www.munkiana.dk issn: 1397-7172 nr. 38 2008 12. årgang

jeg kendte, gode, gode Bedstemor, der
laa hun og rallede Time efter Time,
meningsløs Lidelse” (F:179). Dernæst
den elskede lærer Westeds kone, hvor
Westeds sjælelige smerte og fortvivlelse
gør et dybt indtryk på den unge Munk.
Det fremgår videre af erindringsbogen,
at Munk i denne ungdomskrise føres ud
i en radikal omfortolkning af kristendommen
Han opstiller en markant
forskel mellem Gud og Jesus, mellem at
være i Guds vold og at være i Kristi vold,
som han udtrykker det. Gud opfattes
både i forbindelse med bedstemoderens
død og i forbindelse med Westeds kones
død som en djævelsk gud (“Hans Lyst
er hans Skabningers Lidelse”, F:180),
mens Kristi magt er godhedens magt
(F: 234).
Den unge Munk bliver med denne
skelnen en repræsentant for den
religionskritiske tradition inden for
protestantismen, som jo har spillet en
betydelig rolle i hele 1900-tallet. Den
tradition har med den svenske teolog
P. E. Perssons ord frem for alt kritiseret
“den teistiske gudsforestilling med dens
opstilling af en hinsides overnaturlig
verden, fra hvilken Gud som et personligt
væsen griber ind i denne verden og styrer
dens skæbne” (Persson, 1971:161), og
har i stedet forsøgt “at tænke om Gud
som nogen, der møder (os) i og ikke ved
siden af den virkelighed som er vor” – “at
bryde traditionelle skemaer som teisme/
ateisme eller immanens/transcendens”
(164). Endelig har man i denne tradition
vendt sig til “Jesus af Nazareth som
centrum og udgangspunkt”, som den
der viser hvem Gud er og viser “at
billedet af Gud og hvad det er at være et
sandt og rigtigt menneske er så indfiltret
i hinanden, at de ikke kan adskilles”
(165). (Citaterne er oversat fra svensk).
16
Tillad mig en personlig bemærkning:
Min interesse for Munks kristendomsforståelse
skyldes bl.a., at jeg altid selv
har følt mig på linie med denne måde
at tænke om kristendommen på. Jeg
har således i bogen Livet selv. En livsfilosofisk
tolkning af kristendommen
både kritiseret de traditionelle metafysiske
antagelser og fremhævet betydningen
af den historiske Jesus og hans
livsforståelse. Jeg har også andetsteds
forsøgt at vise, at man finder denne tænkemåde
hos en række digtere, for hvem
kristendommen har været en afgørende
inspiration: Jakob Knudsen (i min bog
Jakob Knudsens tænkning og digtning
og i min bog Uendelighedslængsel),
Martin A. Hansen (i mit bidrag til bogen
Mellem myte og videnskab (red. af M.
Böss m.fl.) og F. Dostojevski (i bogen
Tomhedsfølelse og ondskab).
I denne artikel, hvor jeg skal se
nærmere på kristendomsopfattelsen i
Kaj Munks dramatik (med hovedvægt
på den tidlige del af forfatterskabet),
skal jeg prøve at vise, at vi hos Munk
finder en tilsvarende tænkemåde. Jeg
vil begynde med at vise, at theodicéproblemet
spiller en afgørende rolle
i så godt som samtlige skuespil fra
1917 og hele 20´erne igennem. Munks
livtag med problemet resulterer i denne
periode i hele tre forskellige løsninger
på problemet: 1) en traditionel, som jeg
vil kalde “Guds uransagelige veje”, 2) en
mere utraditionel, hvor han – ligesom i
den citerede passage fra erindringsbogen
– gør Jesus og dennes holdning til det
centrale i kristendommen, en løsning
jeg vil kalde “Kristendommen forstået
som kærlighedstanken” og 3) en endnu
mere utraditionel løsning, hvor den
traditionelle gudsopfattelse forkastes,
hvorfor jeg kalder denne løsning for