Spejdernyt nr 4 2006 - Danske Baptisters Spejderkorps

Spejdernyt nr 4 2006 - Danske Baptisters Spejderkorps Spejdernyt nr 4 2006 - Danske Baptisters Spejderkorps

17.07.2013 Views

Foto: Mikkel Nilsson og illustrationer: Therese Søegaard 1 Når vi går til kirke søndag formiddag ved vi som regel, hvad der venter os. Alle gudstjenester er bygget op om et program, hvori der indgår: Salmer, tekstlæsning, bekendtgørelser, prædiken, nadver, lovsang og flere ’programpunkter’. Det varierer lidt, hvordan programmet ser ud, alt efter hvilken slags gudstjeneste det er. I baptistkirken er gudstjenesterne tit bygget op efter, HVEM gudstjenesten er for? Børn, voksne eller ældre. Til en familiegudstjeneste udelader man ofte nadveren for at synge ekstra mange børnesange. Til Stille-Gudstjenester, kan prædiken og salmer udelades til fordel for fælles bøn, forbøn samt tid til fordybelse. Hvad handler de forskellige programpunkter i gudstjenesten om? Hvorfor gør vi, som vi gør, i baptistkirken? Det vil vi prøve at kigge lidt nærmere på. Denne gang ommusikken. Salmer og musik i kirken før Jesus tid Helt tilbage før Jesu tid, da man fejrede de første gudstjenester, var menigheden ikke deltagende i gudstjenesten på samme måde, som man er det i dag. Gudstjenesten var en forestilling, man mødte op til og overværede, ligesom et teaterstykke. Menigheden er i dag med til at synge salmerne som fællessange, men dengang blev de læst op eller sunget af en præst. Salmerne handlede ikke om alt det gode Gud gør for os mennesker, men om hvordan man undgår at havne i helvede og om, hvordan Gud straffer de, der ikke følger hans ord. Ikke særlig hyggelige eller rare ting at synge om! Du kan prøve at læse nogle af disse salmer i Salmernes Bog i det gamle testamente. Fordi der er en del svære ord at forstå, og det var langt fra alle, Gudstjenester – salmer og lovsang der havde en bibel og kunne følge med deri, skulle man høre nøje efter, hvad præsten læste op. Den kristne kirke Senere, efter Jesu liv, opstod der en anden form for salmer, som du for eksempel kan læse i det nye testamente, Filipperbrevet 2, 6-11. De handlede om Jesu kærlighed, glæde og tilgivelse. I 1500-tallet, altså for lidt over 600 år siden, begyndte salmerne at fungere som fællessange. Komponister skrev melodier der var lette at synge med på, og forfattere skrev det gamle sprog om til nye vers og forståelige ord. På denne måde blev salmerne til noget alle kunne synge med på, og flere forstod salmernes mening. Nutidens kirke I dag indeholder salmerne mange budskaber. De kan være skrevet som Guds ord til os, eller som vores ord til Gud. En salme kan være en bøn, en tak eller en bekymring. I kirkerne bliver salmerne sunget til orgelspil. Orglet starter ligeledes gudstjenesten med et præludium (forspil) og slutter gudstjenesten af med et postludium (efterspil). Orglet blev bragt ind i kirken for mange år siden, ca. 700 e.kr., da det dengang var et meget folkeligt instrument. Ligesom for eksempel guitaren er det i dag. I baptistkirker synges der også salmer, men en anden type fællessang, nemlig lovsange, har også plads. Lovsange er moderne salmer, der består af få vers, man gentager. Det er ofte let at forstå ordene og meningen med sangen, til forskel for salmerne. Lovsangene bliver som oftest sunget til klaver og/eller band, og nogle af dem ER salmer, skrevet på nye vers og ny melodi. Hvem ved, hvordan den næste generations fællessange bliver?! (therese@dbs.dk)

Når spejderarbejdet er et bi-job… Fakta om Morten Kofoed Kreds: Herlev Alder: 35 år Profession: Er de næste 2½ år udsendt af Baptistkirken i Danmark som konsulent i den tredje verden med udgangspunkt i Burundi i det centrale Afrika. Der vil igennem de næste par år løbende komme beretninger fra Mortens arbejde i Spejdernyt. For dig er spejderarbejde sandsynligvis noget med natur, bål og primitivt lejrliv. Det er det for så vidt også i Burundi. Men her byder dagligdagen på båltænding, primitiv overnatning på tynde underlag og et liv ude i naturen. Det kan være godt nok, men til tider også meget hårdt, når man som andre børn og unge gerne vil gå i skole, uddanne sig og have et liv med sjov og ballade… Spejderarbejde som vi kender det – og så alligevel ikke.. Spejderarbejdet i Burundi har en del ligheder med det spejderarbejde du kender fra de ugentlig møder. Der synges (og danses) også, der høres om Jesus, der laves orienteringsløb og andre af de aktiviteter du kender. Men på nogle områder adskiller spejderarbejdet sig også en del. Mange steder har man fx landbrugsaktiviteter, hvor spejderne er fælles om at dyrke et stykke jord. Spejderne har måske nogle dyr – typisk geder. Spejderne mødes en gang eller to om ugen for enten at så nye afgrøder, luge markerne, høste eller på anden måde passe jorden. De afgrøder spejderne dyrker, er fx majs, bønner, kål, kartofler eller korn. Dem kender du nok fra Danmark. Derudover dyrker de noget der hedder søde kartofler og maniok. Spørger du mig, så smager de ikke særligt godt, men heldigvis kan børn i Burundi godt li begge dele. Maniokken skal først lægges i vand for at trække et meget bittert smagsstof ud, derefter skal det tørres og så skal det males til mel og blandes med noget vand, inden det kan spises. Bi-job På nogle spejdercentre er der også andre aktiviteter. Nogle steder har man symaskiner og kan dermed sy tøj, der kan sælges på markedet eller man kan mod betaling sy for andre. På et spejdercenter der hedder Rubura møder jeg Vianney, der udover at være præst i den lokale baptistkirke også er meget aktiv spejder. - Om spejderarbejdet i Burundi Vianney har sammen med de øvrige spejdere i mange år haft bier. De har lavet nogle ganske primitive bistader ud af bananblade og andet godt. De tilser så jævnligt de primitive bistader og tømmer dem for honning og bivoks. Honningen tilvirker de og sælger på det lokale marked og voksen laver de lys af de også sælger. Spejderne på spejdercentret er beskæftiget med dette. Bi-avl er en rigtig god spejderaktivitet, da piger og drenge kan være fælles om denne aktivitet og det ikke kræver en hel masse oplæring i at lave honning. - Dog skal man lige lære ikke at blive stukket af bierne, der godt kan være utilfredse med at nogen kommer og tager deres honning – lidt ligesom i kender det fra Peter Plys… fremtiden Vianney er rigtig glad for biavlen, men ønsker sig dog nogle rigtigt moderne bistader, som vi kender dem i Danmark og så ønsker han sig en maskine, der kan slynge honningen, således at de kan sælge den for en højere pris og hjælpe flere spejderes familier med mad, medicin og andre fornødenheder. Jeg fortæller Vianney, at jeg ikke kan love at hjælpe ham lige umiddelbart med hans ønsker, men foreslår ham, at spejderne selv begynder at spare op til de nye bistader og maskinen til forarbejdning af honningen og så vil jeg se om jeg også kan finde ud af nogle penge til projektet og så skal han nok høre fra mig igen. Med en velsmagende krukke honning under armen tager jeg hjem fra Rubura efter et rigtigt dejligt besøg. På vejen hjem glæder jeg mig over at være del af en verdensomspændende spejderbevægelse, der har meget til fælles og hvor man med få midler kan være med til at hjælpe hinanden.. Jeg håber således, at Vianney får sparet op til nye bistader og jeg får fundet nogle penge til en ny maskine. Morten Kofoed, Burundi 1 Foto: Morten Kofoed

Når spejderarbejdet er et bi-job…<br />

Fakta om Morten Kofoed<br />

Kreds: Herlev<br />

Alder: 35 år<br />

Profession: Er de næste 2½ år udsendt<br />

af Baptistkirken i Danmark som konsulent<br />

i den tredje verden med udgangspunkt i<br />

Burundi i det centrale Afrika.<br />

Der vil igennem de næste par år løbende<br />

komme beretninger fra Mortens arbejde i<br />

<strong>Spejdernyt</strong>.<br />

For dig er spejderarbejde sandsynligvis noget med<br />

natur, bål og primitivt lejrliv. Det er det for så vidt<br />

også i Burundi. Men her byder dagligdagen på<br />

båltænding, primitiv overnatning på tynde underlag<br />

og et liv ude i naturen. Det kan være godt nok, men<br />

til tider også meget hårdt, når man som andre børn<br />

og unge gerne vil gå i skole, uddanne sig og have et<br />

liv med sjov og ballade…<br />

Spejderarbejde som vi kender det – og så alligevel<br />

ikke..<br />

Spejderarbejdet i Burundi har en del ligheder med<br />

det spejderarbejde du kender fra de ugentlig møder.<br />

Der synges (og danses) også, der høres om Jesus, der<br />

laves orienteringsløb og andre af de aktiviteter du<br />

kender. Men på nogle områder adskiller spejderarbejdet<br />

sig også en del.<br />

Mange steder har man fx landbrugsaktiviteter, hvor<br />

spejderne er fælles om at dyrke et stykke jord.<br />

Spejderne har måske nogle dyr – typisk geder.<br />

Spejderne mødes en gang eller to om ugen for<br />

enten at så nye afgrøder, luge markerne, høste eller<br />

på anden måde passe jorden. De afgrøder spejderne<br />

dyrker, er fx majs, bønner, kål, kartofler eller korn.<br />

Dem kender du nok fra Danmark. Derudover dyrker de<br />

noget der hedder søde kartofler og maniok. Spørger<br />

du mig, så smager de ikke særligt godt, men heldigvis<br />

kan børn i Burundi godt li begge dele. Maniokken<br />

skal først lægges i vand for at trække et meget bittert<br />

smagsstof ud, derefter skal det tørres og så skal det<br />

males til mel og blandes med noget vand, inden det<br />

kan spises.<br />

Bi-job<br />

På nogle spejdercentre er der også andre aktiviteter.<br />

Nogle steder har man symaskiner og kan dermed sy<br />

tøj, der kan sælges på markedet eller man kan mod<br />

betaling sy for andre. På et spejdercenter der hedder<br />

Rubura møder jeg Vianney, der udover at være præst i<br />

den lokale baptistkirke også er meget aktiv spejder.<br />

- Om spejderarbejdet i Burundi<br />

Vianney har sammen med de øvrige spejdere i mange<br />

år haft bier. De har lavet nogle ganske primitive<br />

bistader ud af bananblade og andet godt. De tilser så<br />

jævnligt de primitive bistader og tømmer dem for honning<br />

og bivoks. Honningen tilvirker de og sælger på<br />

det lokale marked og voksen laver de lys af de også<br />

sælger. Spejderne på spejdercentret er beskæftiget<br />

med dette. Bi-avl er en rigtig god spejderaktivitet,<br />

da piger og drenge kan være fælles om denne<br />

aktivitet og det ikke kræver en hel masse oplæring i<br />

at lave honning. - Dog skal man lige lære ikke at blive<br />

stukket af bierne, der godt kan være utilfredse med at<br />

nogen kommer og tager deres honning – lidt ligesom i<br />

kender det fra Peter Plys…<br />

fremtiden<br />

Vianney er rigtig glad for biavlen, men ønsker sig dog<br />

nogle rigtigt moderne bistader, som vi kender dem i<br />

Danmark og så ønsker han sig en maskine, der kan<br />

slynge honningen, således at de kan sælge den for<br />

en højere pris og hjælpe flere spejderes familier med<br />

mad, medicin og andre fornødenheder.<br />

Jeg fortæller Vianney, at jeg ikke kan love at hjælpe<br />

ham lige umiddelbart med hans ønsker, men foreslår<br />

ham, at spejderne selv begynder at spare op til de<br />

nye bistader og maskinen til forarbejdning af honningen<br />

og så vil jeg se om jeg også kan finde ud af<br />

nogle penge til projektet og så skal han nok høre fra<br />

mig igen.<br />

Med en velsmagende krukke honning under armen<br />

tager jeg hjem fra Rubura efter et rigtigt dejligt besøg.<br />

På vejen hjem glæder jeg mig over at være del af<br />

en verdensomspændende spejderbevægelse, der har<br />

meget til fælles og hvor man med få midler kan være<br />

med til at hjælpe hinanden.. Jeg håber således, at<br />

Vianney får sparet op til nye bistader og jeg får fundet<br />

nogle penge til en ny maskine.<br />

Morten Kofoed, Burundi<br />

1<br />

Foto: Morten Kofoed

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!