Fra frodig skov til gloende/kold ørken. - Jan Lyngdorf

Men først i 1963 kunne franskmændene så endelig få taget sig
sammen til at rømme Tunesien, hvor de til stadighed havde
haft deres berygtede fremmedlegionærkorps udstationeret.
Tilbage til nutiden.
Landet støder op til Middelhavet og ligger indeklemt imellem
Algeriet og Libyen og er et lilleput land, sammenlignet med
disse to store lande, for Tunesien er ”kun”, 750 km. langt og
375 km. bredt, så det vil sige, at landet er ca. 4 gange så stort
som Danmark, og der bor ca. 7 millioner mennesker i landet.
En af disse indbyggere var altså ved skæbnens magt blevet
udvalgt til at være min Boy i den tid, hvor jeg var gæst i deres
land. For landet var blevet meget afhængige af turistindtægterne
i disse år, for i 1969 havde der været et par store alvorlige
naturkatastrofer i landet, bl.a. jordskælv, flodbølge og så en
efterfølgende tørke.
Den Tunesiske regeringen med præsident Bourguiba i spidsen
havde så set sig nød til at åbnet landet for turister i 1970.
Så vi turister blev virkelig behandlet som noget kostbart, fordi
vi lagde mange penge i det katastroferamte land.
Min stakkels Boy kunne i starten ikke forstå, at der ikke var
noget, han kunne gøre for mig. Hverken hænge mit tøj på
plads, det ville jeg helst selv, eller få lov til at pudse mine sko.
For på dette tidspunkt var det jo stadig de glade flipperdage i
Danmark, og den største mode hjemme på dette tidspunkt var,
at gå med de populære ørkenstøvler, der jo var lavet i ruskind
og med rågummisåler. Sådan tre par havde jeg taget med, og de
skulle jo i hvert fald ikke pudses.
Så, da jeg så hans nedtrykte ansigtsudtryk, bad jeg ham gå ud i
byen og prøve at finde ud af at få lavet en aftale med en taxa-
6