre.
At vi geniscenesætter vore gamle konflikter og skuffelser med andre som statister, i
håb om nye tilfredsstillende løsninger på gamle problemer (Lind 1993: 7 – 8).
I Anne Brockenhuus Schack og Vagn Christensens bog er der både elementer fra den sociologiske
og den psykologiske determinisme, men her er det de sociale forklaringer, der dominerer:
Har børn en belastet social, helbredsmæssig og boligmæssig opvækst, er der stor
sandsynlighed for, at disse grupper vil få et ulykkeligt liv med sygdom, arbejdsløshed,
fattigdom og kriminalitet. Og at denne arv føres videre til deres egne børn (Christensen
og Brockenhuus-Schack: 1997: 21).
Når den sociale arv fungerer som standardforklaring, og den aldrig betvivles, forstærkes det deterministiske
præg. Henvisninger til undersøgelser, der viser store risikoforøgelser ved bestemte belastninger,
tages som udtryk for, at den sociale arv er en vigtig faktor, skønt disse undersøgelser ikke
kan tolkes sådan. Nedenstående er et eksempel på, at en Socialforskningsinstitutundersøgelse, der
nøgternt redegør for en overhyppighed af problemer hos forældre til belastede børn, tages til indtægt
for den sociale arvs afgørende betydning.
En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstitiuttet viser ikke uventet, at de anbragte
børn kommer fra brudte hjem og ofte fra familier med mange børn. I halvdelen af tilfældene
skyldes fjernelsen af barnet omsorgssvigt. 18% af forældrene har selv været
anbragt uden for hjemmet som børn. Atter et udtryk for den sociale arv (Christensen
og Brockenhuus-Schack: 1997: 104)
Vagn Christensen og Anne Brockenhuus-Schack undlader ligesom Gustav Jonsson at vurdere risikoen
eller sandsynligheden for, at fx børn fra brudte hjem bliver anbragt uden for hjemmet, og på
den måde kommer det til at fremstå, som om der er en stor risiko for, at disse børn bliver anbragt
uden for hjemmet, hvilket ikke er tilfældet.
18
Magda Hauser har direkte indført begrebet den psykologiske arv for at tydeliggøre psykologiske mekanismers betydning
(Hauser 1989).
17

I forlængelse af ideerne om at bryde den sociale arv er begrebet ”mønsterbrydere” blevet lanceret.
Det er en betegnelse for børn, der har specielle ressourcer og en særlig modstandskraft, der gør, at
de kan overvinde selv meget store belastninger, at de kan bryde den sociale arv.
Ved mønsterbrydere forstås mennesker, som har brudt med et opvækstmiljø, der socialt
set er karakteriseret af faktorer som manglende uddannelse, arbejdsløshed, dårlig
økonomi, ringe boligforhold, misbrug og vold samt psykologisk set af klientgørelse,
støtteforanstaltninger og offerrolle.
Mønsterbruddet har medført en tilværelse, der socialt er karakteriseret af uafhængighed,
uddannelse arbejde og god økonomi – og psykologisk set af faktorer som det at
være aktør, mestring af eget liv, subjektivitet og selvbestemmelse (Elsborg m.fl.
1999:15 -16).
Dette begreb kan således forstås som udledt af teorien om den sociale arv, som netop angiver, at der
findes et mønster.
Brugen af begrebet mønsterbrydere reproducerer tankefiguren den sociale arv i den Gustav Jonsson’ske
betydning. Således angiver en af mønsterbrydningsforskerne Vagn Rabøl Hansen følgende
faktorer som kendetegn for den negative sociale arv ”fattigdom, arbejdsløshed, svigtende omsorg,
dårlige boligforhold, ringe eller ingen uddannelse, vold og incest, alkohol- og stofmisbrug , kriminalitet
og opløste familier” (Hansen 1997: 16). Der er således tale om overførsel af alvorlige sociale
problemer fra generation til generation. Denne overførsel må nødvendigvis følge et fast mønster.
Det er nemlig kun relevant at beskæftige sig med mønsterbrydning, hvis der et fast mønster, og derfor
bliver der en tendens til, at mønsteret i form af social arv fremstilles mere deterministisk af mønsterbrydningsforskere,
end det ellers er almindeligt. Således skriver Vagn Rabøl Hansen om dårlige
prognoser (Hansen 1997: 19), hvilket må forstås således, at der er større chance for, at der opstår
alvorlige sociale problemer på grund af den sociale arv, end at der ikke gør det 19 .
Social arv er en faktor, en mekanisme eller en proces, der forårsager overførsel af egenskaber, relationsmønstre
og sociale problemer fra forældre til børn. Denne overførsel foregår næsten automatisk
og determinerer i stort omfang menneskers livsforløb. Det er denne tankefigur, som oprindelig blev
formuleret af Gustav Jonsson, der nu gentages i lærebøger og som daglig reproduceres i diskussioner
om socialpolitik og praktisk socialt arbejde. Tankefiguren bygger på fejlslutninger, og begrebet
den sociale arv i den Gustav Jonsson’ske betydning gør derfor mere skade end gavn.
7. Den sociale arv - en populær tankefigur i socialt arbejde - Årsager til begrebets popularitet
Bo Vinnerljung beskæftiger sig kun indirekte med spørgsmålet om, hvorfor begrebet den sociale
arv er blevet så populært. Hans formål er nemlig videnssociologisk eller videnskabsteoretisk. Han
vil undersøge, hvordan Gustav Jonsson kunne slippe af sted med at formulere en teori på et så svagt
teoretisk og metodisk grundlag, uden at han blev kritiseret, og teorien blev tilbagevist. Han fremhæver
fire grunde hertil (Vinnerljung 1998: 36-43).
19 Ejgil Aaagard Jørgensen fremhæver modsætningen mellem social-arvs-tankegangen og mønsterbrydningstankegangen,
men netop, når han fremhæver modsætningen kommer den sociale arv også til at fremstå med et meget deterministisk
præg ”På den ene side producerer store dele af samfundsforskningen resultater, der tyder på at kræfter i samfundssystemerne
fungerer med noget, der kunne ligne en mekanisk, skæbnetung, selvopfyldende, lovmæssig forudsigelighed
for menneskets ringe mulighed muligheder for at ændre sine levekår” (Jørgensen 1997: 4).
18

x Den videnskabelige tradition, hvor retrospektive undersøgelser var almindelige
x Indflydelsen fra psykoanalysen, hvor forklaringer på problemer i stort omfang søges i tidlige
barndomsoplevelser og i relationen til forældrene
x Gustav Jonsson som institution og person. Gustav Jonsson har i en lang periode stået for den
progressive linie i svensk socialt arbejde, og kritik af Gustav Jonsson er blevet opfattet som
”kontrarevolutionær”
x Den generelle samfundsmæssige situation i slutningen af 60’erne, der var præget af en radikaliseringsbølge
og en intensiveret udbygning af velfærdsstaten
Under slutet av 1960-talet intensifierades dessutom välfärdsbygget. Pengar hämtades
från ökade skatter och allt syntes möjligt. ”Behandlingsoptimismen” var mycket stor,
både blandt forskare, professionella och socialpolitiska reformatörer … … liksom
tiltron til statsapparatens förmåga att framgångsrikt administrera behandling. Det
gjordes stora satsninger på att bygga ut socialvården (Vinnerljung 1998: 40).
Det er imidlertid kun denne sidste grund, der er interessant i forhold til at forklare, hvorfor begrebet
den sociale arv opnåede stor popularitet blandt socialarbejdere og socialpolitikere, og hvorfor det
stadig er meget populært.
I det efterfølgende vil jeg derfor uddybe denne forklaring om det generelle samfundsklimas betydning,
og jeg vil desuden tilføje to forklaringer; én, der betoner ligheden mellem socialarbejderes
praksiserfaringer og den tankefigur, som Gustav Jonsson fremførte i form af den sociale arv; og én,
der betoner socialpædagogernes og socialrådgivernes interesse i at profilere sig som professioner
bl.a. ved hjælp af begrebet om den sociale arv.
Fremskridtstro og behandlingsoptimisme også i forhold til de mest belastede
Det er utvivlsomt rigtigt, at det generelle samfundsklima i hele Skandinavien har været præget af
forskere, politikere og professionelle, der har haft en fremskridtstro, som også omfattede troen på, at
svære sociale problemer kunne løses, afhjælpes eller forebygges ved velplanlagte indsatser (social
ingeniørkunst). De dårligst stillede skulle og kunne hjælpes. Men arbejdet med de hårdest belastede
gav sjældent umiddelbare resultater, hvilket var truende for behandlingsoptimismen. Bo Vinnerljung
argumenterer for, at Gustav Jonssons billede af disse grupper har passet fint ind i socialingeniørernes
opfattelse: ”Kanske kan man se den stora satsningen på socialvården som et försök att lyfta
en resterande underklass ur sin efterblivenhet, in i gemenskapen. … en rad samtida socialbidragsstudier
underströk patologiska särdrag bland bidragstagarna. Jonssons bild av de fattige som en
avigt inställd och efterbliven subkultur mitt i det moderna velfärdssamhället, passade väl in i de
socialpolitiska ambitionerna. Den gav svar på frågan om varför, trots alla framsteg och trots all hjälp
de fått, det fortfarande fanns en grupp fattiga som envisades med at leva på et avvikande sätt”
(Vinnerljung 1998: 41)
Vinnerljung fremlægger her en forklaring, som fremstiller ideen om at bryde den sociale arv som en
logisk sidste udbygning af velfærdsstaten, hvor det sociale arbejde i forhold til de fattigste udgør en
særlig udfordring, som netop meget rammende kan betegnes som ”at bryde den sociale arv”.
Socialt arbejde med at bryde den sociale arv komplementerer således den skandinaviske velfærdsstat.
De generelle vefærdsstatslige tiltag havde sikret, at ingen var fattige, og at uligheden ikke var
for stor, men det viste sig, at trods den stigende velstand i 60’erne forsvandt de sociale problemer
19

ikke. De generelle vefærdsstatslige tiltag måtte derfor suppleres med det sociale og det socialpædagogiske
arbejde for at komplementere vefærdsstaten.
Arbejdsdelingen blev således: Økonomerne og de administrative praktikere planlagde og fordelte
den økonomiske velstand. Sociologerne, socialpædagogerne og socialrådgiverne kunne tage sig af
de sociale problemer, som opstod på trods af de universelle tiltag. De universelle ydelser kunne
suppleres med selektive ydelser og socialt arbejde. På denne måde kunne velfærdsstaten løse alle
problemer gennem en udbygget ”social ingeniørvidenskab” og en professionel stab af praktikere.
Det er også i denne periode, at forebyggelsestanken slår igennem. At bryde den sociale arv gennem
tidlig indsats giver et håb om at komme nogle af de mere sejlivede sociale problemer til livs gennem
forebyggelse. Der bliver tendens til, at indgreb i større omfang sigter mod at virke forebyggende,
dvs. man legitimerer indgreb ud fra deres formodede fremtidige effekt.
Ligheden mellem praksiserfaringer og tankefiguren den sociale arv
Gustav Jonssons undersøgelsesmetode og fremlæggelse af resultater viser åbenbar lighed med de
erfaringer, praktikere gør i almindeligt socialt arbejde. Som nævnt ved gennemgangen af Gustav
Jonssons undersøgelse var hans udgangspunkt netop erfaringerne fra det sociale arbejdes praksis på
Skå. Her havde Gustav Jonsson og hans medarbejdere konstateret, at Skå-drengenes forældre og
også deres bedsteforældre ofte var socialt belastede. Det er disse praksiserfaringer, der fører til, at
Gustav Jonsson igangsætter undersøgelsen, som i sit udgangspunkt har til formål at be- eller afkræfte
praksiserfaringerne. Undersøgelsen bekræfter hverdagserfaringerne. Skå-drengenes forældrene
er hyppigere socialt belastede, end Stockholmdrengenes forældre er. På den måde er Gustav
Jonssons resultater tilfredsstillende både for ham selv og for andre socialarbejdere. Deres egne erfaringer
fra praksis viste sig at være rigtige.
Det problematiske består i, at praksiserfaringerne, Gustav Jonssons undersøgelsesresultater og andre
undersøgelsesresultater, der påviser risikoforøgelser, tolkes som udtryk for, at børn, hvis forældre
har sociale problemer, meget ofte selv får sociale problemer af samme karakter. Denne konklusion
er nærliggende, fordi socialarbejderne jo netop altid arbejder med de børn, der har udviklet de sociale
problemer. Socialarbejdere ser aldrig de søskende, som klarer sig godt, selvom deres forældre
har haft sociale problemer 20 .
For socialarbejderne og for Gustav Jonsson har det derfor været oplagt at drage den konklusion, at
overhyppigheden af problemer hos forældrene til de vanskeligt stillede børn, man arbejder med, er
identisk med stor sandsynlighed for, at børn af forældre med sociale problemer også får sociale problemer.
Men som tidligere nævnt, betyder en stor overhyppighed af problemer hos forældre til børn
med alvorlige problemer ikke, at der er stor sandsynlighed for at børn, hvis forældre har problemer,
også selv udvikler problemer.
20 Vinnerljung og Johansons henvisninger til søskende, fætre og kusiner giver en fin illustration af, at man ikke umiddelbart
kan bruge praksiserfaringer om forældrenes forhold til at slutte sig til sandsynligheden for, at børn af sådanne forældre
har stor sandsynlighed for at udvikle sociale problemer. Der findes en tendens til at socialarbejdere – i lighed med
Gustav Jonsson – tolker undersøgelser, hvor der påvist en markant overrepræsentation af forældre med problemer som
et bevis for, at der også er stor sandsynlighed for, at børn af forældre med den type problemer får alvorlige sociale problemer,
og det er som tidligere vist ikke tilfældet. Erik Jørgen Hansen gør opmærksom på en lignende fejlslutning i
vurderingen af rekrutteringen til de videregående uddannelser. Han hævder, at det er almindeligt, at man forveksler
andelen med chancen (Hansen 1997:9 –10).
20

I det praktiske sociale arbejde får begrebet den sociale arv imidlertid også en særlig funktion, der
har gjort det populært blandt socialarbejdere. Den sociale arv bliver brugt som universel årsagsforklaring
på sociale problemer. Hyppigt hører man således i socialarbejderkredse denne type udsagn:
”Med de forældre kunne man jo ikke forvente andet”; ”tredje-generations-bistandsklient” og ”Det er
helt det samme mønster som med forældrene”. Henvisninger til den sociale arv er blevet rituelle
eller ren rutine, og der rejses ikke tvivl om forklaringernes gyldighed. De accepteres med selvfølgelighed,
og begrebet den sociale arv fungerer dermed ikke som et fagligt analyseredskab men som en
stigmatiserende betegnelse.
Socialarbejdernes interesse i at profilere det socialpædagogiske arbejde
Både socialpædagoger og socialrådgivere har skullet profilere sig selv i løbet af de sidste tredive år.
Disse professioner har skullet legitimere deres eksistensberettigelse i velfærdsstaten, og de har
skullet tydeligøre, at de kunne varetage opgaver, som hverken daginstitutionspædagoger, lærere
eller sundhedspersonalet kunne varetage 21 .
Socialrådgiverfaget var en profession, der indtil 1970 primært havde gjort sig bemærket i en række
nichebeskæftigelser, fx på hospital og i kriminalforsorg. I slutningen af 60’erne og begyndelsen af
70’erne blev kravene til det sociale arbejde mere markante. Socialreformkommisionens tanker om
helhedssyn og forebyggelse, som blev nedfældet i bistandsloven, der fik virkning fra 1976, tydeliggjorde
behovet for en profession, der kunne udmønte det ønskede helhedssyn bl.a. i familiearbejdet.
Viden om den sociale arv var en kvalifikation, der blandt andre kunne profilere socialrådgivere som
en profession, der kunne arbejde med helhedssynet i forhold til belastede familier.
Socialpædagogerne, som herhjemme først blev kaldt børneforsorgspædagoger, etablerer sig som en
selvstændig profession i slutningen af 60’erne. Det var omsorgen og behandlingen af vanskeligt
stillede børn, der var deres speciale. Skiftet fra børneforsorgspædagog til socialpædagog markerer
et skift fra omsorg og forsorg til socialpædagogik. Men genstandsområdet for denne pædagogik
skifter samtidig. Der sker en udvikling væk fra pasning (omsorg og forsorg) henimod at arbejde med
sociale og pædagogiske processer. I denne situation har socialpædagogerne haft interesse i at udpege
sociale processer, der kunne være et særligt indsatsområde for socialpædagogerne.
Den sociale arv (arveprocessen) og ikke mindst forstillingen om at igangsætte processer, der bryder
den sociale arv, er tankefigurer, som præcis imødekommer socialarbejderprofessionernes interesser.
Disse begreber giver socialarbejderne mulighed for at definere et felt, hvor de har den største eks-
21 Den amerikanske sociolog Steven Pfohl har i en meget interessant artikel The discovery of child abuse gjort opmærksom
på, at professionsinteresser kan spille en meget central rolle for, hvordan bestemte sociale problemer lanceres. Pfohl
har således påvist, at det var røntgenlæger og børnelæger, der opdagede børnemishandling i 1960’erne. De praktiserende
læger og skadestuelæger, der i årevis var blevet konfronteret med de forslåede børn i deres praksis, havde ikke opdaget
mishandlingerne og gjort opmærksom på dem, fordi deres professionsforståelse først og fremmest var at yde service til
forældrene. Pfohl forklarer, at årsagen til, at det netop bliver røntgenlægerne og børnelægerne, der sammen opdager
børnemishandlingen, skal søges i den omstændighed, at disse to lægelige specialer havde meget lidt prestige, og at de
brugte påvisningen af børnemishandling til at profilere sig som en gren af lægeprofessionen, der også bekæftigede sig
med lægefaglige emner, der vedrører liv og død, hvilket er det mest prestigegivende inden for lægeverdenen.
Påpegningen af, at professionsinteresser har været helt centrale for, hvordan og hvornår børnemishandling blev opdaget,
tydeliggør professionsinteressernes betydning for opdagelsen af bestemte sociale fænomener (Pfohl 1978). Det er interessant,
at den forøgede interesse for udsatte og truede børn giver sig to så helt forskellige udslag i Skandinavien og i
USA, og det er formentlig udtryk for, at det er helt forskellige professioner, der i to så fundamentalt forskelligt udformede
velfærdsstater er i stand til at dominere de faglige debatter om de udsatte og truede børns problemer og følgelig også
deres behandling.
21

pertise. Hverken daginstitutionspædagoger, lærere eller sundhedspersonale har kvalifikationer til at
gribe ind de processer, der fører til de af Gustav Jonsson skildrede kendetegn: tilsidesættelse som
barn, nederlag som voksent samfundsmedlem, utilstrækkelighed i forældrerollen, utilfredshed i ægteskabet
og mistroiskhed over for omverdenen. Socialarbejderne får derved mulighed for at styrke
det psykosociale arbejde som disse professioners særlige kendetegn.
Socialpædagoger og socialrådgivere har haft svært ved at profilere deres professioner i forhold til
professioner, der har klare afgrænsede opgaver, hvis berettigelse ikke kan betvivles. Det gælder lærere,
hvis kerneområde er undervisning 22 , pædagoger, hvis kerneområde er pasning og opdragelse af
børn, og sundhedspersonale, hvis kerneområde er helbredelse og forebyggelse af sygdom. Socialrådgivere
og socialpædagoger har ikke på samme måde haft klart definerede opgaver. Socialarbejdere
kunne med ”opdagelsen eller opfindelsen af den sociale arv” påpege, at det psykosociale arbejde
med at bryde den sociale arv netop var deres specielle felt, som ingen andre professioner kunne
magte. Det er da også netop de to grupper, der mest aktivt har taget begreberne til sig.
Påstanden om, at der eksisterer en social arv, kan tydeliggøre behovet for det sociale og det socialpædagogiske
arbejde. Arbejdet med at bryde den sociale arv og at kunne intervenere forebyggende
kan legitimere socialrådgivere og socialpædagoger som professioner inden for velfærdsstaten på
linie med pædagogisk personale og sundhedspersonale.
Samtidig har en række psykologer, samfundsforskere, -lærebogsforfattere og -undervisere leveret
materiale, der på forskellig måde har understreget enten de sociale eller de psykologiske opvækstforholds
betydning for, om børn senere fik sociale problemer. I forsøget på at understrege samfundsforskningens
nytte har de ofte fremstillet resultaterne således, at forskellene trådte så kraftigt frem
som muligt. Denne tendens til at tydeliggøre forskellene og fx fremhæve en stigning i risikoen fra
0,5% til 2,5% som en femdobling af risikoen eller en 400% stigning og samtidig underbetone, at
risikoen altså kun er steget til 2,5%, er meget almindelig. Psykologerne, socialforskerne, lærebogsforfatterne
og samfundsfagslærere har også deres professionsinteresser, og de består bl.a. i at producere
viden, som bliver efterspurgt. Derfor producerer og lancerer de den viden, som socialpolitikere,
socialpædagoger og socialrådgivere efterspørger 23 .
Det er ikke min hensigt at fremstille hverken socialpædagoger, socialrådgivere, samfundsforskere,
lærebogsforfattere eller undervisere som særlig kyniske professioner, der kun tænker på at profilere
sig selv; tværtimod er disse professioner ofte præget af humanistiske holdninger og høje etiske idealer,
men netop denne selvforståelse kan også blokere for diskussioner af professionsinteressernes
betydning for udførelsen af det sociale arbejde. Men jeg vil på den anden side hævde, at ingen af
disse professioner er hævet over denne form for interessevaretagelse, og at den faktisk har spillet en
rolle for tankefiguren den sociale arvs fremkomst og bestandighed 24 .
22
Gustav Jonssons tanker om skolens evne til at medvirke til at reproducere den sociale arv tydeliggør, at lærerne netop
ikke har mulighed for at bryde den sociale arv, fordi skolen virker som forstærkende på den sociale arv (Jonsson 1998).
23
Jeg har selv et ben i flere af grupperne, og jeg har på forskellig måde selv været med i denne professionsprofilering.
Jeg kender til fristelsen til at overbetone de sociale forholds betydning for børns udvikling. Således kan bemærkninger i
min undervisning om meget stærke sammenhænge mellem fx forældres arbejdsløshed og børns senere vanskeligheder
sagtens have givet næring til tankefiguren den sociale arv. Også fra de undersøgelser, jeg selv har været med til at gennemføre,
kender jeg til, at forskellene præsenteres, så det er dem, der falder i øjnene, hvilket ligeledes kan have givet
anledning til både forestillinger om social arv i Gustav Jonsson’sk betydning og mønsterbrydning (Ejrnæs og Tireli
1992). Selv når jeg har forsøgt at være kritisk i forhold til mønsterbrydningsbegrebet, har jeg fået fremstillet chanceulighed
pga. klasse-, uddannelses- og etnicitetsforskelle som social arv med et deterministisk præg. (Ejrnæs og Tireli 1997).
24
Parallellen til Pfohls beskrivelse af, hvordan røntgenlæger og børnelæger får mulighed for profilere sig ved ”opdagelsen
af børnemishandling”, er slående (Pfohl 1977).
22

8. At bryde den sociale arv – en ny strategi inden for socialpolitik og socialt arbejde
Begrebet den sociale arv er et problematisk begreb af flere grunde. Det er upræcist og bruges i
mindst tre principielt forskellige betydninger, hvilket i sig selv giver anledning til misforståelser og
fejlagtige opfattelser af parallelitet med hensyn til størrelsen af sandsynligheder og indholdet i påvirkningsprocesser.
Den dominerende opfattelse af den sociale arv både blandt socialarbejdere og socialpolitiske debattører
er den tankefigur, der ligger i Gustav Jonssons oprindelige formulering af teorien om den
akkumulerende arv i doktordisputatsen Delinquent boys. Det er i denne tankefigur ikke klart, om det
er psykiske eller sociale egenskaber, der overføres, og det er heller ikke klart, om de forklares ved
hjælp af sociologiske eller psykologiske teorier.
Som vist i artiklen giver Gustav Jonssons undersøgelse og senere undersøgelser af samme type ikke
grundlag for at formulere en teori om forældrenes sociale problemer som stærkt determinerende for
børnenes udvikling af sociale problemer.
Der er derfor god grund til afskaffe begrebet den sociale arv som faglig term. Det gør mere skade
end gavn. Social arv i Gustav Jonssons forstand eksisterer ikke. Den bygger på en illusion.
Tankefiguren den sociale arv er fascinerende for socialarbejdere og socialforskere, fordi den giver
næring til ideen om at kunne formulere lovmæssigheder om, hvordan sociale problemer opstår, ligesom
den giver næring til ideen om, at man kan udarbejde successikre metoder i socialt arbejde.
Begge tanker bygger på en illusion, der imidlertid bestandig genskabes gennem brugen af begreberne
den sociale arv og mønsterbrydere.
Socialarbejdere, lærebogsforfattere og socialforskere er blevet ofre for deres egen sociale konstruktion.
Der er nemlig nu en tendens til, at sociale indsatser skal legitimeres ved at henvise til, at de
bryder den sociale arv, og at de dermed forebygger sociale problemer.
Grunden er lagt for en ny socialpolitisk strategi, hvor der efterspørges undersøgelser af social arv og
mønsterbrydning. Det bliver derfor forskernes opgave at dokumentere, at den sociale arv er tung,
men at bestemte omstændigheder kan føre til, at den brydes. Projektmedarbejdere og socialarbejdere
skal begrunde deres arbejdes berettigelse ved at henvise til, at de gennem selektive indsatser medvirker
til at bryde den sociale arv, og at de altså på langt sigt forebygger alvorligere og mere omkostningskrævende
sociale problemer. På den måde har det liberalistiske samfunds nyttetænkning
sneget sig ind ad bagdøren i velfærdssamfundet. Tanken om generel forebyggelse tankegang erstattes
langsomt af en ”kan-det-betale-sig-tankegang”. Der bliver på denne måde lagt mindre vægt på at
forbedre forholdene her og nu, på at mindske diskriminationen og på at bekæmpe fattigdommen.
Der nemlig ingen af disse indsatser, der kan betale sig.
Den sociale arv eller den negative sociale arv anvendes som en universel forklaring på sociale problemer,
hvor man har kendskab til, at forældrenes situation har været belastet. Denne forklaring
holder imidlertid sjældent. Det vil ofte være andre faktorer, mekanismer, processer eller kombinationer
af disse forhold, der er afgørende for det enkelte menneskes livsforløb, og endelig har det enkelte
menneskes egne valg også en meget afgørende indflydelse på livsforløbet. Der er derfor stor
risiko for, at anvendelsen af begrebet den sociale arv blokerer for, at socialarbejderen får den forståelse
for klientens situation, som er nødvendig for i samarbejde med klienten at finde frem til den
relevante hjælp. Endvidere betyder forestillingen om den sociale arv, at socialarbejderen på forhånd
forventer et bestemt negativt livsforløb eller i hvert tilfælde en problemkoncentration hos mennesker,
hvis forældre har haft alvorlige sociale problemer. Selvopfyldende profetier og stigmatisering
23

kan blive resultatet af de negative forventninger, socialarbejderen retter mod mennesker, hvis forældre
er belastede. I værste fald betyder denne type forklaring, at der hæftes en ”label” på det individ,
der har de sociale problemer 25 . Denne label fremstiller klienten som et passivt offer for sociale omstændigheder,
vedkommende ikke kan gøre noget ved. Kun eksperter, der forstår sig på den sociale
arv, har deres plads i dette arbejde.
Risikobørn og chanceulighed
Anvendelsen af begrebet den sociale arv i andre betydninger kan mere præcist og mere meningsfuldt
lanceres under andre betegnelser og uden referencer til social arv. Det gælder således de to
betydninger, jeg tidligere har præsenteret.
Risikobørn er betegnelsen for børn, der har en forøget risiko for at udvikle sociale problemer. Denne
betegnelse kan reserveres til brug for kataloger over belastninger, der giver forøget risiko for at
udvikle sociale problemer. Når disse undersøgelser er sobert udført, tydeliggør de på den ene side,
hvilke faktorer der indebærer de største risikoforøgelser, og på den anden side viser de, at risikoen
eller sandsynligheden for, at det enkelte individ udvikler sociale problemer, som oftest er så lille, at
det umuligt kan motivere indgreb alene på dette grundlag. Derimod kan sådanne undersøgelser godt
give anledning til at overveje selektive socialpolitiske indsatser, der forbedrer situationen for den
udsatte gruppe.
Men risikofaktorerne er ikke nødvendigvis knyttet til forældrenes sociale forhold, og risikoen kan
ofte være knyttet sammen med akutte begivenheder. Det er derfor ikke meningsfuldt at knytte disse
risikobetragtninger sammen med begrebet den sociale arv.
Chanceulighed, fx med hensyn til at opnå uddannelse betinget af forældrenes samfundsmæssige
position, kan reserveres til at dække de generelle tendenser til, at børnenes samfundsmæssige position
i et stort omfang blot afspejler forældrenes situation. Situationen er her, at man faktisk ud fra
forældrenes underpriviligerede uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige position med en forholdsvis
stor sandsynlighed kan forudsige, at det enkelte barn også kommer til at indtage en underpriviligeret
position. Det er altså på dette grundlag muligt at lave forudsigelser, som kan og skal bruges i
det individuelle arbejde. Kendskabet til chanceulighedens størrelse kan først og fremmest give anledning
til at reformere både skole- og uddannelsessystem, ligesom det kan give anledning til fordelingspolitiske
overvejelser.
Men chanceuligheden opstår på baggrund af klassetilhørsforhold, og chanceulighed er ikke ensbetydende
med alvorlige sociale problemer. Der er derfor ingen grund til at kalde denne ulighed social
arv.
Den sociale arv, socialt arbejde, fattigdom, diskrimination, undertrykkelse og overgreb
Social-arv-undersøgelser og mønsterbryderundersøgelser prioriteres højt, fordi de tilsyneladende
kan levere dokumentation for, at der findes en social arv. De kan derfor tilsyneladende også udpege
25 Mere præcist kunne det udtrykkes således, at en række professioner og socialpolitiske debattører optræder som
”claimsmakers” (Spector og Kitsuse 1977), der hævder, at en række personer er ramt af den sociale arv, hvilket truer
deres fremtidige udvikling, og at de derfor har brug for en særlig form for social og socialpædagogisk bistand, som en
bestemt profession, en bestemt socialpolitik og en bestemt forskning er i stand til at levere.
24

de grupper, der skal være målgrupper for den selektive indsats, de professionelle socialarbejdere
skal levere for at bryde den sociale arv.
Forklaringer af denne type er imidlertid utilstrækkelige og i de fleste tilfælde direkte misvisende.
Det vil sige, at de ikke muliggør en bedre udvælgelse af metoder i arbejdet. Man kan hverken tilrettelægge
pædagogikken, det eventuelle behandlingsarbejde, terapien eller døgninstitutionsopholdet
bedre, fordi man har udnævnt den sociale arv til årsagen til barnets problemer.
Der er i denne situation risiko for, at socialarbejdernes, samfundsforskernes og samfundsfagslærerenes
snævre professionsinteresser fører til, at begrebet den sociale arv fastholdes og udbygges gennem
undersøgelser og socialpædagogiske forsøgsprojekter, der sigter mod at bryde den negative
sociale arv. En nærliggende risiko i klientarbejdet er stigmatisering og selvopfyldende profetier på
grund af socialarbejdernes stereotype forventninger til mennesker, der kommer fra belastede hjem.
Ideen om at bryde den sociale arv og den deraf følgende ny strategi inden for socialpolitikken og det
sociale arbejde medfører en stadig mere intensiv reproduktion af tankefiguren den sociale arv.
Dette er problematisk for både det konkrete sociale arbejde og forskningen i sociale problemer og
socialt arbejde.
Man vil for det første spilde en masse tid på at lede efter den sociale arvs mønster og trylleformularer,
der bryder den sociale arv. Det værste er imidlertid, at denne strategi er truende for opretholdelse
og udbygning af universelle vefærdsstatslige tiltag, der sigter mod at formindske ulighed, diskrimination
og fattigdom. De selektive tiltag vil blive prioriteret højt i forhold til de generelle vefærdsstatslige
tiltag. Det almindelige sociale arbejde og særlige projekter vil blive vurderet i forhold til,
om arbejdet nu også medvirker til at bryde den sociale arv.
Dermed flyttes fokus fra generelle indsatser til, at der selektivt skal gribes ind der, hvor der er mulighed
for at bryde den sociale arv.
Det er både paradoksalt og tragikomisk, at begrebet den sociale arv, der blev introduceret som et
tiltrængt modstykke til den genetiske arv af en af de mest fremtrædende antiautoritære og samfundskritiske
solidaritetsforkæmpere 26 , nu er blevet et nøglebegreb i en socialpolitisk strategi, som
fremmer umyndiggørelse og falske effektivitetsbetragtninger, der truer både ligestilling og solidaritet.
Det er imidlertid blot en grund mere til at underkaste tankefiguren den sociale arv en kritisk undersøgelse,
der afdækker dens meget begrænsede forklaringskraft og samtidig viser, hvordan dette begreb
giver anledning til opstilling af ”arvelove” eller tankefigurer præget af deterministiske opfattelser,
som legitimerer umyndiggørende og usolidariske indgreb over for de potentielle ofre for den
sociale arv.
Udfordringen til det sociale arbejde, socialpolitikken og forskningen består i, at man altid må gribe
ind over for fattigdom, omsorgssvigt, diskrimination, undertrykkelse og overgreb, fordi disse situationer
her og nu indebærer menneskelig lidelse. Det er her, kræfterne skal sættes ind. Den fattigdom,
der blokerer for familiernes livsudfoldelse, skal bekæmpes. Den diskrimination og undertrykkelse,
som både trængte børn og forældre udsættes for, skal forhindres. De overgreb og det omsorgssvigt,
børn udsættes for, skal stoppes så hurtigt som muligt. Socialpolitiske indgreb skal ikke legitimeres
med, at de ved at bryde den sociale arv på langt sigt kommer til at virke forebyggende og dermed
26 Flere artikler i Socialmedicinsk tidsskrift’s temanummer ”Arvet efter Gustav Jonsson” fremhæver disse egenskaber
hos Gustav Jonsson, se fx Börjesson (1998) og Knutsson (1998).
25

omkostningsbesparende. For det første ved vi sjældent, om det er sandt, og for det andet skal socialpolitikken
og det sociale arbejde hjælpe og støtte de svage under alle omstændigheder, også selvom
det ikke hjælper på langt sigt.
Dette kræver en fastholdelse af et perspektiv, hvor samfundsfaglig viden om sociale strukturer,
marginalisering, diskrimination og undertrykkelse skal spille en vigtig rolle som grundlag for forståelse
af trængte menneskers situation og overlevelsesstrategier.
Det er også nødvendigt at fastholde et perspektiv, hvor forskelle med hensyn til klasse- og uddannelsesforhold
skaber meget væsentlige uligheder i chancerne for at få en uddannelse. Kendskab til
disse forhold er en forudsætning for at kunne forstå eller leve sig ind i den situation, der for underpriviligerede
mennesker skaber et helt andet livsperspektiv end det, socialarbejderen normalt kender
fra sit eget liv.
Samfundsfaglige teorier og undersøgelser må ikke give anledning til tankefigurer om en næsten
automatisk overførsel af sociale problemer fra forældre til børn. Det er der ikke grundlag for. Det
skader børnene fra de belastede hjem, der bliver mødt med stereotype forventninger, og endelig fører
det til kyniske nytteovervejelser i socialpolitikken, der kan føre til tilsidesættelse af grundlæggende
ligestillings- og solidaritetsprincipper.
26

Litteratur:
Börjeson, Bengt (1998): Om klientsynen på barnbyn Skå, i Socialmedicinsk tidsskrift 1998 75:e årg.
häfte 7.
Cederblad, Marianne (1998): Skå-Gustav som barnpsykiater i Socialmedicinsk tidsskrift 1998 75:e
årg. häfte 7.
Christensen, Vagn og Anne Brockenhuus-Schack (1997): Børn og den nye sociale arv, Fremad,
København.
Christoffersen, Mogens Nygaard (1996): Opvækst med arbejdsløshed, Socialforskningsinstituttet.
Ejrnæs, Morten og Üzeyir Tireli (1997): Anden-generationsindvandrere som mønsterbrydere i
Dansk Pædagogisk Tidsskrift 4/97.
Ejrnæs, Morten og Üzeyir Tireli (1992): Æblet falder langt fra stammen – En undersøgelse af tyrkiske
anden-generationsindvandrere, der er på vej i det danske uddannelsessystem, Fremad.
Elsborg, Steen, Trine Juul Hansen og Vagn Rabøl Hansen (1999): Den sociale arv og mønsterbrydere,
Danmarks Pædagogiske Institut.
Hansen, Erik Jørgen (1999): Mere uddannelse til de ledige. Kronik Information 25/5 1999.
Hansen, Erik Jørgen (1997): Perspektiver og begrænsninger i studiet af den sociale rekruttering til
uddannelserne, Socialforskningsinstituttet.
Hansen, Erik Jørgen (1995): En generation blev voksen, Socialforskningsinstituttet.
Hansen, Erik Jørgen (1982): Hvem bryder den sociale arv?, Socialforskningsinstituttet.
Hauser, Magda1 (1989): Det psykologiska arvet – Ett flergenerativt synsätt på inddivid och familj,
Projekt R, Lunds Universitet.
Hessle, Sven (1992): Varför drabbas inte alla barn lika? Om transgenerativitet och familieträd,
Projekt R, Rapport i socialt arbete nr 60, Institutionen för socialt arbete – Socialhögskolan, Stockholms
universitet och Barnbyn Skå.
Johanson, Eva (1994): The Myth of Social Heredity, konferencepapir præsenteret ved det 2. Umeå
Annual Meeting in Psychiatric Genetics 4 –5 marts 1994.
Johanson, Eva (1967): Anmeldelse af Gustav Jonsson: Delinquent boys, Their parents and Grandparents
i: Nordisk Psykiatrisk tidsskrift 21: 273 – 275.
Jonsson, Gustav (1998): Den sociale arvs onde cirkel – Kan den brydes?, Fremad, København.
Jonsson, Gustav (1969): Det sociale arvet , Tidens forlag, Stockholm.
27

Jonsson, Gustav (1967): Delinquent boys, their parents and grandparents, København, Munksgaard,
(Acta Psychiatrica Scandinavica, vol. 43 suppl. 195)
Jørgensen, Per Schultz. et al. (1993): Risikobørn - Hvem er de - hvad gør vi, Det tværministerielle
børneudvalg.
Jørgensen, Ejgil Aagaard (1997): Mønsterbrydning i Dansk Pædagogisk Tidsskrift 4/97.
Knuttsson, Rolf (1998): Slå uppåt i Socialmedicinsk tidskrift 75:e årg. häfte 7.
Lind, Lene (1993): På vej men hvorhen? Om social arv som tung bagage for børn, forældre og pædagoger,
Hans Reitzels forlag, København.
Nord-Larsen, M. (1977). Tabere i skolen - 7 år efter, Socialforskningsinstituttet.
Pfohl, Steven J (1977): The discovery of child abuse i Social Problems 24:3.
Rabøl Hansen, Vagn (1997): Når prognoserne ikke holder, Dansk pædagogisk Tidsskrift 4/97.
Spector, Malcolm, John I. Kitsuse (1977): Constructing social problems, Menlo Park, Cal: Cummings.
Stenberg, Sten-Åke & Hård af Segerstad, Carl (1997): Det sociala arvet i ny belysning – socialbidrag
och försörjningsvillkor i Socialvetenskapelig tidsskrift nr. 3, 97.
Vedel Petersen, Jacob (1968): Børns opvækstvilkår, Socialforskningsinstituttet.
Vinnerljung, Bo (1998): Socialt arv i Vardagsbegrepp i socialt arbete – Ideologi, teori och praktik,
red. V. Denvall och T. Jacobson, Nordstedts Juridik, Stockholm.
28