Hvad jeg kan huske - Hans Ulrik Riisgård

"HVAD JEG KAN HUSKE"
Glimt af en egn og et liv
- en bondes beretning fra Himmerland
Niels Riisgaard (1883-1966)
1

Forord
Min bedstefar, Niels Riisgaard (1883-1966), var himmerbo og fribåren
bonde af sind og skind fra den tid, da bønderne rejste sig fra armod til
god solid velstand. Gennem andelsforeninger, nye dyrkningsmetoder,
moderne maskiner og folkeoplysning, men først og fremmest gennem et
umenneskeligt slid, rejste sig den nye, selvbevidste bondestand, som
kaldte sig landmænd og gårdejere. Bedstefar var med dengang, og han
havde en ukuelig vilje og tro på det nye og fremtiden.
I 1909 giftede bedstefar sig med Marie, og samme år byggede han en
ny udflyttergård på Himmerland og kastede sig straks over opdyrkningen
af de 55 tønder land jord, der bestod af hede, tueeng og mose. Det blev
hårde, slidsomme år. Men Niels blev med tiden en holden gårdejer og fik
et langt og virksomt liv. Bedstefar var en dygtig fortæller og fortalte med
glæde, og folk lyttede gerne til ham. Han talte et djærvt og uforfalsket
himmerlandsk: "A ka' howe" (jeg kan huske) var en stående indledning
til hans utallige historier, oplevelser og sære tildragelser.
I 1960 svarede gamle Niels på nogle spørgsmål, som Nationalmuseets
Etnologiske Undersøgelser havde stillet i Løgstør Avis, og i løbet af de
næste to år nåede han gennem spørgelisterne. Det at sysle med pen og
papir var blevet ham en kær beskæftigelse. Efter hans død fandt man i
hans skrivebordsskuffe en 200 sider tyk, linjeret bog fyldt med
håndskrevne optegnelser. På forsiden stod kort og godt: "Hvad jeg kan
huske". På sine sidste dage havde han med let rystende
gammelmandsskrift skrevet i denne bog om sit liv; men han synes ikke at
have skrevet for nogen bestemt. Han har vel på denne måde atter engang
genoplevet barndommen og de første, begivenhedsrige ungdoms- og
manddomsår.
Jeg blev grebet af bedstefars skildringer, som er skrevet i en simpel,
ligefrem, men levende stil, præget af gammel folkelig fortællekunst. Jeg
satte mig for at lade bedstefar sætte sig selv et værdigt minde ved at
renskrive og redigere hans erindringer. Jeg kom til at holde af bedstefar,
da jeg lærte ham at kende gennem dette arbejde. Det håber jeg også
læseren vil komme til.
Ordet er dit, bedstefar!
Hans Ulrik Riisgaard
Kerteminde, februar 2010
2

Første side i Niels Riisgaards erindringsbog, skrevet i januar 1964.
3

Kapitel 1
Jeg er født i gården Bjørumslet, Vindblæs sogn den 31. januar 1883.
Min far var født i samme gård i 1847; min mor var født i gården
Sønderhaven, Vust sogn i Hanherred i 1858.
"Sønderhaven", Vust sogn i Hanherred. Her fødtes Niels Riisgaards mor
i 1858.
Den allerførste begivenhed jeg kan mindes, var da jeg var 3 år og 5
måneder. Jeg skulle med far og mor på besøg i mors hjem hos hendes
broder i Vust. Jeg havde fået nyt blåt fløjlsmatrostøj med hvid
matroskrave og guldknapper, som jeg vist var meget stolt af; og så skulle
turen blive den rene sørgmodighed. Dagen efter, at vi var kommet
derover, blev mor meget syg og så kom jordemoderen, og så græd jeg, og
så kom doktoren, og så græd jeg, og så skulle jeg ligge hos moster Stine,
og så græd jeg også.
Det næste minde jeg har, må have været fra året efter, da var jeg 4 år.
Vi havde bier i haven, som boede i kuber lavet af rughalm bundet på
flækkede pilekviste. Når honningen skulle tages, måtte bierne dræbes, og
det var ved sådan en lejlighed, at jeg blev stukket i hovedet af en bi. Det
er nok derfor, jeg kan huske det - og at vi spiste honningkager, vi kaldte
skras.
Da jeg var 5 år døde min farfar. Jeg var i køkkenet hos mor, da det
gav en underlig lyd inde fra bedstefars stue. Mor sprang derind, og da var
han død. Bedstefar havde ligget til sengs i 3 år, og den sidste sommer var
alle vores bier døde. Mormor havde sagt, at når en gammel mand skulle
dø på en gård, så døde altid alle gårdens bier. Omkring samme tid havde
jeg en søster på 2 år. Hun var syg i lang tid og døde. Hun havde mormors
4

navn, og jeg kan tydeligt huske, at mor og mormor var meget bedrøvede i
lang tid.
Så dukker der et dejligt minde frem. Jeg må have været 5 år, farfar var
død og mormor flyttet fra gæsteværelset ind i farfars stue sammen med
min ældre søster, min broder og mig. Det var pinsedag, jeg var blevet
vasket og kommet i søndagstøjet. Stuerne var gjort rene, og der var
blomster i vaserne i de to stuer, vi brugte. Solen skinnede og stærene
sang; de sad altid i vingerne på husmøllen. Far og mor skulle i kirke, fjedervognen
stod uden for vinduerne, og karlene var ved at lægge de
sølvpletterede seler på hestene. Jeg syntes alt var så vidunderligt, skønt
og højtideligt. Dette minde har jeg tænkt på mange gange i mit liv.
Jeg kan huske, at min ældre broder og jeg ofte passede kreaturerne,
mens hyrdedrengen gik hjem for at spise til middag, eller vi bar mad ud
til ham. Så blev vi mange gange længe derude hos ham. Vi byggede hus
af græstørv op mod diget, her søgte vi ly, når det regnede, og vi plukkede
tørt græs og brændte blus, hvorpå vi stegte kartofler.
Gården "Bjørumslet" i Vindblæs sogn, hvor Niels Riisgaard blev født i
1883 som nummer fem i en søskendeflok på tretten. Foto omkring 1900.
Der var 116 tønder land mark og 14 tønder land eng til min fars gård.
Bygningerne lå i det ene hjørne af det omtrent firkantede jordtilliggende.
Far havde ladet lave diger omkring hele marken, og der gik en lidet
befærdet vej igennem marken samt en vej lige omkring gården. Dengang
farfar havde købt gården i 1842 var kun 50 tønder land opdyrket. Resten
var hede med lyng, som kunne nå en mand til knæene. Flere steder på
5

heden var der små grønne pletter uden lyng, og efterhånden som de
havde fået lyngen slået og brændt, viste det sig, at de grønne pletter lå i
rækker mellem gamle agerrender. Gamle mænd var enige om, at det kun
kunne forklares med, at der engang var blevet kørt gødning ud, som ikke
var blevet spredt. De mente, det kunne stamme fra at folkene var døde af
den sorte pest. Sidst på sommeren, når det sidste læs korn var kørt i hus,
blev alle kreaturerne slået løs, og så skulle der gå en dreng hos dem og
passe på, at de ikke gik ud, hvor vejen skar sig gennem diget, og at de
ikke gik i den nysåede rug og i kartoflerne. Det blev snart min dont, at gå
ene mange dage ude hos kreaturerne. Jeg var da 5 år. Vi havde ganske
vist en ukonfirmeret hyrdedreng, men han skulle hjælpe med at tage
kartofler op. Min ældre broder Kresten og søster Kristiane gik i skole, og
så måtte jeg altså passe kreaturerne. Jeg kan huske, at far engang havde
købt et par stude, som jeg var lidt bange for, og som ikke rigtig ville
respektere den lille purk. Når jeg skulle møde dem, måtte jeg bruge både
pisk og mund, alt hvad jeg kunne. Når de så alligevel veg, var jeg stolt;
men jeg mindes endnu hvor glad jeg blev, når jeg så mor. Hun kom ud
med mad til mig, når hun kunne få tid til det, og blev hos mig, mens jeg
spiste; men det var slemt, når hun gik. Når karlene eller far pløjede i
marken, var det rart, at kunne gå og snakke med dem, men også blot det
at se dem var rart.
Jeg kom i skole, da jeg var 6 år. Jeg var meget glad for skolen, og kendte
alle tallene og bogstaverne længe før min første skoledag. Min et år
ældre broder, Kresten, og jeg gik i en lille klasse kun to dage om ugen,
men vi fik lov til at gå sammen med ældste klasse, når vi havde lyst. Selv
om vi ikke havde lektier sammen med dem, kunne vi læse, skrive og
regne, og det var vi, særlig da jeg, glad for. Da jeg havde gået i skole i ét
år kom der nye børn, som hverken kendte tallene eller bogstaverne, og så
blev jeg sat til at skulle undervise en af dem. Det var jeg ked af, for jeg
ville selv lære noget, men sådan var det dengang. I andre skoler, hvor der
var landbrug til, brugte læreren de store drenge til at passe køerne, luge
roer og andet forefaldende arbejde i stald, lade og mark.
Far ville have, at vi altid mødte i skolen, og at vi lærte noget, men
sådan havde farfars indstilling ikke været. Da det nemlig blev indført ved
lov, at alle børn skulle gå i skole, kom bedstefars nabo, som blev kaldt
Prøjs-Jens, og spurgte: "Hvad synes du om den skolelov, Riisgaard?"
hvortil min bedstefar svarede: "A synes dæleme, det er en dårlig skik, at
når børnene bliver så store, at de kan begynde at bestille noget, at de så
skal sidde i den skole". De blev da enige om, at deres børn ikke skulle gå
i skole, når der var noget arbejde på gården, som skulle gøres. Og det var
6

der jo altid. Så blev bedstefar og Prøjs-Jens idømt skolemulkter. Dem
nægtede de pure at betale, og til sidst blev de dømt til at skulle sidde
bøderne af i Løgstør arrest. De mødte begge op, men da der blev lukket
op til arresten, bestemte de sig alligevel for at betale. Så fandt de ud af, at
det ikke kunne betale sig at stritte imod længere, og børnene kom i skole.
Det værste vi vidste i skolen var eksamen, som vi små purke frygtede
lang tid i forvejen. Vores lærer var meget striks og holdt på sin ret; men
præsten var af samme støbning. Så snart eksamen var begyndt, begyndte
præsten og degnen at skændes for fuld kraft, og vi begyndte at ryste og
turde ikke svare, når præsten spurgte os. Det var præstens mening, at alle
skolelærere var uduelige og burde afskediges, og han fik da også vores
lærer dømt til at skulle holde hjælpelærer. Den første hjælpelærer, vi
således fik, havde vi i ét år. Han slog aldrig, men en dag sendte han to
store drenge ud på gangen, og da timen var forbi, gik han ud til dem. Vi
lyttede efter, om der faldt noget ned, men det gjorde der ikke. Da de kom
ind i skolestuen igen græd de alle tre. Læreren havde talt kærligt til dem,
og han fik aldrig siden brug for at vise nogen ud. Da året var omme, og
vores hjælpelærer havde fået et andet embede, holdt han en lille tale og
takkede os os, fordi vi havde været så flinke, hvorefter han gik omkring
og gav hvert barn hånd til farvel. Han græd, og vi græd alle sammen, fordi
han rejste fra os. Nu fik vi den gamle lærer igen. Han kunne blive så
hidsig, at han ikke kunne styre sig selv. En dag rykkede han en lille
dreng bagover bænken og tærskede ham med knytnæver i maven. Jeg
troede, han havde slået ham ihjel, og jeg var så bange, at jeg gav
buksevand. Vi havde en dreng i klassen, som var meget tunghør, og vel
også derfor noget tungnem. Hans ører flød, og meget af det, der blev
sagt, hørte han muligvis ikke. Ham havde læreren udset sig til syndebuk,
og lærerens flade hånd fik han ofte at føle på sin kind. Til sidst blev
mishandlingen den tunghøres broder for meget. Han var en stor, stærk
dreng på 14 år, og engang da læreren var på vej ned for at prygle den
tunghøre, rejste han sig op sammen med sin lige så store sidekammerat
og sagde til læreren, at hvis han slog, fik han selv klø. Læreren vendte da
brat om og gik tilbage til katederet, og han vovede aldrig siden at lægge
hånd på den tunghøre.
7

Kapitel 2
Far var en ivrig venstremand og ikke bange for at sige sin mening. Når
han havde et ærinde i Løgstør og ikke kom hjem til aften, var mor altid
bange for, at han var blevet arresteret. Det var der mange, der blev for
deres udtalelser under Estrups styre i provisorieårene.
Far ville ikke betale de provisoriske skatter, og når stævningsmanden
og sognefogeden kom for at stævne for skatterne, spurgte de først far, om
han ville betale. Efter at far havde svaret nej og fremført, at det var
skatter, som ikke var vedtaget af Rigsdagen, satte de sig ved bordet og
"skrev" stueuret, som skulle sælges ved auktion, hvis far ikke forinden
betalte skatterne. Luften var isnende kold, og der blev ikke talt. Dette
optrin gentog sig to gange om året, jeg husker ikke i hvor mange, men
uret blev jo altid betalt inden auktionen.
Også Estrups gendarmer mindes jeg. Det var politi, som snusede rundt
alle vegne for at finde noget at give bøder for. Jeg var bange for dem. De
blev kaldt "de lyseblå" efter deres uniform og var meget forhadte. En dag
kom en gendarm ridende ind i vores gård for at klage over, at et par får
var tøjret sådan, at de kunne løbe over vejen; og det var meget ulovligt.
Min farbror stod inde på gårdspladsen, og da gendarmen havde brokket
sig, spurgte farbror ham om, hvor han havde lært at ride. "Jeg har lært at
ride ved Randers Dragoner", svarede gendarmen stolt. "Du skulle nu ikke
ride", sagde farbror, "før du kan ride over et fåretøjr!" Gendarmen blev
så lynende gal, at han sporede hesten ud af gården.
Når der havde været skiftedag l. november og l. maj, løb gendarmerne
omkring i gårdene og så efter, at tjenestefolkene havde fået deres
skudsmålsbøger påtegnet hos sognefogeden. Ellers vankede der bøder fra
2-4 kr.; det var 8 til 14 dages løn.
Engang så far en gendarm gå over rugmarken og kravle over diget.
Far løb efter ham og spurgte vredt, om han havde lov til at gå og trampe
hans korn ned. "Jeg skal nok betale", svarede gendarmen. "Det skal De
også nok få lov til", sagde far, "må jeg få Deres navn; diget er jo trådt
ned i 300 favnes længde, og det skal takseres". Så blev gendarmen
ydmyg og bad om forladelse. Far aftalte så med ham, at han ikke måtte
anholde en gammel kone, som gik omkring og tiggede fødevarer. Estrup
havde jo fået vedtaget ved lov, at tiggeri var strafbart. Dengang var der
mange, som kun tjente 50 øre om dagen, og mange, som havde kone og
flere børn, var uden arbejde. De havde tre ting at vælge imellem: at
stjæle, tigge eller sulte. Hvad mon vi valgte, hvis det var os?
8

Bredgade i Løgstør, set mod vest. Huset til højre var kaserne for Estrups
gendarmer, "de lyseblå", som var et provisorisk gendarmerikorps, som
konseilspræsident Estrup benyttede til at opretholde ro og orden på
landet under det diktatoriske styre i årene 1885-94.
Om Estrups forhadte gendarmer blev der fortalt mange anekdoter. Her
kommer en lille historie, jeg husker fra den tid: En af landevejens sønner
gik en varm og støvet sommerdag på vejen til Løgstør, da han pludselig
så en gendarm komme ridende forude. Han sprang straks over vejgrøften,
skyndte sig at knappe bukserne ned og satte sig på hælene. Da
gendarmen kom hen til ham råbte han: "Har De papirerne i orden?"
"Nej", svarede svenden lunt: "A bruger græs", og så rakte han hånden
frem og plukkede en håndfuld græs og førte den hen bag sig. Så kunne
gendarmen ride videre med den besked.
I mit hjem i forrige århundrede, havde vi børn ikke mange
forlystelser. Vi fik lov til at komme til Grundlovsfest i Løgstør den 5.
juni og til Løgstør marked i september. Så fik vi hver 25 øre, som vi
måtte bruge, som vi ville. På markedspladsen var der alt mulig gøgl,
karruseller, kageboder, æbler, pærer, blommer og mange andre ting, som
fristede, så de 25 øre skulle anvendes fornuftigt. En karruseltur kostede
l0 øre, kagehjerter og Christlansfeld-honningkager kostede 2 og 5 øre og
Professor Labris tryllekunster l0 øre. Når vi atter skulle hjem lagde far
vejen omkring havnen og købte fra et skib, som lå ved kajen, en skæppe
æbler til 125 øre. Æblerne blev delt mellem alle vi 8 børn, når vi kom
9

hjem. Der kunne blive 14-16 stykker til hver, og vi måtte spise eller
gemme dem, som vi ville, men så vankede der heller ikke æbler før næste
år.
Grundlovsfest i Løgstør.
Mens jeg var dreng gik der rundt i Himmerland en stakkel med en krykke
og en tyk kæp. Han gik under navnet "Tordenkalven", hvilket han også
kaldte sig selv; men han kaldte også sig selv for "Pilseplagen". Han var
vist en rå natur og var meget grov i munden. Det hed sig, at han som ung
havde været en smuk og dygtig karl, og at han havde tjent på den store
herregård Lundbæk ved Nibe. En dag han havde været ved at tilride en
ung hest, var den gået bagover med ham og knust ham til krøbling for
livstid. Da hans forlovede gjorde det forbi, havde han vist taget skade på
forstanden. Da der dengang ingen hjælp var at få fra det offentlige, var
han overladt til at sørge for sig selv. Han lappede selv sit tøj, og når han
fandt en klud, lige meget hvordan den så ud, lappede han den uden på sit
tøj. Han gik i en stor frakke og med en stor hat på hovedet. Han vandrede
altid omkring og bad om en skilling. Når han fik en kobberskilling sang
han en af sine liderlige og utugtige sange; men ellers var han meget
fredelig. Når han på sine gamle dage kom på vor egn, lå han altid en nat
hos vor nabo inde i stalden i en tom bås. Da han blev gammel, tilbød han
flere steder, hvor han kom, at hvis de ville huse og pleje ham, når han
ikke kunne gå rundt mere, skulle de få alle hans penge. Vor nabo ville gå
ind derpå, men konen satte sig imod, og så blev det en gårdmand i Nørre
Tranders, der lovede at tage imod ham. Da Tordenkalven ikke kunne
mere, søgte han dertil. Han boede der i 3 måneder, inden han døde, og så
10

viste det sig, at han havde 20.000 kr. samlet i sølvskillinger. Det var,
hvad en mellemstor gård kostede.
Tordenkalven eller Filseplagen, som han også kaldte sig selv.
Dengang var der også en anden mand, som gik omkring og tiggede.
Han var vanfør; jeg ved ikke rigtig hvor meget, men hans krop var vist
stor nok, men benene var for korte, og han manglede et led på alle
fingrene, ligesom der også manglede noget i benene. Hans tøj var altid
for stort, frakken gik langt ned, og bukserne var lagt op. Han var en
meget fredelig natur og elskede børn og sang for dem. Hans øjne var altid
røde og hang. Det så ikke godt ud, men han kunne synge. Jeg tror aldrig,
jeg har hørt nogen synge bedre. Han kunne synge så tonerne ligefrem
trillede ud af munden på ham; jeg har aldrig oplevet noget lignende. Han
blev kaldt Presjus, og når han kom til os, blev han altid natten over. Men
han ville aldrig have en seng. Om sommeren sov han i noget hø i laden,
om vinteren i stalden. Når han var hos os en lang vinteraften, sang han
dejlige sange og salmer for os, og jeg har set karlene stikke ham en lo
øre, så sang han kærlighedsviser; dem kunne han også mange af. Det
blev fortalt, at han havde en pæn kone, som boede i Sebbersund. Hun
havde haft plads på en stor herregård som stuepige og var blevet
11

frugtsommelig, og så havde herremanden hjulpet hende med at blive gift
med denne vanføre stakkel. De fik hus i Sebbersund, og Presjus gik
herefter rundt og tiggede. Når han kom hjem lørdag aften, afleverede han
de penge, han havde samlet i løbet af ugen, og hun sørgede for, at han fik
rent undertøj, så han kunne gå igen mandag morgen.
Presjus fik et sørgeligt endeligt. Et år var han kommet til
grundlovsfest i Løgstør, og hen på eftermiddagen havde nogle fine herrer
fået ham ind i et beværtningstelt. De gav ham kaffepuncher for at synge,
og snart var teltet fyldt med mennesker. Jeg kan huske, at jeg stod
sammen med mange andre børn uden for teltet for at høre på. Jeg tror
ikke, at Presjus var forfalden til spiritus, men de blev ved at give ham
brændevin, til han sank sammen og var døddrukken. Så blev han smidt
uden for teltet sammen med et par unge mennesker, som også havde fået
for meget. Presjus var der ingen, der tog sig af. Næste morgen lå han død
uden for teltet, hvor de havde smidt ham.
I mit barndomshjem fik vi også af og til besøg af en dværg, som
havde et stort, hvidt fuldskæg. Han klarede dagen og vejen ved at gå
rundt og sælge grundtvigianske bøger. Ligesom alle grundtvigianere
dengang, gik han med stor sort hat. Han blev kaldt "Bette-Wolle" og var
fra Mors.
Mens jeg var helt lille, havde far altid to grisesøer. Når de havde
smågrise, skulle disse sælges, når de var 5 uger gamle. Der gik da bud til
de folk, som havde lovning på at købe nogle af smågrisene, om at de
skulle møde en eftermiddag klokken 3 til "grisegilde". Dengang købte
ingen mere end to grise ad gangen, og når de 6-7 købere ankom den
aftalte dag, fik de en kaffepunch, inden de gik ud for at se på grisene og
give dem numre. Når de kom ind i stuen igen, skulle der trækkes lod om
fordelingen af grisene. Så blev der lagt lige så mange numre i en hat, som
der var smågrise. Den, som trak grisens nummer, skulle tage den, og
prisen var ens for dem alle. Efter lodtrækningen skulle de igen have en
kaffepunch, inden de begyndte at handle. Havde en køber fået en stor og
en lille gris, var han gerne villig til at handle for at få to, som var lige
store. Prisen var normalt ca. 10 kr. pr. stk.
Da jeg som 4-5 årig engang havde stået inde i stuen og set, hvor gerne
folkene ville have kaffepunch, troede jeg, at den drik måtte smage vældig
godt, og da de var gået ud for at handle, og kaffekanden og brændevinen
stod på bordet, listede jeg hen og lavede mig en solid kaffepunch, som
jeg drak. Det blev min første og sidste kaffepunch, og der gik mange år,
inden jeg fortalte derom. Når handelen om smågrisene endelig var
tilendebragt, kom folkene atter ind i stuen. Nu skulle de spise, og der
vankede brændevin til efter behag. Efter måltidet sluttede de af med
12

endnu en kaffepunch. Undertiden måtte min farbror bære et par grise
hjem for en gammel mand, som var blevet lidt usikker på benene. Alt
dette kunne far servere uden selv at smage på brændevinen.
Mens jeg er ved grise og brændevin, må jeg hellere fortælle historien
om skolelæreren i Oudrup, som havde en gris, der skulle sælges. Han fik
en gårdmand til at køre med sig og grisen til Vindblæs station, hvor der
var opkøbere en gang om ugen fra tre forskellige slagterier. Da
skolelæreren havde fået grisen solgt, skulle de holde lidkøb, og den ene
kaffepunch blev til flere. Da degnen var blevet godt fuld, hvad der ikke
var første gang, blev han stoppet i svinekassen, og gårdmanden kørte
ham hjem. Da de var kommet tilbage til skolen og konen kom ud, sagde
gårdmanden: "Ja, a kommer med ham igen, han war for let". Slagterisvin
skulle dengang helst veje 200 pund, men konen sagde ingenting. Hun
hjalp så sin mand ind, og det var heller ikke første gang hun gjorde det.
Da jeg var 12 år, meldte far sig ind i en afholdsforening for at få en
anden med, som han syntes drak lidt rigeligt. Det var der mange som
gjorde i forrige århundrede. Brændevinen kostede ikke ret meget, men
når mændene sad på kro eller beværtning, fik de ikke deres ting passet,
og mange drak sig fra gård og hjem. Derom kunne jeg fortælle mange
sørgelige historier.
Ved den tid da jeg var begyndt at gå i skole, kom en mand, som boede på
en lille ejendom øst for vor mark, ind til far og bad ham hjælpe sig med
at sælge hans kusines ejendom. Hendes mand var død, og hun havde 8
børn, hvoraf den ældste kun var 13 år. Hun kunne ikke selv drive
ejendommen, og hun havde kun 2 stude, 4 køer og nogle kalve. "Hvad
skal hun med børnene, når hun sælger ejendommen?" spurgte far. "Jeg
kan ikke se anden udvej", svarede manden, "end at de største børn må ud
at tjene, for så kan hun få lov at bo i Ranum fattighus med de små". "Du
ved jo godt", sagde far, "at hvis de børn bliver opfødt i fattighuset, vil de
komme til at lide af det hele deres ungdom og måske resten af deres liv -
og hvor skal hun få klæder fra?" "Jeg ved det god", svarede manden,
"men jeg kan ikke se anden udvej".
Enken boede i Ranum sogn og far i Vindblæs sogn, men op mod
Ranum sogn. Så gik far til de to største gårde i Ranum og talte med
folkene der, og han talte med en mand i Salling sogn. De 4 gårdmænd
blev da enige om at gøre alt enkens markarbejde i 4 år. Hun kunne med
børnenes hjælp passe det daglige, og fætteren skulle have overopsyn med
ejendommen og sende bud til dem, når der skulle arbejdes i marken. Far
solgte hendes stude, som hun nu ikke længere havde brug for og købte i
stedet 2 køer til hende, og hun fik besked på, at når gårdmændenes karle
13

kom for at arbejde, måtte hun ikke byde dem noget; de havde mad med
selv. Da de 4 år var gået, kunne hendes ældste søn, som nu var 17 år,
drive ejendommen. De havde selv lagt et par stude til, så de havde
trækkraft, og to af pigerne var konfirmeret og ude at tjene. Konen drev
ved sønnens hjælp ejendommen til alle børnene var rejst hjemmefra. Til
sidst fik sønnen ejendommen, og moderen boede hos ham til sin død.
Der var mange steder i forrige århundrede, hvor man fik dårlig kost;
særlig på herregårdene var det slemt, men også i mange små hjem var der
mange, som levede tarveligt. En arbejdsmand tjente om vinteren kun 50
øre om dagen til føde for kone og børn, og værre var det, når manden
ikke havde arbejde. Engang havde vi en pige fra Tolstrup; hendes far gik
det meste af året ude i Nørrekæret og gravede grøfter, og hun fortalte
mor, at hendes far mange gange var gået på arbejde og kun havde haft
nogle kogte kartofler og lidt salt med sig.
Sidst i 1880'erne fik vi en tjenestepige, som havde tjent på en
herregård, hvor fruen var fra København. Pigen fortalte mor, at
tjenestefolkene aldrig fik brød, som var mindre end 14 dage gammelt. De
bagte til 14 dage ad gangen, men når de begyndte at tage af sidste
bagning, bagte de igen. Brødet, de fik, var derfor altid 2-3 uger gammelt.
Så spiste de ikke så meget, mente fruen. Flæsk fik de aldrig, kun kød fra
spædkalve, og da aldrig før end det havde ligget et halvt år i saltlage. Så
spiste de ikke så meget, og det kunne da altid være godt nok til bønderne,
mente fruen.
Selv om mange fattigfolk dengang sultede, var der dog ingen, som
ville spise hestekød. Når en hest blev for gammel til at arbejde, blev den
skudt, når efterårsarbejdet var afsluttet. Jeg har flere gange som dreng set
folk komme trækkende med en gammel hest, som skulle ud til Prøjs-Jens
og skydes. Han havde en meget stor mergelgrav midt ude på marken,
hvortil de gamle krikker blev trukket ud og skudt og huden trukket af.
Bagefter lå de nøgne kroppe på kanten af mergelgraven. Når rævene
kom om natten og gnavede i kadaveret, kunne Prøjs-Jens bekvemt sidde
bag en busk og skyde dem.
Øst for vor gård boede i nogle år en mand, der handlede med gamle
heste, særlig russiske og islandske heste, som der var mange af i forrige
århundrede. En dag, da han havde været i Hanherred og der købt en hest,
kom han for sent til færgen. Det var lige efter, at der var kommet
dampfærge ved Aggersund, og færgen sejlede ikke mere den dag. Det
kostede 20 kr. at få færgen til at sejle en ekstratur, hvilket han ikke ville
give. Så lejede han en mand til at ro sig over i en pram. Det gav han 2 kr.
for, og hesten skulle svømme efter prammen. Men hesten må ikke have
14

haft mange kræfter, for den druknede, inden den nåede over på den anden
side. "Det war sartme godt, at a ikke gav 20 kr. for færgen", bandede han,
"for a har givet 17 kr. for hæjsten og 2 kr. for prammen, så 1 kr. har a da
sparet!"
Vi havde hjemme på Bjørumslet 2 stærke, store og flotte, røde heste.
Far havde købt dem som unge, da han overtog gården i 1876. De havde
brækket mange tønder land hede op og kørt flere hundrede læs mergel på
marken, men de var altid fede. Far havde vænnet dem til, at de skulle
opføre sig adstadigt og se flotte ud, når de fik de sølvpletterede seler på
og blev spændt for fjedervognen. Engang, da far kom kørende til Ulstrup
marked, kom 2 tyske opkøbere løbende hen imod ham, og den ene råbte:
"Hvad koster dine heste?", "De koster 800 kr. stykket", svarede far, og
tyskerne gik hen og kikkede interesseret hestene i munden. Så lo de højt,
hilste og gik. Hestene var over 20 år gamle, men det kunne ikke ses udvendigt
på dem. Da hestene var 25 år gamle, bød hestehandleren i
Løgstør 200 kr. pr. styk for dem under forudsætning af, at han måtte
handle med dem. Men de blev solgt for 35 kr. stykket, for far ville have,
at de skulle skydes.
Nu om stunder mener folk, at de er alt for oplyste til at tro på
overnaturlige kræfter og hekseri; men i Bibelen forbydes det at øve
hekseri og trolddom. Da Moses kom til Farao og gjorde sin stav til en
slange og atter til en stav igen, læser vi, at det kunne Ægyptens vismænd
også gøre. Og hvad var det Martin Luther sagde: "Du må ikke signe,
mane eller vise igen". Han troede, det kunne lade sig gøre; mon ikke
også det kan? Det tror jeg, for jeg blev selv forhekset engang.
Det var sidst på vinteren, og vi havde en snedker hjemme, for at han
skulle reparere forskellige ting. Jeg var 12 år dengang. En dag sad
snedkeren og far og spiste eftermiddags-mellemmad. Snedkeren sad for
enden af bordet, far udenfor og jeg indenfor et stykke fra dem. Så sagde
far til mig: "Skal du ikke læse på din lektie?" "Jeg kan min lektie",
svarede jeg. "Det siger jeg aldrig til mine børn", sagde snedkeren, "de må
selv bestemme, om de vil lære deres lektie eller ej". "De kan heller aldrig
deres ting", svarede jeg næsvist igen. Da sendte snedkeren mig et
djævelsk øjekast. Det var som øjnene blev stukket ud af mig. Jeg slog
hurtigt blikket ned; men far havde også set hans øjne, og der blev ikke
talt mere ved bordet.
15

Den yngre Maren Haaning, som efter bedstemoderens død i 1895
videreførte dennes virksomhed som "klog kone" i Løgstør indtil 1919, da
hun døde af den spanske syge.
Jeg delte dengang seng med en yngre bror i samme stue, hvor også
mormor havde sin seng. Cirka 2 uger efter at jeg havde set snedkerens
djævelske øjne, gav jeg en nat et skrig fra mig. Mormor sprang ud af
sengen og kom hen til mig, men jeg var som død, og hun kaldte på far og
mor. De fik liv i mig igen efter nogen tid, men snart efter faldt jeg vist
atter i søvn. Da jeg vågnede om morgenen, og det var lyst, spurgte jeg
mormor om, hvorfor de ikke havde kaldt på mig. "Det var da fordi, du
var syg i nat, bette Niels", svarede hun. Så kunne jeg huske det. Cirka 2
uger senere midt på natten, gav jeg igen et skrig og var som død. Den nat
varede det længe, inden de fik liv i mig. Jeg var voldsom syg og rystede
over hele kroppen. Jeg troede, jeg skulle dø, og det varede længe, inde
jeg faldt til ro. Dagen efter gik far til den kloge kone Maren Haaning og
spurgte, om hun kunne hjælpe mig. "Det kan jeg", svarede hun, "fordi
drengens moder er levende, ellers kunne jeg ikke". Der blev da klippet et
stykke af hver af mine 20 negle og en lok af mit hår. Det blev brændt til
pulver på et glødende stykke jern og rørt op i min mors blod og urin. Det
skulle jeg have efter næste anfald. Ingen måtte sige noget, når jeg fik det,
og samtidig skulle der vendes en tørv på mønningen af huset. En nat
vågner jeg og er klam, og da ser jeg tydeligt en sort skygge stige op bag
fodenden af sengen og skride hen mod mig for så at standse et sekund fra
mit hoved. Jeg gav nogle voldsomme skrig, og far kom løbende med en
ske. Da jeg spurgte, hvad det var, fik jeg intet svar, og jeg huskede, at jeg
ikke måtte tale. Jeg tog, hvad der var på skeen, og bagefter fortalte jeg
dem alle om skyggen, men efter den nat var der aldrig mere noget.
16

Proprietær Vendelin fortalte engang, at den yngste Maren Haaning
havde været på besøg hos dem i Gjørupgård. De skulle ud at køre, men
da de var kommet på vognen, ville hestene ikke gå. Når Vendelin
strammede tøjlerne eller vinkede med pisken, stejlede hestene og brugte
benene, men de ville aldrig et skridt frem. "Hvad er det for heste, du har?
De er jo stædige", sagde Maren Haaning og lo. "Det må være noget du
laver, Maren", svarede Vendelin, "men vil du ud at køre, får du lave det
sådan, at hestene vil gå". "Nå, kør da", sagde Maren omsider, og så ville
hestene fremad. De havde ellers aldrig været stædige.
Engang sidst i september 1892, da mor lå i barselsseng, legede mine
to mindre brødre, Luther og Jens på 3 og 4 år, hver dag i sandgraven
omme bag gården. En dag midt på eftermiddagen kom Jens grædende ind
til mormor, helt overdænget af sand. "Hvor er Luther?", spurgte mormor,
men det kunne han ikke svare på, og mormor styrtede ud for at lede efter
Luther. Vi kørte gødning ud, og jeg var netop kommet hjem med en
skiftevogn, da mormor råbte, at jeg skulle lede efter Luther. Jeg løb hen
og så efter i sandgraven. Jeg kunne ingen se, og kom tilbage, men
mormor blev ved at råbe, at jeg skulle finde drengen. Så løb jeg atter hen
i sandgraven og så nu, at der var skredet noget sand ned. Da jeg skrabede
med mine hænder, fandt jeg Luthers hoved. Jeg råbte til karlen, at han
skulle komme med en skovl, mens mormor kaldte på far, som pløjede øst
for gården. Da vi havde fået drengen gravet fri, skrabede far sand og jord
ud af munden på ham samtidig med, at han bad højt til Gud for sin dreng.
Det varede længe, inden der endelig begyndte at komme livstegn fra
Luther. Jeg er sikker på, at det var fars bøn, der reddede hans liv. Otte
dage efter døde en af vores heste. Den blev begravet i sandgraven, der
hvor drengen havde ligget, og der blev aldrig siden taget sand der.
Dengang min bedstefar købte mit fødehjem i 1842, blev han nabo
med Jens Gravler, som ikke alene var en stor jæger men også en meget
klog mand. Han blev aldrig kaldt andet end Prøjs-Jens, og var vel lidt af
en original. Han havde mange bøger og kongelig tilladelse til at
praktisere som dyrlæge. Det lå vist dårligt med betalingen, som mest
bestod i en kaffepunch og en tak; men hans dyrlægevirksomhed betød, at
han kunne jage frit over mange sognes jorder. Prøjs-Jens kunne, som det
siges, mere end sit fadervor; han kunne også signe og drive bylder ud.
Engang min bedstefar og Prøjs-Jens var ifølge hjem fra Vindblæs
kirke en søndag formiddag, kom Prøjs-Jens' søn løbende imod dem og
råbte, at den ene store ko var meget syg. "Har der været fremmede i
nøsset?", spurgte Prøjs-Jens. Jo, det havde gamle Stine, og så løb Prøjs-
Jens, alt hvad han kunne. Da bedstefar noget senere kom ud til hans
ejendom, kunne han ingen finde i stalden. Så gik han ind i stuen, og der
17

sad Prøjs-Jens for enden af bordet og læste i en bog. Lidt efter lagde han
den fra sig og sagde: "Nu er den sygdom ovre, men det var godt, a kom
hjem".
Sidste gang jeg så Prøjs-Jens, var engang han kom forbi mit hjem.
Jeg var 7 år dengang, og jeg kan huske, at han var lynende gal. Han
havde skudt på en hare, og ikke fået den. "Det har aldrig hændt før i mit
liv", sagde han til min farbror, og så bandede han på, at nu ville han
dælme aldrig gå på jagt mere. Han var da 80 år.
Jeg ved ikke, hvad grunden var, men min farbror var blevet bitter på
mig. Jeg var 11-12 år, og hver morgen, når vi sad og spiste davre, ævlede
han sig ind på mig og kritiserede og bebrejdede mig. Jeg svarede vist en
del igen, men det gjorde mig forfærdelig ondt, og jeg beklagede mig til
mor og græd. Jeg sagde, at så snart jeg var blevet konfirmeret, ville jeg
ud at tjene, og så græd mor. Hun fortalte det alt sammen til far, men han
foretog sig ingenting. Jeg gav mig da hver dag til at bede inderligt til
Gud, om han ville hjælpe mig. En morgen, da vi sad ved davrebordet,
vendte farbror sig imod mig og spurgte: "A kommer i tanker om, hvem
det mon war, som fulgte dig over gårdspladsen, da du gik fra
karlekammeret over til kostalden?" Jeg sagde, at der ikke var nogen, som
havde fulgt mig; men farbror vedblev: "Jo bestemt, a stod og trak i mit
tøj, da a gennem vinduet så, at der fulgte en mand i en lang, hvid frakke
efter dig". "Jeg har ingen set", sagde jeg, og der blev ikke talt mere
derom. Da havde farbror set den Guds engel, der fulgte mig, og som jeg
ved, har fulgt mig hele mit liv på trods af alt det, jeg har syndet mod
Guds vilje. Fra den dag var der ikke noget mellem farbror og mig.
Den første høst, jeg mindes, var efter en meget tør sommer. Byggen var
så kort, at dens strå ikke kunne bruges til at binde neg med. Vi børn gik
da med et tagneg af rughalm, og hver gang et neg skulle bindes, rakte vi
nogle strå til høstpigen. Høstarbejdet var hårdt i min barndom. Når der
blev høstet hos os, gik farbror altid forrest med sin le og høstede. Efter
ham gik vor egen tjenestepige og bandt op. Efter tjenestepigen høstede
andenkarlen, og efter ham bandt høstpigen op. Vi havde altid en ekstra
høstpige i den travleste tid, som regel en sypige. Til sidst kom far, og
efter ham bandt tredjekarlen. Når de havde høstet til klokken 7½ aftenen,
skulle tjenestepigen hjem og malke køerne, og høstfolkene gik nu rundt
og satte negene i hobe. Kornet blev høstet i tørvejr, og negene skulle
sættes op, inden der kom regn. De blev sat i kærver, 6 neg på en kærv og
en række for hver 7 favnes ager. Klokken blev ofte 9, inden dette arbejde
var færdigt, så folkene kunne komme hjem og spise. I høsttiden blev der
da også altid serveret to varme retter mad til aften, men ingen trængte
18

vist til andet end hvile efter aftensnadveren. Den dag, kornet blev
ophøstet, passede høstfolkene på, hvem der kom til at høste og binde det
sidste neg, som kaldtes "retten". Det skulle bindes sådan, at det kunne stå
ene på marken. Bagefter gik alle hjem, og når folkene kom til gangdøren,
vendte de deres le i vejret og slog med strygepinden på klingen - det
kunne give et ordentligt spektakel. Så måtte mor skynde sig ud og byde
alle på øl, snaps og småkager, for ellers måtte de gå om i haven og høste
kålene, og det skulle jo nødig ske. Om aftenen fik folkene "skårgrød"
som en ekstra ret.
Når vi fik korn i hus, det kaldtes den dag, det sidste læs korn blev kørt
i laden, var vi børn med i marken og kørte hjem med det sidste læs
rivelse. Så rejste vi en klud på en fork til flag, og vi jublede og råbte
hurra. Om aftenen var alle, som havde hjulpet til med høsten indbudt til
høstgilde. Så blev der spist, drukket og danset og spist igen.
Jeg har tit tænkt på, hvorledes det ville have været for mor, hvis ikke hun
havde haft mormor. Mormor var aldrig ledig. Det var hende, der holdt
tøjet i orden for os alle sammen, og hun spandt al ulden fra vores 20 får.
Der blev aldrig solgt uld - det blev alt sammen anvendt til uldtrøjer,
strømper og klæder. Mormor spandt og tvandt, strikkede og lappede og
stoppede altid. Hun sad om sommeren i dagligstuen, men om vinteren
sad hun næsten altid i sin egen stue. Det var den eneste stue, hun kunne
holde varm nok til sit stillesiddende arbejde. Når vi børn kom ind og var
forfrosne, var det altid ind til mormor. Vi holdt meget af mormor. Hun
fortalte os historier og lærte os mange dejlige vers og remser. Her
kommer en remse, jeg husker fra den tid. Jeg ved ikke, hvor den
stammer fra; måske var det noget mormor selv havde siddet og fundet på:
Stork, stork strygenben,
hvor vil du hen min rokketen?
A vil til min faders land,
der er både ly og læ,
der er græs til koens knæ,
der går så mange bette drenge og spiller bold,
der går så mange bette piger og koger grød,
somme sure, somme søde, somme hårde, somme bløde.
A gjowe mier (mere) skåe (skade) end a gjowe gavn!
A stak ild i kattens hål (hale),
kattens hål stak ild i Bøgelåe (Bøgelade),
Bøgelåe tog til å lue bræmde,
og a tog til å trav rende,
19

og a rend og a rend, og a kom til en kjar (kær).
Der søj (sad) en hæjst (hest) i døj (dynd),
og a tog til min skarpe kniv,
og skildte den fra sit unge liv.
A tog dens mawe (mave) til en krave (krave),
a tog dens tærme (tarme) til et par rynke ærme,
og a ren, og a ren,
og a kom til kongens gård,
og der fik a sure sild og havrekager til min nætter (aftensmad).
Når der skulle bages til jul, lagde mor og mormor dej om formiddagen,
og der blev båret lyng ind i bryggerset til at fyre med, men først klokken
1 om natten, begyndte de at bage. De skulle have travlt, for der skulle
bages ekstra meget, fordi mormor sagde, at der ikke måtte bages mellem
jul og kyndelmisse. Omkring klokken 4 fik vi børn lov til at komme op
og bage pebernødder, og det var jo spændende at bage om natten. Men
når vi kom hen i januar, var brødene slet ikke spændende længere og
kunne være helt hvide af mug. Så fik vi at vide, at hvis ikke vi spiste
"mullen" brød, blev vi aldrig stærke. Så spiste vi jo sådan, at det støvede
ud af munden, men vi børn var vist ikke ret gamle, inden vi fik mor
overtalt til ikke at lytte efter mormor, så der også mellem jul og
kyndelmisse (2. februar) blev bagt hver fjortende dag.
20

Kapitel 3
Min broder Kresten og jeg kom samtidig i ældste klasse, da vi var 9 og l0
år. Fra nu af skulle vi kun gå i skole en dag om ugen i sommerhalvåret.
Vi overtog nu den ukonfirmerede hyrdedrengs arbejde med at passe de
løse kreaturer fra høst til indbinding, men det blev mig, som den mindste
og svageste, der kom til at passe kreaturerne det meste af tiden hvert
efterår i de næste 5 år.
Hvor har jeg dog ligget mange timer på min ryg i græsset og set,
hvorledes skyerne drev og fuglene fløj i luften. Lærken stod stille højt
over marken og sang, og der var mange viber og hjejler. Storke var der
også mange af, og af og til kom flokke af svaner på 18-20 stykker, alle i
én lang række, aldrig ved siden af hinanden. Sidst på efteråret kom de
store flokke af grågæs flyvende fra sydvest i vinkelformation, ofte flere
hundrede i én flok. Jeg mindes, at jeg morede mig med at vende sten for
at se, hvor travlt myrerne fik med at bjerge deres "kager", men det var
lange dage, og jeg var glad den dag om ugen, jeg skulle i skole.
Jeg kunne lide at læse og læste altid af lyst, og den eneste lussing, jeg
fik i de 8 år, jeg gik i skole, fik jeg ganske ufortjent. Om jeg havde
fortjent en lussing før, ved jeg ikke, men jeg havde aldrig mødt i skolen
uden at kunne min lektie. En tøs havde sladret, at jeg havde nappet
hende, hvilket ikke var sandt, men læreren gav mig alligevel en lussing.
Fra den dag var jeg ikke længere ven med læreren. Jeg lovede mig selv,
at han ikke skulle få lejlighed til nogensinde mere at slå mig, og jeg
gjorde mig ekstra anstrengelser med lektierne, og fra jeg var 12 år, var
jeg nummer ét i klassen. Uden for skolen hilste jeg ikke mere på læreren,
selv om det var almindelig høflighed, at vi skolebørn tog huen af, når vi
mødte en lærer. De første gange, vi mødtes, gloede han på mig og jeg på
ham, senere lod vi som om, vi ikke kendte hinanden, men i skolen var
der aldrig noget at bemærke.
Det sidste år, jeg gik i skole, fik vi skolebørn lov til at komme med
toget på udflugt til Viborg. Kresten, Karen, Dorthea og jeg havde en kurv
med mellemmadder og hver en 25 øre, da vi i en kreaturvogn drog afstod
med toget fra Løgstør med kurs mod Viborg. Der var sat bænke ind i
kreaturvognen, og i begge sider var der lemme, som vi slog ned. Her stod
vi det meste af tiden med hovederne ud af lemmene og råbte hurra, særlig
ved stationerne og hvor som helst, vi så mennesker. Da vi kom til
Viborg, var der to andre skoler på udflugt, og lærerne havde meget
besvær med at passe på os. Engang imellem blev vi talt, og Karen og
Dorthea, der var blandt de mindste, kom engang ind i en anden skoleflok;
men det samme hændte for mange andre børn. Vi så domkirken, museet
22

og søen, men også på vejen ud og hjem, var der meget at se. Da vi kom
til Løgstør om aftenen, var vi alle sammen så hæse, at vi ikke kunne råbe
mere, og vi var meget trætte af hele dagens besvær, men vores lærer var
vist allermest træt. Farbror Jens ventede med hestevognen på stationen i
Løgstør, og da vi kom hjem, havde vi fået en lillebror.
I vinteren 1897 gik jeg to dage om ugen de 7 kilometer til præsten i
Vilsted for at komme til konfirmationsforberedelse. Den 25. april blev
jeg konfirmeret, men det blev ikke fejret. Far var af den mening, at hvad
der foregik i kirken var så alvorligt (hvad det jo også var), at jeg ikke
skulle stå og tænke på fest og gaver; men jeg kan da godt huske, at jeg
den eftermiddag gik og var misfornøjet, for jeg vidste, at de andre
konfirmander fik gaver og havde gæster.
Min lærer kom ofte i mit hjem, og engang, kort før jeg skulle
konfirmeres, havde han talt med far om at lade mig læse til skolelærer.
Da jeg var lille af vækst og dårligt havde kræfter til det strenge
landbrugsarbejde, havde min far sikkert givet mig lov til at blive
skolelærer, hvis jeg ønskede det. Gården kunne sagtens bære udgifterne,
men jeg ville ikke være skolelærer; det var dengang langt fra et
attråværdigt embede. Jeg ville gerne læse til sagfører, men det ville far
slet ikke høre tale om; det var for højt at stile for en bondedreng. Så
ønskede jeg at komme i handelslære, men det syntes far heller ikke om;
jeg kunne blive ved landbruget, og sådan blev det.
Nu, da jeg var blevet konfirmeret, skulle jeg til at gøre karls arbejde,
og i de næste 7 vintre kom Kresten og jeg til at stå i laden og tærske alt
vort korn med plejl. I vinteren 1903 var vi færdige med at tærske midt i
marts. Vi fik da lov til at spadsere en tur til Hanherred for at besøge mors
familie. Vi startede en lørdag morgen, og skulle den første dag besøge
mors fætter, Jens Madsen i Dromshauge. Da vi var kommet til en vej vest
for Fjerritslev, mødte vi en mand, som vi spurgte om vej til Dromshauge,
og da var vi heldige, for det var Jens Madsen. Han tog os med hjem til
gården, hvor vi først fik noget at spise, inden vi blev vist rundt. Vi kom
til at gøre store øjne. Først gik vi ind i hestestalden, hvor der stod 14
heste, så kom vi ind i stalden, her stod 51 kreaturer lige fra kalve til store
stude, og da vi spurgte om han ingen køer havde, sagde han: "Jowda", og
så viste han os ind i en tredje stald med 24 køer. Han ejede også
nabogården, Norddromshauge; her stod 11 plage og l0 kalvekvier, og de
stuer i stuehuset, som ikke blev benyttet til beboelse, var fyldt mere end
halvt til loftet med korn. Da vi havde set alt, og vi ville videre til Vust,
skulle vi atter spise, inden vi fik lov at gå. Det var ved at blive mørkt, da
vi endelig nåede frem til Vust, og vi var godt trætte efter den lange
23

travetur. Næste dag, søndag, kørte moster Stine med os til Kolkær, en
stor gård i Hannes. De havde 3 voksne sønner og en ugift datter og rigtig
mange penge. Moster Stine talte i flere år om at datteren skulle overtage
gården, og at jeg skulle have hende. Datteren fik rigtig nok gården, da
hun blev gift, men det blev jo ikke med mig. Dagen efter besøgte vi
noget familie i Vestergård på Holme, og om tirsdagen travede vi atter
tilbage til Bjørumslet. Det var den eneste ferie, jeg kan mindes at have
haft.
Ellers gik dagene med arbejde fra morgen til aften. Om sommeren
startede arbejdsdagen kl. 4½. Vi spiste davre klokken 6½,
formiddagsmellemmad kl. 9 og eftermiddagsmellemmad kl. 4½. Endelig
spiste vi aftensnadver ved 8-9 tiden, når dagens arbejde var endt. Og så i
seng. Om vinteren kom vi ikke af sengen før kl. 7 om morgenen, da der
ikke var meget lys at arbejde ved dengang. I stalden havde vi nogle
petroleumslygter, som lige lyste så meget, at vi kunne se, hvor de hang.
Dagens arbejde sluttede derfor allerede kl. 5. Vi havde nu de lange
vinteraftener, hvor vi kunne læse, spille kort (aldrig om penge), lave
husflid eller fortælle historier. Så var vi alle, hele familien, karlene og
tjenestepigen, i alt 13-14 personer, samlet i dagligstuen.
Da jeg var blevet konfirmeret, blev det min tjans at skulle af sted med
studene, når der skulle pløjes for husmændene. Men hos os holdt vi
aldrig plovgilde. Jeg havde altid foder med til studene og mad med til
mig selv, og som dreng så jeg, at fars karle altid havde rigelig mad med
til sig selv og dyrene. Jeg ved også, at når karlene havde mere mad med,
end de selv kunne spise, så gav de det til husmandsbørnene. Kun ét
eneste sted måtte vi ikke få mad med hen, og det var til et par gamle folk,
som havde en ejendom med 5 tønder land og 2 køer. De ville nødig
regnes for fattige og ville være blevet fornærmede, om vi havde haft mad
med. Der kom jeg adskillige år 1. september for at pløje 5 skæpper land
til rug. Hen på eftermiddagen blev jeg budt ind for at spise. Konen var
80 år og meget nysgerrig og spurgte om alt, men da hun var stokdøv,
måtte jeg råbe hende ind i øret, hvorfra der flød materie. Men det værste
var det, jeg skulle have at spise. Hun stod ved siden af mig ved bordet, og
med sine beskidte fingre pillede hun ben af en kold, stegt sild, som jeg
skulle spise. Jeg havde ikke meget appetit, må jeg indrømme, men ned
skulle den, og ned kom den.
Det var vist i 1900, at vor nabos gård brændte. Manden havde været
tidligt oppe at fodre, og havde ladet en lygte hænge i foderloen, mens han
slæbte noget hø ud til fårene. Da han kom tilbage, var der gået ild i høet,
24

men da karlen ville hente hjælp hos os, sagde manden, at vi kom nok op,
når vi så flammerne. Der var nemlig uvenskab mellem de to gårde, og
man talte aldrig sammen. Mine søstre var den morgen stået tidligt op for
at tænde op i den store bageovn. Da de så lysskæret i haven mod nord,
slog de alarm. Ilden dryssede ned over vores gård og gnistrede og
spruttede, når den faldt ned på det frosne stråtag. Vi fik travlt med at
dyppe tæpper, lagener og sække i vand og brede dem ud over taget, men
det så håbløst ud. Der var kun 7 favne mellem gårdene, og vinden bar
over mod os. Det varede ikke længe inden farbror råbte, at taget snart
ville være tøet op, og at vi nu måtte skynde os at redde hestene og
kreaturerne ud. Vi løb mod staldene; kun far blev tilbage. Han stod
mellem gårdene og råbte højt til Gud, at han skulle bevare hans hjem. Da
vi havde fået alle hestene og næsten alle kreaturerne ud, råbte far, at
vinden var slået om fra vest mod syd. Faren var drevet over, vort hjem
skulle ikke brænde. Der indebrændte 5 kreaturer og nogle svin på vor
nabos gård, og alle udhusene brændte ned til grunden. Det var uhyggeligt
at se de brændte kreaturer i båsene eller andre steder i stalden. De kunne
muligvis være blevet reddet, hvis naboerne havde kaldt på os.
Samme år blev far syg, ganske klart af overanstrengelse. En dag, da
han lagde korn i stak, sank han sammen og måtte lægges i seng, og dagen
efter havde han læge. Far lå til sengs i 8 dage, men blev aldrig helt rask
igen, fordi han ikke kunne lade være med at gøre selv strengt arbejde.
Han sled sig op, og i efteråret 1903 døde han, kun 56 år gammel. Farbror
Jens havde ledet arbejdet i de år far var syg, og da han fortsatte som
bestyrer, vedblev alt at gå som før; han og Luther passede kreaturerne,
mens Kresten og jeg tærskede korn som sædvanligt. Det efterfølgende
forår blev det ene af vores to spand stude fedet op og solgt, og i stedet fik
vi et spand heste, så vi nu havde to spand heste og et spand stude. Det var
også det år, vi kom med i andelsmejeriet, hvilket var en meget stor
lettelse for mor. Hun blev nu fri for det strenge arbejde 3 gange om ugen
at kærne smør og lave ost. I mange år forinden havde vi leveret smør
hver lørdag til en vinhandler, en vognmager og en boghandler i Løgstør.
Jeg har båret mange krukker med smør til Løgstør.
Den første november l905 fik jeg plads som forkarl hos Jakob Tvergaard,
Næsborggård. Jeg fik 325 kr. for et år - den højeste løn i Næsborg. Vi var
4 karle, 4 piger, 2 drenge på 16 år og 1 fodermester. Jakob Tvergaard
passede selv svinene og 20 får. Den ene dreng hjalp fodermesteren om
vinteren, og to af pigerne hjalp fodermesteren og hans kone med at
malke. Staldkarlen passede 5 spand heste og 16 stykker fedekvæg. Der
var dengang 125 tønder land til Næsborggård. Når vi høstede, var vi 4 til
25

at høste og 4 til at binde op. En karl og jeg tærskede den vinter 4 gulve
rug og lavede i tag.
Den 1. november 1906 kom jeg hjem igen, og Kresten tog plads på en
gård i Kornum. Om sommeren havde de hjemme bygget 20 alen til laden
og flyttet hestestalden fra kostalden over i den gamle lade i vesterside,
hvor der blev plads til 12 heste og 2 følboxe, og i kostalden var der nu
blevet plads til 64 kreaturer. I sommeren 1907 byggede vi svinehuset om,
så der nu blev 9 svinebøvle og en fåresti. Det blev med støbt loft, som
var noget helt nyt. Den sommer, jeg tjente på Næsborggård, havde de
hjemme fået slåmaskine, og i 1907 fik vi et mejeapparat til at sætte på
slåmaskinen. Nu kunne én mand høste, mens 4 bandt op - det var en
vældig lettelse. Men alligevel var der blevet mere arbejde, for vi var
begyndt at dyrke 8 tønder land med kålroer og 3 tønder land med
kartofler. Det var dengang håndarbejde at luge roerne og om efteråret at
rykke dem op med den ene hånd og skære toppen af med den anden.
Kartoflerne blev løsnet med en greb og samlet op med hænderne; der gik
altid mange negle til ved at skrabe kartofler op.
Da Kresten kom hjem i november l907, søgte jeg plads i "Herregårdenes
Adressetidende" og fik flere tilbud. Men så fik jeg hårpest i
nakken og måtte til læge. Han plukkede alt håret af baghovedet, som var
svulmet voldsomt op, og jeg måtte hver anden dag i de næste 3 uger gå til
lægen og få håret rykket op med rode, eftersom nakken svandt og nye hår
kom frem. Jeg søgte atter plads i "Herregårdenes Adressetidende" og fik
plads som arbejdende forvalter hos proprietær Bloch ved Løgten. Jeg
blev fæstet fra 1. maj og skulle have 300 kr. for sommerhalvåret. Gården
var kun på l40 tønder land, men det meste af jorden stod til takst 24, den
bedste jord, der kan fås. Vi var kun 2 karle og 3 faste daglejere, som det
meste af tiden arbejdede på akkord. I høsten havde vi yderligere 1 mand
og 3 koner, også på akkord. Jeg høstede alt kornet med
aflæggerhøstmaskine, mens 8 opbindere gik bagefter. De havde nok at
bestille, så tæt lå negene.
Omkring 1. september spurgte Boch mig, om jeg ville blive det næste
år. Det ville jeg godt, men da jeg forlangte 500 kr., sagde han, at han
kunne fæste en anden for 300 kr., og det gjorde han så. (Året efter, da jeg
kom vejen forbi, tog jeg ind og besøgte Boch, og da havde han den tredje
karl det år). En dag fik jeg imidlertid et brev fra provsten i Ulbjerg. Han
skrev, at han ikke havde kunnet få præstegården bortforpagtet, og at han
havde været uheldig med en bestyrer. Han ville derfor tilbyde mig
pladsen omgående. Så rejste jeg en søndag til Ulbjerg og fik pladsen som
bestyrer for 500 kr. for et år. Provsten fortalte, at der var 100 tønder land
til gården, men at der kun var 2 jyske heste og 4 får i staldene. Af
26

afgrøder var der ikke andet end den smule rodfrugt og kartofler, som sad
i jorden, og da hestene skulle løbe på vejene næsten hele tiden i det store
provsti, og markerne derfor ikke kunne blive pløjet, så situationen håbløs
ud.
Modebevidst og lidt lapset med stok og cigar poserer Niels for
købstadsfotografen. Billedet stammer fra den tid, da han var hos
provsten i Ulbjerg. Et sted i sine optegnelser skriver Niels: "Da jeg kom
til Ulbjerg og spiste sammen med provsten (han vejede 240 pund!), tog
jeg 17 pund på i vægt inden jul".
Jeg havde fået at vide, at præsten var så fattig, at han ikke havde råd
til at købe bare én ko, og da han talte om at leje en gårdmand til at pløje,
sagde jeg, at det blev alt for dyrt. Jeg foreslog i stedet provsten, at hvis
han kunne acceptere det, ville jeg selv købe et par stude, som skulle
arbejde for foderet. Provsten blev glad, og på Ålestrup marked fik jeg
den 22. november et par stude. Jeg fik en gammel mand til at hjælpe med
at bjærge den sparsomme afgrøde, og inden jul havde vi fået alle
markerne pløjet.
En dag efter jul fortalte provsten mig, at han kunne få et embedslån til
at købe 4 køer for, men at han skulle have køerne først, og at de skulle
takseres, inden lånet kunne udbetales. Jeg tog hjem og talte med farbror
27

Jens om det, og dagen efter på Ulstrup marked købte jeg 2 køer for mine
egne penge, og da de hjemmefra havde et par kalvekvier til marked og
ikke kunne få dem solgt, lånte jeg dem med til Ulbjerg. En dag kom 2
herremænd og takserede kreaturerne, og provsten fik sit lån, og jeg og
farbror vores penge.
Dengang var præsterne ofte økonomisk betrængte, hvis de ikke
forstod sig på landbrug, og jeg mindes, at pastor Holm i Løgsted engang
ville tjene en ekstra skilling ved at sælge et katteskind. Pastoren havde en
stor hankat, som skulle aflives, og han fik en arbejdsmand til at ombringe
og tage skindet af katten. Det fik arbejdsmanden 50 øre for, og præsten
sømmede skindet op på en dør. Da skindet var blevet tørt, gik præsten til
en buntmager og ville sælge det, men buntmageren ville kun give 25 øre
for det. Så blev præsten gal og skældte ud; han havde givet 50 øre for at
få skindet taget af og selv tørret det, og så kunne buntmageren finde på at
byde 25 øre for det! Præsten prøvede to buntmagere mere, men det var
det samme. Den sidste anbefalede præsten at gemme skindet til han fik
gigt.
Mens jeg var bestyrer hos provsten i Ulbjerg, så jeg en dag en stor
flok får gå og æde på provstens rugmark. Jeg gik straks ind til provsten
og spurgte, hvad han ville gøre ved det; men han svarede, at det var
Peder Mortensens får, og at han ikke turde gøre noget, for Peder
Mortensen var sognerådsformand og konge i Ulbjerg. Jeg sagde da min
ærlige mening og gjorde det klart for provsten, at hvis nogen skulle have
lov til at ødelægge mit arbejde, var jeg færdig med at være bestyrer på
Ulbjerg præstegård. "Jeg er meget ked af det", sagde provsten, "men jeg
tør ikke foretage mig noget". "Nå, men det tør jeg", fløj det ud af munden
på mig, "nu går jeg ud og henter alle fårene hjem i præstegården, og
kommer nogen til Dem, siger De at det, kender De ikke noget til". Så gik
jeg ud og hentede fårene, og spærrede dem inde i vognporten. Bagefter
gik jeg ind i spisestuen for at drikke kaffe, men kort tid efter meddelte
provsten, at Peder Mortensen nu gik gennem gårdledet, og at han stilede
lige mod provstens kontor. Jeg gik da ud på gårdspladsen og mødte Peder
Mortensen, som straks meget bøst råbte: "Er du karl her på gården, og
har du tilladt dig at genne mine får herhen?" Jeg svarede hastigt og vredt,
at han skulle skamme sig over at lade sine får gå og ødelægge provstens
rugmark, og at han straks skulle få sine får tilbage, men kunne være
sikker på, at jeg ville hente dem ind igen, hvis jeg oftere så dem på
rugmarken. Da lod jeg pludselig porten gå op, og fårene væltede ud i vild
forvirring. Alt blev gjort så hurtigt, at Peder Mortensen ikke fik et ord
mere indført, men fandt det klogest at følge efter fårene ud af gården.
Inde i stuen morede provsten og provstinden sig, og dagen efter var alle
28

Peder Mortensens får i tøjr. I den følgende uge var det hele Ulbjergs
samtaleemne, at deres sognerådsformand og konge havde lidt et
nederlag. Jeg havde vovet at sætte mig op imod ham, og jeg ved, at jeg
vandt agtelse derved.
Da jeg vidste, hvor svært det var at få penge fra provsten, lavede jeg
om foråret et stort hegn på 20 tønder land ude på klinten ved fjorden. Der
blev sat 25 fremmede kreaturer på græs á 20 kr., og her tog jeg min løn.
29

Kapitel 4
En dag i juni måned, mens jeg var hos provsten i Ulbjerg, havde jeg
truffet verdens dejligste pige til et dyrskue i Løgstør. Jeg havde været
sammen med hende to gange til juletræ i Vilsted forsamlingshus, men vi
havde aldrig fået talt sammen. Der ude i anlægget i Løgstor fik vi rigtig
snakket sammen og udvekslet mange søde kys. Vi skrev mange breve til
hinanden den sommer, og da jeg kom hjem sidst i november, besøgte jeg
hende to gange inden jul på hendes værelse fra kl. 9 til kl. 12; hun var da
husbestyrerinde på Boltrupgård.
Tredje juledags formiddag kørte jeg med to store, kraftige,
mørkebrune fire- og femårsheste med flot sølvpletteret seletøj og vor
fineste fjedervogn til Sønderladegård ved Overlade, for at hente min
kære Marie med hjem på besøg i Bjørumslet. Jeg kom lige til middag, og
da jeg holdt i gården, kom min tilkommende svigerfar ud og tog imod
mig. Det første, svigerfar sagde, var: "Da ska' a alligevel lowe for, at du
er godt kørende", men det bedste var, da jeg kom ind i gangen og
omfavnede Marie. Så hilste jeg på min tilkommende svigermor og de to
svigerinder; de var selvfølgelig meget spændte på at se den kæreste,
Marie havde fået. Hun var den første af de 4 søstre, som havde en
kæreste hjemme. Da jeg havde været der et par timer, skulle vi se at
komme til Bjørumslet. Det var dejligt at køre sammen, og vi havde meget
at snakke om. Jeg tror nok, at det varede dobbelt så lang tid at køre hjem,
som det tog at køre til Sønderlade. Da vi kom hjem, skulle de alle
sammen se hvilken dejlig pige, jeg havde fundet, og Marie faldt da også
samme dag i min mors og farbrors gode omdømme; det var da umuligt
andet. Den 6. februar 1909 blev vi ringforlovet.
Marie og jeg var blevet enige om at gifte os, når hun kom hjem til
maj, og så skulle vi jo have et sted at bo. Svigerfar ville først, at vi skulle
overtage Sønderladegård, og at de selv flyttede ind i aftægtsstuerne i
stuehuset. Det ville svigermor ikke, og Marie og jeg syntes heller ikke
om det. Så foreslog svigerfar, at Sønderladegårdens 115 tønder land blev
delt, og at jeg byggede en gård mod vest. Jeg gik ind på forslaget, og vi
blev enige om, at jeg skulle have 55 tønder land, mest uopdyrket mose og
hede, for 250 kr. pr. tønde land, og at svigerfar skulle køre grus og sand
til byggeriet og holde håndværkerne ved kost.
Jeg fik nu travlt med forberedelserne til byggeriet. Jeg fik en tømrer til
at lave tegninger og overslag, hvorefter jeg satte en annonce i Løgstør
Avis: "Licitation om bygning af en firelænget gård". Men vi var kommet
for langt hen på året, og jeg fik ikke tilbud på mere end stuehuset.
30

Det har ikke været muligt, at tidsbestemme disse fotografier af Niels og
Marie helt nøjagtigt - måske har de som kærester udvekslet billederne
med hinanden.
En dag kom imidlertid to håndværkere fra Sønderlade, den ene var
tømrer den anden snedker. De ville give tilbud på tømrerarbejdet på
laden. Da de sad og så på tegningen, grinede de og spurgte, hvad jeg ville
have den lade til. Jeg svarede, at den ville jeg have mit korn i; så grinede
de igen, de mente jo, at jeg ikke var rigtig klog. Tømreren havde
beregnet, at jeg skulle bruge 30 favne grus til støbning af murene, og en
dag gik jeg hen til Henrik Fragtrup og spurgte, om jeg kunne få ham til at
harpe 30 favne grus til mig. "Tredive favne grus! " udbrød han, "hvad
skal du bruge dem til?" Jeg svarede, at jeg skulle til at bygge en gård. Så
grinede han og sagde: "Nu skal jeg harpe 10 favne grus til dig, så er du
nok færdig med byggeriet, inden du får dem brugt. Han troede jo heller
ikke, at jeg var rigtig klog, og det troede de vist til sidst alle sammen.
Men Henrik Fragtrup kom alligevel til at harpe 35 favne grus, hvorfra
vi løste omtrent 5 favne piksten, som vi senere brugte til stenbro. Og ikke
nok med det, vi kom også til at hente mange læs grus og sand fra fjorden
ved Trend og fra svigerfars sandgrav. Når jeg sidder og tænker derpå, så
var det faktisk et vældigt slæb at bygge 4 huse på én sommer. Jeg kan
huske, at jeg fik kørt lige bestemt 100 vognmandslæs mursten, cement,
tømmer og jern fra Løgstør.
Marie kom hjem til Sønderladegård den 1. maj, og brylluppet blev sat
til den 16. juni. Jeg havde ikke ønsket noget stort bryllup, det eneste jeg
ønskede var at få min elskede Marie til hustru. Men det blev et stort
31

yllup.
Bjørnsholm (Vitskøl kloster), hvor Niels Riisgaard og Marie
Christophine Christensen blev gift den 16. juni 1910. Omtrent samtidigt
billede.
Da vi med 4 vogne fra Bjørumslet ankom til Sønderladegård, var de
første gæster allerede begyndt at indfinde sig, og der blev ved at strømme
til med familie, naboer og venner i de følgende timer. Da det var ved
tiden, at vi skulle af sted til kirken, kom Løgstørs fineste køretøj, en
lukket vogn, sendt som brudegave fra manufakturhandler Ajstrup. I den
kørte Marie og jeg sammen med mor og svigermor. Bagefter kørte
svigerfar sammen med farbror Jens og bag dem resten af brudefølget, i
alt 24 vogne. Foran brudekareten red to forridere, og da vi kom til
Bjørnsholm (Vitskøl Kloster), kørte vi alle sammen ind i slotsgården.
Foran døren til kirken blev vi stillet op i et langt optog, først Marie og
jeg, så svigermor og farbror Jens, derefter mor og svigerfar og alle de
andre. Det arrangerede sognefogeden fra Vilsted, og så spadserede vi ind
i kirken. Efter vielsen gik vi alle op til alteret for at ofre, først til præsten
og derefter til degnen; brudeparret lagde for og så fulgte alle efter, som
de var blevet stillet op ude i slotsgården. På Sønderladegård var der
arrangeret til spisning i en vognport, hvor alle kunne være til bords, og så
husker jeg ikke rigtig mere, bortset fra at det blev meget sent, inden alle
gæsterne var taget af sted, og der blev ro på gården. Det var den 16. juni
1910, den lykkeligste dag i mit liv. Jeg var jo så forelsket i min kære
Marie.
32

Niels og Maries nybyggede gård i 1910. Endnu nøgen og uden planter,
have og læhegn; men det kom alt sammen.
Den 22. november var den sidste håndværker rejst, og vi flyttede ind
på vores nye gård. Vi havde da kun 2 heste, 4 køer, 4 løbekvier og 4
spædkalve. Men ikke engang dem, kunne vi føde. Den vinter måtte vi slå
al den lyng, der var i begge ender af marken, og bruge det som foder. Af
maskiner havde vi kun en hånddrevet hakkelsemaskine og en kværn inde
til at male kaffe. Jeg forstår ikke, hvorledes vi fik det til at gå. Jeg havde
fået et kreditforeningslån på 15.000 kr., og svigerfar lod 7.000 kr. stå i
anden prioritet, men da vi var færdige med at bygge, måtte jeg betale de
sidste 500 kr. med en veksel.
Vi fik det efterår drænet marken syd for gården. 4 tønder land tueeng
mod vest og mosen nord for gården. Næste forår fik vi igen drænet nogle
tønder land eng, og vi begyndte at mergle, det trængte jorden allermest
til. Vi gravede merglen op i kæret, og det var god mergel, men fed og
væmmelig at arbejde med. Vi tog en halv snes favne op om efteråret, og
spredte det om foråret, så var merglen lettere at arbejde med. Det var et
hårdt slid, men i løbet af de næste 3 til 4 år, fik vi alligevel givet hele
marken et tykt lag mergel. Men vi skulle bruge penge til alt. Næste år fik
jeg et lån i Ranum Sparekasse på 1400 kr., og jeg fik mor til at
kautionere for 1000 kr. Da det blev efterår 1911, havde vi 29 kreaturer og
3 heste, men dem kunne vi alligevel ikke føde; om vinteren måtte vi
bjerge lyng i Trend hede.
I 1912 fik vi igen drænet noget eng og merglet, og om sommeren
33

egyndte vi at grave tuer af i "hugormekæret". I øster side af engen, lige
neden for marken, var der 2 tønder land med tueeng. Tue stod ved tue
overalt, og stedet blev kaldt "hugormekæret". Tuerne gravede vi af og
kørte hen i en tørvegrav, men der var ikke langt mellem hugormene. En
af de første dage, vi gravede, tog jeg 8 hugorme, som jeg ville have i
sprit, med hjem. Jeg havde i de 2 år, der var gået, siden vi fik gården, set
en del hugorme. De kunne ligge 6-8 stykker ved en grøftekant og tage
solbad. Dengang var de sløve og gad ikke flytte sig, og når man pirkede
til dem, rullede de sig bare sammen og blev liggende. Men den sommer,
jeg begyndte at dræbe dem, opdagede jeg noget mærkeligt, for snart efter
begyndte hugormene at flygte over hals og hoved, så snart de så et
menneske.
I 1913 var frosten gået af jorden i marts måned, og vi fortsatte med at
grave tuer af. Jeg havde dengang en karl fra Sjælland, som aldrig havde
set en hugorm. Da vi havde gravet tuer af en hel dag og omtrent den
næste med, beklagede hen sig over, at han nok ingen hugorme fik at se.
Jeg stod netop og gravede i en meget stor tue, da jeg pludselig så en
vrimmel af hugorme. "Kom nu herhen med en tørvespade", sagde jeg til
karlen, "så hugger du hovedet af dem, efterhånden som jeg får dem pillet
ud mod en greb". Da dette arbejde var færdigt, havde vi fanget 37
hugorme, 11 store tudser og 1 salamander. De var krøbet sammen i det
samme hul for ikke at fryse om vinteren. Kort tid efter fandt vi i en anden
tue 25 og i en tredje 12 hugorme. Da foråret var omme, havde vi dræbt
over 200 hugorme og kørt over 200 læs tuer i tørvemosen. Om sommeren
fik vi stykket drænet og pløjet, og næste år var der et godt lag byg. Siden
så vi aldrig mere om hugorm.
Jeg ved, at svigerfar rystede på hovedet, når han så vognmanden
komme fra Løgstør, så mod et læs drænrør og så med et læs
kunstgødning eller et læs kraftfoder. Han sagde aldrig noget til mig, men
engang kom svigermor hen til Marie og sagde, at det jo måtte gå galt, og
om hun troede, at det kunne gå videre sådan. Marie svarede, at det vidste
hun ikke, men når jeg købte det, var det jo nok forsvarligt. Den vinter
havde jeg foder nok i laden til alle dyrene, for nu var jorden begyndt at
kaste af sig.
Marie var i mellemtiden blevet med barn, og den 29. marts 1912
måtte jeg hente jordemoderen, da Marie var begyndt at få veer. Efter
nogle timers forløb, forlangte jordemoderen at blive kørt hjem igen. Det
samme gentog sig dagen efter; hun kunne ingenting gøre. Da jeg den
tredje dag atter havde hentet hende, og hun atter om aftenen ville hjem,
sagde jeg, at nu kørte jeg til Løgstør efter doktoren."Hvis du henter
doktoren, bliver jeg, men det er ikke mig, der forlanger ham", sagde
34

jordemoderen. Så kørte jeg til Løgstør og hentede doktor Keldgaard. Det
tog over 3 timer. Da doktoren trådte ind i stuen, sagde jordemoderen
straks til ham, at det ikke var hende, der havde fordret hans
tilstedeværelse. Doktoren undersøgte Marie, og bagefter kom han ud til
mig i dagligstuen og sagde, at her kunne han intet gøre, og at
jordemoderen jo heller ikke havde forlangt læge. "Min hustru har nu
ligget mod fødselsveer i 3 døgn", sagde jeg, "og når jeg har hentet Dem,
er det fordi, jeg stoler på Dem - det har jeg gjort siden den dag, De
forløste min mor". "Har jeg forløst Deres mor? Hvor er De fra?", spurgte
doktoren. "Bjørumslet", svarede jeg, og da blev han umådelig venlig.
Han lovede at gøre, hvad han kunne, men sagde at Marie var hudløs, og
at fødslen kunne blive farlig. "Jeg bliver her i nat", sagde doktoren, "det
er jo for langt at køre hjem i aften". Da vi hverken havde seng eller
chaiselong, satte han 3 stole sammen og lagde sig til at sove på dem med
sin store pels over sig.
Klokken 6 om morgenen gik doktor Keldgaard ind og undersøgte
Marie. Bagefter fik han kaffe og gik derpå til købmanden i Borregård for
at telefonere. Da han kom tilbage, så han atter til Marie og sagde: "Nu
venter jeg til kl. 11, og er det så ikke overstået, tager jeg fat."'
Klokken 9½ gik doktoren ud i køkkenet og kogte sine instrumenter.
"Hvis nu doktoren vil vente en time", sagde jordemoderen, "så tror jeg, at
fru Riisgaard selv føder sit barn". "Nej", svarede doktoren, "nu har hun
lidt længe nok, nu skal hun være fri". Min svigermor og jordemoderen
havde sagt til mig om natten, at vi ikke skulle vente os et levende barn.
Det var jeg næsten helt forberedt på, når blot jeg måtte beholde min kære
Marie.
Marie blev lagt op på dagligstuebordet, og mens jordemoderen
passede bedøvelsen på den ene side, stod jeg på den anden og holdt
Maries hånd. Da doktoren tog barnet i et håndklæde, og smed det hen på
sengen, syntes jeg, det lignede en død klump, men hvor blev jeg glad, da
jeg straks efter hørte et højt vræl henne fra sengen. "Nu må De godt gå
ud og sørge for, at jeg kan komme hjem", sagde doktoren venligt til mig.
Da jeg kom tilbage lå Marie i sengen, hun var kommet til bevidsthed, og
jordemoderen sad med barnet. Jeg gik hen og tog Maries hånd, og vi kom
til at græde begge to. Det fik doktoren at se, og han sagde: "I må sandelig
ikke græde, nu I har fået en dejlig, velskabt dreng; men det er måske af
glæde?" "Ja", svarede jeg "det er af glæde". At græde af glæde, det var en
stor lykke.
35

Niels og Marie med deres børn samlet i "den pæne stue" til fotografering
i 1917. Benovede og i deres bedste klæder sidder børnene stille og
artige; fotografen var en sjælden gæst, og det var en højtidelig handling
at blive foreviget. Børnene er fra venstre: Karl, Grete, Jens og Peter.
I vinteren 1913 døde min mor, kun 56 år gammel. De mange fødsler, i
alt 13, foruden et par aborter og dertil alt for meget arbejde med de
mange børn og den store husholdning med 12-14 folk til daglig, havde
slidt hende op alt for tidligt. Mor havde aldrig haft en ledig stund; hun
lavede smør og ost og alt det meget andet, som dengang blev lavet af
egne produkter: klæder af uld fra egne får, brød af eget rug, øl af eget
byg, tælle til lys af egne får, fjer til dyner af egne ænder og gæs, pølser,
skinker, flæsk af egne svin o.s.v.
Da mor blev syg, fik farbror Jens, søster Kristiane og Karen fælles
skøde på gården, og der blev taget lån i den; det var der aldrig blevet
gjort før, og vi 8 søskende (5 af vores søskende var døde som små) kunne
nu optage lån i Løgstør Sparekasse mod, at de fleste af pengene blev sat
ind på bøger. Kresten, Dorthea og jeg havde hver fået 6.000 kr., da vi
blev gift. Vi fik nu hver 2.000 kr., mens vores øvrige 5 søskende hver fik
8.000 kr., som blev sat i sparekassen. Jeg fik nu råd til at bygge 8 alen til
stalden om foråret, så jeg fik plads til 36 kreaturer og yderligere 2
grisestier. Samme år fik vi vindmotor, tærskemaskine og kornkværn. Det
var en kolossal lettelse. Den sommer fik vi også en del drænet og mange
36

gamle grøfter jævnet. Der var intet drænet, da vi overtog jorden, men der
var mange grøfter. Vi jævnede i alt 17 lange grøfter, efterhånden som vi
fik drænet.
Den 3. juli 1913 fik vi vort andet barn, en kær lille pige, en dag vi
kørte hø. Året før, da jeg havde været ovre hos den nye præst i Ranum
for at meddele, at vi havde fået en søn, fik jeg en oplevelse, som blev mig
en lærestreg. Da jeg kom ind på præstens kontor, ville jeg være høflig og
rakte hånden frem til hilsen. Der gik nogen tid, så kunne jeg tage hånden
ned igen. Jeg troede ikke præsten havde set den, men så hilste han med to
fingre. Da jeg nu skulle over og meddele, at vi havde fået en lille pige,
tog jeg hævn. Præsten havde i mellemtiden været til bryllup hos Maries
søster i Sønderladegård, og hans velærværdighed var derfor blevet mig
venligere stemt, men da den store præst stak hånden ud mod mig, så jeg
den slet ikke. Jeg huskede standsforskellen fra sidste gang.
Da vi kom til 1914, fik vi det sidste stykke mark givet mergel og det
sidste stykke eng drænet. Så troede jeg, at jeg var færdig med at dræne,
men nej! det skulle gøres om og om igen, og man bliver aldrig færdig
med at dræne. Rørene fyldes med okker eller kommer til at ligge forkert,
når jorden arbejder. Det år købte jeg yderligere 6 kreaturer, 2 heste og
nogle svin. Nu var gården endelig fuld besat med besætning og maskiner.
I alt havde gården nu kostet 40.000 kr. Til at betale med havde vi:
3.000 kr., som Marie skulle have haft i arv; de gik til betaling af jorden.
6.000 kr., jeg havde fået i bryllupsgave
2.000 kr., som jeg fik efter mors død
7.000 kr., svigerfar havde ladet stå efter kreditlånet.
---------
18.000 kr. i alt
Resten, 40.000 - 18.000 = 22.000 kr., var på løs gæld, mest veksler. Da
vi kom til efteråret, blev jeg syg, ikke sengeliggende, men jeg kunne ikke
spise nogen slags mad og ikke holde ud at arbejde, som jeg plejede. Jeg
havde i de sidste 4 år arbejdet alt for hårdt, og jeg havde om natten ligget
og spekuleret på mine veksler, og hvorledes jeg skulle få dem ordnet. Jeg
tror, det var vekslerne, som væsentligt bidrog til, at jeg fik mavesygdom,
men så kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået far og fæstede en
karl mere - hellere holde 2 karle end arbejde på sin egen grav.
Den 1. august 1914 begyndte 1. Verdenskrig, og da kom der gang i
hestehandlen. Hestene gik som en bred strøm gennem hele landet ned
mod Tyskland, og de steg i pris hver dag. Jeg havde en halvgammel
hoppe, som jeg året før havde købt på auktion sammen med et stort føl
37

for 600 kr. Nu havde den føl igen og var ikke for fed. Den ville jeg godt
sælge, og i september, da føllet kunne tages fra, solgte jeg hoppen for
700 kr., men havde jeg ventet med at sælge til oktober, kunne jeg have
fået 13-1400 kr. for den. Salget af heste til Tyskland nåede op på sit
højdepunkt i slutningen af oktober, og til sidst blev folk så tossede, at de
spændte hestene fra ploven eller vognen, tog selerne af og jog af sted
sydpå med hestene. Det skulle gå raskt, inden det blev forbudt at udføre
heste. Forbuddet kom i november, så var det forbi med heste til store
priser.
Da krigen brød ud, blev mange unge mænd indkaldt til
sikringsstyrkerne, og det kneb for en del landmænd at få høsten bjerget.
Der var næsten ikke en gård, som ikke sendte en karl eller en søn af sted,
og politi, og sognefogeder havde travlt med at indkalde dem, som skulle
af sted. Efter at have aftjent den egentlige værnepligt, var der nogle, som
yderligere måtte ligge inde ved sikringsstyrkerne i næsten 2 år. Det var
slemt for dem, der var gift og havde købt ejendom eller på anden måde
etableret sig.
I oktober 1914 havde jeg 42 kreaturer, og da jeg kun havde plads til
36 i stalden om vinteren, solgte jeg 6 fede stude, som havde gået i
engene. Jeg havde stadig 10.000 kr. løsgæld og kunne nu betale nogle
store afdrag. Det år kunne vi ikke have hele avlen i laden, men måtte
have en kornstak ude. Nu kunne folk da se, at jeg ikke var så tosset, som
de troede.
Den største begivenhed i 1915 var den 27. april, da Karl blev født;
den næststørste var vist, at vi fik en radsåmaskine, hidtil havde jog sået
alt kornet med hånden. Det var også det år, hvor vi fik boret efter vand
og fik en pumpe drevet af vindmøllen til at trække vandet op, så vi slap
for at hente vand fra brønden, som heller ikke kunne give tilstrækkeligt
med vand til de mange dyr. 1915 var også det år, hvor vi fik møbleret
den lille stue, som hidtil havde stået tom. Jeg syntes, at vi nu skulle have
den møbleret med polstrede møbler, men det ville Marie ikke. Hun
sagde, at så længe børnene var små, havde hun ikke tid til at passe
polstrede møbler. Så blev stuen møbleret med kurvemøbler, som var
meget på mode dengang. Vi fik en sofa, et bord, tre lænestole samt nogle
stole af bambus. Og de var også rigtig pæne, syntes vi da selv. Året efter,
den 7. juni 1916, fik vi atter en søn, som blev døbt Jens. Vi havde nu 4
dejlige børn, en kær lille pige og 3 raske drenge.
I 1916 indledte tyskerne den uindskrænkede undervandskrig og
sænkede mange hundrede skibe i Atlanterhavet og Vesterhavet. Al
indførsel af korn standsede brat, og inden længe fik vi afleveringspligt af
rug. Vi måtte sælge hele høsten til staten, og om efteråret kom der
38

maksimalpris på rug, 15 kr. pr. 100 kg. I Sønderlade var der en mand,
som havde sået 4 tønder land mod rug. Han pløjede straks rugen ned og
såede hvede i stedet. Næste forår kom der maksimalpris på hvede, så
pløjede han det ned og såede byg. Da det blev efterår, og han havde fået
byggen bjerget, kom der maksimalpris på både byg og havre.
Efter indførselsstoppet af korn, blev slagterisvin rigtig dyre, jeg
husker ikke prisen, men det kunne også være lige meget, når vi skulle
aflevere alt vort korn. Det havde ellers været den rene elendighed med
svin. I Ålborg havde man på grisetorvet kunnet købe torvegrise for 2 kr.,
og på hoteller og restaurationer serverede man hele stegte grise til
spotpriser. 1917 blev på mange måder et dårligt år. Kornet skulle vi
aflevere til staten, kraftfoder og kunstgødning kunne vi ikke få, og
mælkeydelsen og avlen blev ringe. Om efteråret havde jeg 6 stude, som
jeg blev budt 70 øre pr. pund for, men magre stude vejer jo for lidt, så jeg
solgte ikke, men sendte dem til Bygholms Vejle i 3 måneder, hvor der
var vældig god græsning. Der gik de og blev fede til hen i oktober. Så
måtte jeg sælge dem for 35 øre pundet.
Med hestene var det helt galt. Vi havde ikke kunnet eksportere heste i
de 3 år, der var gået, siden udførslen blev standset - bortset fra dem der
blev smuglet over grænsen til Tyskland om natten. Da jeg hen i
september var til Ulstrup marked, mødte jeg min bror Kresten, som stod
med 5 plage. Han havde været til 4 markeder og stadig ikke solgt en
eneste. Jeg købte da af ham en meget god 1½ års plag for 550 kr. Nogen
tid efter kom min bror Luther og besøgte mig på gården. Han havde om
foråret købt 2 plage, men nu var der ingen, som ville have dem, og det
endte med, at jeg købte dem for 100 kr. Det var en 1½ års- og en 2½ års
plag. Jeg havde nu 8 heste, og det var ikke meningen, men de 4 plage
kunne gå og passe sig selv i engen, så længe jorden bar.
En dag sidst i november kom en handelsmand, Haaning , fra Farsø og
ville købe en god 1½ års hoppeplag, jeg selv havde lagt til. Jeg forlangte
700 kr., Haaning bød 600 kr. Da han kom igen i december, forlangte jeg
800 kr., så bød han 700 kr. Den 3. januar 1918 ringede jeg til
PederØstergaardi Skals og spurgte, om han havde været til Viborg
marked, og om der var nogen handel med heste. Så fortalte han, at der
lige var blevet lukket op for handlen til Tyskland, men at det ikke måtte
blive offentliggjort, fordi englænderne ikke måtte vide det. (Sådan noget
pjok - det kunne da ikke holdes hemmeligt). Heste var nu blevet dyre.
Heste, købt på vejen til Viborg, var ved videresalg på markedet blevet
solgt med 500 kr.'s fortjeneste, og enkelte gode plage var blevet solgt for
helt op til 1200 kr. Jeg havde lige hængt røret, da telefonen ringede. Det
var Haaning fra Farsø. Han ville vide, om vi ikke snart skulle have
39

handlet om den plag. Efter at have snakket lidt frem og tilbage, spurgte
han, om jeg slet ingen ting ville slå af prisen. Jeg svarede, at det afhang
af, hvad jeg forlangte. "Du forlangte jo 800 kr.", sagde han, men jeg
svarede, at det var dengang, og at jeg nu ville have mere. "Hvad vil du da
ha' Niels Riisgaard?", spurgte Aagesen. "1200 kr.", svarede jeg. "Er du
da bleven towle? - hvor har du fået at vide, at heste er blevet dyre?",
spurgte Aagesen forbavset. Jeg svarede, at det jo kunne være lige meget,
men det endte dog med, at han bød mig 1000 kr. Jeg slog intet af, jeg
ville have 1200 kr. En time senere kom hestehandler Bisgaard fra
Hornum. Han ville købe alle 4 plage, og jeg forlangte 4200 kr. Han bød
4000 kr., men jeg slog intet af. Om eftermiddagen kl. 2 kom Karl Larsen
fra Vester Hornum og Peder Dryersen fra Krogstrup, de ville også købe
dem alle 4. Så forlangte jeg 4400 kr. Det blev over midnat, da jeg solgte
dem for 4250 kr.
Dagen efter gik jeg over til Kappel i Gunderupgård og købte 2 føl,
som gik ude i kæret, for 1100 kr. Han havde selv givet 325 kr. pr. stk. for
dem om efteråret. Den 30. oktober tog jeg til Ulstrup marked med en 7
års hoppe og 3 plage foruden de 2 plage, jeg havde købt på
Gunderupgård. Hoppen og de 3 plage solgte jeg til Kisum for 4000 kr.,
og de 2 plage, som jeg havde købt i januar for 1100 kr., solgte jeg for
3950 kr. Så havde jeg ikke mere end 4 heste tilbage, men jeg regnede
også med, at hestepriserne snart ville falde meget. Men sådan tænkte ikke
alle. Lars Buchholt havde 15 heste vinteren over og solgte nogle af dem
for 500 kr. pr. stk. Proprietær Hvolbøl i Ørndrup havde i 1918 solgt
mange af sine køer og købt 70 plage og føl for 14-1900 kr. per stk. Han
solgte dem 1½ år efter for ca. 400 kr. stykket. Så solgte hans kreditorer
Ørndrup for ham! Kappel på Gunderupgård havde i efteråret 1917 solgt
alle sine kreaturer, 120 stk. for 150 kr. pr. stk. og købt heste. Året efter
måtte han flytte fra Gunderupgård. I 1918 blev priserne gode på stude, og
jeg solgte 8 stk. for 85 øre pundet - det var stude magen til dem, jeg
solgte året før for 35 øre pundet.
40

Hen på året 1916 havde tyskerne sænket en amerikansk
passagerdamper med 1200 passagerer, hvilket havde bevirket, at
Amerika var gået med i krigen på Englands og Frankrigs side. Fra
Amerika blev der vist sendt over en million soldater og en mængde
krigsmateriel til Frankrig, og tyskerne blev af de allierede tropper drevet
ud af de besatte områder. I efteråret 1918 gjorde Tysklands flåde oprør,
og kejseren flygtede til Holland. Da krigen sluttede, var Tyskland på
sultegrænsen, og befolkningen levede vist mest af kålrabisuppe. Ikke
noget at sige til, at der kom gang i eksporten af danske
landbrugsprodukter, da grænserne blev åbnet igen.
I sommeren 1917 havde vi fået dannet en kvægavlsforening, som jeg
blev formand for. Jeg tog da, sammen mod 3 bestyrelsesmedlemmer til
Skals for at købe en tyr hos Peder Østergård. I bilen på vej hjem sagde
jeg, at vi skulle have sådan nogle køer, som de havde i Skals. "Det kan
vi ikke få", sagde Kresten Jensen fra Borregård. "Hvorfor ikke?", spurgte
jeg, "vore gårde er ligeså gode som deres. Til efteråret vil jeg til Skals og
købe nogle kalvekvier". "Så vil jeg med dig", sagde Kristian Holst fra
Overlade.
En aften midt i oktober ringede Kristian Holst til mig og fortalte, at
der var Skals marked to dage senere. "Så skal vi ud og købe nogle
kalvekvier", sagde han. Vi rejste så til Skals marked. Men det gode
kalvekvæg kom ikke til marked. Vi måtte hjem til dem i gårdene.
Kristian Holst købte en ko og to kalvekvier, mens jeg købte to kalvekvier
for 325 kr. pr. stk. Hos Peder Østergaard blev jeg tilbudt en ko, som
skulle have kalv for anden gang inden jul for 450 kr. Den skulle jeg have
taget, og jeg fortrød bittert. Efter jul rejste jeg atter til Skals for at købe
koen. Den havde fået en kviekalv, og nu forlangte Peder Østergaard 1000
kr. for koen. "Så får jeg vel kalven med?" spurgte jeg, men nej, den ville
han have 300 kr. for, selv om den kun var 6 uger gammel. Det gik da
sådan, at jeg købte dem begge to og måtte betale 1300 kr. for dem. Folk i
Sønderlade rystede på hovedet - nu måtte jeg da være blevet tosset. Men
det var vist den bedste handel, jeg nogensinde havde gjort med kreaturer.
De to blev stammødre til hele min besætning, og de bedste af dem min
søn Peter har. De har hjembragt mange 1. præmier og mange
ærespræmier fra dyrskuer.
I 1920 fik jeg med stort besvær stiftet en kontrolforening, som jeg
blev formand for. Nu kunne jeg begynde at sælge avlskvæg. I 1923
havde jeg for første gang en tyr på ungskue i Silkeborg, og fik den solgt
til Vester Hornum kvægavlsforening. I 1927 havde jeg en tyr til ungskue
i Skanderborg, den solgte jeg til en kvægavlsforening i Staby ved
41

Ulfborg. I 1928 havde jeg 2 tyre til ungskue i Skanderborg, den ene
solgte jeg til Bygum kvægavlsforening ved Ålestrup. På det tidspunkt
havde jeg 5 køer optaget i Jysk Kostambog. Fra 1922 til 1949 solgte jeg
til bedækningstyre 83 tyre og tyrekalve, men jeg husker ikke hvor mange
kalvekvier, jeg solgte gennem årene.
Rejsning af Genforeningsstenen i Overlade by i 1920. Bønder og borgere
samledes nogle timer hver lørdag for at slæbe den store sten på plads.
Under pilen ses Niels Riisgaard.
42

Kapitel 5
Når jeg skal skrive om markeder, må jeg vist helst begynde lidt tilbage i
tiden med Navnsø marked, som jeg ikke selv har set. Oplysningerne om
Navnsø og Kloster marked stammer fra min far; men ellers bliver mine
noteringer, hvad jeg selv har oplevet på de markeder, jeg har besøgt.
Navnsø marked afholdtes i første halvdel af juli ved den vestlige side
af søen, sidste gang i 1876, hvorefter det blev flyttet til Ulstrup.
Navnsø marked holdtes ved en lille sø ude i Gundersted Hede, et
fuldstændigt ubeboet sted, og endnu i 1961 ligger Navnsø meget ensom
ude i heden. Navnsø marked varede i 3 dage, og det var Himmerlands
største marked og holdtes om sommeren. Navnsø marked skulle alle
mennesker til, der kunne komme af sted, de ældre den første dag, og da
var det særlig heste og kreaturer, og anden dag var der alt mellem
himmel og jord, der kunne købes. Der kom alle slags håndværkere fra
hele Jylland med deres varer, og der kan, efter hvad min fader har fortalt,
vist ikke nævnes den ting, der ikke kunne købes. Tredje dag var vistnok
ungdommens dag, og der har selvfølgelig været en mængde forlystelser
og al muligt gøgl. De fleste kom frem med apostlenes heste, men der var
ingen unge, der regnede for at gå 2 mil dengang. Når biskoppen i Viborg
holdt visitats i Himmerland og spurgte børnene, om de kunne nævne de
tre store højtider, blev der altid svaret: jul, påske og Navnsø marked.
Den stærke mand i Skarpsalling skulle ligesom alle andre købe
44

hampereb på Navnsø marked. Når han så stod og så på en rulle reb, sagde
han: "A tror hareme it det er stærk"; hareme var et udtryk, han brugte
meget. Når så rebslageren protesterede af rebets styrke, sagde den stærke
mand: "A tror hareme, at a kan rykke det i stykker mellem mine hænder."
Så gik det jo, som han håbede, at rebslageren sagde, at hvis han kunne
det, måtte han få hele rullen. "A vil prøve det", sagde han og tog fat i
rebet med begge hænder et stykke fra hinanden, gav et ryk, og rebet
sprang i stykker. "A tent hareme nok, at det ikke var stærk", sagde han
så, "men a vil alligevel have det med mig hjem", og han tog rullen og gik
sin vej. Hans skulle jo passe, at han ikke kom til den samme næste år. -
Nu jeg er i gang, må jeg hellere fortælle et par historier mere om den
stærke mand fra Salling. Engang var han i heden efter et læs lyng
kørende med en hingst og en følhoppe. Da han var kommet halvvejs op
ad den lange, stejle, sandede bakke til Salling, kunne følhoppen ikke
trække læsset. Han spændte så følhoppen fra og bandt den efter læsset,
tog et stykke reb og bandt svingelen op over sin skulder og trak så
sammen med hingsten læsset op ad bakken. Da de holdt, klappede han
hingsten og sagde: "A var vel ikke for hurd ved dig?" Engang han
pløjede i marken kom nogle mænd kørende. De holdt så og spurgte ham,
hvor den stærke mand boede. Så løftede han hammelkrogen af ploven og
tog ploven i den ene hånd og pegede hen på sin gård, så kunne de da se,
hvem de havde for sig. Hvor han havde fået disse hestekræfter fra, må jeg
vel hellere fortælle om. Et forår i april kom en taterfamilie en aften til en
gård i Salling og bad om at få lov til at ligge i laden om natten. Så skete
der det, at taterkonen barslede og fødte en dreng, og der skete også
samme nat, at gårdmanden havde en følhoppe, som fødte et hingstføl.
Taterkonen bad gårdmanden, om hendes dreng ikke måtte få lov at blive
puttet gennem følhammen (den efterbør som føllet havde ligget i i
moderen) og få det første mælk af følhoppen. Så ville drengen få hestens
kræfter, og det fik hun lov til. Gårdmanden og hans kone var halvgamle
folk og havde ingen børn, og så bad de om, de ikke måtte beholde
drengen som deres egen. Det fik de da lov til, og drengen voksede op i
gården, og da de gamle døde, arvede han gården. Det viste sig med tiden,
at han havde fået de kræfter, som føllet skulle have haft; men føllet blev
en svækling, som aldrig ville trives.
Navnsø er ikke en ret stor sø, men den skal være meget dyb, og jeg
har hørt fortælle, at når der er klart og stille vejr, kan man skimte ruiner
af murværk i bunden? Sagnet fortæller, at der her har ligget en kirke, og
da boede der en meget ugudelig og fordrukken herremand på
Gunderstedgård. Engang de holdt et stort drikkegilde med ligesindede,
blev de enige om, at de skulle have løjer med deres præst. De bestemte så
45

at lave en begravelse otte dage senere og bestilte præsten til at forrette
begravelsen af en gammel kone. Da de så var samlede på gården, havde
drukket gravøl, og alle var godt berusede, puttede de en død gammel so i
ligkisten og kørte til kirken. Præsten, der ikke anede, hvad der foregik,
forrettede jo, hvad han skulle, kastede første skovlfuld og sagde: af jord
er du kommet, og anden: til jord skal du blive, men da han smed den
tredje skovlfuld, sank hele kirken og kirkegården og alle menneskene ned
i dybet, og det fyldtes med vand; men præsten svømmede i land, og
således opstod Navnsø.
Kloster marked holdtes også ude i heden mellem Vitskøl kloster og
Trend et par kilometer nord for kongens nuværende jagtgård. Jeg mener,
det blev flyttet til Løgstør, men min fader har flere gange været til
Kloster marked. Det varede to dage. Det blev aldrig så stort som Navnsø,
da det lå opad fjorden og kun havde opland til den ene side. Første dag
var det mest heste og kreaturer, der handledes med, men anden dag var
det alt, og så var det også ungdommens forlystelsesdag. Min svigerfader
fortalte, at der var dans både i Trend Kro og i en købmandsgård, og på
markedspladsen var der kyraseller og alt mulig gøgl. Ligesom i Navnsø
var der alle mulige håndværkere - smede, sadelmagere, rebslagere,
træhandlere, pottemagere, manufakturhandlere, urmagere. Der blev købt
ind af mange slags varer, som skulle dække behovet indtil næste års
Kloster marked. Mange langvejs fra overnattede i de nærmeste byer,
særlig Overlade og Sønderlade, Borregård og Strandby.
Så var der Skræm marked i Hanherred. Det holdtes også ude i en
hedeegn, men da Ålborg-Tistedbanen blev åbnet, ophørte markedet i
Skræm. Det var også et to dages marked. Der har jeg oplevet at være med
min fader til marked, og den markedsdag har jeg ikke glemt endnu. Vi
kørte fra mit hjem kl. 7 morgen. Vi havde 1 mil til Aggersund og 1½ mil
derfra til Skræm. Min fader købte 8 kreaturer på markedet, og kl. 3
eftermiddag blev jeg sendt af sted med dem. Da der var flere af
kreaturerne, der aldrig havde været reb på, var det meget besværlig at få
dem til at gå. Efter mange besværligheder nåede jeg Aggersund kl. 6,
men så begyndte de kørende at komme, og skikken var, at kreaturer ikke
måtte komme over, så længe der kom vogne, og færgen kunne kun tage 2
hestekøretøjer ad gangen. Færgen var en flad båd, der blev roet over af 4
færgekarle. Det må have været i 1897, så jeg var 14 år. Da klokken blev
halv tolv om natten, fik jeg 4 kreaturer med færgen, og lidt over kl. 12 de
næste 4. Da var det så mørkt, at jeg ikke kunne se vejen og næsten heller
ikke kreaturerne, og kreaturerne ville ikke gå. Der var ikke andet at gøre
end at holde stille, til der kom flere kreaturer over, der skulle samme vej.
De kom med næste færge, og jeg nåede først hjem da klokken var 2 nat.
46

Jeg var godt sulten og træt. På hele turen havde jeg kun fået kaffe på
markedet. Jeg tror, det var året efter, at vi så fik dampfærge ved
Aggersund, og nu kunne alt komme over, så hurtig det kom. Den kunne
tage fem køretøjer ad gangen, og så var der ikke noget med, at kreaturer
skulle vente til sidst.
Så var der Fjerritslev marked i Hanherred, 10 kilometer nord for
Aggersund. Der har jeg været til marked flere gange. Det første jeg hørte
om Fjerritslev marked var af min moder, som var fra Hanherred. Hun
fortalte, at hvis det blæste så stærkt, når der var marked, at folk fra
Himmerland ikke kunne komme over Aggersund, hvad der ofte hændte,
så blev der intet marked, for så tog himmerboerne ikke af sted. Og så var
der ingen til at købe hverken heste eller kreaturer. Når der var Fjerritslev
marked i september, før vi fik dampfærgen ved Aggersund, var der et
ordentligt leben ved Aggersund om aftenen. Der var gennem årene
flyttet mange mennesker til Himmerland fra Hanherred, og de skulle, så
vidt det var muligt, til efterårsmarked i Fjerritslev, for der kunne de
træffe mange venner og bekendte og familie. Sådan en aften kunne der
godt holde 50 vogne ved Aggersund, nogle i flere timer. Det gik aldrig
helt stille af, da der altid var nogle, som havde drukket rigeligt. Der kom
rigtig mange kreaturer og heste fra Fjerritslev marked til Himmerland, og
mange af dem fortsatte sydpå efter Hobro og Randers. Det var mest
gamle mænd. De har mange gange overnattet i mit hjem. Det var mest 8-
10-12 stykker, for så kunne de bedst få plads til dem i gårdene, de søgte
til om natten. De gik cirka 3 mil pr. dag. Folk havde jo god tid dengang.
Hestene, som blev købt på Fjerritslev marked, tror jeg, gik mest over
Oddesund. Der kom også mange får og lam til Fjerritslev marked, da der
var mange får i klitterne langs Vesterhavet. Jeg tror ikke, at Fjerritslev
marked nogen sinde har været mere end en dag, men der var også meget
gøgl og dans på kroen om aftenen. Derimod tror jeg ikke, der har været
så meget med de mange forskellige håndværkere. Fjerritslev var ved at
være en lille forretningsby, hvor man kunne købe, hvad der skulle bruges
i et hjem på landet.
Så var der Bjerget marked mellem Hanherred og Hannes. Det ophørte
vist efter at banen kom fra Fjerritslev til Thisted. Det var også et to dages
marked. Min mormor, der var gårdkone i Vust, fortalte, at der her engang
kom en gammel kone, som gik omkring og tiggede. Hun skulle jo
beklage sin fattigdom for at ynkes og få medlidenhed. Hun fortalte min
mormor: "Jeg gik såmænd på Bjerget marked den hele nat for at tjene en
skilling. Den skilling er jo lige så god at bruge som en anden skilling."
Og det var nok heller ikke andet, end hvad der foregik om natten på alle
to dages markeder.
47

Og så lidt om gæs. Rigtig mange små ejendomme i Hanherred havde
2 eller 3 gæs og en gase, og var de heldige med dem, kunne de have ca.
30 unge gæs til salg om efteråret. Så snart høsten var endt, kom de
sædvanlige opkøbere og købte gæs. En bestemt dag skulle alle gæssene
leveres på et bestemt sted. Det var altid cirka 800 gæs, og så kom en
mand og 3-4 drenge af sted med dem de godt 100 km til Randers. Når de
kom til Aggersund, skulle gæssene svømme over, mens nogle mænd i
både drev på dem. Det skulle gå småt, for gæssene skulle tage føden,
eftersom de gik frem, og de skulle ikke anstrenges. Når de kom ud efter
Hobroegnen, begyndte de at sælge dem, 10 til 20 stykker, til gårdene,
som så fedede dem på stubmarken. De kunne næsten altid sælge dem
alle, når de nåede Randers. Sådan en tur tog gerne 14 dage, men tiden var
jo ikke kostbar dengang.
Så kommer jeg til Himmerland igen. De markeder, vi besøgte i
Hanherred, var altid efterårsmarkeder. Løgstør marked 6-7 km fra mit
hjem holdtes i april, juli, september, oktober og november. Til Løgstør
marked kom der ikke ret mange heste, derimod mange kreaturer.
Løgstør marked i september var altid det største. Det var også
ungdommens marked. Der var altid masser af gøgl, cirkus, karruseller,
masser af kageboder og spilleborde og selvfølgelig Professor Labri (han
var fast gæst på alle markeder med tryllekunster), menneskeædere (lokale
mænd, som var sværtet sorte og i lænker, og en udråber med lang pisk,
som han skulle passe på ikke at bruge for meget), slangetæmmere, kvinde
uden underkrop og kraftprøve. Til Løgstør marked lå der altid et skib i
havnen med æbler og pærer fra Fyn. Der var også beværtningstelte med
kaffe, øl og sodavand, og en mand med et lille telt, hvor han solgte en
røget ål, et stort stykke franskbrød med smør og et glas øl, alt sammen
for 1 kr. Det var altid en festdag, Løgstør septembermarked. Så havde
skolerne fri, og alle, der kunne undværes i hjemmet, drog til marked.
Men der skulle jo være en hjemme og passe kreaturerne, og en hjemme,
hvor der var små børn. Vi børn var ikke mere end 5-6 år, før vi fik lov at
komme til Løgstør efterårsmarked. Så var mor med til at passe på os, og
mormor var hjemme hos de små børn. Når vi var til marked, fik vi en 25
øre at more os for. Der skulle passes på for at få den til af forslå: en
karusseltur kostede 10 øre, og Professor Labris tryllekunster også 10 øre;
så var der kagehjerter til 2 og 5 øre, og Kristiansfelder honningkager,
også til 2 og 5 øre. Der var også æbler og pærer og blommer og mange
andre ting, der fristede, så det var ikke let at få 25 øren til at forslå. Der
skulle jo også helst en lille markedsgave med til dem hjemme, måske en
honningkage, men det måtte mor mest sørge for. Når vi skulle til Løgstør
marked, kørte vi i charebangvogn, og alle, som var kørende, spændte
48

hestene fra i de forskellige købmandsgårde, hvor de foretog deres
forskellige indkøb. Om aftenen var der dans, vist flere steder på
beværtninger. De unge, som absolut skulle blive og danse, når de ældre
kørte hjem, måtte så spadsere hjem engang om natten. Og så fulgte der
mange gange brodne pander og blå øjne med hjem. Når de dansede, blev
de jo tørstige, og når de blev berusede, blev der mange gange slagsmål.
Jeg husker engang, jeg var med min far til Løgstør marked i
november, jeg var vist 10 år. I november var dengang alt efterårsarbejdet
færdig, og så skulle alle arbejdsstude skiftes. Husmændene solgte dem de
havde kørt med et år og købte små 2 års stude igen, og de små gårde
købte af husmændene dem de havde kørt med et år og solgte deres større
stude til de større gårde. De større gårde ville have stude, der var mindst
4-5 år, og alle ejendomme havde stude at arbejde med i forrige
århundrede. Jeg tog mig for at tælle, hvor mange kreaturer der var på
markedet, og jeg kom til 122 stude og kun 7 køer. Der var en fin herre fra
Løgstør, der var kommet ind på markedspladsen for at se alle de stude.
Så var der en gårdmand, der spurgte ham, om han vidste, hvor mange
stude, der blev født i Danmark om året. Det vidste han ikke. "Ved De da
det?" spurgte han. "Ja", siger gårdmanden, "for der bliver ikke født en
eneste". Det kunne den fine herre ikke forstå. "Hvor får I dem da fra?",
spurgte han. "Dem laver vi selv", siger gårdmanden; men det kunne den
fine herre ikke forstå.
Jeg husker engang fra Løgstør marked, mens vi havde Estrups lyseblå
gendarmer, der var meget forhadte, at de var meget provokerende,
hvilket affødte en del spektakel. Engang gav de ordre til, at alle
kreaturerne skulle stå i række som i en stald. Det ville bønderne ikke
finde sig i. De skulle have de kreaturer sammen, der skulle byttes eller
handles om - og så trak de kreaturerne ud af rækkerne. Gendarmerne
brølede, at de skulle blive i rækkerne, men bønderne skulle hele tiden
hen og skifte. Det endte med, at de fleste trak ud af rækkerne, og til sidst
måtte gendarmerne opgive. Her er så en lille tildragelse om en gendarm.
En gendarm kom ridende på en vej og traf en gammel kone med en kurv
på armen: "Hvad har De i kurven?", brølede han. Det var fødevarer, som
hun måske havde tigget og måske ikke, men Estrup havde lavet en lov, at
ingen måtte tigge. Han anholdt hende og ordrede hende med til
sognefogden. Da de kom dertil, var sognefogden i marken og arbejde. Så
spurgte gendarmen sognefogdens kone, om han måtte sætte sin hest i
stalden, og om han ikke måtte tage lidt hakkelse og havre til at give
hesten. Jo, det måtte han da gerne. Den gamle kone græd, men
sognefogdens kone trøstede hende og sagde, at det skulle hun nok ordne.
Da nu sognefogden kom hjem, begyndte gendarmen at forklare, at det
49

var en kone, som gik omkring og tiggede. "Nej holdt!" sagde
sognefogdens kone, "det hun har i sin kurv, har jeg betalt hende for at stå
i mit bryggers og vaske siden i morges kl. 5. Det har hun ærlig tjent, men
gendarmen har tigget". "Hvad har jeg?", siger han. "Ja, du har tigget
hakkelse og havre til din hest, det vil du vel ikke fragå?" siger hun. "Det
er en meget beklagelig sag", siger sognefogden og klør sig i nakken, "det
kommer vi til at indberette til herredsfogeden". Nu blev gendarmen den
lille og bad for sig, og efter længere forhandling lovede sognefogden
ikke at indberette det passerede til herredsfogeden Til gengæld måtte
gendarmen love, at han aldrig mere måtte anholde en fattig kone, der
tiggede.
Nu kommer jeg så til det store Ulstrup marked, som havde afløst
Navnsø marked. Det var vel et af de største markeder her i landet efter
det store, berømte hestemarked hvert år i maj i Hjallerup. Ulstrup
markeder i april og juli og september kunne samle mellem et og to
tusinde heste, og der kom heste fra mange miles omkreds, og der kom
hestehandlere fra hele Danmark og Tyskland og flere andre lande. Det
var interessant at se, når markedet var ved at være forbi, alle de store
kobbel heste, der drog sydpå, i 16-18 stykker bundet i halen af hinanden.
Mange heste blev sendt med jernbane sydpå. Det har passeret, at der er
sendt over 40 jernbanevogne med heste og kreaturer fra Ulstrup marked,
foruden alt hvad der gik landevejs og ud rundt på egnen. Der kom også
sjællændere, som købte kalvekøer, særlig til Københavns omegn. Men
der var også herregårdene, som om foråret købte stude til græsning og
om efteråret købte stude til fedning. Der kunne dog også blive for mange
heste. Efter kriseårene i 90'erne havde Danmark alt for mange heste, og
ingen ville købe. Jeg husker engang, det var sidst 90'erne, vi kørte hjem
fra Ulstrup marked. Da kom 2 mand fra Skarpsalling kørende med 2
heste for vognen og 3 bagefter. De havde travlt, nu skulle de hjem. De
havde været til 5 markeder med 5 heste og ikke solgt en eneste; der var
ingen, der ville købe. Det var ved den tid, at boerne i Sydafrika fandt de
store guldminer og diamantminer. Så skulle englænderne jo ned og slå
boerne ihjel for at få minerne. De kunne ikke dengang føre krig uden
heste, og så hentede englænderne alle vore overflødige heste, men jeg
gad vide, hvor mange af dem, der kom levende til Afrika efter en sådan
sejltur.
Ulstrup marked var også en forlystelsesfest. Alle voksne, unge og
børn kunne komme af sted i 2-3 miles omkreds til Ulstrup marked. De
gamle kunne så blive hjemme og passe bedriften og de små børn. Jeg
husker endnu engang, jeg var til Ulstrup marked sidst i 90'erne. Jeg var
15-16 år, da jeg tog mig for at tælle alle teltene. Det lyder utroligt, men
50

der var 62 beværtningstelte. Hver eneste by var repræsenteret, lige fra
Frederikshavn til Kolding, og dertil mange landsbykroer. Dem fra byerne
havde store egetræstønder med øl, som blev tappet lige i glassene. Det
var sikkert også mere koldt end i flasker i varmt vejr. Der var 2 mægtige,
store telte fra Ålborg, som havde kvinder til at varte op, og så havde de et
lille rum i det ene hjørne af teltet, hvor et par kunne forsvinde, men det
tror jeg ikke gentog sig mere end 2-3 år, enten så det var bleven forbudt,
eller søgningen havde været for lille.
Ulstrup marked, antagelig omkring 1925.
Når Cirkus Miehe skulle begynde første forestilling, red 6 af Miehes
smukke døtre i pragtfulde klæder på pragtfulde heste en tur rundt på
markedspladsen med to klovner i spidsen, som råbte, at nu begyndte den
første forestilling. Folk strammede til, og det varede ikke længe inden der
var fuldt telt. Der var også et andet cirkus, 3 karruseller, og over 20 andre
telte med forskelligt: menneskeædere, slanger, rovdyr, kvinde uden
underkrop, tryllekunstnere og meget andet gøgl, over 20 telte med kager
og slik, 2 eller 3, der bagte vafler, og over 100 småborde eller små telte
med rouletter, spilleborde, skydetelte og 4 lirekasser. Så når alle gøglerne
råbte om, hvad de havde at vise frem, og 3 karruseller gik foruden 4
lirekasser, er det let at forstå, at der var et infernalsk spektakel. Når vi
kom hen på eftermiddagen, var der altid mange, der var bleven berusede,
og så var der altid flere slagsmål. Til Ulstrup sommer- og efterårsmarked
var der altid flere læs med tørrede torsk og tørre rødspætter fra
Vesterhavet, og mange læs med forskellig frugt. Nu er disse markeders
tid forbi. De findes i dag endnu i almanakken, men der kommer næsten
51

intet, hverken mennesker eller dyr. Ungdommens markedsbesøg er nu
forlagt fra markederne til dyrskuerne. Tiderne forandrer sig.
De markeder, vi besøgte fra mit hjem, var Løgstør og Ulstrup og om
efteråret Skræm og Fjerritslev. Disse markeder varede kun en dag og
besøgtes kun, når der skulle købes eller sælges heste eller kreaturer, og
måske for at kunne følge med i priserne. Til Løgstør marked kom der
ikke ret tit folk langvejs fra, men særlig Ulstrup marked kom folk fra 5-6
miles omkreds og handelsfolk fra hele landet og fra Tyskland. Formålet
med at besøge markedet kunne være forskelligt, nogle for at købe, andre
for at sælge, nogle for tidsfordriv andre af nysgerrighed, nogle for at
træffe andre mennesker og andre for at få en fridag og adspredelse. Til
sommermarkedet skulle tjenestefolk have fri, ellers gik det på skift, hvor
der var flere. Det var nu ikke andet end sommermarkedet, der var en
slags fest. Det var ikke altid sjov at skulle til marked. Jeg har mange
gange trukket med kreaturer til Ulstrup marked hjemmefra kl. 7 morgen
og så stå og holde ved dyrene på markedet, kun med en lille tid til at gå
hen og få en kop kaffe. Og ikke få kreaturerne solgt, og drage hjemefter
kl. 5 og først nå hjem igen kl. 19-20 om vinteren. Det var 2 mil hen og 2
mil tilbage i slud og regn. Det hørte også med til at skulle til marked.
Når det var Ulstrup sommermarked, havde vi mange gange gæster fra
Hanherred. Ulstrup marked var altid en mandag, så kom gæsterne om
søndagen. Det kunne være familie eller bekendte, og de blev om natten.
De havde 4 mil til os og 2 mil til Ulstrup. Når de kom tilbage fra marked,
fik de noget at spise, og hestene noget havre, og så kørte de igen de 4 mil
hjem. De, der skulle handle på marked, skulle helst være der kl. 10, men
forlystelserne begyndte ikke før efter middag. Skulle tjenestefolk med til
marked, var de jo altid med vognen. Vi havde aldrig mad eller drikke
med, man måtte for en dag kunne klare sig med en kop kaffe og et par
kager. Heste eller kreaturer, der skulle til marked til salg, havde ikke
andre befordringsmidler end deres egne ben, og det kunne passere, at en
hest måtte trave fra Ulstrup marked til Viborg eller Randers samme dag.
Nu skal jeg fortælle om et uforglemmeligt marked, jeg var til.
Fastelavns søndag 1910 blev jeg forlovet. Vi var kørende til Maries hjem
i slæde 2 mil borte og kom hjem kl. 2 om natten. Men klokken 5 blev der
kaldt på mig. Jeg måtte op og kl. 6 trække med en hest til Års marked 3
mil borte. Når en hest skulle fremstilles til salg, måtte man ikke gerne
ride på den. De 3 mil til Års var mest over Gatten og Søttrup hede, hvor
vejene ikke var kastet fri for sne. Når sneen lå højere end mine lange
støvler, steg jeg op på hesten. Jeg nåede Års kl. 10½, og da hesten ikke
var solgt kl. 3, begyndte jeg hjemturen og nåede hjem omkring ved 8tiden.
Det var ikke altid fest at komme til marked, og jeg kunne gerne
52

skrive om flere lignende markedsture, men dette må vist være nok for at
forstå, hvordan en markedsdag kunne være.
53

Kapitel 6
I foråret 1917 kørte jeg med min kære Marie til Løgstør, for at hun kunne
vælge stof og få taget mål til en ny kjole hos manufakturhandler Ajstrup,
på hvis systue kjolen skulle syes. Da Marie fik taget mål, spurgte
syersken hende, om der ikke var lidt hævelse på halsen, men vi syntes
ikke, det var noget at snakke om.
Manufakturhandler Ajstrups forretning i Løgstør.
Fjorten dage efter var vi atter i Løgstør, for at Marie kunne prøve
kjolen. Da sagde syersken til hende, at der altså var noget med hendes
hals, og at hun tydeligt kunne se, at der var kommet mere hævelse, end
der var for fjorten dage siden. Da jeg senere mødte Marie ude i byen, var
hun meget ked af det. "Lad os gå op til doktor Keldgaard", sagde jeg. Det
gjorde vi så, og doktoren kiggede på det: "Joe, der er noget. Basedow tror
jeg ikke, det er. Jeg vil anbefale, at De prøver en fedekur. Kan De så ikke
få det kapslet ind i fedt og klare det i løbet af 3 måneder, vil jeg anbefale
Dem at rejse over til Finsens klinik i København og få det behandlet med
radium. Det er noget nyt, der er kommet frem«. Da vi kom hjem, gik
Marie i seng. Hun havde fuldstændig tabt humøret, men da der var gået
3 dage, bad jeg hende om at stå op. "Du var da ikke syg, da vi tog til
Løgstør, og du kan vel ikke blive syg af at tale med doktoren", forklarede
jeg hende, men jeg måtte næsten tvinge hende ud af sengen.
Det varede ikke længe, inden Maries forældre og søskende begyndte
at tale om at få hende til en anden læge for at høre, hvad han mente. Vi
55

tog så en dag over til doktor Bjerrum i Farsø. Jeg fortalte ham, at vi
havde været hos doktor Keldgaard og spurgte ham om, hvad han mente.
Doktor Bjerrum sagde: "Jeg tror heller ikke, at det er basedow. Jeg vil
råde Eder til at få det bestrålet med radiumstråler. Men hvorfor vente?
Jeg vil råde Eder til at få det gjort snarest. Og hvorfor rejse til
København, når doktor Nordentoft i Århus er lige så dygtig til det, som
de er på Finsens klinik?" Så gik det sådan, at vi en dag rejste til Århus,
hvor Marie fik 4 gange radiumstråler i løbet af 2 timer. Da vi gik derfra,
begyndte hun at kaste op, og det fortsatte henne på hotellet. Jeg gik
tilbage og fortalte det til doktoren, som gav mig en recept. Jeg fik noget
medicin på et apotek, men det hjalp ikke. Nu ville Marie hjem, og selv
om jeg syntes, at vi skulle blive og tale med doktoren igen, vedblev hun
med at ville hjem med det samme. Vi kom med et tog kl. 5, men det var
pakket sådan, at folk stod som sild i en tønde. Vi kom heldigvis til at stå
ved et vindue, så Marie kunne stå og kaste op ud af det. Da vi kom til
Hobro, skiftede vi over til Løgstørtoget, men Marie måtte stå ude på
gangen, hun skulle stadig kaste op. Vi havde jumben stående i Hornum,
og nu gik det, så raskt det kunne, hjemover, og Marie kom i seng. Hun
var stadig dårlig, og jeg ringede efter doktoren i Farsø. Han gav hende
nogle opiumsdråber, som standsede opkastningerne. Marie var meget
sløj. Da der var gået 14 dage, skulle hun atter have været i Århus, for at
doktor Nordentoft kunne se, om strålerne havde hjulpet. Men hun kunne
ikke. Marie havde tabt al energi og håb og ønskede kun at ligge i sengen.
Da der var gået 3 til 4 uger, var hævelsen på halsen borte, og der var blot
en mørk plet, hvor strålerne havde brændt sig igennem. Jeg ringede efter
doktoren i Farsø, som kom og undersøgte Marie. Bagefter erklærede
han, at hun ikke fejlede noget, men skulle op, og at hun slet ikke skulle
have ligget så længe i sengen. "Når jeg er taget af sted", sagde han, "skal
De sætte Dem op i sengen og lade benene hænge ud over kanten, men i
morgen skal De hen og sidde på en stol nogle gange, og i overmorgen
skal De ind og sidde i den anden stue". Det gik også, og Marie blev bedre
for hver dag. De radiumstråler, Marie havde fået, var så kraftige, at da
hun fik dem, var huden på halsen blevet belagt med blyplader på de
steder, hvor strålerne ikke måtte ramme, fordi bly var det eneste stof,
radiumstrålerne ikke kunne trænge igennem. Men radiumstrålerne
brændte ikke kun hævelsen på halsen bort, de blev ved at arbejde sig
indefter, og en dag begyndte Marie at døje med at tale. Radiumstrålerne
havde ødelagt stemmebåndene. Så fik hun et dampapparat til at dampe
dråber ned i halsen, og når hun havde brugt det, kunne hun hviske sådan,
at vi lige kunne høre det, men hvis hun gik ind i eller blot gennem en
kold stue, var kuren ødelagt, og hun måtte dampe igen. En dag i 1918, da
56

jeg kom hjem fra Skals, kunne Marie tale igen. Hvor var hun glad og
lykkelig. Det var kommet ganske pludseligt. I den efterfølgende tid
syntes vi, det gik fremad med helbredet, og i 1919 mente vi, at Marie var
nogenlunde rask, selv om vi vidste, at hun skulle være meget forsigtig,
altid have halsen godt indpakket og aldrig tale ude, når der var rimtåge
eller koldt.
Portrætbillede af Marie, benyttet som illustration i en lægevidenskabelig
artikel: "Om Kræftbehandling", skrevet af overlæge dr. med. Severin
Nordentoft og trykt i Ugeskrift for Læger nr. 4, 1919. Under original-
billedet er senere tilføjet en kort afskrift fra behandlingsprotokollen:
"Fru Riisgaard, Sønderlade. Cancer glandulae thyreoideae med store
glandel-metastaser. 1. bestråling 1918". Niels Riisgaard var livet
igennem overbevist om, at lægerne i strålebehandlingens barndom havde
benyttet Marie som forsøgskanin, se også Medicinsk Forum, 1981, nr. 1,
side 10-19.
I september blev Marie atter frugtsommelig, og i juni 1920 fødte hun
en dejlig lille dreng. Men Marie var ikke rask, og hun var ude af stand til
at passe den lille, som hun havde passet de andre 4. Drengen blev syg, og
vi havde læge flere gange, men han døde en måned gammel. Det tog
meget på Maries helbred. Hun blev sløj, tabte energien og interessen,
men hun klarede sig da nogenlunde sommeren igennem. Om vinteren
57

lev det ringere, og doktor Nordentoft fik Marie indlagt på Finsens
klinik. En dag i juni 1921 rejste vi til København i sovevogn. Marie var i
København i en måned, så hentede jeg hende igen, men opholdet havde
desværre ikke hjulpet. Marie blev svagere for hver uge, der gik. Hun
kunne hver dag ligge et par timer ude i haven, når vejret var godt, men
hun spiste meget lidt, og hendes temperatur var til stadighed på 38 0 C,
det var jo for meget.
Den 21. december 1921 var vi i Dalsgården for at besøge svigerfar,
som lå og skulle dø. Han var en dejlig mand. Da vi kom hen til hans seng
og ville sige farvel for sidste gang, tog han og lagde Maries hånd over i
sin venstre, mens han tog min i sin højre hånd. Så holdt han fast i dem
begge og så med et kærligt blik op mod os og sagde: "Å, hvor vil jeg
ønske, at I to skal få lov at smage Guds nåde". Dagen efter døde han.
Marie var da så rask, at hun kunne være med til begravelsen.
Da vi kom hen i februar 1922, blev Marie liggende i sengen. Jeg
ringede så en dag til overlæge Nordentoft i Århus. Han anbefalede, at
Marie blev indlagt på Rigshospitalet i København og lovede at bestille
plads. Men da der var gået en måned, måtte jeg ringe til ham igen, fordi
der ikke gik nogen færge over Storebælt på grund af is. Marie skulle da i
stedet indlægges på et katolsk hospital i Århus, og den 16. marts fik jeg
hendes bror Kresten Andersen til at køre os til Århus.
Påskedag 16. april 1922 fik jeg Luther til at køre mig og alle 4 børn til
Århus for at besøge Marie. Da vi kom ind i stuen til hende, blev hun
meget glad for at se alle sine børn, som nu var fra 6 til 10 år gamle. Hun
lå i en smal seng, og der stod et lille natbord ved siden af. Om morgenen
kom der en stuepige med et fad vand, som hun satte på bordet og sagde:
"Værsågod, fru Riisgaard". Ligeledes kom stuepigen 3 gange om dagen
og satte en bakke med mad på natbordet og sagde: "Værsågod, fru
Riisgaard". Jeg så ingen sygeplejersker, kun 4 katolske nonner, som
tilsammen vejede mindst 1.000 pund og mindst 4 gange daglig knælede
foran en træstøtte, der forestillede en helgen.
Den 27. april fik jeg brev fra Marie. Jeg skulle straks komme og hente
hende, hun kunne ikke holde ud at være på det katolske hospital længere.
Næste dag rejste jeg med første tog til Århus, og kom straks ind til hende
og lovede, at hvis hun ikke kunne komme til København omgående, ville
jeg tage hende med hjem. Lige op ad Maries seng lå en gammel dame,
som jamrede og beklagede sig over, at hendes hankat ikke blev passet, og
så gik enden på hende, så snart hun rørte sig. Det var uhyggeligt. Jeg gik
hen til overlæge Nordentoft, og han ringede med det samme til
Rigshospitalet i København. Marie kunne komme derover dagen efter.
Da jeg spurgte Nordentoft, om min hustru skulle have flere
58

adiumbehandlinger, så han på mig med et mildt eller bedrøvet blik og
sagde: "Nej, hun har fået for meget". Så gik jeg tilbage til hospitalet og
gav besked om, at jeg rejste med Marie til København samme aften kl.
11½. Noget før vi skulle af sted, kom nonnerne for at give Marie et bad.
Jeg mente ikke, det var nødvendigt, men de ville ikke sende en uvasket
patient til Rigshospitalet. Bagefter blev Marie lagt i en lang kurv og kørt
ned til damperen i Århus havn. Klokken 8 næste morgen var vi i
København. Jeg ringede straks til Rigshospitalet og bad om at få en
ambulance sendt ned til damperen. De lavede en del vrøvl (det var en
søndag), men ambulancen kom da, og en time senere, efter at Marie atter
havde været i bad, lå hun i en seng på en stue sammen med en gammel
dame på 70 år. Marie var meget glad for at komme over på
Rigshospitalet, hvor hun blev både plejet og passet godt. Jeg blev i
København natten over, inden jeg rejste hjem. Det var den l. maj, og jeg
tænkte ikke på at rejse derover den første tid. Jeg havde jo også vore 4
små børn at tænke på. Men der gik ikke mere end 10 dage, efter at Marie
var blevet indlagt på Rigshospitalet, så kunne jeg ikke holde ud at være
på gården længere. Jeg måtte derover. Jeg sagde til mig selv, at det var
meningsløst at rejse, men jeg kunne ikke være hjemme. Så rejste jeg
lørdag eftermiddag og var i København næste morgen kl. 8. Jeg skyndte
mig ud på Rigshospitalet. På kontoret sad den vagthavende læge, som
skulle give mig en passerseddel. Det var en nybagt, storsnudet læge. "De
kan vel komme til besøgstid", sagde han. "Ja", svarede jeg, "men jeg vil
gerne ind til min syge hustru nu". "De kan komme til besøgstid", sagde
han igen. "Ja, det kan jeg, men nu har jeg rejst fra Løgstør siden i går
eftermiddags og vil gerne se min hustru". Så hvæsede han atter, at jeg
kunne komme til besøgstid. Da jeg for 4. gang gav ham ret og høfligst
bad om at komme ind til min hustru, smed han en seddel hen til mig.
Netop som jeg trådte ind i pavillon 11 kom oversygeplejersken hen til
mig og sagde: "Gudskelov at De kommer, jeg troede ikke, De kunne nå
at være her så hurtigt. Vi skrev til Dem i går". Jeg spurgte, om min hustru
var blevet dårligere. "Ja, meget dårligere", svarede hun, "nu må De gå ind
til Deres hustru, hun ligger på enestue, men når professoren kommer på
stuegang, må De gå ud på gangen". Da jeg kom ind til min kære Marie,
kunne jeg straks se, at hun var meget dårlig. Jeg sad og holdt hendes
hånd og talte lidt med hende. Efter en times tid kom professoren, en
læge og 3 andre, og jeg gik ud på gangen. Da de atter kom ud, kom
lægen hen til mig og sagde: "De er vel klar over, at Deres kone ikke har
langt igen. Ja, vi skal jo ikke sige det, men for os læger at se, er der ikke
lang tid tilbage. Hvis De og Deres kone ønsker at komme til alters, kan
De få præsten til at komme. Der er gudstjeneste i hospitalskirken kl. 11½,
59

og hvis De går derover, kan De få præsten til at følge med Dem herover,
så I kan komme til alters". Så kom vi til alters kl. 12. Jeg fik bagefter
besked på, at det var bedst, jeg gik. Nu skulle min hustru hvile sig. Da
jeg kom tilbage kl. 2 til besøgstid, syntes jeg med det samme, at Marie så
bedre ud. Der var kommet mere lys over hendes ansigt, hun kunne også
bedre holde ud at tale lidt, og inden jeg gik kl. 7, syntes jeg, hun var
blevet endnu bedre.
Damplokomotiv forlader Løgstør banegård, 1904.
Den næste dag syntes jeg atter, det var blevet lidt bedre. Det kneb
meget for mig at få lov at komme ind for den lille vagthavende læge
mandag formiddag, men under stuegangen skrev den flinke læge en
passerseddel til mig, så jeg frit kunne gå ud og ind. Jeg blev i København
i 4 dage. Marie kom stadig til at se bedre ud, og inden jeg rejste hjem, var
hun atter kommet ind på stuen hos den gamle dame.
Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg rejste til København i de 4
måneder, Marie lå på Rigshospitalet, vist 5 eller 6 gange. Det blev for
mig en streng sommer. Når jeg var hjemme hos mine 4 børn, vidste jeg
aldrig, om min kære Marie var død eller ej, og når jeg var ovre hos hende
i 2 eller 3 dage, vidste jeg, at vores små børn ikke havde det godt
derhjemme.
Omkring den 20. august fik jeg brev fra Marie. Hun var flyttet hen på
en anden pavillon, hvor der lå mange patienter. Det var hun glad for, for
nu kom der tit en og anden og talte lidt med hende. En dag havde de
båret hendes seng ud i haven, og hun havde ligget i solen og set på
60

lomsterne. Det var hun glad for.
Da vi havde fået rugen bjerget i hus, og byggen endnu ikke var moden
til høst, syntes jeg, at jeg kunne afse 2-3 dage til at tage til København og
se til Marie. Da jeg kom derover, var Marie dårlig. Hun havde ikke
kunnet tåle at komme i haven. Hun bad mig blive hos sig, indtil hun
skulle flyttes tilbage til den gamle pavillon. Marie var meget ked af det.
Tre dage senere, mens jeg sad hos hende, kom en sygeplejerske og
sagde til mig, at jeg kunne blive hos min hustru efter normal besøgstid,
men at jeg måtte gå, når nattevagten kom. Klokken 7 kom sygeplejersken
igen. Hun kaldte mig til side og forhørte sig om, hvor jeg boede, og om
der var telefon. Jeg spurgte, om de regnede med, at min hustru skulle dø
nu, og hun svarede, at det regnede de med, kunne ske når som helst. Jeg
sagde så, at hvis de kunne give mig lov, ville jeg gerne ligge natten over
på en sofa, der stod i den stue, hvor patienterne kunne læse og skrive om
dagen. Det måtte jeg meget gerne, og hun skulle nok lægge en
hovedpude og et par tæpper derind.
Da det blev morgen, gik jeg ind for at se til min kære Marie, men jeg
måtte ikke fortælle, at jeg havde ligget i stuen ved siden af om natten.
Den 3. dag om morgenen, da jeg kom ind til Marie, sagde hun med det
samme, hun så mig: "Jeg så i nat, at Karl stod et stykke fra mig og græd.
Jeg kunne ikke komme hen til ham, og han kunne ikke komme hen til
mig. Jeg er bange for, at han er syg. Du må rejse hjem så hurtigt, du kan".
Klokken 8 samme morgen tog jeg fra København, og kl. 11 om aftenen
stod jeg på Hornum station. Så løb og gik jeg de 2 mil til Sønderlade, og
endelig kl. 2 var jeg hjemme. Jeg vækkede straks børnene og fik nu at
vide, at Karl havde været syg forrige nat. Han havde gået rundt i
bryggerset og kastet op og grædt og tænkt på sin mor.
Jeg var blevet sulten, og da jeg i spisekammeret fandt en stor lagkage,
tog jeg den med ind i børneværelset og gav børnene alt det af den, de
kunne spise. Det var den begivenhed, Karl kunne huske og nævnte i sin
tale på min 80 års fødselsdag. Han beundrede, at jeg turde.
Kort tid efter vågnede jeg pludselig en nat. Det var mørkt, og det var,
ligesom der hvilede en sort sky over gården. En stemme fra mørket sagde
til mig: "Bed til Gud om at afværge ulykken. Der svæver en ulykke over
Eder. Bed Gud om at holde sin hånd over Eder og afværge ulykken". Jeg
begyndte at bede Gud om at beskærme os. Jeg måtte op og bøje mine
knæ uden for sengen. Når det var, ligesom jeg ikke havde flere ord, lød
det til mig, at jeg skulle blive ved med at bede. Jeg kom til at fryse, så
tænderne klaprede i munden på mig, så gik jeg i seng, men blev ved med
at bede til Gud. Når jeg var blevet lidt varm under dynen, stod jeg op
igen og knælede i bøn ved min seng. Hvor længe jeg bad, ved jeg ikke,
61

men da det begyndte at lysne af dag, var det, ligesom den sorte sky, der
hele tiden havde svævet over gården, drog bort. Så takkede og priste jeg
Gud, fordi han havde hørt min bøn. Hvor var mit hjerte fyldt af tak.
Tænk, når engang er løst hver
jordisk gåde
besvaret hvert "hvorfor",
jeg grunded på,
men kunne ej med al min
grublen råde,
tænk, når jeg Herrens vej skal
klart forstå
Dagen efter fik jeg brev fra Marie. Det var svært at læse. Hun skrev, at de
nu havde smidt (hun skrev smidt) hende ind på en stue, hvor hun lå
alene. Nu var de ligeglade med, om hun levede eller døde, og hun havde
grædt, som hun aldrig havde grædt før i sit liv. Den næste dag, inden jeg
tog med toget til København, fik jeg på posthuset i Overlade endnu et
brev fra Marie. Da skrev hun, at nu havde hun det godt, bedre end hun
nogensinde havde haft det, for nu var Jesus hos hende hele tiden, og hun
var aldrig alene.
62

Da jeg næste dags morgen kom ind til min kære Marie, smilede hun
til mig og sagde: "Nu ved jeg, at jeg snart skal dø, men Jesus er hos mig
hele tiden, og nu ved jeg, at jeg snart kommer hjem til far og mor". Da vi
havde talt noget sammen, spurgte jeg, om hun ikke ville med mig hjem
til børnene. "Det ville jeg gerne", svarede hun, "men det kan ikke lade sig
gøre. I kan ikke få mig passet, som jeg er nu". "Jo", svarede jeg, "vi kan
få en sygeplejerske fra Ålborg til at komme og passe dig". Da hun
spurgte, om det ikke blev alt for dyrt, svarede jeg, at det gjorde lige
meget, når hun bare ville komme hjem til mig og børnene. Så ville hun
gerne med hjem.
Jeg forhørte mig på hospitalet, om jeg kunne få en sygeplejerske til at
følge med os på rejsen hjem. Jeg var ked af at skulle rejse med Marie
alene, men det kunne ikke lade sig gøre at få en sygeplejerske med. Så
rejste jeg hjem samme aften for at finde én, som kunne tage med mig til
København.
Efter mange forgæves forsøg ringede jeg til sidst til Dalsgården og
forhørte mig, om Katrine kunne tænke sig at tage med mig til København
for at hente Marie hjem. Det ville hun gerne, og samme aften rejste vi til
København.
Da vi havde talt lidt med Marie, gik jeg ned på banegården for at finde
ud af, om jeg kunne få min syge hustru med toget til Løgstør. Men jeg
skulle først have en attest på, at det ikke var noget smitsomt. Jeg skyndte
mig tilbage til hospitalet efter en attest og så tilbage til banegården. Her
fik jeg det ordnet sådan, at de lod indsætte en gammel banevogn, en af
dem med 4 kupeer på tværs til 10 personer, på strækningen København-
Løgstør, mod at jeg betalte 10 enkeltbilletter. Klokken 8 samme aften
blev Marie pakket i en lang kurv og kørt til banegården, og kl. 10 næste
dag ankom vi til Løgstør. Dengang havde vi lige fået vores første rutebil
på strækningen Overlade-Løgstør, og kurven med Marie kunne stå på
langs i den ene side. Lidt før middag havde jeg atter min kære Marie
hjemme efter 6 måneder på hospital. Der blev rigtig gensynsglæde både
for Marie og børnene, skønt de vidste, at de snart måtte skilles for stedse.
Samme dag, Marie kom hjem, ringede jeg til Ålborg og bestilte en
sygeplejerske. Hun kom dagen efter, og nu kunne jeg mange gange om
dagen sidde og tale lidt med Marie. Børnene kom om morgenen ind til
hende, før de skulle i skole, og sagde godmorgen og farvel. De døjede
med at slippe hendes hånd, og Jens, som ikke gik i skole, ville hele tiden
stå inde og holde ved sin mors hånd.
En dag, da jeg sad ved Maries seng, sagde hun pludselig: "Jamen
Niels, hvordan er det, du er kommet til at se ud. Dit tykke mørkblonde
hår, som jeg altid har syntes, var så kønt, er jo blevet helt hvidt". Joe, det
63

var det.
Den 13. september, tidligt om morgenen, vågede jeg hos Marie, mens
sygeplejersken sov. Efter et par timers forløb bad Marie mig kalde på
sygeplejersken, for at hun kunne komme og vende hende. Da jeg spurgte,
om jeg ikke kunne gøre det, sagde hun nej, og jeg kaldte på
sygeplejersken. Da hun tog Marie i sine arme, lød der et gisp, og Marie
var død.
Hvor havde hun været elskelig, og hvor havde hun været god og
kærlig. Ikke ét eneste ukærligt ord havde jeg hørt fra hendes mund i de
12 år, vi havde været gift. Hvor havde vi elsket hinanden, og hvor havde
hun været tålmodig i alle de år, hun havde været syg. Hun havde ikke
haft mange smerter men altid været træt og konstant haft 38 0 C i feber -
det var det radium, hun havde fået for meget af.
64

Kapitel 7
Nogen tid efter Maries begravelse søgte jeg i avisen en husbestyrerinde.
Ingenting på gården gik længere som det skulle, og meget var blevet
forsømt. Desuden havde jeg måttet låne 10.000 kr. i kreditforeningen for
at klare udgifterne under Maries sygdom. Børnene havde haft en meget
streng og sørgelig sommer. Der var ingen, der hjalp dem med noget, og
deres tøj var i en meget sørgelig forfatning. Den 1. november hentede jeg
min nye husbestyrerinde, Marie Nielsen, i Havbro, og mens jeg var af
sted, sad børnene spændt derhjemme. Da jeg havde fået bundet hestene i
stalden og båret Maries kommode ind i pigeværelset, gik jeg ind i
dagligstuen. Der stod mine 4 børn og så forventningsfulde ud, mens
Marie var i køkkenet og spisekammeret for at finde ud af, hvad vi skulle
have at spise til aften. Da vi havde spist, og det var ved tiden, at børnene
skulle i seng, fulgte Marie med dem ind i børneværelset og hjalp dem.
Det var noget nyt for børnene, det var jo så længe siden, at deres mor
havde hjulpet dem. Derefter gav Marie sig til at efterse alt, hvad børnene
havde af tøj og hvad der manglede. Dagen efter kørte jeg med hende til
en kone i Trend, som skulle sy det tøj, børnene trængte til.
Da Marie den anden aften havde hjulpet børnene i seng, kom hun ind i
dagligstuen og spurgte, om jeg havde noget imod, at hun bad aftenbøn
med børnene. Jeg svarede, at det ville jeg meget gerne, om hun ville. Da
hun den 3. aften havde hjulpet børnene i seng og bedt aftenbøn med dem,
havde hun kysset dem alle fire til godnat. En time senere, da jeg kom ind
i soveværelset, lå de lysvågne alle sammen, og Peter spurgte: "Er Marie
heller ikke kun fæstet for en måned? Er hun ikke også fæstet for et halvt
år?" Så sagde Karl: "Far, tror du ikke, du kunne få hende til at blive her
altid?" Nogle dage senere, da Marie var lidt dårlig, og lå på chaiselongen,
når der var tid til det, stod Karl og Jens utrætteligt hos hende, og holdt
hver en af hendes hænder.
Et par uger senere skulle jeg og børnene til et bryllup, men de ville
ikke med, fordi Marie ikke var indbudt. Jeg måtte da love, for at få dem
med, at næste gang vi skulle ud at køre, skulle Marie med. Da var
børnene kommet til at elske hende, og så var det vel heller ikke underligt,
at jeg også kom til det.
Den 1. maj flyttede Marie hjem for at lave udstyr til vores bryllup, som
skulle stå den 16. september 1923. Jeg havde, for den periode Marie
skulle være hjemme, fæstet en husholderske fra Silkeborg-egnen. Hun
var 30 år og ellers en pæn og flot dame. Hendes far havde vist været eller
var folketingsmand. Hun kunne male malerier, og malede også på sig
65

selv. Hun sagde, at når hun havde en god stol, en god bog, en god kop
kaffe, en god cigar og ellers kunne sidde med benene oppe på bordet - så
var hun tilpas. En uges tid efter spurgte jeg hende, hvorfor hun havde
søgt pladsen. Hun fortalte, at hun i flere år havde været husholderske for
sin broder, der var skolelærer, men hun syntes, der havde været for meget
at bestille og ville gerne prøve noget andet. "Og så søger du plads på en
gård", sagde jeg, "hvor der er 4 børn og 8 mennesker til daglig. Du må jo
ikke være rigtig klog, men du kan vel se, at det her ikke går. Du må rejse
til 1. juni". "Jeg kan rejse med det samme", svarede hun. "Det må du
gerne", sagde jeg, "karlen skal nok køre dig til Overlade". Så rejste hun,
og jeg søgte igen efter en husholderske. Jeg fik 7 tilbud, men jeg valgte
sikkert den dårligste. Ansøgeren havde skrevet, at hun var 40 år, men da
hun mødte op med 2 varmedunke, troede jeg, hun var 70 år. Hun nåede
vist aldrig længere end til køkkenet, for vi blev snart enige om, at hun
vist ikke kunne magte pladsen. Endelig 3. gang lykkedes det mig at fæste
en dygtig pige på 18 år.
Det blev et meget stort bryllup, Marie og jeg holdt. Vi spiste i laden,
vist snart 100 mennesker. Jeg kan huske, at Karl og Jens sad til bords ved
siden af Marie. Det havde Marie bestemt. Det var jo hendes mindste
børn, og dem ville hun have hos sig og hjælpe. Peter og Margrethe sad til
bords sammen hos moster Katrine fra Dalsgården. Vi var igen en
lykkelig familie.
Brudebilleder fra Marie Nielsens og Niels Riisgaards bryllup den 16.
september 1913.
Elleve måneder senere, den 10. august 1924 fødte Marie en sød lille pige,
66

men det var en meget streng fødsel. Vi havde bud efter doktor
Keldgaard, og det varede længe, inden Marie forvandt følgerne. Da hun
ikke kunne give bryst, blev det mig, der kom til at passe den lille om
natten, hvad jeg da også gjorde med glæde og besvær.
Vi havde nu en dejlig tid, og jeg fik atter sat skik på bedriften og
økonomien. Den 8. december 1925 fødte Marie en dejlig dreng, og vi var
lykkelige og glade i 10 dage. Så blev Marie syg om natten, og den
efterfølgende dag måtte vi ringe efter overlæge Christensen (Keldgaard
var lige død). Da doktoren sad ved Maries seng og talte med hende,
spurgte hun, om det var en blodprop. "Nu får vi se", sagde doktoren,
"men nu må De ligge ganske musestille, så stille som De kan, og røre
Dem så lidt som muligt".
Det var desværre en blodprop, som havde sat sig i den ene lunge, og
sat den ud af funktion. Marie blev mere og mere syg og fik større og
større smerter for hver dag, der gik. Hun havde nu læge hver eneste dag,
men han kunne ikke give hende så stærk medicin, at den kunne stille
smerterne. Jeg fik fat i en sygeplejerske. Det var en meget fin dame fra
Ålborg, som aldrig havde været på landet før, og som ikke rigtig passede
til vores forhold. Doktor Christensen havde sagt, at hun var meget
dygtig, hvad hun måske også var, men hun gjorde Marie nervøs, og det
var ikke godt.
Det blev juleaften, men jeg kan ikke huske noget om, hvorledes den
forløb. Jeg tror ikke, vi havde juletræ eller salmesang. Når min stakkels
Marie engang imellem skreg så højt i smerter, at vi kunne høre det over
hele huset, var det ikke let at synge. Julemorgen kl. 8 bad Marie mig
ringe til hendes far og mor om at komme. Jeg ringede til dem, og de ville
køre direkte herud, når de havde været i kirke. Klokken 9 spurgte Marie,
om jeg snart troede hendes far og mor kunne være der. Så ringede jeg
igen og sagde, at Marie ventede dem. De fik da straks fat i en bil og kørte
lige herop.
Hen på eftermiddagen begyndte Marie pludselig at tale, men det var
med en anden stemme. Den var høj og skingrende, og da var jeg klar
over, at det var på det sidste med min kære Marie. Da hun havde talt
nogen tid, sagde hendes far: "Du må vist ikke tale så meget, lille Marie".
"Jo", sagde sygeplejersken, "nu må fru Riisgaard gerne tale". "Ja", sagde
Marie, idet hun vendte sig om mod sygeplejersken, "nu må jeg godt tale,
for nu skal jeg snart dø". Så talte hun om, hvorledes hun syntes, vi skulle
holde hendes begravelse, hvor vi kunne finde hendes ejendele og mange
andre praktiske ting. Så sendte hun bud efter alle børnene og pigen, og
sagde farvel til dem. Hun takkede børnene, fordi de havde været så søde,
og hun fortalte, hvor glad hun var for dem alle sammen. Så bad hun sin
67

far og mor hilse mange, hun kendte, særlig hendes søster og tre brødre,
som ikke kunne være til stede. Derpå takkede hun sin far og mor, for alt
det dejlige, de altid havde været for hende, og bad sin mor tage den lille
Hans med sig hjem, indtil jeg fik en husholderske. Præsten havde været
hos os nogle dage før og døbt den lille dreng Hans Nielsen Riisgaard.
"Men den lille Karoline", sagde Marie, "må I ikke tage med, hende kan
Niels ikke undvære". Til sidst vendte hun sit ansigt mod mig og sagde:
"Hvor har jeg ondt af dig, kære Niels, jeg ville så gerne være blevet her
og have hjulpet dig. Du kommer til at stå ene med 6 børn. Jeg forstår
ikke, hvordan du skal kunne klare det". Så trak hun vejret et par gange
og sagde: "Men gudskelov, Niels, at du kender din Frelser. Du ved, hvor
du kan finde hjælpen, og han skal også nok hjælpe dig". Så døde hun,
min anden kære Marie.
Niels Riisgaards gård fotograferet omkring 1930.
68

Gravsten på Overlade kirkegård sat over Inger Marie Riisgaard (1886-
1922) og Karen Marie Riisgaard (1894-1925).
Efterskrift
Her slutter bedstefars optegnelser. Kun halvdelen af et langt og virksomt
liv, er vi blevet delagtiggjort i, inden døden indhentede ham. Tilbage er
kort at fortælle, hvorledes det videre gik bedstefar.
At de følgende år efter hans anden kones død blev tunge og svære, er
vel næppe nødvendigt at fortælle. Men alligevel kastede han sig med
fornyet energi over landbruget. Gården blev drevet stadig hårdere og
hårdere frem, aldrig var høsten stor nok, aldrig var de bedste kreaturer
gode nok. Med særlig lidenskab opdrættede han avlskvæg, hans
besætning skulle være 1. klasses, og stod hans kreaturer ikke på fløjen
ved dyrskuerne, var han ikke tilfreds.
Bedstefar var aktiv både hjemme og i sit sogn. På eget initiativ
stiftede han "Overlade Andelsmejeri", "Foderstof og
Gødningsforeningen", "Kvægavlsforeningen" og "Kontrolforeningen",
og var disse foreningers leder og formand gennem mange år, ligesom han
aktivt deltog i planteavlsforeningens læplantningsarbejde. Han blev en
velanset og holden landmand, agtet og respekteret, men også kendt som
en usædvanlig sej og udholdende mand.
Nogle år efter hans anden kones død giftede bedstefar sig igen. Årene
gik, og de to opnåede at holde sølvbryllup. Fra bedstefar var 78 og til sin
død, sad han hver vinter og skrev, men om sommeren arbejdede han i sin
69

store have; den gamle bonde kunne stadig lide at have jord under
neglene.
Andelsmejeriet Vitskølkloster. På den stiftende generalforsamling, som afholdtes i
Overlade Forsamlingshus den 18. marts 1929, blev gårdejer Niels Riisgaard valgt
som formand, en post han besad i omkring 25 år.
Kort før julen 1966 gik bedstefar rundt og belavede sig på at dø. Han
ordnede samvittighedsfuldt sine personlige papirer, regnskaber og
selvangivelse. På en seddel skrev han numrene på de salmer, der skulle
synges ved hans begravelse, og den tekst og det skriftsted, der skulle stå
på hans gravsten. Han døde, som han havde levet, hurtigt og uden
klynken 2. juledag 1966, en måned før han fyldte 84 år.
Hans Ulrik Riisgaard
- o O o -
En hjertelig tak bringes til følgende, som har hjulpet med at fremskaffe
gamle fotografier: N. H. Lindhard, Lokalhistorisk Arkiv, Løgstør
Bibliotek. Jens M. Nordentoft, pens. overlæge, København. Frida Holm
Pedersen, Vilsted. Grete (Riisgaard) Jensen, Breum.
Bemærkninger: Kapitel 5 har tidligere været trykt som en artikel med
indledning og noter af museumsinspektør Ole Højrup: "Til marked
norden og sønden for Limfjorden", Budstikken (Dansk Folkemuseum -
Frilandsmuseet), 1963, side 109-124. Desuden også tidligere udgivet
under samme titel som artikel i det lokalhistoriske tidsskrift: 'Fra
Himmerland og Kjær Herred', 2008, side 147-156. Kapitel 6 har tidligere
været publiceret i form af en artikel med indskudte noter af professor E.
70

Snorrason og med titlen: "Var Marie forsøgskanin?" i tidsskriftet
Medicinsk Forum, 1981, nr. 1: side 10-19. Sidstnævnte blev anmeldt af
Ole Bergh i Aalborg Stiftstidende den 22. februar 1981. Første
renskrivning og bearbejdning af originalteksten blev gjort i 1976. I 1995
blev skrivemaskineteksten vha. scanner overført til tekstbehandling på
computer. En kopi af manuskriptet blev i april 1995 deponeret i Dansk
Folkemindesamlings erindringsarkiv v/arkivar dr.phil. Iørn Piø.
71