Drifterne eller De Syv Dødssynder. - Tilbage

Drifter
eller
De Syv
Dødssynder
En udredning
Thorsten Bo Hansen
2011

Indholdsfortegnelse
Følelser …………………………………….……… side 5
Dødssyndernes grundlag, drifterne ………….. side 6
Risici ………………………………………………. side 8
Frygt ……………………………………………….. side 9
Ufrihed …………………………………………….. side 10
Harme ……………………………………………... side 11
Karakterbrister ……………….…………………... side 12
At være sin egen Herre ……..…………………… side 13
Skyld og skam ……………..……………………… side 14
Sorg ………………………………………………... side 18
Længsel ……………………………………………. side 18
Savn ………………………………………………... side 18
Håb …………………………………………………. side 19
De syv dødssynder ……………………...…... side 21
Stolthed ……………………………………………... side 22
Begærlighed ………………………………………... side 23
Sex …………………………………………………… side 24
Vrede ………………………………………………... side 25
Gerrighed …………………………………………… side 29
Grådighed …………………………………………... side 29
Dovenskab ………………………………………….. side 30

Forfatterens forord
Denne tekst er foranlediget af en opgave udi at være pålagt at definere
dødssynderne som led i 4. trins arbejde i forbindelse med
12-trinsprogrammet som det forekommer indenfor AA, NA, ACA, Al-
Anon og Alateen bl.a.
Opgaven lød oprindeligt på at finde ud af hvad årsagen til at, blandt
andre, munke og gejstlige især, efter at munken Johannes Eremita
Cassianus omkring 420 satte disse „rodsynder" i system for første gang,
beskæftigede sig med dem, var.
Et par århundreder senere slog pave „Gregor den Store" to af disse
otte „rodsynder", den 5. og den 6. synd sammen og kaldte dem „De Syv
Dødssynder".
Imidlertid har det gennem denne undersøgelse vist sig at de er blevet
sammenblandede i éen stor pærevælling, selv op gennem de sidste
årtier.
Den mest rimelige betegnelse for de syv kategorier, attituder og
handlemønstre her er delt ind i, vil være „De syv drifter".
Da undersøgelserne er mundede ud i at drifterne er fuldstændigt
basale for menneskelige handlemuligheder og handlemønstre på følelseslivet,
er essensen som i dette dokument er kommet til udtryk blevet
ladt tilbage og selve selvransagelsen der er kommet frem efter disse
principper er naturligvis blevet udeladt.
Jyderup den 10. oktober 2010

Følelser
Følelser er primære reaktioner i centralnervesystemet der inklu–derer
amygdala, hippocampus, thalamus og hypothalamus.
I bund og grund kan følelser opdeles i tiltrækning og frastødning,
sympati og antipati. Som en amøbe der stikker et pseudopodie frem af
nysgerrighed og selvopholdelsesdrift. Søgen efter midler til overlevelse.
Og når der stikkes en elektrode ned til amøben, hvorefter den for–
trækker sig og flygter.
Følelser er i bund og grund så simple at de nærmest kan betegnes
som fysisk, kemiske reaktioner.
Der er frygten der skaber paratheden til flugt, tagen benene på
nakken så at sige, og så er der nysgerrigheden der kræver nærmere og
nærmere undersøgelser og tilnærmelser.
Drifter er det kompleks af handlemønstre der per automatik affødes
af følelserne. Ofte omtales disse som naturlige tilskyndelser eller
impulser.
Handlingstilbøjeligheder eller impulser er siden senmiddelalderen
blevne inddelte i syv kategorier med betegnelsen, dødssynderne.
Drifter er ikke som instinkter uafvendelige reaktioner på følelser,
men kan hæmmes og udsættes.
En person der uhæmmet handler på sine drifter kaldes ofte uop–
dragen eller siges at te sig som et dyr.
En vigtig del af opdragelse består derfor i at gøre følelserne og
drifterne sprogligt tilgængelige via betegnelser og ord. Derved kan de
identificeres og gøres tilgængelige for retrospektiv introspektion.
Hvilket er altafgørende for artikuleret og verbaliseret tilgang.
Følelser og drifter kan accentueres i forestillingen og på denne vis
afprøves i andres selskab gennem tilkendegivelser af holdninger,
fordomme, overbevisninger og attituder og forestillede sanktioner
overfor utilstedelige tilkendegivelser.
Frygt for eller følelsen af en trussel om tab af selvværd, primære
optimale livsbetingelser m.m. kan dermed afprøves i fantasien og
truslens brod kan stumpes af og frygten dæmpes. Indre uro mindskes.
Frygt for tab af selvværd, hvilen i sig selv, væren samt tab af
indflydelse på sine egne optimale livsbetingelser er så grundlæggende
at enhver er nødsaget at tilegne nogle mestringsstrategier gennem en
såkaldt egenopdragelse.
Gennem en meditativ proces at overveje hvilke af dagens
begivenheder der håndteredes succesfuldt og hvilke mindre heldigt kan
de stilles op som hvilke der er efterfølgelsesværdige og hvilke der er
skræmmebilleder, værdige for sanktioner.
Følelser har den egenskab at de kan vedligeholdes i forestillings–
billeder og dermed også afdæmpes i styrke ved i fantasien at forestille
sig hvilke handlingstilbøjeligheder der i et fællesskab vil være mest
prisværdige at lade komme til udtryk.
5

6
Lykkes det ikke at indarbejde sig en effektiv afværgemekanisme af
frygten for tab af livsgrundlaget og selvværdet, kan følelserne blive
vedholdte i en ond og uhyre stressende cirkel.
Frygt er en livsbetingelse. Mens angst er følelsen når man er
umælende, målløs, underkastet en navnløs frygt der ikke lader sig
beskrive umiddelbart og derfor tilsyneladende ingen årsag har.
Frygtsomhed kan gøres til en livsstil. Så at sige at være et bange
asen. At være bange af sig.
Risikoen ved altid at være bange af sig er imidlertid at man aldrig tør
vise tillid til andre. Til dem at give sig forholdet i vold som man ikke
alene behersker.
Mistro til andres hensigter vil gøre éen blind for ethvert tegn på
velvillighed og man gør sig ude af stand til at tage imod gode, positive
og kærlige tilkendegivelser.
En sådan forhåndsafvisning vil være ensbetydende med egen
isolation.
Dødssyndernes - grundlag, - drifterne
En drift er en såkaldt naturlig handlingstilbøjelighed, også et instinkt
kaldet, fordi at en reaktion instinktivt kommer fra rygmarven, uden
bevidst anledning eller overvejelse.
Reaktionen er uvilkårlig, i modsætning til en vilkårlig eller en
tilfældig. Eller frivillig, for den sags skyld.
Handlingsmønstret er således på ingen måde tillært, men biologiskt
betinget. Det hører med til det at være et dyr.
Vi har, gennem Benjamin Libet’s forsøg med en tilskyndelses opståen
og tidsmålet til tilskyndelsens effektuering i handling, opnået indsigt i
den såkaldte „oplevelsens tilbageføring i tid”.
Benjamin Libet kaldte dette fænomen for „bevidsthedens veto- eller
indsigelsesret”.
Dermed menes at der i det godt et kvarte sekund der går mellem en
tilskyndelses opståen, en reaktions initiering og dens faktiske udførelse
i form af reaktionen, er mulighed for at hæmme reaktionen så at den
ikke kommer til praktisk udførelse.
Denne mulighed adskiller fænomenet „en refleks” afgørende fra en
instinktiv handling.
Refleksen er udenfor ethvert bevidsthedsniveau, mens den instink–
tive handling er tilgængelig for moralsk intervention.
Denne moralske intervention kalder jeg personligt for
„samvittigheden” fordi der findes et tidsrum mellem en tilskyndelses
optræden og dens faktiske udførelse hvori vurderingen „god moral/
dårlig moral” rent faktiskt har en indflydelse på om en tilskyndet
handling kommer til udførelse eller ej.

Ved selvransagelse kan man ved retrospektiv introspektion vurdere de
følelser der var aktive i handlingsøjeblikket i en bestemt situation.
Det bliver derved muligt at indplacere de moralske udtryk i et etiskt
system.
To moralske forudindtagelser må ikke være modsat rettede idet de da
vil ophæve hinanden.
Muligheden for indsigelse overfor udførelsen af en utilstedelig
moralsk handling bliver dermed meningsløs. Det vil da være den blotte
og bare drift, instinktet, der tager overhånd.
I Koranen siges det tydeligt at:„Nattevågen er det bedste middel til
selvforbedring”.
Dermed menes der at for at blive et bedre menneske, et mindre
moralskt anløbent menneske, er man nødsaget at foretage selvran–
sagelse;- gennem retrospektiv introspektion at gøre sig sine motiver for
en given handling, klare.
Strider motiverne mod hvad der kunne kaldes almindelig
retsindighed, må handlingsmønstret „omprogrammeres”. Man må med
andre ord lave om på sig selv. Blive et andet og bedre menneske, så at
sige.
Man må tilegne sig en samvittighed der kan sanktionere overfor en
lignende fremtidig handlingstilbøjelighed. Hvor den instinktive
handling med andre ord må stoppes.
Den etiske proces, overvejelserne omkring forskellige moralske
standpunkters forenelighed med hinanden er, med andre ord, selvransagelsens
mål.
Skulle det være muligt at to livsbegivenheder var nøjagtigt ens, vil
man kunne komme til et endegyldigt moralskt standpunkt der vil
kunne fastholdes til alle tider.
Men ikke to situationer er nøjagtigt ens.
Det er derfor umuligt at forberede sig på „altid” at handle korrekt.
Det vil være umoralskt at tilstræbe en korrekt handlen i de fleste
situationer, men der findes en metode til at komme ud af kniben på. En
måde til at undgå sine evindelige forudsigelser og forestillinger om
fremtidige hændelsers forløb på.
For mig er det indlysende at der findes en magt, større end mig selv,
der er altseende, althørende, alvidende. Og til denne magts attributter
hører også at den er „retfærdigheden”, „godheden”, „sandheden” og i
det hele taget, ophavet til alle absolutters manifestationer. Som i
mennesket i sig selv ikke findes og derfor ikke kan defineres.
Ved i tillidsfuldhed at lægge sin vilje og sin styrke over til vejledning
fra denne højere magt, kan man opnå en sindsro i overbevisningen om
at man vil gebærde sig bedst muligt. At man lader sig vejlede til at
optræde ret i det uopnåelige, det perfekte, men som intet menneskeligt
væsen i sig selv er i stand til at opnå.
7

8
Risici
Den grundlæggende tryghedsfølelse består i selvværd, at ens behov for
omsorg bliver tilfredsstillet.
En asiatisk munk der sidder foran klippehulen hele dagen er
tilsyneladende tryg og hviler i sig selv.
To gange om dagen bringes vand og en lille skål ris af en hjælper.
Denne munk udsætter sig for den risiko det vil være at hjælperen
dør, hvorefter munkens verden styrter i grus.
Livsindholdet, at skubbe alverdens uro fra sig, meditationen og
tilnærmelsen til verdensaltet, forpurres.
Projektet kan fortsættes og munken dør af sult og tørst i håbet om
at alverdens lidelse er udslukt og at vedkommende ikke genfødes i den.
Eller munken kan sadle om, vende tilbage til verden og deltage i at
skaffe sig sin egen føde samt andre livsfornødenheder.
Når man deltager i livet, risikerer man at sætte sin egen sikkerhed og
tryghed overstyr.
I begærlighed efter maksimal tryghed, kan man gøre sig afhængig, af
et andet menneske, en gruppe mennesker.
Stoltheden over denne tilknytning kan få éen til at bryste sig af
tilknytningen. Ens smukke stoute kone som man kalder „mor” f.eks.
En sådan afhængighed vil ved sin afbrydelse føre til dyb sorg. Sorg
der er følelsen af tabet af tilknytning, selvværdet, følelsen af at blive
draget omsorg for.
Sorg kan afreageres med vredesudbrud. Hvilket, efter sigende, er
sundt, i afmålte mængder.
Men afhængigheden kan også have været så overdreven at bare
styrken af den er en trussel mod selvets egenopholdelse.
Frygt er den uværgerlige forudanelse om at et tab, når den tid
kommer, kan blive så uudholdeligt at man vil flygte fra frygten der
kommer af risikoen ved at gøre sig sårbar.
Denne frygt kan føre til at man tilegner sig strategier for at gøre sig
urørlig, at føle sig urørlig.
Man kan blive arbejdsnarkoman, sexslave, spillefugl, stofmisbruger,
alkoholiker, hvilke alle kan føres tilbage til begæret om at være noget.
At være ovenpå. At dog have noget at være stolt af.
Tilknytningens uomgængelighed så vi hos munken. Mennesket kan
kun leve ved at tage risikoen ved samvær på sig og dermed tage frygten
for at miste det man har, på sig, i tilgift.
Afhængigheden af tilknytning er uafvendelig. Det gælder om at gøre
sig afhængighedens omfang klart, så at man kan overkomme sorgen
over at måtte gøre sig fri af den.

Frygt
Frygt er en forudanelse om noget kommende, en følelse af noget
truende, en trussel mod ens selvværd, sin hvilen i sig selv i tryghed.
Selvværd er den følelse man har af at når man træder ind i et lokale
hvor en anden eller andre er til stede, i en forsamling, har man
fornemmelsen af at gøre en forskel.
At føle at man bliver anerkendt som tilstedeværende, uanset man
ikke bliver hilst på, modtager genkendelsens nik eller andre umærkelige
tegn på ens tilsynekomst. Og heller ikke gør krav herpå. Man
veed man er.
Selvom man er fremmed kan man vedblive at være dette og alligevel
bevare sin integritet.
Man kan føre sig frem med selvsikkerhed og selvagtelse.
Hænger man sin selvsikkerhed op på sin selvtillid, nøjsomt erhvervet
gennem træning og tilegnelse af éen eller anden færdighed, risikerer
man at lige netop denne færdighed ikke bliver værdsat, påskønnet eller
overhovedet anset for at være relevant.
Man kan øve sig i etikette for de bonede gulve, hvor denne færdighed
vil falde til jorden i mindre ydmyge eller sofistikerede situationer.
Hvis man alene satser på sin persons anseelse og anerkendelse
gennem ydre tegn, vil en trussel mod dette tegns gangbarhed som
værdighedsskabende egenskab kunne føles som en trussel mod hele
ens person. Altså ens berettigelse overhovedet.
Frygt kan også skabes af en forestilling om tab. En indbildt risiko. Eller
det kan være for ikke at få den opmærksomhed man føler er ens
person skyldig.
Trussel om straf er en indlysende mulig fremkaldelse af frygt og
anses ofte for at kunne opereres på fra den andens side som en
modificerende faktor for ens opførsel.
Men for religiøse personer kan bare tanken om „Gud’s Straf” blive
særdeles invaliderende og handlingslammende.
Aggression er en forsvarsparathed hvor der udskilles ekstra adrenalin
i blodet.
Vrede er et følelsesmæssigt udtryk for den usikkerhed frygten
sammen med adrenalinsparket giver.
Hvis ikke man har øvet sig i at genkende vreden og at håndtere den
på en socialt acceptabel vis, risikerer man at give den afløb i form af
aggression. Den uforarbejdede, ubehandlede og bevidstløse afløbsform
i form af forsvarshandling, afvisning af det der føles og betragtes som
angreb. Det kan være fysisk som f.eks. voldeligt forsvar såvel som
voldsomme verbale udfald.
Frygt er et altid tilstedeværende potentiale og bør derfor behandles
med alvor.
En strategi om altid at ville kunne imødegå denne frygt er ikke
fremkommelig.
9

10
I stedet skal man se på hvilke afløb for sin vrede der er tilladelige og
moralskt forsvarlige.
Denne vished kan man få ved at diskutere god og dårlig opførsel og
moral med andre.
Og dernæst bé’ til sin højere magt om at man må få vejledning og
styrke til ikke af forløbe sig.
Ufrihed
Ufrihed glimrer ved sit fravær. Ufriheden er et bestandigt uom–
gængeligt vilkår og dermed altid nærværende.
Øvelsen består i at tackle ufriheden så at overvindelsen af den kan
betragtes som en succes.
At finde sig nogle begrundelser og årsager til at man villigt
underkaster sig ufriheden. Eller at man på trods af den ikke lader sig
handlingslamme.
Overvejelser der for éen selv kan retfærdiggøre at man har bragt det
offer man har fundet nødvendigt. Om så det skulle medføre at man
føler at have taget hensynet til den anden eller andre højere end
hensynet til éen selv.
Historiskt set har det i århundreder, ja, årtusinder, været diskuteret
om altruisme findes. Altså det totale fravær af følelsen af ufrihed.
Spørgsmålet er næppe værd at bruge tid på idet ethvert levende
væsen har sine helt egne følelser og ethvert menneske sin egen ret til at
forsøge at give dem udtryk i handlinger såvel som i forklaringer og
begrundelser i ord.
Spørgsmålet om hvorvidt en ubegrundet, altomfattende kærlighed
findes, en såkaldt altruistisk livsindstilling, må bortfalde i det
omfang den lyttende ikke har tillid til at den talende taler sandt og at
vedkommendes ord står til troende.
Fravær af frihed i form af ufrihed vil altid kunne analyseres,
pointeres, forklares og begrundes.
Derimod er frihed en trosartikel. Frihed kan ikke forklares rationelt
og logiskt.
Kærlighed bliver nemmere at afdække hvis den kan analyseres og
udloddes i adskilte doser.
Det vil sige at man kan opstille parametre for hvornår man vil forholde sig sine
kærlighedsytringer. Hvornår og under hvilke omstændigheder man vil båndlægge
dem. Hvornår man eventuelt vil tilbageholde handlinger og følelsesmæssige
udtryk man mener vil kunne virke som afslørende for kærlige fornemmelser
såsom overbærenhed, hengivenhed m.m.
Ufrihed består i at kunne afsløre grænserne for udfoldelser under
hensyntagen i bredeste forstand til sine omgivelser.

Og dernæst, indenfor disse grænser at kunne tilegne sig følelsen af
frihed. Ydmyghed, overgivelse og endda underkastelse.
Frihedsbegrebet er irrationelt, en trosartikel, en besværgelse, et
mantra der ved sin idelige gentagelse bevidstheden kan samles om når
frygtsomheden skærpes af indbildte trusler mod trygheden, sikkerheden,
følelsen af at være omgivet af omsorgfuldhed.
For den afhængige af enhver slags findes éen og kun éen absolut
frihed. Nemlig at give sig hen til den første dosis i den afhæn–
gighedsskabende omstændighed eller at lade være.
Harme
Vrede er en følelse der udspringer af tilstanden øget adrenalin i blodet.
En såkaldt ubehandlet vrede får gerne sit afløb i fysiske som verbale
udfald mod trusselvolderen.
Den moralske anfægtelse mod at lade sin vrede komme til udtryk kan
dog være så voldsom at den fører til tilbagetrækning, passivitet og
handlingslammelse.
Når den penible situation i det sidste tilfælde er overstået, kan vreden
da nemt sætte sig til harme. En vrede der ikke er kommet til udfoldelse
eller har fået sin forløsning. En alvorlig stressfaktor.
Når man er kommet hjem eller tilbage til sine såkaldte trygge
rammer, kan man så ruge over hvornår og hvordan man vil sætte et
forsinket, men velovervejet modangreb ind ved næstbydende lejlighed.
Dette er udtryk for følelsen af retfærdig harme. Den såkaldte
„retfærdige harme” hænger sammen med den forøgede ophobning af
cortisol i kroppen, og kan ved rent tankespind omkring konfliktens
fiktive løsning, vedholdes ved ren og skær fantasi. Og derved give
anledning til en længerevarende stress-tilstand.
Retfærdig harme forudsætter at den forulempede er den der afgør
hvad retfærdighed består i. Harmens afløb består med andre ord i
retten til at definere hvori retfærdighed består. Egenhændigt. Og ikke i
afvejning med andres opfattelser. Deraf udtrykket „Myten om den
retfærdige harme”.
Det kan dog også komme over éen, i bagklogskabens klare lys, at
man i sin vrede har forløbet sig.
Dette kaldes at have overreageret, hvilket som regel ikke antages for
at være moralskt forsvarligt.
Hvis man har ruget over sin retfærdige harme til nærmest
kommende lejlighed der byder sig for gengældelse, vil den oprin–delige
trussel mod ens selvfølelse, selværd og integritet for længst være passé.
Hævntogtet må derfor nødvendigvis være rettet mod en for den
såkaldte retfærdige harme, irrelevant situation.
11

12
Optrinnet kan derfor ikke undgå at være en overreaktion, et grundløst,
uberettiget overfald der under ingen omstændigheder er moralskt
forsvarligt.
At angribe en førhen truende person for at have dårlig moral,
angribes derigennem med våben fra nøjagtigt samme skuffe, den med
nemlig etiketten „dårlig moral” påklistret.
Når det går op for éen hvilke forkastelige strategier man anlægger,
kan man gøre et af to.
Man kan omprogrammere sig selv, hvilket ikke er ganske nemt, men
hvis man har tillid til en magt, større end éen selv, skal det nok gå
endda.
Eller man kan gøre som den afhængige af enhver slags vil gøre.
Det vil nemlig kræve fortrængning, ikke at se sine nederlag i øjnene
og dette kræver flugt.
Ud over i beruselsen, ind i den formørkelse ens foretrukne stof i en
overdosis kan gi’.
Karakterbrister
Karakterbrist er en blind følgen sine drifter, åndløst og ureflekteret.
Det værste er at frygt for tab af éens sikkerhed og tryghed, ikke lader
sig eliminere.
Det er derfor i ethvert menneskes lod at lære sig at håndtere den af
frygten affødte vrede gennem strategier der fører til socialt acceptabel
opførsel.
Karakterbrist består i at give sin vrede utilgivelige, moralskt
forkastelige afløb og dernæst benægte at det faktiskt har været det der
har været tilfældet.
Karakterbristen består i at affinde sig med at man handler mod sin
vilje, med følelsen af at man har en dårlig moral, men ikke vil søge
hjælp til at afvende dårlige handlemønstre eller karakterdefekter,
uvaner, til konstruktive og socialt acceptable reaktionsmønstre, hvilke
der skal tilkæmpes, tilegnes og indøves.
Modstand mod refleksion, retrospektiv introspektion, afholder fra
tilpasningen af moralen som idealt forestillingsbillede og affødning af
tillempede, tilpassede til, for samvær, acceptable opførselsmåder.
At komme sine karakterdefekter til livs er et spørgsmål om selvop–
dragelse.
Men man ved intet om de idealer der er efterstræbelsesværdige for
ens selvopdragelse, hvis ikke man modstiller og koordinerer sine
synspunkter med andres for afprøvning af deres almene gyldighed.
For afprøvning af fordommenes gyldighed er man nødt til at tilegne sig
et sprog der kan samtales i med andre om følelseslivet, alle de kompli-

cerede motiver man kan have til at nære frygt der ved réel udsættelse
for trussel kræver en raktion i vrede.
Med tilegnelsen af sproget kan man lære sig at identificere sine
følelser og afstemme sine forestillinger om rimelige afløb for vrede
med hvordan andre håndterer deres i lignende situationer.
Den værste karakterbrist vil til enhver tid være at afvise hjælp eller at
undlade at opsøge den i forestillingen om at „jeg kan bedst selv”.
At tro sig selvberoende er den absolut værste karakterbrist og er
højeste udtryk for dårlig moral.
For den der tror på en magt større end vedkommende selv, vil
selvberoenhed som ideal være ensbetydende med blasfemi.
At være sin egen Herre
Mange mennesker kender til ambitionen om at ville dupere. Man
fremstiller et dokument med de mest overbevisende fakta og
argumenter til dagens møde.
Nogle vil endda kende til vågenat og søvnløs roteren om i sengen når
man gennemtænker:
„Hvis nu denne eller hin indvending forekommer, imødegår jeg det
bare med ... !”
Man forestiller sig at kunne foregribe begivenhedernes gang og forme
modtagernes udbytte af det veltilrettelagte sindrige og geniale oplæg.
Man glemmer blot at tanker ikke kan læses. Endsige at man kender
og forstår modtagerens forudsætninger for forståelse og tiltræden i
samstemmighed.
Ikke enhver hændelses indtræf kan forudses og foregribes.
Klatøjet, når kampen skal stå, er det nemt at forfalde til blot at læse
sit forlæg op og dernæst lade stå til.
Følges denne strategi rent rutinemæssigt, bliver man stresset over
aldrig at få gjort sin indflydelse gældende.
Strategien tager ikke højde for spontaneitet og synspunkters til–
nærmelser hinandens.
Under opgivelsens stress risikerer man at blive stejl, uden
imødekommenhed overfor andre.
Det er i stedet tilrådeligt at anråbe en magt, større end éen selv, om
at få øjeblikkets inspiration og iøvrigt at lade tilfældet råde. At give sig
forsynet i vold.
Bé’r man samtidigt om at få taget de evindelige spekulationer fra sig,
kan man bedre, med sindsro, give sig hen til helingen ved en god nats
søvn.
Det er en illusion at tro at alle eventualiteter kan forudses.
Det er langt nemmere at leve med uløste problemer hvis man tænker
13

14
at ens højere magt er „Den Altseende, Althørende, Altvidende”. Og
derefter at give sine problemer over til denne og i stedet få sovet.
Fordi det ganske simpelt indebærer en umulighed, er åndelig
fuldkommenhed ikke efterstræbelsesværdig.
Tvært imod, åndelig vækst er al ens stræben værd. Til dette kræ–ves
åbenhed, opmærksom koncentration og fremfor alt, vågenhed.
Når alligevel intet former sig helt efter ens eget hovede, er det til at
gå ned med stress over.
Hvis det, dette på trods, skulle vise sig at alle ting alligevel skulle gå
som man har tænkt sig, ville man være sin egen Herre, selveste Vor
Herre i egen høje person så at sige.
Ingen religioner billiger at mennesket sætter sig i dets gud’s sted.
Forsøg derpå vil kun være til at få stress af.
Skyld og skam
Skyldfølelsens frembrud fordrer et påtaget ansvar for en givent
hændelsesforløbs forekomst.
Dermed må det fremgå dette at såfremt et forud fastlagt hændelsesforløb
kikser med hensyn til det planlagte resultat, at det kokser, vil det
være den ansvarshavendes ansvar.
I langt de færreste livsomstændigheder vil det forholde sig på den
måde at et hændelsesforløb fastlægges som en årsags—virkningsmæssig
sammenhæng. Altså som planlagt.
I stedet taler vi om forventninger.
Årsags-virkningsmæssige sammenhænge er så komplekse at kun ved
videnskabelig kontrol af omgivelserne vil planlægningen være mere
end delvis mulig. Og så er der tale om forsøg.
I langt de fleste af livets forhold er der tale om at årsags–
virkningsmæssige sammenhænge er så diffuse, så komplekse at enhver
analyse kun kan være delvis og partiel.
Og så vil analyseprocessen kun vare ved, indtil at den der forsøger at
undersøge forholdet føler sig tilfreds med resultatet. Hvor
ufuldkommen og utilstrækkelig den frembragte forklaring end må føles
for enhver anden.
Der er altså altid to sider af at fastlægge en skyldighed.
En undersøgelse skal altid passe til det forventede resultat. Ellers er
der tale om forsøg med mangelfuld kontrol. Undersøgelsen skal altså
vise at den har ret.
Og så er der på den anden side den frygtelige mulighed at
undersøgelsen viser noget helt andet end man troede.
Med andre ord et muligt skyldsforhold der ikke er taget højde for.
Årsagen er skyld i virkningen. Men at årsagen er en forkert antagelse
kan blive vished.

Især i personlige forhold, helt ned til interpersonelle relationer mellem
to, kan afdækning af skyldsforhold få masker til at krakelere.
Er det sådan at den påtagede maske tages for et fuldgyldigt udtryk
for éen selv, i bund og grund, vil man være ilde stedt. På spanden kort
og godt.
Ethvert menneske har nogle idealer, nogle moralske normer som
vedkommende forsøger at leve op til. Men vil nogensinde jeg blive i
stand til at føre mine højeste idealer ud i livet? Nej!
Når éens selvutilstrækkelighed afsløres, vil man skamme sig ned i
skoene. Helt ned under gulvbrædderne og man kunne grave sig selv
ned i et sort hul.
Man vil kravle og krybe, ind i sig selv i skjul. Hvis ikke man har
fundet en metode til at overbevise sig om at man umuligt kan være
ansvarlig for alt og dermed påtage sig al skyld.
Bag et sådant umenneskeligt krav, vil der altid kunne findes en
person der indeni kan gøre sig i stand til at beklage en spådoms
manglende opfyldelse, at tingene gik som de gik og så give en
undskyldning. I stedet for at forblive i selvbebrejdelsernes
selvforstærkende nedbrydelse af selvet og dets selvværd.
Stiller man sig det helt umenneskelige krav, altid at have styr på
tingene, indtager man en fejlagtig opfattelse af årsags–virkningsmæssige
forhold.
Kort kan man udtrykke:„Valgte man sig selv sine egne forældre, ville
verden nok se meget anderledes ud!”
Der er en magt, større end og udenfor éen selv der er ansvarlig for
éens valg af forældre.
I jo større grad man måtte mene at ens forældre er en tilfældighed, jo
mindre selvværd kan man opbygge. I stedet må man forlade sig på alt
hvad man kan tilegne sig. Leve på sin selvtillid og selvtilstrækkelighed.
Uden skelen til evner. Som om øven vil kunne kompensere for alt.
Den skam man måtte pådrage sig ved at man falder igennem, ikke
formår at udfolde eller udføre den rolle man havde påtænkt sig
gennem sin selvtillid og „øvelse gør mester” osv. kan man forsøge at
komme om ved gennem fortrolige parter man er sikker på ikke vil
fordømme éen for ikke at være umenneskelig. Altså ikke at være sin
gud lig.
Og så gælder det om at tilegne sig en metode til at få undskyldt, helst
på rette tid og sted, men ihvertfald, såvidt muligt at få undskyldt for
hvad man har forvoldt af skade.
Dette lader sig nemt ordne i materiel forstand. Man kan gradvist
genoprette.
Men i følelsesrelationer findes ingen garanti, endda ikke engang for
at en intention om genopretning hos de skadelidte er til stede.
I visse tilfælde må man forberede sig på at måtte undskylde umulige
ansvarspositioner man hverken kan have lod eller del i. Men hvor den skadelidte
mangler indsigt og evne til at gennemskue umuligheden af en bestemt
årsags-virkningsmæssig sammenhæng som forklaring.
Man må antage sig en magt, større end éen selv som man overgiver til
15

16
eller lægger følelsen af uretfærdighed over på. Bede om at dét, ... ;-
bekymringen bliver taget fra éen.
Ved at udfinde sig et objekt af en slags man kan bé’ til.
En almindelig erfaring er det at man intet svar vil få på sådanne
bønner om udredning af sin vildrede. Ingen bliver fortalte af „deres
højere magt” hvad de skal stille op.
Derimod kan man opleve sig grebet af en indre ro der tillader éen at
give sig hen til at „en løsning nok skal vise sig” og derpå få en rolig
nats søvn eller i selskab, at give sig hen i sin fulde tilstedeværelse i
nuet.
Samtale har den egenskab at når man udkaster et spørgsmål til
besvarelse vil spørgsmålet være:„Hvad er svaret? Men, spørgsmålet vil
være svaret, når bare vi er sammen”.
At skilles i enighed om hvad man er uenige om, kan være en utroligt
befriende følelse.
Man kan give sig hen til at en „højere magt” i øjeblikket vil tage sig af
hvilket synspunkt der lige nu får overtaget.
Derefter kan man vinde fornyede kræfter til at foretage undersøgelser
angående hvilke måder hvorpå uforligelige synspunkter skal kunne
trives og sameksistere, uden at det ene standpunkts overlevelse lades
afhænge at det andets eliminering.
Eller i yderste konsekvens, aflivning af standpunktets bærer.
Det må gøres gældende at sindsroen skal vindes trods det at man
ikke vinder over den anden og sætter det afgørende stød ind, men at
man accepterer at skulle skilles i fred og fordragelighed. I ydmyghed at
underkaste sig at kræfter udenfor éen selv med et forsyn har bragt
begivenhederne til et stade man må underkaste sig.
I hvilken udstrækning man da har gjort sig til offer for knæfald for
overmagten eller man blot har opført sig anstændigt, må man afklare
med den næste. De af dem man omgås man har fortrolighed med og
tillægger indsigt og dømmekraft.
Den åbne og hudløst ærlige samtale er begyndelsen til enhver
lykkelig slutning.
Og lykke er som bekendt en følelse der kun indfinder sig i dryp.
Taknemmeligheden over at have overvundet sig selv og sine
umiddelbare dyriske drifter, må kastes over på en magt, udenfor og
større end éen selv.
I hvor høj grad „det naturlige” da må undertvinges er altid et
spørgsmål til afgørelse ved rådslagning.
Frygten for ikke at kunne leve op til sine krav til sig selv, er altid
tilstede–nærværende.
Når man påtager sig et ansvar for noget, må man derfor altid, i
aldeles åbenhed og hudløst ærlig være villig til at blotlægge præmisserne
for sin ansvarspåtagelse.
Kun på denne vis kan man forvente støtte til, fra andre, at kunne leve
op til ansvaret.

Selv og alene kan man ikke beslutte sig til at være tillidsvækkende.
Troværdighed er ikke en hætte man trækker ned over hovedet.
Der findes afgjort karakterafvigere med så store følelsesmæssige og
mentale problemer at de nærmest per automatik vil vælge at leve på
plat fordi de måske sådan har lært dem at på denne måde kan de
bekæmpe deres skam ved ikke helt at slå til. En grad af
selvutilstrækkelighed måske.
Men det er indenfor enhver persons rækkevidde gennem resten af sit
liv at leve, uden skamfuldhed og kun momentant opdage at man ikke
altid kan leve op til sine egne og andres forventninger.
Når man får aflagt skamfuldhed fra sin person som et fremtrædende
træk, vil man kunne lære af sine fejl, lægge lærdommen frem og man
vælger ikke vilkårligt at kalde sig ansvarsfuld, men med vilje, nærmere
af indsigt i hvad man vil kunne påtage sig skylden for.
Sorg er følelsen af at have tabt, mistet. Vel at mærke et reelt tab. I
modsætning til tab af anseelse, autoritet, respekt osv. hvilke områder
er langt mere luftige.
Sorgen indtræder i samme øjeblik at erkendelsen af uoprettelighe–
den af tabet indtræder.
Tab af de luftige livsomstændigheder afføder driftsmæssige
reaktioner der kan beskrives ved forholdet mellem de til dødssynderne
hørende reaktioner.
Det er tit hørt:„Så bliv da vred på Gud og gi’ Ham en skideballe”,
eller udsagn som:„Jeg bærer med smil min byrde”.
Fælles for sådanne strategier er at de tilhører en tid hvor en stor del
af befolkningen ikke kunne tillade dem sorgens byrde. Deres værdi
som arbejdskraft ville forringes, hvilket kunne medføre bortvisning og
udstødelse. I liv i armod er enhvers maksimale indsats og ydelse for
føde på bordet uundværlig, så en undertrykkelse af sorgen er påkrævet
og det kan være både som social og individuel strategi.
Tab af livsbetingelser såsom vanære, gennemhulning at selvtilliden
som funderet på falskt grundlag, naragtiggørelse for at 12–sæts-
servicet bl.a. er sølvplet osv. er hurdler der kan overvindes. Man kan
lade være at stoltsere af sin status. Om ikke andet, så kan éens
omgangskreds udskiftes. Men det kunne den ikke på landet i fortiden.
Så måtte man flytte til byen.
Derimod er tab af kærlighed der må forudsættes for indgåelse af et
parforhold eller det der hører forældre–børn til, uopretteligt.
Sorgen trænger sig med mellemrum på. Den er så ubærlig og
længere varende at éens næste ofte ikke er i stand til at tackle den
lidende. Den der ikke forstår bé’r den sørgende om at stoppe al den
selvmedlidenhed.
17

18
Sorg
Ingen drifter findes til at afbøde sorgens virkninger. Men i stedet kan
man som mestrings– eller overlevelsesstrategi foretage overspringshandlinger.
Og disse kan så til gengæld kategoriseres indenfor
dødssynderne.
Da overspringshandlinger ofte synes nuets eneste udvej, er udtrykket
„dødssynder” måske ikke det mest velvalgte.
Men hvis et bestemt handlingsmønster indarbejdes som
kompensation, kan man begynde at tale om afhængighed. Og
afhængighed af vaner kan imidlertid gå hen i sidste ende at blive
livstruende.
Længsel
Længsel, dagdrømmeri, fantasterier osv. er drømmenes mål.
I modsætning til forhåbninger der kun angår fremtiden, foregår længsel
udelukkende bag lukkede øjne.
Erindringen om tingenes tilstand i fortiden eller følelsen af at nu’et
bør vare ved, kan fylde éen med fryd og forhåbningen om at denne
lykketilstand vil vare ved, ved indbildningens kraft.
Denne drøm er længselens genstand.
Længslen kan også siges at angå fremtiden i den forstand at lykke–
tilstandens forestillede præmisser og tilstande projiceres på frem–
tidige forhold.
Savn
Savn er en form for længsel der angår fortiden. Og oftest tales der om
savnets genstand.
Jeg savner mor.
Jeg savner far.
Jeg savner min søster.
Jeg savner min kæreste – osv.
Jeg savner at kunne drikke en øl og en snaps til at skylle silden ned
med og skyllemiddel til gule ærter.
Jeg savner vores gamle hus hvorfra jeg kunne gå til vennerne, men et
hus tilstrækkeligt med plads og som vi kan betale, ligger på landet.
Jeg savner at ligge i ske.

Jeg savner at når jeg satte mit kryds rigtigt på valgdagen, blev mine
interesser varetagne.
Jeg savner lønnen på min gamle arbejdsplads. Ligesom det tilhø–
rende arbejdspres.
Savnet kan gå på fordums tryghed, fordums sikkerhed, fordums
ubekymrethed som mange forbinder deres barndom med.
Ligesom for længslens vedkommende, er der over savnet et vist skær
af utopi og melankoli.
Men det er hverken længslen eller savnet iboende at drømmene skal
forsøges virkeliggjorte.
Dette hører begærligheden til, ambitionernes domæne til at ville
virkeliggøre det der ligger indenfor de reelle muligheders grænser
samt deres kompensatoriske værdi.
Håb
Forhåbninger er ønsker for fremtiden. Drømme og forestillinger om
denne fremtid kan formuleres som planer for fremtidig handlen.
Der kan for disse forhåbninger være fastsat et ønske om et konkret
mål som afslutning på planlægningen. F.eks. kan dette være en opsparing
i processen at skaffe midler.
Men det kan også være en plan om at få forløsning for uforløste
følelser.
Forhåbningen kan da i sidste tilfælde gå på at få erkendelse, viden og
indsigt i samt mod til at konfrontere følelserne og forholde dem med
deres oprindelige årsag eller ophavet til følelserne.
I dette tilfælde er forløsningen nært forbundet med at opnå en følelse
af sindsro.
Dette indebærer en minimering af frygt for fremtidige plagsomme
begivenheders indtræf.
Ønskerne kan analyseres i kategorierne som beskrevet ved døds–
synderne, drifterne der udløses af følelsesmæssige tilstande.
Håb i al almindelighed, uspecificerede forhåbninger, blot „håb”, må
antages at gå ud på både at tackle drifterne på acceptable måder,
ligesom at minimere sorrighed og frygt for brydsomme følelser.
Disse kan forårsages af truet selvværd, tab af kærlighed samt
sikkerhed for en tryg tilværelse, udsættelse for andres vrede, foragt
osv.
I dette lys synes „dødssynderne” at være en lidt misvisende
betegnelse idet det næppe kan forbindes med nogen synd at drømme
om en tilværelse opfyldt af så mange lykkelige stunder som muligt.
Forhåbninger om at vinde i lotteriet, og lignende usandsynlige begivenheder som
19

20
som det mest lykkebringende, må antages at være forbundet, både med
begærligheden ligesom den stolthed det vil kunne give at blive i stand til
at forgylde sin tilværelse, evt. med prangende og pralende indhold.
Sådanne materielle mål for forhåbningerne, „håbet”, er det nemt at
kategorisere som ikke særligt eftertragtelsesværdige planer for at
komme ud af livets umiddelbare og uundgåelige fortrædeligheder.
De er så flyvske og urealistiske at en afhængighed af sådanne
mestringsstrategier kan lignes med afhængighed af enhver form for
berusende, euforiserende eller afslappende og bedøvende rusmiddel.

1. Hovmod, stolthed, egoisme
De syv dødssynder:
2. Begærlighed, ambitioner, misundelse
3. Sex, begær, utugt, hor
4. Vrede, hævn
5. Gerrighed, materialisme
6. Frådseri, overforbrug
7. Dovenskab, ladhed
21

22
Stolthed
Hovmodighed
Hoven
Indbildskhed
Brovten
Brysten sig af
Blærethed
Kæphøjhed
Kålhøgen
Praleri
Brilleren
Hoveren
Overmodighed
Opblæsthed
Overlegen
Grandiositet
Storladenhed
Almagt
Omnipotens
Selvhøjtidelighed
Forfængelighed
Hensynsløshed
Ufølsomhed
Egoisme
Selviskhed
Egenkærlighed
Egennyttighed
Selvtilstrækkelighed
Selvfortroende
Selvoptagethed
Selvcentrering
Beregnende
Vigtig
Ærbarhed
Ærekærhed
Stridbarhed
Hykleri
Den - første – dødssynd
At stoltsere er at fremvise sin pragt, at fremvise et ydre der er bedre,
mere pragtfuldt end hvad der er tilsvarende sammenligneligt.
At praktisere sine færdigheder med beundring for øje.
Stoltheden fremstår som effekten af stoltseringen, at sole sig i
beundringen af pragten og glansen, hvilket helst skal lyse ud ad de
potentielle beundreres ansigter og øvrige udtryk.
Hovmodet opstår ved at det hævdes at beundringen er en realitet på

trods af at den ikke har et iagttageligt udtryk i form af de potentielle
beundreres holdninger og attituder overfor den selvpåtagedes glans.
At rose sig af ikke at have nødigt at skulle sætte sin ære på spil idet
denne er på forhånd given.
At være stolt over sin ypperlighed, sin kone, sine børn, sin bolig, sin
samfundsmæssige position, sin følelse af at være et forbillede.
At hyppe sine egne kartofler.
Altid at sætte hensynet til éen selv forrest.
At brovte sig på andres bekostning.
Hensynsløs overfor andre.
På hvilke måder er disse egenskaber kommet til udtryk hos mig selv i
mit eget liv?
Begærlighed
Ærgerrighed
Stræbsomhed
Aspirationer
Honette ambitioner
Prestigetrang
Perfektionisme
Beundringskrævende
Forventninger
Præstationsiver
Behagesyge
Lidenskabelighed
Passion
Imagepleje
Opmærksomhedskræven
Besiddertrang
Misundelse
Magtbegær
Magtbrynde
Herskesyge
Forræderiskhed
Tyveri
Nid
Dagdrømmeri
Byggen luftkasteller
Fantasterier
Fintænken
Den - anden – dødssynd
23

24
Høviskhed
Pænhed
Kræven at blive feteret
Kræven glamourøs omgang
Omsorgskræven
Kræven medynk / medynkleflen
Skyld
Kræven beskyttelse
Kræven kærlighed
Kræven hensyntagen til
Kræven bekræftelse
Afhængighed
Lyst til, ønske om, tragte efter, stræbe efter, ivrighed efter, tørste efter,
hige efter, fordre, kræve, forlange at besidde.
Ambitioner om at være eftertragtelsesværdig
Ambitioner om at være efterfølgelsesværdig
Ambitioner om at være eksemplarisk
Ambitioner om at blive set op til
Ambitioner om at virke troværdig
Ambitioner om at holde ord
Insisteren på at ville gøre en forskel
På hvilke måder er disse egenskaber kommet til udtryk hos mig selv i
mit eget liv?
Sex
Forplantning
Begær
Utugt
Hor
Orgasmejagt
Voldtægt
Pornobrug
Masturbation
Erotik
Elskovskunst
Selvopholdelse
Redebygning
Tilknytning
Den - tredie – dødssynd

Kærlighed
Kunst
Æstetik
Brugen af voldtægt kan ikke definitivt skilles fra f.eks. magtbegær.
Seksuel krænken kan i det hele taget ikke skilles fra forfølgelsen af
tilfredsstillelsen ved at tage magten over et andet menneske, selv–
hævden, begærlighed.
Mens erotik måske egentligt er den smukke side af sexuelle aktivi–
teter, så kan elskovskunst blive et middel man måler sig op ad.
Selvfølelsen kan føre til at brovte sig af sine færdigheder som erobrer
eller elskovskunsten er det mål man ikke lever op til og derfor føler sig
mindreværdig overfor.
Erotik er den vej man udvikler sig ad når man tænker på det
tilfredsstillende samvær med et andet menneske, en partner, kæreste,
ægtefælle.
Det er prikken over i’et når tøjet er vasket og lagt på plads, gul’lerne
rene og nyskrubbede, når man er mæt og køkkenet parat til
forberedelsen af næste måltid og børnene puttede.
Eller ved en hvilken somhelst lejlighed når den gensidige lyst opstår.
Men da er det at alle de andre lidenskaber, drifter og behov blander
dem og kan forkvakle erotikken. Hvornår er det at sex er en dødssynd?
Når man skammer sig over at tilfredsstille sig selv af den ene eller
den anden grund, kan man købe sig til en sex-maskine i form af en
prostitueret eller en gigolo.
Ens krænkethed over at måtte bryde moralske normer og hvad man
mener er fremherskende normal eller „naturlig” adfærd for éen af ens
køn og anseelse, bliver da ikke kompromitteret. Ej heller ens uformåen
som elskovskunstner.
Man kan også købe sig en dukke. En menneskeattrap. Men det er jo
ikke lige det der er sagen.
Hvad har sex betydet for mig i mit eget liv?
Den - fjerde – dødssynd
Frygt og skræmsel er de almindeligste ophav til vredesfølelsen.
Når man føler sig truet, af réelle eller indbildte faktorer, reagerer
man vredt. Evt. ophidset, uoverlagt, instinktivt, reflektorisk hvis ikke
man har øvet sig i at besinde sig.
Den værste trussel er når man frygter at miste sit selvværd, sin
selvagtelse, sin selvsikkerhed, sin personlige integritet, sit selv, sit jeg,
25

26
sin ret til at være en person med værdighed og med lige rettigheder og
muligheder som alle andre og retten til at blive betragtet som en sådan.
Når selvtilliden svigter eller bliver angrebet.
Hvis ens selvutilstrækkelighed afsløres.
Når ens fremtid eller fremtidsplaner bliver forpurrede af udefra
kommende faktorer.
Simpelt sagt, når ens følelse af at være tryg og i sikkerhed og i gode
hænder ikke er mulig at opretholde.
Man kan flygte fra sin selvbevidsthed:
Attituder, indstillinger, forudindstillinger, forhåndsindstillinger,
forudindtagelser, forhåndsantagelser, fordomme, overbevisninger,
vanetænkning, rygmarvs- og instinktive reaktioner der fremmer
vredens nemhed:
Skyldighed
Skamfuldhed
Frygtsomhed / Bange af sig
Ængstelighed
Bekymrethed
Ubeslutsomhed
Intolerance
Dømmesyge
Nag
Had
Mistillid
Nederlagsfølelse
Fornærmethed
Sårethed
Harmfuldhed
Olmhed / olmskab
Forsmåethed
Skuffelse
Fortørnethed
Forknythed
Kuethed
Stivsind
Stædighed
Urokkelighed
Utilfredshed
Mistænksomhed
Jalousi
Afhængighedsfølelse
Knugende ufrihedsfølelse
Bitterhed
Mismodighed

Selvretfærdighed
Egenrådighed
At være sig selv nok
Selvhævdelse
Egenvilje
Ignorance
God / dårlig moral
Snobbethed
Fine fornemmelser
Mindreværdskomplekser
Følelsesmæssig utryghed
Angst
Magtesløshed
Afmagt
Meningsløshed
Retningsløshed
Selvmedlidenhed
Ynkelighed
Handlingstilbøjeligheder der kan fremkomme som vredesudbrud:
Anspændthed
Forbitrelse
Tabe fatningen
Besindelsestab
Kontroltab
Hidsighed
Galskab
Arrigskab
Raseri
Harmfuldhed
Indignation
Kynisme
Sarkasme
Spydighed
Mishagsytrende
Perfiditet (troløst og forræderisk)
Blasfemi (bespottende en andens gud)
Nedladenhed
Foragt
Besvigelse
Forrådelse
Beskyldninger
Ondskabsfuldhed
Vulgarisme
Mobning
Hævn
Gengældelse
27

28
Øje for øje, tand for tand
Nølen
Tøven
Stivnen af lamslåelse
Fastfrysning
Fiksering
Forstening
Passivitet
Handlingslammelse
Ærgrelse
Modløshed
Apati
Resignation
Uforløst vrede
Frustration
Irritabilitet
Harme
Selvretfærdig harme
Trods
Surmuleri
Sladren
Bluffe
Snyde
Lyve
Bagtale
Fordømme
Manipulere
Ansvarsforflygtigelse
Bortforklaringer
Konfliktskyhed
Benægtelse
Flugt
Undgåelse
Selvfordømmelse
Manglende selvagtelse
Selvforagt
Selvhad
Tomhed
Glædesløshed
Underdanighed
Underkastelse
Isolation
Hvilken indflydelse og betydning har frygt, skræmsel og vrede på mit
daglige liv?

Den - femte – dødssynd
Gerrighed
Nærighed
Gnieragtighed
Fedtsyl
Påholdenhed
Karrighed
Ugenerøs
Ukærlig
Beknebenhed
Spillen kostbar
Koketteren
Knibskhed
Sippethed
Snerpethed
Uærlighed
Falskhed
Hvide løgne
Halve sandheder
Løgnagtighed
Sparsommelighed
Tilbageholdenhed
Uprangenhed
Nedtonethed
Underspillen
Beskedenhed
Fåmælthed
Forkrampethed
Kontrolleren
Styring
Selvudsletten
Ulykkelighed
Sorrigfuldhed
Sætte sit lys under en skæppe
At være éen stor undskyldning for sig selv
Hvad har disse attituder betydet for mig i mit liv:
Grådighed
Griskhed
Den - sjette – dødssynd
29

30
Frådseri
Raven til sig
Overforbrug
Ødeland
Ødselhed
Uansvarlighed
Hvad disse attituder har betydet for mig i mit liv:
Den - syvende – dødssynd
Dovenskab
Ladhed
Dorskhed
Laden stå til
Vanemæssig kærlighed til nemhed
Springe over hvor gærdet er lavest
Uengageret optagethed
Automatisk ukoncentrerethed
Anséende ethvert spørgsmål eller enhver opgave for triviel
Hvad har disse attituder, indstillinger, forudindstillinger, for–
håndsindstillinger, forudindtagelser, forhåndsantagelser, for–domme,
overbevisninger, vanetænkninger, rygmarvs- og instinktive reaktioner
betydet for mig i mit liv?